Beskatning af værdi af fri bil

Af partner, advokat (H) Torben Bagge og partner, advokat (L), HD (R) Henrik Rahbek, begge TVC Advokatfirma

I praksis giver beskatning af værdi af fri bil anledning til en række forskellige problemstillinger – i denne artikel er fokus på bevisbyrdens placering for hvidpladebiler.

Det følger helt overordnet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansats private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de i bestemmelsen nævnte procentsatser. Omvendt følger det forudsætningsvist af samme bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 4, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssig kørsel, så skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil. Videre følger det af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at tilsvarende gælder for en hovedaktionær eller hovedanpartshaver, selvom denne ikke er ansat i selskabet.

Spørgsmålet om beskatning af værdi af fri bil giver anledning til en lang række forskellige problemstillinger. I nærværende artikel behandles alene spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til, om der skal ske beskatning af værdi af fri bil i forhold til ikke-specialindrettede biler. Artiklen omhandler ligeledes ikke biler på gule plader med afløftet moms, og hvor der ikke er betalt privatbenyttelsesafgift, idet en beskatning af værdi af fri bil i forhold til sådanne biler ifølge praksis som altovervejende udgangspunkt forudsætter, at SKAT har påvist privat kørsel.

Bevisbyrdens udvikling siden vedtagelsen af ligningslovens § 16, stk. 4
Har en skatteyder ikke selvangivet beskatning af værdi af fri bil, er det umiddelbart SKAT, der har bevisbyrden for, at en given konkret bil er stillet til rådighed for den ansattes private brug, således at der skal ske beskatning efter ligningslovens § 16 stk. 4.

Udviklingen i praksis har således ikke fulgt Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 215 af den 13. juni 1997, som er offentliggjort i TfS 1997, 584, hvor Skatteministeren anførte, at ”når en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må hovedaktionæren, der ønsker at undgå beskatning af rådigheden over bilen til privat kørsel, over for den kommunale ligningsmyndighed sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privat kørsel. En nærmere prøvelse heraf må bero på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.”

Således har Skatteministeriet også i en sag for Højesteret direkte erkendt, at bevisbyrden for gennemførelse af beskatning af værdi af fri bil som udgangspunkt påhviler SKAT. I den konkrete højesteretssag offentliggjort i SKM2014.504 H anførte Skatteministeriet således i sin procedure, at ”det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabsadresse og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen” (vores understregning).

En ofte anvendt formulering i Landsskatterettens afgørelser ses blandt andet i afgørelsen af den 23. januar 2018 (LSR’s nr. 15-0929788), hvor Landsskatteretten anførte følgende:
”Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Det er ikke den faktiske benyttelse af bilen, som begrunder beskatning af fri bil, men derimod den blotte råderet over bilen. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt. Hvis bilen har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, eller der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for selskabets anskaffelse af bilen, har hovedaktionæren — som hovedregel — bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for hovedaktionærens private brug. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.”

I forlængelse heraf henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 22. marts 2018 (LSR’s j.nr. 15-2451050). Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt der i indkomstårene 2010-2013 var grundlag for at beskatte en hovedanpartshaver af værdi af fri bil for så vidt angik en BMW 1, Ford C-max, Opel Insignia og endelig en BMW Z4M. I relation til den sidstnævnte bil blev det under sagens behandling accepteret, at der blev gennemført en beskatning af værdi af fri bil for denne. Vedrørende de øvrige biler anførte Landsskatteretten følgende:

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke er sammenfaldende, og firmabilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl. […].

Landsskatteretten kan tiltræde, at der skal ske beskatning af BMW Z4M, efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. § 16A, hvilket klagerens repræsentant har tiltrådt. […].

For så vidt angår de øvrige biler, har bilerne ikke været placeret på bopælsadressen, ligesom der ikke er tale om luksusbiler, der er uegnede til det erhvervsmæssige formål. Da der heller ikke er betalt privatbenyttelsesafgift, påhviler bevisbyrden efter praksis SKAT, for at bilerne har stået til privat rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Da denne bevisbyrde ikke er løftet kan der ikke ske beskatning af de øvrige biler. (vores understregning).

Formodningsreglen
Udgangspunktet er således, at det er SKAT, der har bevisbyrden for, at der skal ske beskatning af fri bil. Dette gælder uanset, at vedkommende skatteyder ejer hele kapitalen i det selskab, der stiller bilen til rådighed.

Det er i praksis fastslået, at bevisbyrden går over på skatteyder i følgende tre tilfælde:
1. Hvis bilen står parkeret foran den ansattes bopæl – eller meget tæt på –uden for normal arbejdstid, herunder tilfælde, hvor der er sammenfald mellem selskabets adresse og privatadressen.
2. Hvis SKAT påviser en given privat kørsel.
3. Hvis der er særlige grunde til at antage, at bilen benyttes privat. Praksis i forhold til dette er primært centreret omkring dyre luksusbiler, hvor der reelt ikke har været et forretningsmæssigt behov for selskabets køb af disse.

I sådanne tilfælde er det op til skatteyderen efterfølgende at afkræfte denne formodning, såfremt vedkommende skal undgå beskatning af værdi af fri bil.

Momenter, som har betydning for vurderingen af, om skatteyder har haft fri rådighed
Hvis SKAT har sandsynliggjort, at en given bil er stillet til rådighed for skatteyderens private brug, er det op til skatteyderen at afkræfte denne formodning for at undgå beskatning af værdi af fri bil.

Skatteyder har således mulighed for at afkræfte ovennævnte formodningsregel og således godtgøre, at der ikke er grundlag for beskatning af værdi af værdi af fri bil.

I sådanne tilfælde ses det ofte, at SKAT fremfører et synspunkt om, at formodningsreglen alene kan afkræftes med henvisning til et fejlfrit kørselsregnskab, som er ført løbende. Dette er imidlertid ikke korrekt, og det er længe siden, at domstolene fastslog, at der tværtimod kan lægges vægt på en række forskellige momenter.

Dette ses således af den ældre Østre Landsrets dom af den 2. december 2005 offentliggjort SKM2005.503.ØLR, der omhandlede en skatteyder, som var direktør og indehaver af indskudskapitalen i et anpartsselskab.

Selskabet drev en institution for adfærdsvanskelige voksne og ejede en række biler, herunder tre personbiler i form af en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for så vidt angik Volvoen men ikke de to øvrige biler, hvorfor skattemyndighederne havde beskattet skatteyderen af værdi også for så vidt angik BMW’en og Seaten.

I den pågældende sag anførte Skatteministeriet til støtte for, at der var grundlag for en beskatning af værdi af fri bil, at det ”påhviler A at dokumentere, at hun i indkomståret 2001 ikke havde rådighed over tillige personbilerne af mærket Seat Toledo og BMW 325 for privat benyttelse. Hun har som hovedaktionær i Langholt ApS en skærpet bevisbyrde, og det bestrides, at hun har løftet denne bevisbyrde, navnlig når henses til, at hun tillige var direktør og havde den faktiske rådighed over alle tre personbiler, der uden for arbejdstiden var parkeret på selskabets adresse, der tillige er hendes privatadresse. A har endvidere ikke over for selskabet fraskrevet sig rådigheden over bilerne ved en udtrykkelig erklæring herom, og der har ubestridt ikke været ført kørselsregnskaber for nogle af selskabets biler. De udfærdigede specifikationer vedrørende kørsel i Seaten og BMW’en er ikke tilstrækkelige til at løfte bevisbyrden.” (vores understregning).

Herom udtalte Østre Landsret følgende: ”Af de forklaringer, der er afgivet af A og C fremgår, at A ikke benyttede bilerne til privat kørsel, idet hun altid kørte i den Volvo 940, årgang 1998, hun havde til rådighed som firmabil. BMW’en, årgang 1992, og Seat Toledoen, årgang 2001, blev begge anskaffet og anvendt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet.

Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at A havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, – uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne – at A i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.” (vores understregning).

Efterfølgende praksis har også vist, at der lægges vægt på en række forskellige momenter, herunder særligt eksempelvis den forretningsmæssige begrundelse for bilens anskaffelse samt skatteyders adgang til at få dækket sit private kørselsbehov på anden vis. Det er således ikke en nødvendig betingelse for at afkræfte formodningsreglen, at der foreligger en behørig, løbende ført kørebog.

Afsluttende bemærkninger
En gennemgang af praksis viser, at spørgsmålet om beskatning af værdi af fri bil giver anledning til en række forskellige problemstillinger.

I forhold til hvem der har bevisbyrden for, at der skal ske beskatning af værdi af fri bil, er det i praksis knæsat, at denne som udgangspunkt er hos SKAT. Dette gælder uanset, at vedkommende skatteyder ejer hele kapitalen i det selskab, der stiller bilen til rådighed. Praksis har således ikke fulgt Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 215 af den 13. juni 1997, som er offentliggjort i TfS 1997, 584.

Det ses ikke i sjældent i praksis, at SKAT gør gældende, at en given hovedaktionær eller hovedanpartshaver skal beskattes af værdi af fri bil under henvisning til, at en bil er velegnet til privat kørsel, at der er betalt privat benyttelsesafgift og at der ikke foreligger en behørig kørebog.

Som det fremgår ovenfor, er der som alt overvejende udgangspunkt ikke grundlag for et sådant synspunkt. Af samme grund træffer særligt Landsskatteretten også løbende afgørelser, der giver skatteyderen medhold i, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil.

 

Relaterede kurser og netværk:

Ny vigtig dom om arbejdsgivers ret til modregning i løn ved manglende sygedagpengerefusion

Østre Landsret har 6. juni 2018 afsagt dom i en sag om arbejdsgivers ret til modregning i løn ved mistet dagpengerefusion pga. manglende opfølgning fra den ansatte i sygedagpengesag. Dommen er af principiel karakter.

Baggrund
Sagen drejer sig om en sygemeldt medarbejder, der undlod at sende den fornødne dokumentation til Jobcentret og dermed mistede arbejdsgiver sin dagpengerefusion fra kommunen. Arbejdsgiver valgte herefter at modregne tabet i medarbejderens løn.  Tilbage i juli 2017 fandt Retten i Nykøbing Falster imidlertid ikke, at arbejdsgiver var berettiget til dette. Dommen blev anket og endte herefter i Landsretten, da sagen er principiel.

Afgørelse
Østre Landsret har nu stadfæstet dommen. Det vil sige, at retten fandt, at arbejdsgiver ikke var berettiget til at modregne (refusions) tabet i medarbejderens løn.

Der findes for nuværende ikke bestemmelser af betydning for afgørelsen.  Derfor var det i første omgang et spørgsmål om, hvorvidt de ansættelsesretlige regler om løn under sygdom, herunder funktionærloven sammenholdt med sygedagpengeloven og/eller evt. aftale- og overenskomstgrundlag, udtømmende gør op med muligheden for modregning, således at der ikke er hjemmel til modregning. Eller om arbejdsgiver uden hjemmel, var berettiget til modregning i ansattes løn for det tab, arbejdsgiver led ved ikke at opnå refusion af sygedagpenge. Retten fandt ikke, at arbejdsgiver var berettiget til modregningen, hvilket resulterede i en stadfæstelse af dommen.

Dom af 6. juni 2018 (B-1611-17)

 

Relaterede kurser:

Når 60-dages reglen spøger i kulissen

Af Andreas Stahlberg, Seniorkonsulent, Økonomi & Personale Academy

En medarbejder kan få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse af sin arbejdsgiver for 60 dages kørsel mellem sit hjem og en arbejdsplads inden for en forudgående periode på 12 måneder. Medarbejderen kan desuden under visse betingelser få skattefri kørselsgodtgørelse for mere end 60 dage, hvis han eller hun arbejder flere steder. På dag 61 med kørsel til samme arbejdsplads inden for de sidste 12 måneder kan medarbejderen ikke længere få skattefri kørselsgodtgørelse.

Så der skal med andre ord tælles rigtigt ved kørsel til/fra hjemmet… Så lad os kigge på et par kørselssituationer, der kan drille i det daglige.

60-dages reglen ifbm overnatning på hotel
Betinger arbejdet, at den skattepligtige overnatter uden for bopælen, f.eks. på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dages-reglen i Ligningslovens § 9 B, og jvf. afsnit C.A.4.3.3.3.1. i Den Juridiske Vejledning.

Læs mere her om definitionen af en ’arbejdsplads’.

Eksempel 1 (beregning af 60-dages reglen ved weekendkørsel)
En skattepligtig bor i Lilleby og arbejder i Storby. Mandag morgen kører han fra hjemmet i Lilleby til arbejdspladsen i Storby, og returnerer til hjemmet i Lilleby fredag eftermiddag. I Storby bor han på arbejdspladsen. Ved beregningen af 60-dages perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller mandag og fredag som en dag hver, fordi han alene kører på disse dage.

Eksempel 2
Eksempel 1 ændres, så den skattepligtige i forbindelse med arbejdet i Storby bor uden for Storby, eller på hotel i Storby:
Ved beregningen af 60-dages perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller hver arbejdsdag som en dag.

Sidstnævnte er en ofte overset ’detalje’, der kan medføre at 60-dages reglen brydes, før man tror det. Fordi man har talt forkert….

Sommerhus ifbm. 60-dages reglen
60-dages reglen handler som bekendt om kørsel ’Hjem-Arbejde’, og ved ’hjem’ skal forstås ’sædvanlig bopæl’.

Læs mere om definitionen af ’sædvanlig bopæl’ i Den Juridiske Vejledning:
Sædvanlig bopæl

Afgrænsning, sædvanlig bopæl
Der er kun én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som “sædvanlig bopæl”. Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. I vurderingen indgår forhold som:

  • personlig tilknytning
  • social tilknytning
  • familiemæssig tilknytning
  • boligmæssig tilknytning
  • opholdenes hyppighed
  • tilmelding til folkeregisteret

I helt særlige situationer kan en sommerbolig anses for sædvanlig bopæl.

En skatteyder, der arbejdede i København, havde været tilmeldt en adresse i København. Han tilmeldte sig i 1990 en adresse i et sommerhus i Odsherred. Han blev gift i 1993. Ægtefællen boede og havde før ægteskabet boet på samme adresse i København. Østre Landsret fandt, at han for tiden før han blev gift i 1993, havde haft sædvanlig bopæl i sommerhuset i Odsherred. Se TfS 1999,159 ØLD.

Se også SKM2015.412.BR, hvor Byretten fandt en skatteyder berettiget til fradrag for befordring fra kærestens bolig til arbejdsstedet, uanset at vedkommende havde en sædvanlig bopæl et andet sted. Byretten fandt videre, at befordringsfradraget fra kærestens bolig ikke kunne overstige det beregnede befordringsfradrag fra sædvanlig bopæl og hen til arbejdsstedet. Det er derfor SKATs opfattelse, at det samme må være tilfældet, hvis en skatteyder med sædvanlig bopæl langt fra arbejdsstedet lejer en midlertidig bolig, f.eks. en sommerbolig, tættere på arbejdsstedet og derfra befordrer sig til arbejdsstedet.

Udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse – herunder iagttagelse af 60-dages reglen, er et løbende fokusområde for SKAT. På en række af vores kurser går vi derfor i dybden på området…

 

Relaterede kurser og netværk: