EU-Domstolen underkender bopælskrav og Højesteret tillader udlevering af barn

Indirekte forskelsbehandling og direktivbeskyttelse

Domstolen vurderede imidlertid, at et sådant krav udgør ulovlig indirekte forskelsbehandling og strider mod EU's kvalifikationsdirektiv (direktiv 2011/95). Direktivet sikrer, at modtagere af international beskyttelse har krav på ligebehandling med landets egne statsborgere, når det gælder adgang til social bistand og beskæftigelsesfremmende tilbud. Selvom bopælskravet på papiret var neutralt og gjaldt alle uanset nationalitet, rammer det i praksis flygtninge uforholdsmæssigt hårdt, da de i sagens natur sjældent har haft mulighed for at opholde sig trygt i asyllandet i et årti forud for deres ansøgning.

"En betingelse om mindst ti års bopæl, heraf de seneste to år uafbrudt, udgør indirekte forskelsbehandling til skade for modtagere af subsidiær beskyttelse, som ikke er objektivt begrundet."

Relateret afgørelse om returafgørelser

På udlændingeområdet fastslog EU-Domstolen i en sideløbende sag (C-877/24), at medlemsstater har ret til at træffe en formel returafgørelse mod en tredjelandsstatsborger, selvom personen afsoner en livstidsdom og derfor reelt ikke kan udsendes før om mange årtier. Myndighederne har ingen pligt til at udstede en midlertidig opholdstilladelse i afsoningsperioden, men det understreges dog, at myndighederne skal foretage en fornyet vurdering af personens rettigheder og risikoen for forfølgelse i hjemlandet, umiddelbart inden en fremtidig udsendelse kan finde sted.

Snæver undtagelse for tilbagegivelse

Sagens kerne var, om betingelserne i Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. § 11 var opfyldt. Efter denne bestemmelse kan en domstol kun nægte at tilbagegive et bortført barn, hvis der er en alvorlig og dokumenteret risiko for, at en tilbagegivelse vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed.

Højesterets vurdering og bevisbyrde

Højesteret understregede, at denne undtagelse er yderst snæver og skal vurderes ud fra objektive forhold. Moderen støttede sig primært på erklæringer fra krisecenteret i Danmark, men Højesteret fandt ikke dette tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden:

"Højesteret har lagt vægt på navnlig, at erklæringerne i det væsentlige bygger på hendes forklaringer, og at erklæringerne i øvrigt er udarbejdet på et tidspunkt, hvor hun ulovligt havde bortført C. [...] Højesteret finder herefter, at A ikke har godtgjort, at B udsatte hende eller C for psykisk vold."

Barnet skal derfor tilbagegives til faderen i USA i overensstemmelse med Haagerbørnebortførelseskonventionen. Konventionen vægter en hurtig tilbagevenden til barnets sædvanlige opholdsland frem for en materiel prøvelse af forældremyndigheden, som under alle omstændigheder skal afklares af domstolene i USA.

Italiens tvungne forhandlingsordning

I Italien har man implementeret skrappe regler, der pålægger platformene at indlede forhandlinger og dele relevante data med udgiverne. Reglerne giver desuden en offentlig myndighed (AGCOM) ret til at fastsætte vederlaget, hvis parterne ikke kan blive enige, og forbyder platformene at "straffe" udgiverne ved at skjule deres indhold under forhandlingerne. Meta udfordrede ordningen (sag C-797/23), idet selskabet mente, at de tvungne forhandlinger var et ulovligt indgreb i aftalefriheden.

Domstolens sikring af mediepluralisme

EU-Domstolen afviste Metas klage. Det italienske regime respekterer direktivets rammer og indskrænker ikke aftalefriheden i et uforholdsmæssigt omfang. Platforme har en særlig stærk forhandlingsposition og en asymmetrisk adgang til data, hvilket ifølge domstolen berettiger statslig indgriben for at sikre en fair betaling, hvilket i sidste ende støtter den europæiske mediepluralisme.

Kompensation dækker ikke tabt fortjeneste

Som en reaktion etablerede Ungarn en kompensationsordning, hvor udenlandske rettighedshavere blev tilbudt en årlig kompensation baseret på 1/20 af jordens markedsværdi opgjort på det specifikke tidspunkt, hvor retten blev slettet fra tingbogen.

EU-Domstolen fastslog, at ordningen er ulovlig, da den de facto nægter rettighedshaverne en fuld og retfærdig erstatning. Den ungarske model inkluderer ikke den tabte fortjeneste (manglende leje- eller driftsindtægter) og tager heller ikke højde for en eventuel markant værdistigning på jorden i de mellemliggende år, hvor rettighedshaveren var uretmæssigt frataget brugen af jorden.

Selskabsovertagelser og kontrol

Selskabsovertagelser (C-225/25): EU-Domstolen afviste, at et frivilligt overtagelsestilbud (takeover bid) kan fremsættes af en aktionær, som allerede ejer kontrol i selskabet (i den konkrete sag 98,5 % af aktierne). Formålet med det europæiske overtagelsesdirektiv er at regulere selve erhvervelsen af kontrol, og direktivets regelsæt om frivillige tilbud kan derfor ikke benyttes af en majoritetsaktionær med det primære formål at aktivere en tvangsindløsning af de resterende mindretalsaktionærer.

Toldoplysninger ved international vejgodstransport

Toldoplysning ved godstransport (C-488/24): Når en transportvirksomhed indgår aftale med en forbruger om at køre gods fra et tredjeland ind i EU, har transportøren ifølge Forbrugerrettighedsdirektivet pligt til at oplyse, at der potentielt kan påløbe told og afgifter. Transportøren er dog ikke forpligtet til at fremskaffe de specifikke tolddokumenter eller angive de præcise takster, da det i sidste ende er forbrugeren som afsender, der ligger inde med detaljerne om godsets egentlige art og værdi.

Moms af interne prisjusteringer (Transfer Pricing)

Moms af transfer pricing (C-603/24): Bilproducenten Stellantis oplevede at få en enorm momsefterregning af de portugisiske skattemyndigheder. Efterregningen faldt, fordi moderselskabet foretog interne prisjusteringer (transfer pricing) med det formål at sikre den lokale distributør en forudbestemt overskudsmargin, herunder som kompensation for garanti-reparationer. EU-Domstolen underkendte skattemyndighederne og slog fast, at interne overførsler mellem selskaber kun er momspligtige, hvis der påviseligt er tale om en direkte betaling for en specifik og individualiserbar tjenesteydelse.

Tobaksafgifter og skattemærker

Tobaksafgifter (C-322/25): I en anden sag mod de portugisiske skattemyndigheder underkendte EU-Domstolen Portugals nationale regler for beskatning og destruktion af tobaksskattemærker. Det var i strid med de EU-retlige afgiftsdirektiver at give tobaksproducenter en automatisk, dokumentationsfri "svind-margin" på 2 % for ødelagte skattemærker, når denne lempelse udelukkende var forbeholdt skattemærker påsat tobak, der var produceret på nationalt portugisisk territorium, mens tobak produceret i andre EU-lande blev nægtet samme fradrag.