De nyeste afgørelser viser, hvordan *familielivets* nøglesituationer – graviditet, fertilitetsbehandling, børnesager og udvisning – i praksis afgøres i spændet mellem bevisbyrde, myndighedskompetence og proportionalitet.

## Familielivets jura i praksis

De nyeste afgørelser viser, hvordan familielivets nøglesituationer – graviditet, fertilitetsbehandling, børnesager og udvisning – i praksis afgøres i spændet mellem bevisbyrde, myndighedskompetence og proportionalitet.

Familielivets jura i praksis

”Person-, familie- og arveret” fremstår ofte som klassiske spørgsmål om forældremyndighed, samvær og arv. Men i nyere praksis bliver familielivet i mindst lige så høj grad afgjort i randzonerne: i ansættelsesretlige konflikter om forældreorlov og fertilitetsbehandling, i kommunale børnesager hvor kulturforståelse kan tippe over i generalisering, og i udvisningssager hvor familielivet afvejes mod beskyttelsen af den offentlige orden efter EMRK artikel 8.

De fire afgørelser fra 16. og 18. februar 2026 tegner tilsammen et billede af tre bevægelser i praksis:

• Bevisbyrde som styringsredskab ved barsel og fertilitetsforløb, hvor arbejdsgivere skal kunne dokumentere hvorfor netop denne medarbejder rammes.
• Kompetencegrænser i diskriminationsretten, hvor ”national oprindelse” kan falde ned mellem lovgivningens stole uden for arbejdsmarkedet.
• Proportionalitet under pres i udvisning af mindreårige, hvor domstolene i stigende grad lægger vægt på kriminalitetens råhed og recidiv – også efter dommen.

Overblik over afgørelserne

Forældreskab som ansættelsesretlig risikozone

Ligebehandlingsretten er i 2026 en af de mest håndfaste ”familieretlige” garantier i praksis, fordi den beskytter vejen ind i familielivet og tiden efter fødslen. Afgørelserne i februar viser en tydelig differentiering:

1. Ved varslet forældreorlov skærpes arbejdsgivers forklaringsbyrde i praksis til et dokumentationskrav: Hvem blev udvalgt, efter hvilke kriterier, og hvorfor? Det er ikke nok at tale om ”økonomi” i abstrakt form.

2. Ved fertilitetsbehandling uden graviditet bliver udfaldet mere følsomt over for arbejdsgivers evne til at fremvise en forudgående og konsistent spare- og normeringshistorik. Højesteret har samtidig i nyere omtale understreget, at beskyttelsen kan være reel – men den beviser sig ikke selv; den lever i bevisbedømmelsen. Se eksempelvis Domstolenes gennemgang af Højesterets linje om fertilitetsbehandling og beskyttelse mod afskedigelse. (Domstol.dk om fertilitetsbehandling)

Ligebehandlingsnævnet og forældreorlovens omvendte bevisbyrde

I sagen om den mandlige afdelingsleder bliver afgørelsen reelt en dom over manglende udvælgelsesbegrundelse. Klager varslede konkret sin orlov i mailen af 26. september 2022 med oversigten ”Barsel: Uge 23, 24, 25 + 31,32,33,34”, og blev derefter opsagt 31. januar 2023 – altså efter varsling, men før afvikling. Dermed aktiveres den omvendte bevisbyrde efter Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4, og Ligebehandlingsnævnet formulerer kernen usædvanligt skarpt: ”indklagede ikke har løftet bevisbyrden” og lægger ”navnlig vægt på, at indklagede ikke har uddybet, hvorfor det netop var klager, der skulle afskediges”. Det afgørende bliver altså ikke, om virksomheden kan have haft økonomiske udfordringer, men om den kan forklare det konkrete personvalg uden at efterlade barslen som plausibel medårsag i strid med Ligebehandlingsloven § 9. Godtgørelsen på 415.000 kr. – ”omkring ni måneders løn” – placerer sig i den øvre ende for en ansættelsesperiode på knap halvandet år og signalerer, at tidsmæssig sammenhæng + uklart udvælgelseskriterium fortsat er en dyr kombination.
Læs mere her: Lovguiden – Ligebehandlingsnævnet tilkender godtgørelse til afskediget afdelingsleder efter varsling af forældreorlov

Fertilitetsbehandling og den dokumenterede spareplan

Psykologsagen viser den anden side af samme mønt: Beskyttelsen er der, men den kan overvindes af en robust og sammenhængende økonomisk forklaring. Nævnet slår først fast, at klager på afskedigelsestidspunktet var i gang med et konkret behandlingsforløb og derfor er omfattet af Ligebehandlingsloven § 9. Fordi hun ikke var gravid på tidspunktet, anvendes delt bevisbyrde efter Ligebehandlingsloven § 16a: Klager løfter formodningen via den korte afstand fra oplysningen om planlagt insemination til varslingen af vilkårsændring, men arbejdsgiver løfter tilbage ved at forankre beslutningen i en økonomi, der er beskrevet bredt og tidligt i organisationen. Det får betydning, at partshøringen eksplicit taler om ”en rammebesparelse på ca. 1,5 mio.” og at stillingen gøres op som tilbagevenden til ”det oprindeligt budgetterede … 21 timer ugentligt”. Det mest retspraktisk interessante er nævnets vægtning af ”realitetstesten”: stillingen var tidligere slået op på 21 timer, og efter afskedigelsen blev der igen søgt en psykolog ”normeret til 21 timer”. Dermed bliver fertilitetsoplysningen juridisk set et relevant signal, men ikke en udløsende årsag i bevismæssig forstand.
Læs mere her: Lovguiden – Psykolog i fertilitetsbehandling afskediget efter afslag på timereduktion Ligebehandlingsnævnets vurdering af økonomisk begrundelse

Kulturforståelse i børnesager og diskriminationens kompetencehul

Den tredje afgørelse rammer et område, der i praksis opleves dybt familieretligt: kommunens håndtering af en børnesag med midlertidig anbringelse og indstilling til tvangsfjernelse. Klagerens centrale anbringende er, at kommunen brugte kulturelle generaliseringer som (skjult) begrundelse for indgreb i familielivet. I kommunens interne materiale oplistes ”kulturforskelle” med udsagn som ”Ukrainere fremstår mere indadvendte, mimikfattige og apatiske” og ”Opdragelsesstilen er mere autoritær”, koblet til vurderinger af børns udvikling ”set med vestlige øjne”. Ligebehandlingsnævnet afviser imidlertid ikke på bevis, men på kompetence: Nævnet vurderer, at klagen reelt angår national oprindelse og ikke race/etnisk oprindelse, og at beskyttelsen i Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1 uden for arbejdsmarkedet ikke omfatter national oprindelse. Dermed falder sagen uden for nævnets materielle kompetence, og afvisningen sker med henvisning til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1. Praktisk efterlader afgørelsen et hul: Den retlige kritik af kulturelle stereotyper i børnesager må i stedet søges forfulgt ad andre spor (klage- og domstolsprøvelse af de sociale afgørelser samt eventuelle retlige skridt om udtalelser), mens nævnet her markerer, at etiketteringen af grundlaget for forskelsbehandling – etnisk vs. national – kan være udfaldsbestemmende.
Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over påstået forskelsbehandling af ukrainsk familie i sag om tvangsfjernelse og kulturelle udtalelser

Udvisning af mindreårige og proportionalitetens hårde kerne

Hvor de tre første sager handler om retten til at etablere og leve familieliv i Danmark, handler Højesterets dom af 16. februar 2026 om det ultimative indgreb: udvisning, som kan afskære et ungt menneske fra forældre og søskende i værtslandet. Det er proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8, der typisk bliver slagmarken, og danske myndigheder henviser ofte til kriterierne fra Maslov-dommen. Folketingets materiale beskriver netop, at proportionalitetsvurderingen beror på en samlet vurdering af bl.a. kriminalitetens grovhed, opholdets varighed og familiesituation. (Folketingets svar om proportionalitet og Maslov-kriterier)

Højesteretsdommen om den 16-årige og familielivet som modhensyn

Højesteret stadfæster udvisning af en syrisk statsborger, der indrejste som 7-årig, for en kriminalitetspakke hvor grov vold er beskrevet som særdeles brutal og begået i forening mod en 14-årig over ca. halvanden time. Dommens proportionalitetsmarkør er tydelig: Højesteret tiltræder, at der foreligger ”sådanne meget tungtvejende grunde” til udvisning af en mindreårig, og understreger, at vurderingen ”understøttes yderligere af, at Tiltalte1 efter byrettens dom på ny har begået grov vold”. Det er bemærkelsesværdigt, at adfærden efter første instans dermed bliver et selvstændigt argument for, at reintegrationshensyn ikke kan bære. Samtidig fastholdes udvisningen i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1 sammenholdt med proportionalitetsreglen i Udlændingeloven § 26, stk. 2, og indrejseforbuddet tidsbegrænses efter Udlændingeloven § 32, stk. 5 til 6 år. På den strafferetlige side er voldens kvalifikation som ”rå, brutal eller farlig” central efter Straffeloven § 245, stk. 1, og dommens samlede fortælling er, at netop gentagelse og alvorlig personfarlighed kan flytte vægten væk fra et ellers stærkt familieliv i Danmark – selv når gerningsmanden var 16 år.
Læs mere her: Lovguiden – Højesteretsdom om udvisning af mindreårig for grov vold, røveri og pengefalsk

Praktiske konsekvenser for familier, myndigheder og rådgivere

For arbejdsgivere og HR bliver den klare læring, at barsel og fertilitet ikke kun er et ”hensyn” – det er en procesrisiko, hvor fejl i dokumentation hurtigt bliver til erstatningsansvar:

• Ved varslet orlov bør der foreligge skriftlige, objektive udvælgelseskriterier for en opsigelse, som kan forklare, hvorfor netop den pågældende rammes.
• Ved besparelser bør man kunne fremvise en kæde: budgetforudsætning → beslutningsforum → implementering → genbesættelse eller nednormering, så begrundelsen ikke ligner en efterrationalisering.

For kommuner i børne- og familiesager viser afgørelsen om den ukrainske familie et akut behov for kvalitet i interne notater: Hvis kulturforståelse bruges, skal den være individualiseret, efterprøvelig og fri af stereotype ”standardpunkter”, fordi materialet kan blive en del af sagens legitimitet – også selv om Ligebehandlingsnævnet ikke kan realitetsbehandle en klage om national oprindelse uden for arbejdsmarkedet.

For forsvarere og udlændingerådgivere er Højesterets dom en påmindelse om, at proportionalitetssagen ikke kun vindes på tilknytning, men tabes på mønster: recidiv, særligt rå vold og nye forhold efter 1. instans er faktorer, der i praksis kan gøre ”familielivskortet” utilstrækkeligt.

Tjekliste til den konkrete sagshåndtering

1. Tidslinje først
   Kortlæg datoer for varsling, oplysning om fertilitet/orlov, besparelsesbeslutninger og opsigelse – og sørg for at de kan dokumenteres.

2. Begrundelse i én sætning
   Kan arbejdsgiver/myndighed forklare beslutningen uden at nævne graviditet, barsel, fertilitet eller oprindelse – og uden at det virker hult?

3. Realitetstest
   Spørg: Hvad skete der bagefter – blev stillingen genopslået, blev normeringen fastholdt, kom der nye underretninger, kom der ny kriminalitet? Det er ofte her, nævn og domstole finder det mest troværdige svar.