Momspligt på virtuel valuta og beviskrav ved fraflytning af lejeboliger

De seneste afgørelser afspejler en tid, hvor domstolene i stigende grad må forholde sig til den retlige klassificering af digitale aktiver og komplekse aftaleforhold. Mens EU-Domstolen har sat rammern

Nye markante afgørelser fra EU-Domstolen og de danske beboerklagenævn trækker afgørende grænser inden for aftale- og formueretten. Sagerne afklarer alt fra den momsmæssige status for virtuel spilvaluta og kundepoint til strenge beviskrav ved fraflytning af lejeboliger.

De seneste afgørelser afspejler en tid, hvor domstolene i stigende grad må forholde sig til den retlige klassificering af digitale aktiver og komplekse aftaleforhold. Mens EU-Domstolen har sat rammerne for virksomheders brug af loyalitetsprogrammer og in-game valuta, har de hjemlige beboerklagenævn understreget, at både bevisbyrde og kontraktens præcise bogstav er udslagsgivende, når lejere fraflytter almene boliger.

Virtuel valuta i onlinespil er ikke et lovligt betalingsmiddel

Handel med kryptoaktiver har længe været et skatteteknisk minefelt. I en principiel sag skulle EU-Domstolen tage stilling til, hvorvidt det litauiske selskab MB “Žaidimų valiuta” kunne kræve momsfritagelse for køb og salg af virtuel valuta (guld) til onlinespillet Runescape. Selskabet forsøgte at sidestille valutaen med almindelig kryptovaluta, idet de henviste til den velkendte Hedqvist-dom, som tidligere har fastslået, at veksling af eksempelvis Bitcoin kan være momsfritaget.

Domstolen afviste dog denne argumentation. For at opnå fritagelse under Momsdirektivet artikel 135 kræves det, at den virtuelle valuta fungerer som et reelt og anerkendt alternativt betalingsmiddel. Da det omhandlede "guld" i Runescape alene kan anvendes som et forbrugsgode internt i det specifikke spilunivers, udgør det i momsmæssig forstand en elektronisk tjenesteydelse. Retten slog direkte fast i præmisserne, at enheder af virtuel valuta, der udelukkende kan bruges i et onlinespil, falder uden for momsfritagelsen.

Dette betyder ligeledes, at beskatningsgrundlaget skal opgøres efter den generelle regel i Momsdirektivet artikel 73. Konsekvensen for forhandlere af in-game valuta er enorm, da der skal afregnes moms af hele det beløb, kunden betaler, og ikke blot af forhandlerens eventuelle marginale avance.

Læs mere her: Lovguiden – Momspligt ved handel med virtuel valuta i onlinespil: Afvisning af momsfritagelse og kvalificering som elektronisk tjenesteydelse (Sag C-472/24)

Loyalitetspoint falder uden for voucherreglerne

I en anden opsigtsvækkende sag om digitale kundefordele stod det svenske selskab Lyko Operations AB over for det svenske Skatteverket i et opgør om deres kunders loyalitetspoint. Lyko ønskede at få klassificeret disse optjente point som en såkaldt "flerformåls-voucher" i henhold til [Momsdirektivet artikel 30 a](https://www.lovguiden.dk/loven/2007-01-01-eu-s-momsdirektiv-om-det-faelles-mervaerdiafgiftssystem/30 a). EU-Domstolen vurderede imidlertid, at loyalitetspoint ikke opfylder definitionen på en formueretlig voucher.

For at et instrument kan anses som en voucher, kræver det ifølge retten en ubetinget forpligtelse til at acceptere instrumentet som modydelse. Kundepoint, der blot giver ret til at udvælge en bonusvare betinget af, at man foretager et nyt køb, er i virkeligheden blot et markedsføringsinstrument. Domstolen fremhævede i dommen, at systemet ikke indeholder nogen forpligtelse for leverandøren til at acceptere dem som helt eller delvist vederlag for en levering af varer.

Læs mere her: Lovguiden – Klassificering af loyalitetspoint som vouchere i momsmæssig henseende: Sagen om Lyko Operations AB

Ingen faste nationale frister for skattefritagelse af royalties

På det selskabsretlige område præciserede EU-Domstolen rækkevidden af direktiv 2003/49/EF i en sag mellem et tysk selskab og de tjekkiske skattemyndigheder. Myndighederne havde afvist at fritage det tyske selskab for kildeskat på royalties for perioden 2014-2016 med den begrundelse, at selskabet havde indsendt anmodningen efter en toårig national frist.

Domstolen underkendte denne praksis og fastslog to essentielle principper. For det første tillader direktivet, at skattefritagelse indrømmes med retroaktiv virkning. For det andet slår dommen fast, at den toårige frist, der fremgår af direktivet, udelukkende retter sig mod anmodninger om tilbagebetaling af allerede indeholdt skat – ikke selve procedurerne for direkte fritagelse. Medlemsstater må ikke støtte ret på direktivets bestemmelser til skade for borgeren for at opretholde en tidsfrist, der ikke er klart lovfæstet.

Læs mere her: Lovguiden – Skattefritagelse for royalties efter direktiv 2003/49/EF: Retroaktiv virkning og nationale tidsfrister

Lejers bevisbyrde og ulovlige bygningsindretninger

I det danske retssystem har Beboerklagenævnet i Rødovre for nyligt truffet to afgørelser, der demonstrerer kontraktrettens benhårde praktiske konsekvenser i lejeforhold. I den ene sag blev en lejer mødt med et massivt krav om istandsættelse ved fraflytning. Udlejeren forlangte blandt andet betaling for fjernelse af nedsænkede lofter i henhold til bestemmelserne om istandsættelse i Lov om leje af almene boliger § 98, stk. 1.

Lejeren havde overtaget lofterne ved indflytning, men udlejeren nedlagde påstand om, at de var i strid med byggelovgivningen og derfor skulle fjernes for lejers regning. Nævnet gav dog lejeren medhold og fjernede kravet. Udlejeren havde ikke løftet bevisbyrden for, at lofterne rent faktisk var ulovlige på opsætningstidspunktet. Nævnet statuerede:

"Det forhold, at nuværende lejer har overtaget lofterne ved indflytning, gør hende ikke ansvarlig, når ingen kender til, hvad der var (u-)lovligt på det tidspunkt, lofterne blev opsat."

Mens regningen for nedrivning og efterfølgende snedkerarbejde bortfaldt, måtte lejeren dog fastholdes på kravet om gulvbehandling. Som nævnet bemærkede, har lejeren vedligeholdelsesforpligtelsen i boperioden efter Lov om leje af almene boliger § 77, stk. 1, uanset hvilken løsning der historisk har været valgt for overfladerne.

Læs mere her: Lovguiden – Delvis nedsættelse af istandsættelsesudgifter ved fraflytning grundet manglende dokumentation for ulovlige forhold

Kontraktens ordlyd trumfer rimelighedsbetragtninger

I en sideløbende sag fra det samme klagenævn faldt hammeren til gengæld udlejerens vej. Her var stridspunktet beregningen af lejerens anciennitet i en fraflytningssituation, idet en længere anciennitet normalt giver lejeren ret til en større økonomisk dækning af istandsættelsesudgifterne. Lejeren mente at have optjent anciennitet fra en tidligere bolig, da indskuddet i sin tid var overflyttet til det nye lejemål.

Nævnet foretog her en ufravigelig, ordlydsnær fortolkning af parternes skriftlige aftalegrundlag. Da det klart fremgik af et tillæg til lejeaftalen, at istandsættelsespligten blev beregnet fra indflytningstidspunktet i den nye bolig, var lejeren bundet af denne tekst. Nævnet afviste lejers argumenter om usaglig forskelsbehandling med henvisning til, at et klagenævn ikke kan tilsidesætte klare aftaler uden egentlig bevisførelse ved domstolene.

Læs mere her: Lovguiden – Beboerklagenævnets stadfæstelse af istandsættelsesberegning ved fraflytning fra almen bolig

Begge sager fra Beboerklagenævnet tegner et entydigt billede af formue- og aftalerettens anvendelse i praksis. Når en udlejer vil gøre et krav gældende om at fjerne ældre bygningsindretninger, kræver klageinstansen objektiv historisk dokumentation for lovgivningsbrud på det oprindelige opsætningstidspunkt. Modsat står en underskrevet aftaletekst om anciennitet fuldstændig urokkeligt. For boligorganisationer betyder den samlede retspraksis, at historiske arkiver skal være fuldkomne, og for lejere understreger det vigtigheden af at læse alle tillæg til kontrakten grundigt, da aftalen i sidste ende vil blive fortolket stramt efter ordlyden.