En række afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af **6. februar 2026** viser, hvordan EU-retten i praksis bliver håndhævet gennem meget konkrete krav til *faktum, dokumentation og kontroltidspunkt* – fra kvælstof i fjorde til allergener i en webshop.

## Seneste praksis inden for EU og international ret med dansk snit

En række afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af 6. februar 2026 viser, hvordan EU-retten i praksis bliver håndhævet gennem meget konkrete krav til faktum, dokumentation og kontroltidspunkt – fra kvælstof i fjorde til allergener i en webshop.

Seneste praksis inden for EU og international ret med dansk snit

De fem udvalgte afgørelser spænder over miljø, landbrugsstøtte, dyrevelfærd og fødevareinformation. Fællesnævneren er, at nævnet i flere spor gør to ting på én gang:

• fastholder en EU-retlig ramme (vandrammedirektiv, habitatbeskyttelse, CAP-sanktioner, fødevareinformation og dyretransport) og
• skærper blikket for, hvornår og hvordan et forhold skal dokumenteres.

EU-retten i maskinrummet hvor faktum vinder over forklaringer

På tværs af sagerne træder et tydeligt mønster frem: nævnet accepterer i begrænset omfang “forklaringer” (hensigt, driftshistorik, kort transporttid, efterfølgende rettelser, frifindelse pga. forældelse), hvis de ikke kan omsættes til kontrollerbart faktum på det relevante tidspunkt.

Det passer ind i en bredere EU-retlig logik, som også kendes fra vandrammedirektivets ikke-forringelsesprincip, bl.a. fastslået af EU-Domstolen i Weser-sagen (C-461/13). (eur-lex.europa.eu)

“Ikke-forringelse” i praksis betyder, at myndigheder ikke kan nøjes med at kigge på historiske rettigheder eller modeller – de skal holde sig til, hvad der faktisk belaster vandforekomsten, hvis miljømålene ikke er opfyldt. (eur-lex.europa.eu)

Genoptagelse som høj tærskel i støtte- og sanktionssager

To af afgørelserne handler om genoptagelse. Her er nævnet konsekvent i den klassiske forvaltningsretlige ramme, som det også formulerer direkte i kendelserne: genoptagelse kræver nye væsentlige faktiske oplysninger, væsentlige fejl eller væsentlige nye retlige forhold med sandsynlighed for andet udfald.

Det interessante EU-retlige i 2026-praksis er, at nævnet samtidig viser, hvordan “nye retlige forhold” ikke bare er “en ny dom”, men en dom, der rammer den relevante bestemmelse og den konkrete problemtype. Det ses især i håndteringen af Baramlay-dommen (C-6/23), hvor nævnet afgrænser dommens rækkevidde i forhold til CAP-sanktioner. (eur-lex.europa.eu)

Miljømålsstyring hvor merudledning måles mod virkeligheden

Dambrugssagen er samtidig et klart signal til kommuner og virksomheder om, at vandplanlægningens tal ikke er “baggrundsstøj”, men et retligt styrende parameter i selve godkendelseskompetencen. Når der er opgjort reduktionsbehov, bliver springet fra faktisk udledning til tilladt udledning juridisk giftigt, også selv om virksomheden historisk har haft en højere ramme.

Her ligger afgørelsen tæt op ad EU-rettens miljømålsstyring, hvor både vandrammedirektivet og habitatbeskyttelsen i praksis skubber nationale “rettighedsargumenter” i baggrunden, når miljømål og integritet er i spil.

De fem afgørelser med de mest principielle knudepunkter

Overgødskning, krydsoverensstemmelse og frifindelse uden materiel betydning

I sagen om overgødskning fastholder nævnet, at en strafferetlig frifindelse begrundet i forældelse ikke er et nyt retligt forhold, der kan bære genoptagelse, fordi den ikke indebærer nogen materiel prøvelse af overtrædelsen, og fordi den administrative sanktion hviler på et andet forældelsesregime; afgørelsen lægger samtidig vægt på, at den fremlagte dokumentation (bl.a. et ikke-underskrevet B1-skema og en lejekontrakt uden centrale angivelser) ikke løfter klagers bevisbyrde for faktisk afsætning af husdyrgødning, og nævnet accepterer udtrykkeligt styrelsens EU-retlige sondring, idet “forældelse efter straffeloven ikke fører til forældelse efter svigsforordningen”, mens genoptagelse derfor afvises efter bl.a. Landbrugsstøtteloven § 22 b, stk. 1 og Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1 med en tydelig pointe om, at afbrydelse af frister og “kontrolsporet” i EU-støtteretten står selvstændigt i forhold til straffesagens skæbne; som bagtæppe står den generelle EU-regel om administrative sanktioner og forældelse i forordning 2988/95. (op.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af afslag på genoptagelse i sag om overgødskning og krydsoverensstemmelse trods strafferetlig frifindelse

Dambrug, Kalundborg Fjord og merudledning som retligt stopskilt

I dambrugssagen ophæver og hjemviser nævnet kommunens miljøgodkendelse, fordi tilladelsen reelt åbner for en merudledning af kvælstof set i forhold til den faktiske udledning på afgørelsestidspunktet, og fordi dette kolliderer med Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter § 8, stk. 3, der implementerer vandrammedirektivets forbud mod forringelse og hindring af miljømål; afgørelsen er skarp i sin præmis om, at reduktionsbehovet i vandområdeplanerne er fastlagt ud fra faktiske udledninger og ikke “maksimalt tilladte”, hvorfor argumenter om historiske udledningsrammer og kontinuitetsbrud efter Miljøbeskyttelsesloven § 78 a, stk. 1 ikke kan flytte vurderingen, og nævnet understreger samtidig et klassisk retssikkerhedspunkt i miljøgodkendelser ved at påpege modstridende vilkårtal (forskellige P- og BI5-værdier) samt et “skjult” sommerkrav om 3,5 ton N maj–oktober, som kun fremgår af habitatkonsekvensvurderingen, men ikke af vilkårene – hvilket i praksis er en advarsel mod at lade centrale forudsætninger leve i bilag frem for i bindende vilkår efter Miljøbeskyttelsesloven § 33, alt imens EU-Domstolens linje om ikke-forringelse (Weser) fungerer som det retlige gulv under nævnets § 8-læsning. (eur-lex.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Ophævelse og hjemvisning af miljøgodkendelse til dambrug grundet ulovlig merudledning af kvælstof

Transport af grise og kontroltidspunktets dominans

I transportsagen stadfæster nævnet indskærpelsen for transport af to grise med store brok og sår samt to svært gangbesværede grise og gør det til sagens nerve, at det er tilstanden ved pålæsningstidspunktet, der er afgørende, ikke en dyrlægevurdering “få dage forud”, ikke at turen kun varede 12 minutter, og ikke at dyrene efterfølgende blev slagtet uden bemærkninger; nævnet citerer i realiteten et kontrolprincip, når det fastslår, at “det forhold, at grisene har taget støtte på alle fire ben ved et tilsyn dage forud for transporten ændrer således ikke på, at grisene … på pålæsningstidspunktet ikke var transportegnede”, og afgørelsen forankres i Dyrevelfærdsloven § 52, stk. 3 sammenholdt med forbuddet i forordningens artikel 3, litra b, hvor “egnede til den planlagte forsendelse” i praksis bliver et objektivt krav, som virksomheden ikke kan uddelegere til en tidligere vurdering, når de konkrete skavanker (deforme klove, underudviklet muskulatur, smertereaktioner) indikerer længerevarende lidelse; i EU-kontekst er afgørelsen et eksempel på, hvordan håndhævelse af transportforordningen i realiteten bliver en bevis- og dokumentationsdisciplin, hvor fotos og video får forrang for partsforklaringer. (eur-lex.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af indskærpelse for transport af ikke-transportegnede grise med brok og gangbesvær

Fjernsalg af fødevarer og allergener der ikke må gemme sig i typografi

I fjernsalgs-sagen stadfæster nævnet en indskærpelse, fordi obligatorisk fødevareinformation – nettomængde, næringsdeklaration og korrekt udformet ingrediensliste med tydeligt fremhævede allergener – ikke forelå inden købet blev afsluttet, og fordi den anvendte fed-markering efter nævnets konkrete vurdering ikke adskilte allergenerne ved “almindeligt visuelt syn”, hvilket er en praktisk skærpelse af, hvad der i virkeligheden kræves efter Fødevareloven § 58 a, stk. 1 og forordningens artikel 14 og 21; afgørelsen er samtidig principiel i sin procesdel, fordi nævnet direkte slår fast, at efterfølgende rettelser i webshoppen og oplysninger om økonomiske/persontlige forhold ikke kan ændre sanktionen, og at gebyr for opfølgende kontrol følger automatisk af regelkæden, jf. Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v. § 38, stk. 1, hvilket reelt betyder, at “vi fik det rettet dagen efter” ikke er en fribillet, men kun en skadebegrænsning; som EU-retlig ramme er det netop idéen om, at forbrugeren skal have oplysningerne på beslutningstidspunktet, der bærer afgørelsen. (eur-lex.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af indskærpelse vedrørende manglende obligatorisk fødevareinformation ved fjernsalg

Økologisk arealtilskud og Baramlay som dom der ikke passer på alle sanktioner

I økologitilskud-sagen stadfæster nævnet afslag på genoptagelse og afviser, at Baramlay-dommen (C-6/23) udgør et nyt retligt forhold for netop denne problemstilling, fordi tvisten ikke handler om artikel 35-sanktionering af støtteberettigelseskriterier og forpligtelser, men om rettidig indsendelse, som er særskilt reguleret i artikel 13 i forordning 640/2014; det centrale er dermed nævnets EU-retlige afgrænsning af “hvad dommen handler om”, og nævnets accept af, at medlemsstater efter præambelbetragtning 29 har råderum til yderligere nationale sanktioner, samtidig med at proportionalitet vurderes op mod ordningens miljøformål og behov for kontinuitet i en femårig periode, hvilket nævnet underbygger med henvisning til Ezernieki (C-273/15), hvor EU-Domstolen netop accepterer stramme tilbagebetalingskonsekvenser ved manglende årlig anmodning; i den nationale regelkæde bliver konsekvensen derfor stående efter Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 1 og § 39, stk. 4 sammenholdt med Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1, og afgørelsen markerer en praksis, hvor genoptagelse ikke bliver en “bagdør” til at genforhandle automatvirkninger, når EU-retten samtidig anerkender en vis national manøvremargen. (eur-lex.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af afslag på genoptagelse i sag om bortfald af økologisk arealtilskud efter manglende udbetalingsanmodning

Praktiske konsekvenser for virksomheder, landbrug og rådgivere

Tre tjeklister der går igen i 2026-afgørelserne

1. Dokumentation der kan kontrolleres

   • underskrifter, entydige mængder, identificerbare modtagere og tidsmæssig kobling til perioden
   • vilkår skal stå i afgørelsen, ikke kun i bilag

2. Timing er jura

   • webshops vurderes på kontroltidspunktet
   • dyretransporter vurderes på pålæsningstidspunktet
   • miljøgodkendelser vurderes mod faktisk udledning på afgørelsestidspunktet
   • genoptagelse vurderes mod nyhed og væsentlighed – ikke mod “vi fik en ny idé”

3. EU-retlige standarder slår nationale forklaringer

   • historiske rammer, kort varighed, efterfølgende rettelse eller strafferetlig forældelse kan ikke i sig selv neutralisere en EU-retligt forankret forpligtelse

Hvor sagerne typisk vil flytte sig næste gang

• I vandmiljøsager bliver kamppladsen ofte, om en påvirkning kan kvalificeres som “merudledning” i § 8-forstand, og om der kan skabes hjemmel og faktagrundlag for eventuelle kompenserende tiltag eller indbringelse efter stk. 4.
• I støtteordninger vil rådgivning i stigende grad handle om at sikre procesdisciplin (frister, fællesskema, høringssvar) lige så meget som materielle miljøforpligtelser.
• I kontrolsager om webshop og dyretransport bliver det afgørende at kunne dokumentere, at virksomhedens egenkontrol faktisk fanger fejl før myndigheden gør.

Det man skal gøre i morgen hvis man sidder med sager som disse

Kommuner med kystnære udledningssager bør allerede i udkastfasen gennemgå, om tilladte vilkår kan føre til merudledning i forhold til seneste faktiske driftstal, og om centrale forudsætninger (fx sæsonlofter) er løftet ind som udtrykkelige vilkår; landbrug med støtte- eller gødningssager bør sikre, at enhver overførsel/afsætning kan dokumenteres med modtageraccept og entydige mængder i perioden; webshops bør teste, om allergener og næringsdeklaration fremstår tydeligt på produktvisningen før betaling; og svineproducenter bør indføre en fast “stopregel” i læsserutinen, hvor brok med sår og udpræget gangbesvær per definition udløser frasortering før pålæsning.