Nye Retsafgørelser: Skatterådet og Højesteret Præciserer Grænserne for International Skat og Flygtningeret

Analyse af nye afgørelser: Skatterådet godkender investeringsfonde som "beneficial owner", mens Højesteret fastslår Flygtningekonventionens forrang.

Indledning: Principielle Afgørelser Sætter Ny Dagsorden

En række nylige og principielle afgørelser fra Skatterådet og Højesteret har kastet nyt lys over komplekse juridiske spørgsmål inden for EU- og international ret. Fra den detaljerede granskning af internationale investeringsstrukturers ret til skattefritagelse til Højesterets markante stillingtagen til Flygtningekonventionens forrang over national straffelov, tegner der sig et billede af en retsudvikling, der stiller skarpt på substans over form og internationale forpligtelsers gennemslagskraft. Denne artikel analyserer en række centrale afgørelser, der tilsammen giver et indblik i de nuancerede juridiske vurderinger, som virksomheder, enkeltpersoner og myndigheder må navigere i. Vi dykker ned i sager om "beneficial ownership" for investeringsfonde, en dansk filial af et selskab i Liechtenstein, en ukrainsk asylansøgers retstilling og en udenlandsdanskers skattepligt, for at afdække de juridiske tendenser og praktiske konsekvenser.

Tema 1: "Beneficial Owner" Doktrinen – Investeringsfonde som Skjold mod Kildeskat

Et centralt og tilbagevendende tema i international skatteret er, hvornår en mellemliggende enhed i en koncernstruktur kan anses for at være den "retmæssige ejer" (beneficial owner) af udbytter og renter, og dermed opnå fordele under EU-direktiver eller dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO'er). Tre nylige afgørelser fra Skatterådet belyser, hvordan substans, kommerciel begrundelse og reel rådighed over midlerne er afgørende for denne vurdering.

Luxembourgske og Nordiske Investeringsfonde Godkendt

I en sag vedrørende en luxembourgsk investeringsstruktur bekræftede Skatterådet, at udbytte og renter fra et dansk datterselskab kunne udloddes skattefrit. Strukturen involverede en dansk ejendomsvirksomhed ejet via en kæde af selskaber, der kulminerede i en luxembourgsk fond (S.A. SICAV SIF). Skatterådet lagde afgørende vægt på fondens karakter som en reel investeringsenhed frem for et passivt holdingselskab. Rådet fremhævede, at fonden havde "en spredt kreds af investorer uden kontrol", en "diversificeret portefølje af ejendomme, der sikrede risikospredning", og blev forvaltet af et "uafhængigt managementselskab". Denne klassificering betød, at fonden ikke var omfattet af den restriktive slutprotokol i den dansk-luxembourgske DBO, som netop sigter mod at forhindre misbrug via holdingselskaber. Da fonden, som den ultimative modtager, selv ville have været beskyttet af DBO'en, og da der ikke var pligt til automatisk at videreudlodde midlerne til investorerne, konkluderede rådet, at der ikke forelå misbrug. Læs resumé af afgørelsen

En lignende konklusion blev nået i en sag om en nordisk ejendomsinvesteringsfond. Også her var fonden den ultimative modtager af udbytter og renter fra danske datterselskaber. Skatterådet fastslog, at fonden skulle anses for et selvstændigt skattesubjekt og var omfattet af den nordiske DBO, selvom den var objektivt skattefritaget i sit hjemland. Igen var den reelle rådighed over midlerne central. Skatterådet anførte, at Fonden var retmæssig ejer, fordi den blev "forvaltet af et uafhængigt managementselskab med dispositionsret over indkomsten", og der var "ingen automatisk eller kontraktuel forpligtelse til at videreudlodde det modtagne udbytte til investorerne". Den kommercielle begrundelse og den brede, skiftende investorkreds understøttede, at der ikke var tale om et misbrugsarrangement under Ligningslovens § 3. Se afgørelsesresumé

Substans i Holdingselskab er Nøglen

Principperne om substans og reel rådighed gælder ikke kun for fonde. I en tredje sag bekræftede Skatterådet, at et moderselskab i et andet EU-land, ejet af en enkelt fysisk person, kunne anses for retmæssig ejer af udbytte fra sit danske datterselskab. Selvom strukturen var simpel, lagde rådet vægt på, at moderselskabet havde reel substans i form af "to fuldtidsansatte og en bestyrelse", og at ledelsen havde "fuld bemyndigelse til at forvalte de modtagne midler". Det blev dokumenteret, at historiske udbytter var blevet anvendt til langsigtede investeringer og koncerninterne lån, og at der ikke var nogen instruks om at kanalisere midlerne videre til den ultimative ejer. Dette understreger, at selv et 100% ejet holdingselskab kan anerkendes som retmæssig ejer, hvis det kan demonstrere reel økonomisk aktivitet og selvstændig beslutningskompetence. Læs resumé af denne afgørelse

Tema 2: Nationale Værnsregler og EU/EØS-Rettens Grænser

En central problemstilling i international skatteret er, hvorvidt nationale værnsregler, der skal forhindre skatteundgåelse, er forenelige med EU/EØS-rettens principper om fri bevægelighed. En afgørelse fra Skatterådet om en dansk filial af et selskab fra Liechtenstein illustrerer, at nationale regler kan opretholdes, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn.

Sagen vedrørte en udlodning fra en dansk filial til sit moderselskab i Liechtenstein. Efter Selskabsskattelovens § 2c skal en dansk filial af et selskab fra et land uden for EU, som Danmark ikke har en DBO med (som Liechtenstein), behandles som et selvstændigt dansk selskab. Det betyder, at overførsel af overskud til hovedkontoret skattemæssigt anses for udbytte og pålægges kildeskat. Spørger argumenterede for, at dette var i strid med etableringsfriheden i EØS-aftalens artikel 31, da en overførsel fra en dansk filial af et dansk selskab ikke beskattes. Skatterådet afviste dette argument. Rådet anerkendte, at der var tale om en forskelsbehandling, men fandt den begrundet i "tvingende almene hensyn", herunder "hensynet til at sikre sammenhængen i det danske skattesystem". Rådet anførte, at "Liechtensteins skattesystem afviger fundamentalt fra det danske skattesystem" og ikke sikrer den toleddede beskatning, som er en grundlæggende forudsætning i dansk selskabsbeskatning. Situationerne blev derfor ikke anset for objektivt sammenlignelige. Afgørelsen afviste også et argument om at se igennem Liechtenstein-selskabet til det ultimative moderselskab i et DBO-land, idet praksis forudsætter, at også den umiddelbare modtager er beskyttet af en DBO eller et EU-direktiv. Læs resumé af afgørelsen om filialen

Tema 3: Flygtningekonventionens Forrang over National Udlændingelov

I en principiel dom har Højesteret slået fast, at Flygtningekonventionens artikel 31 om straffrihed for ulovlig indrejse har forrang for den danske udlændingelovs bestemmelser om straf for overtrædelse af et indrejseforbud.

Sagen omhandlede en ukrainsk mand, der var udvist af Danmark med et 6-årigt indrejseforbud. Han indrejste alligevel i landet og søgte asyl med henvisning til, at han flygtede fra tvangsmobilisering til fronten i Ukraine. Højesteret skulle tage stilling til, om han kunne straffes efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, for at overtræde indrejseforbuddet.

Højesteret leverede en klar retsafklaring: "For at undgå krænkelse af artikel 31, stk. 1, må udlændingelovens § 59 b, stk. 2, forstås på den måde, at der ikke er tale om en retsstridig (strafbar) handling omfattet af bestemmelsen, hvis betingelserne for straffrihed efter artikel 31 er opfyldt." Domstolen præciserede, at dette princip gælder, "også hvor indrejse er ulovlig som følge af et indrejseforbud."

En afgørende betingelse for straffrihed er, at personen er konventionsflygtning. Da denne afgørelse træffes af udlændingemyndighederne, og asylsagen endnu ikke var endeligt afgjort, ophævede Højesteret dommene fra by- og landsret og hjemviste sagen. Den skal nu afvente den endelige asylafgørelse. Højesteret bemærkede dog, at manden på det foreliggende grundlag opfyldte de øvrige betingelser i artikel 31, herunder at have "rimelig grund" til indrejsen, selvom han kunne have søgt asyl i et andet land. Dommen cementerer en fundamental retsstilling, hvor internationale menneskerettighedsforpligtelser direkte former fortolkningen og anvendelsen af national strafferet. Læs resumé af Højesterets dom

Tema 4: Fuld Skattepligt ved Erhvervsaktivitet i Danmark

En afgørelse fra Skatterådet illustrerer den lave tærskel for, hvornår fuld skattepligt til Danmark kan indtræde for personer bosat i udlandet, hvis de råder over en helårsbolig her i landet og udfører erhvervsmæssig aktivitet.

Sagen omhandlede en person, der havde boet i Storbritannien siden 2004, men som ejede en lejlighed i Danmark siden 2011. Han deltog i en årrække i bestyrelsesmøder i Danmark, hvoraf flere var honorerede. Spørgsmålet var, hvornår hans fulde skattepligt indtrådte. Skatterådet fastslog, at skattepligten indtrådte allerede i 2018. Begrundelsen var, at selvom han havde bopæl i Danmark fra 2011 via lejligheden, indtræder skattepligten først ved "ophold", der ikke er "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende", jf. Kildeskattelovens § 7. Rådet vurderede, at hans deltagelse i honorerede bestyrelsesmøder fra 2018 udgjorde en "løbende personlig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv", som ikke kunne klassificeres som ferie. Sagen illustrerer dog også det vigtige samspil med DBO'er. Selvom han var fuldt skattepligtig til Danmark fra 2018, fandt rådet, at hans skattemæssige hjemsted efter den dansk-britiske DBO forblev i Storbritannien frem til 2024, da han dér havde "midtpunkt for sine livsinteresser". Dette betød, at Danmarks beskatningsret i perioden var begrænset til kildeindkomster, såsom bestyrelseshonorarerne. Se afgørelsesresumé om skattepligt

Konklusion og Praktiske Konsekvenser

De analyserede afgørelser viser en klar linje fra danske myndigheder og domstole. I skattesager er der en stigende vægt på reel substans og kommerciel begrundelse. Kunstige arrangementer uden økonomisk realitet vil blive underkendt, men velbegrundede internationale strukturer, herunder professionelt forvaltede investeringsfonde, anerkendes. Samtidig bekræftes det, at nationale værnsregler kan forsvares over for EU/EØS-retten, når de beskytter grundlæggende principper i skattesystemet. Højesterets dom i asylsagen er en markant påmindelse om Danmarks internationale forpligtelser og deres direkte gennemslagskraft i national ret, hvilket skaber en vigtig retsbeskyttelse for asylansøgere. For enkeltpersoner med international tilknytning understreger praksis vigtigheden af at skelne mellem fuld skattepligt efter national ret og skattemæssigt hjemsted efter en DBO, da selv begrænset erhvervsaktivitet kan have vidtrækkende konsekvenser.