Klagenævnet godkender unormalt lavt bud og Landsretten dømmer Byggmax

Klagenævnet for Udbud blåstempler et stempelmærke-tilbud, der var 83,5 procent billigere end konkurrentens. Samtidig dømmer Østre Landsret kæden Byggmax for at bryde en fortrolig forligsaftale.

En prisforskel på over 80 procent var ikke nok til at kaste et offentligt udbud af bordet, da Skatteforvaltningen bestilte nye stempelmærker. Samtidig underkender Planklagenævnet byggeprojekter med henvisning til servitutter fra 1960'erne, og Østre Landsret straffer en svensk byggemarkedskæde for at bryde en indgået fredsaftale.

Ekstrem prisforskel underkendes ikke af Klagenævnet for Udbud

Skatteforvaltningen tildelte for nylig en rammekontrakt på fremstilling af stempelmærker til tobaksvarer til det lettiske selskab SIA "Baltijas Banknote". Resultatet af budrunden fik dog den danske konkurrent, CCL Label A/S, til at klage. Årsagen var opsigtsvækkende: Det vindende tilbud lå hele 83,5 procent under det danske tilbud, og CCL Label gjorde gældende, at prisen var unormalt lav og endda lå under de faktiske globale råvarepriser.

Sagen berører direkte de juridiske grænser for unormalt lave tilbud i Udbudsloven § 169. Bestemmelsen fastslår, at hvis et tilbud forekommer unormalt lavt, har ordregiveren en pligt til at anmode om en redegørelse for priser og omkostninger [1]. Det gjorde Skatteforvaltningen, og på baggrund af den lettiske virksomheds dokumentation af lave produktionsomkostninger i Baltikum og direkte indkøb fra fabrikker, fandt forvaltningen ikke anledning til at kassere tilbuddet. Denne skønsmæssige vurdering fik fuld opbakning fra Klagenævnet for Udbud:

"Klagenævnet finder efter bevisførelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Administrations- og Servicestyrelsens vurdering af, at der ikke er belæg for at afvise Baltijas Banknotes tilbud som unormalt lavt eller i strid med fastsatte krav i udbudsbetingelserne."

CCL Label gjorde ligeledes gældende, at styrelsen havde evalueret tilbuddene i strid med Udbudsloven § 160, men klagenævnet afviste samtlige påstande og pålagde den danske virksomhed at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger. Sagen understreger i praksis den brede skønsmargen, en ordregivende myndighed har, når en underleverandør kan fremvise en saglig og proportionel redegørelse for en ellers markant prisforskel.

Læs mere her: Lovguiden – CCL Label A/S mod Skatteforvaltningen: Klage over tildeling af stempelmærke-rammeaftale forkastet trods prisforskjel på 83,5 %

Østre Landsret dømmer Byggmax for brud på forligsaftale

Inden for den generelle aftaleret har Østre Landsret netop omgjort en dom fra Sø- og Handelsretten, hvilket illustrerer styrken af loyalitetspligten, når virksomheder indgår fortrolige forligs- og sameksistensaftaler. Konflikten stod mellem Bygma Gruppen A/S og det svenske Byggmax Group AB.

Parterne havde i 2020 lukket en længere varemærketvist ved at indgå en sameksistensaftale. Aftalens kerne var at adskille parternes rettigheder for at undgå forveksling på det nordiske marked. Men situationen ændrede sig, da Byggmax Group AB i 2022 opkøbte det selvstændige danske e-handelsselskab BygMax A/S og fortsatte brugen af det forvekslelige navn i Danmark.

Landsretten vurderede selskabets forpligtelser i lyset af sameksistensaftalens formål og fastslog:

"Forpligtelsen i aftalens pkt. 4.3 indebærer efter landsrettens opfattelse, at Byggmax Group AB ikke efter overtagelsen af BygMax A/S i begyndelsen af 2022 uden skriftligt samtykke fra Bygma A/S kunne fortsætte med at benytte BygMax A/S' kendetegn, virksomhedsnavn og mærker..."

Afgørelsen slår fast, at når to professionelle parter tegner en aftale for at forebygge fremtidige konflikter, strækker forpligtelsen sig også til fremtidige kommercielle opkøb i form af datterselskaber. En intern e-mail fra Byggmax' svenske advokat, der anerkendte intentionen om kun midlertidigt at benytte det opkøbte navn, blev tillagt vægt som en understøttende fortolkningsfaktor i den samlede aftaleretlige analyse. Et konkret erstatningskrav på 250.000 kr. blev dog afvist, da Bygma A/S ikke kunne løfte bevisbyrden for at have lidt et konkret økonomisk tab.

Læs mere her: Lovguiden – Aftale misligholdt af Byggmax Group AB

Planklagenævnet håndhæver byggekrav i årtier gamle servitutter

Udnyttelsen af fast ejendom begrænses i mange ældre kvarterer af privatretlige servitutter. To nye afgørelser fra Planklagenævnet viser i den forbindelse, hvordan landets kommuner fortsat aktivt benytter Planloven § 43 til at udstede forbud, som sikrer overholdelsen af helt ned til 65 år gamle bestemmelser.

I Ballerup Kommune havde en grundejer opsat et gennemsigtigt trådhegn med træstolper mod vejen. Kommunen kvitterede med et påbud om fysisk lovliggørelse, idet en servitut fra 1961 eksplicit krævede, at hegn mod vej skulle være "levende hegn". Da hverken planlovgivningen eller Hegnsloven § 1 opererer med en egentlig juridisk definition af begrebet [2], måtte Planklagenævnet slå retningslinjerne fast:

"Planklagenævnet finder, at et levende hegn må karakteriseres som et hegn, der er plantet og består af levende træer, buske eller planter, der er i stand til at klare sig uden et fast hegn som støtte, evt. bortset fra en korterevarende etableringsperiode. Et trådhegn er efter nævnets opfattelse således ikke er et levende hegn."

Et tilsvarende formueretligt scenarie udspillede sig i Randers. Her havde ejeren af en stejl grund anmodet om tilladelse til at bygge en carport blot 0,4 meter fra vejskel. Problemet var en byggedeklaration fra 1966, der krævede en minimumsafstand på 5,5 meter. Grundejeren gjorde gældende, at naboerne formelt havde skrevet under på, at de ikke havde indvendinger mod byggeriet, men Randers Kommune nedlagde forbud for at forhindre en uønsket præcedens i kvarteret.

Læs mere her om Ballerup-sagen: Lovguiden – Planklagenævnet: Trådhegn mod vej er ikke et "levende hegn" – påbud stadfæstet

Læs mere her om Randers-sagen: Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster afslag på carport 0,4 m fra vejskel – servitut fra 1966 har fortsat aktuel planlægningsmæssig interesse

Den skønsmæssige grænse i sagsbehandlingen

Planklagenævnet understregede i Randers-sagen den snævre prøvelsesret, nævnet er underlagt, når kommuner håndhæver servitutter. Nævnet kan jf. Planloven § 58, stk. 1 udelukkende tage stilling til selve lovmedholdeligheden – det vil sige, om kommunen har ret til at udstede forbuddet.

At klageren konkret fremførte, at grundens stejle skrænt umuliggjorde andre parkeringsløsninger, og at naboerne (de primært påtaleberettigede) havde givet tilsagn, betragtes i juridisk forstand som "hensigtsmæssighed". Det hører under kommunens frie skøn at vurdere, om man vil se gennem fingre med servitutten. Nævnet griber alene ind, hvis servitutbestemmelsen i mellemtiden er blevet indholdsløs og derfor mangler en aktuel, planlægningsmæssig interesse. Så længe den betingelse er opfyldt, slår alderen på dokumentet ikke igennem over for kommunens myndighedsudøvelse.