EU-Domstolen fastslår i en principiel dom, at en offentlig kontrakt ikke kan ændres uden udbud efter endelig fakturering. Samtidig redefineres tvangsindløsning af aktier som et kontraktforhold.
En offentlig kontrakt kan udløbe og dermed afskære muligheden for forlængelser og ændringer, allerede før den sidste regning er betalt. Det fastslår EU-Domstolen i en ny, principiel udbudssag, mens en anden sag fra Luxembourg redefinerer en minoritetsaktionærs rettigheder som et kontraktforhold.
I en opsigtsvækkende afgørelse har EU-Domstolen taget stilling til, hvornår en offentlig kontrakt reelt anses for at være afsluttet – eller rettere, hvornår den ikke længere er "i sin løbetid". Spørgsmålet er afgørende, fordi udbudsreglerne kun tillader ændringer af kontrakter uden et forudgående nyt udbud, så længe kontrakten fortsat befinder sig i sin løbetid.
Brand og afbestilling af entreprise
Sagen udspringer af et byggeprojekt i østrigske Salzburg, hvor en brand medførte, at store dele af en el-installationskontrakt måtte afbestilles. Efter at entreprenøren havde færdiggjort de resterende, ikke-afbestilte opgaver og udstedt en endelig faktura, indgik den ordregivende myndighed (BIG) en aftale om at lade entreprenøren udføre erstatningsarbejde. På det tidspunkt havde myndigheden imidlertid endnu ikke betalt den endelige faktura.
EU-Domstolen skulle vurdere, om den manglende betaling betød, at kontrakten formelt set stadig var i sin løbetid efter udbudsdirektivets (Direktiv 2014/24) artikel 72, og at den nye byggeaftale dermed kunne lovliggøres som en tillægskontrakt. Svaret fra dommerne var et klart nej.
Udbudsreglernes effektivitet og endelig fakturering
"En offentlig kontrakt ikke kan anses for at være »i [dens] løbetid« som omhandlet i denne bestemmelse, når de ydelser, der skulle leveres i henhold til den omhandlede kontrakt, er udført i deres helhed af ordremodtageren, når den ordregivende myndighed endeligt har modtaget disse ydelser, og ordremodtageren har udstedt den endelige faktura, selv om denne ordregivende myndighed endnu ikke har betalt den deri anførte pris."
Domstolen lagde i sine præmisser tungtvejende vægt på hensynet til udbudsreglernes effektivitet. Hvis manglende betaling i sig selv kunne forlænge en kontrakts levetid, ville det i praksis give ordregivende myndigheder en fribillet til ensidigt at forlænge den periode, hvor undtagelsesbestemmelserne for kontraktændringer kan finde anvendelse. Det ville udhule principperne om ligebehandling og gennemsigtighed.
For ordregivende myndigheder og tilbudsgivere betyder dommen, at vinduet for at foretage lovlige kontraktændringer lukker i præcis det øjeblik, ydelserne er leveret og endeligt faktureret – fuldstændig uafhængigt af, hvornår den rent finansielle afregning finder sted.
Tvangsindløsning af aktier udgør et kontraktforhold
Fra udbudsret til selskabsret har EU-Domstolen også måttet kridte banen op for, hvad der reelt udgør en kontrakt i EU-retlig forstand. I en sag om afnotering af selskabsaktier fastslår domstolen, at en tvist om tvangsindløsning af en minoritetsaktionærs ejerandele er fuldt ud omfattet af Bruxelles Ia-forordningens specielle værnetingsregel for "sager om kontraktforhold".
Tvist om tvungent tilbagekøb
Den underliggende tvist opstod, da den luxembourgske majoritetsaktionær Intesa Sanpaolo frivilligt påtog sig en lovbestemt forpligtelse til at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud på aktierne i den slovakiske bank VÚB, efter at banken var blevet taget af børsen. Da den slovakiske minoritetsaktionær TERVE efterfølgende udnyttede sin ret til at kræve sine aktier tilbagekøbt, afviste Intesa det fremsendte udkast til aftalen. TERVE anlagde derfor sag ved de slovakiske domstole for at få en dom, der kunne træde direkte i stedet for Intesas manglende accept.
Kernen i opgøret var, om sagen overhovedet kunne anlægges i Slovakiet under henvisning til reglerne om kontraktforhold, idet der de facto aldrig var indgået en skriftlig aftale mellem de to selskaber om selve tilbagekøbet.
Frivillige forpligtelser skaber et aftalelignende forhold
"Ved frivilligt at påtage sig forpligtelsen til at fremsætte det offentlige overtagelsestilbud i stedet for udstederen [...] gav Intesa således utvetydigt udtryk for sin vilje til at påtage sig forpligtelsen til at beskytte de resterende aktionærer, og dette tilsagn skabte et forhold mellem Intesa og disse aktionærer af samme art som det forhold, der findes mellem disse sidstnævnte og [udstederen]."
Domstolen fastslog med afgørelsen, at selv formelle lovbestemte forpligtelser kan kvalificeres som et "kontraktforhold" under forordningen, når parterne har samtykket i de overordnede betingelser, som forpligtelserne udspringer af – for eksempel ved selve handlingen at træde ind som aktionær i et kapitalselskab. EU-Domstolens linje sikrer minoritetsaktionærer en afgørende forudsigelighed og juridisk tryghed, da de nu har klarhed over muligheden for at føre retssager i det pågældende selskabs hjemland i forbindelse med tvangsindløsninger.
Vejdirektoratet afviser kompetence i sag om oversvømmet naboejendom
Herhjemme har Vejdirektoratet i en ny afgørelse måttet afvise at realitetsbehandle en klage fra en grundejer i Holbæk Kommune. Sagen er et skoleeksempel på den skarpe juridiske grænsedragning mellem administrativ forvaltningsret og de privatretlige erstatningskrav, der hører under domstolene.
Tvist om mangelfuldt tilsyn af afvandingsbrønde
En boligejer klagede over, at kommunen og dens forsikringsselskab havde afvist at påtage sig et erstatningsansvar for omfattende vandskader på ejendommen. Ifølge boligejeren stammede skaderne fra en langvarig mangel på tilsyn og vedligeholdelse af vejens afvandingsbrønde. Da kommunen fastholdt afvisningen med henvisning til, at rabatten var i forsvarlig stand, bragte ejeren sagen videre til Vejdirektoratet i håb om en omgørelse.
Vejdirektoratet slog imidlertid fast, at en kommunes bedømmelse af et erstatningskrav for skader uden for kontrakt – det såkaldte culpaansvar – slet ikke udgør en forvaltningsretlig afgørelse.
Privatretlige krav hører under domstolene
"Uden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb falder beslutninger i forbindelse med en kommunal vejmyndigheds stillingtagen til erstatningsansvar for skade opstået uden for kontrakt. Disse beslutninger har privatretlig karakter."
Når en kommune afviser et erstatningskrav af denne type, træffer den med andre ord ikke en egentlig forvaltningsafgørelse efter Vejloven § 132, stk. 1, som Vejdirektoratet har hjemmel til at prøve. Kravet henhører derimod fuldt og helt under den almindelige erstatningsret, hvilket i praksis betyder, at borgere i lignende situationer er henvist til at anlægge et civilt søgsmål.
Vejdirektoratet fremhævede i sin afvisning en vigtig detalje for fremtidige nabotvister: Vejmyndighedens lovbestemte pligt til at holde offentlige veje i forsvarlig stand efter Vejloven § 8, stk. 1 tager alene sigte på hensynet til trafikanterne på selve vejen, og beskytter som udgangspunkt ikke mod afledte konsekvenser for naboejendommene. Borgere, der alligevel ønsker domstolsprøvelse af Vejdirektoratets afvisning af at behandle sagen, er underlagt en streng tidsfrist på 6 måneder ifølge Vejloven § 132, stk. 6.
Midlertidigt forbud i sag om facadepaneler
Inden for formuerettens immaterielle grene har Sø- og Handelsretten ligeledes netop afsagt kendelse i en markant sag om produktefterligning. Sagen, der involverer det lukrative marked for udendørs facadepaneler, blev anlagt af virksomheden PVH Outdoor A/S mod konkurrenten Fog & Venø A/S.
Retten fandt det under sagens midlertidige forberedelse overvejende sandsynligt, at der de facto var tale om en uretmæssig krænkelse af både eksisterende patentrettigheder og registrerede EU-designrettigheder.
Midlertidigt forbud mod produktefterligning
| Part | Processuel rolle | Omdrejningspunkt i tvisten |
|---|---|---|
| PVH Outdoor A/S m.fl. | Sagsøger | Registreret indehaver af patent og EU-designret |
| Fog & Venø A/S | Sagsøgte | Påstået uretmæssig produktefterligning |
Dommerne i Sø- og Handelsretten har på den baggrund valgt at gribe håndfast ind ved at nedlægge et midlertidigt forbud og påbud mod Fog & Venø A/S. Skridtet er gjort betinget af, at sagsøgerne stiller en passende økonomisk sikkerhed – et klassisk formueretligt sikringsinstrument, der skal balancere hensynet til begge parter og afværge yderligere markedstab, indtil sagens fulde materielle omfang kan afklares i en endelig hovedsag.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Energinet