Februar 2026 har leveret et sjældent tydeligt billede af, hvordan EU-retten både kan stramme og udvide danske retlige positioner – fra landbrugsstøttens fristregimer til deltidsansattes lønvilkår.

## Fire nye afgørelser med EU-retten som motor

Februar 2026 har leveret et sjældent tydeligt billede af, hvordan EU-retten både kan stramme og udvide danske retlige positioner – fra landbrugsstøttens fristregimer til deltidsansattes lønvilkår.

Fire nye afgørelser med EU-retten som motor

De seneste afgørelser den 4. og 5. februar 2026 spænder fra Miljø- og Fødevareklagenævnets kontrol af CAP-ordningerne til to principielle faglige voldgifter om deltidsansattes ret til overtidstillæg. Fællesnævneren er, at EU-retten ikke blot ligger i baggrunden som “fortolkningsstof” – den bliver selve den juridiske gearkasse, som afgør sagens udfald.

EU-reglernes fristlogik og den danske sanktionstradition

I landbrugsstøttesagerne bliver konflikten skåret til et klassisk EU-retligt spørgsmål: Hvor går grænsen mellem EU’s “minimumssanktioner” og medlemsstaternes råderum til at indføre yderligere nationale sanktioner?

Det er netop spændingsfeltet i Kommissionens delegerede forordning 640/2014, hvor bl.a. artikel 13 om sen indsendelse etablerer et frist- og nedsættelsessystem (1 % pr. arbejdsdag og afvisning efter 25 kalenderdage). Forordningen kan læses her: Kommissionens delegerede forordning 640/2014. Samtidig spiller proportionalitet som kontrolprincip – men ikke nødvendigvis på den måde, som støttemodtagere ofte håber.

I baggrunden ligger også EU-Domstolens nyere præcisering i Baramlay (C-6/23) af sondringen mellem støtteberettigelseskriterier og forpligtelser samt kravet om en konkret vurdering ved visse typer manglende overholdelse. Dommen kan tilgås her: EU-Domstolen C-6/23 Baramlay. Pointen i de danske sager bliver imidlertid, at ikke alle “mangler” kan flyttes ind under Baramlays proportionalitetslogik.

Bortfald af naturplejetilsagn og EU-dom som ikke rammer tvisten

Miljø- og Fødevareklagenævnet står i sagen om naturpleje med en klager, der forsøger at gøre Baramlay til løftestang for genoptagelse og en mere individuel proportionalitetsvurdering. Nævnet lukker døren ved at flytte tvisten væk fra artikel 35-sporet og over i frist- og ansøgningssporet: “Krav om rettidig støtteansøgning er særskilt reguleret i forordningens artikel 13”, og medlemsstaterne har et råderum til “yderligere nationale sanktioner”. Afgørelsen er samtidig bemærkelsesværdig ved sin retstekniske konsekvens: Når retsfølgen følger “direkte af reglen”, er der ikke et administrativt skøn at udøve – og proportionalitetskritikken mister greb i den konkrete sagsbehandling. Det får en meget kontant effekt i en flerårig ordning, hvor én manglende årlig anmodning om udbetaling tolkes som et brud på den kontinuitet, ordningen skal sikre. Nævnet godkender hjemlen i Bekendtgørelse om tilskud til pleje af græs- og naturarealer § 38, stk. 1 og afviser også et formelt angreb ved at fastslå, at begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 er opfyldt, selv om styrelsen ikke havde udpeget en specifik “bemyndigelsesbestemmelse” i forordningsgrundlaget.
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af bortfald af tilskudstilsagn til pleje af græs- og naturarealer grundet manglende udbetalingsanmodning

Kvælstofregulering og ansøgerens risiko for egne markeringer

I sagen om målrettet kvælstofregulering bliver EU-retten brugt i en anden rolle: ikke som proportionalitetsværn mod en hård sanktion, men som disciplinering af ansøgeradfærd. Nævnet slår fast, at styrelsen har givet tilsagn præcis efter ansøgningen, jf. Bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler § 9, stk. 1, og at klagers efterfølgende ønske om at “parkere” effekten til et senere år ikke passer ind i ordningens system. Den centrale sætning er nævnets markering af ansøgerens rolle som professionel aktør: “der er tale om en erhvervsrettet støtteordning, hvor det … påhviler støttemodtageren at udvise særlig agtpågivenhed ved indgivelse af støtteansøgningen”. Det er et EU-retligt inspireret ansvarssyn, som i praksis skubber risikoen for “strategiske” eller fejlagtige valg i fællesskemaet over på landbrugeren – også selv om motivet er driftsøkonomisk rationelt (frygt for høj efterafgrødekvote året efter). Afgørelsen hviler samtidig på en styringslogik om, at den enkelte ansøgers valg påvirker andre i vandoplandet, hvilket forklarer, hvorfor nævnet ikke åbner for individuelle “overførsler” eller efterrationaliseringer. Hjemmelsmæssigt placeres ordningen i bl.a. Gødskningsloven § 47, stk. 1.
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af tilsagn om tilskud til målrettet kvælstofregulering trods ønske om overførsel af efterafgrødeareal til efterfølgende planperiode

Deltid og overtid på industriområdet og et brud med Helmig-logikken

Den første af de to voldgiftskendelser rammer et ømt punkt i den danske arbejdsmarkedsmodel: Den historiske sondring mellem merarbejde (timer op til fuldtidsnormen) og overarbejde (timer ud over fuldtidsnormen). Opmændene konstaterer, at industrioverenskomsternes tærskelmodel indebærer “mindre gunstig behandling” af deltidsansatte, fordi fuldtidsansatte får tillæg fra den første time ud over fuldtidsnormen, mens deltidsansatte i “spændet” mellem deltidsnorm og fuldtidsnorm ikke får tillæg. Kendelsen er stærkest, når den afviser de klassiske objektive begrundelser og vender incitamentargumentet mod arbejdsgiversiden: Ordningen gør det billigere at lægge ekstra timer på deltidsansatte end at bruge fuldtidsansatte til overarbejde, og dermed modarbejdes formålet om at begrænse overarbejde. Samtidig afviser opmændene et rent fremadrettet virkningstidspunkt – netop fordi EU-Domstolen ikke selv har fastsat en tidsmæssig begrænsning: fortolkningen gælder fra implementeringen (her knyttet til protokollatets ikrafttræden 1. januar 2001), dog med forbehold for forældelsesregler i konkrete krav. En kort, men retspolitisk tung formulering binder det sammen: “det vil være i strid med EU-retten, hvis vi … begrænser den tidsmæssige virkning”. For arbejdsgivere betyder det, at compliance ikke kun er et spørgsmål om fremadrettet tilretning, men også om historiske efterbetalingsrisici og dokumentation.
Læs mere her: Lovguiden – Deltidsansattes ret til overarbejdsbetaling: Industriens overenskomster i strid med EU-ret efter Lufthansa- og Dialyse-dommene

Offentlige overenskomster og et opgør der også rammer frivillige ekstratimer og afspadsering

Den anden voldgift går bredere og dybere: Den omfatter et meget stort felt af kommunale, regionale og statslige overenskomster – og den tager eksplicit stilling til nogle af de “smuthuller”, som ellers kunne have holdt dele af praksis i live. For det første afvises, at det skulle gøre en forskel, om ekstratimerne er frivillige: hvis fuldtidsansatte honoreres med overtidsbetaling for frivilligt arbejde ud over fuldtidsnormen, er deltidsansatte i en sammenlignelig situation, når de frivilligt arbejder ud over deltidsnormen. For det andet afvises, at problemet kan neutraliseres ved at henvise til afspadsering: når fuldtidsansatte typisk afspadserer overarbejde 1:1,5, men deltidsansatte afspadserer merarbejde 1:1, er det fortsat et ansættelsesvilkår, der er “mindre gunstigt”. Og for det tredje forkastes den mest vidtgående redningsplanke – bristede forudsætninger – med en realpolitisk nøgtern bemærkning om, at det “vil være en meget vidtgående konsekvens” at lade overtidshonoreringen ud over fuldtidsnormen bortfalde for at skabe formel lighed. På tidsaksen bliver kendelsen konkret og skarp: KL og RLTN-konstruktionen bindes til 1. januar 2001, mens staten får virkning fra 20. januar 2000 (implementeringsfristen), uanset at statens aftale var givet virkning fra 1. april 1999. For lønadministration, budgetter og tvister om efterbetaling bliver det et afgørende ankerpunkt, at voldgiftsretten lægger EU-Domstolens ex tunc-lære til grund og samtidig understreger, at forældelse må håndteres i konkrete sager.
Læs mere her: Lovguiden – Overenskomststridig forskelsbehandling af deltidsansatte: Krav om overtidstillæg ved arbejde op til fuldtidsnormen

Tre tendenser på tværs af afgørelserne

Proportionalitet er ikke altid en “sikkerhedsventil”

Det gennemgående tema er proportionalitet – men i to forskellige udgaver:

• I CAP-sagerne bruges proportionalitet som en ramme for, hvad der kan sanktioneres hårdt, men nævnet accepterer samtidig en national regel, der udelukker konkret skøn, når retsfølgen er gjort automatisk.
• I deltidskendelserne bruges proportionalitet (og objektiv begrundelse-testen) som en mur mod “systemforklaringer” om fuldtidskultur og rekruttering, når ordningen samtidig skaber et økonomisk incitament til at lægge ekstratimer på deltidsansatte.

Den professionelle aktør får en tungere rolle

Begrebet dukker op i flere former:

• Landbrugeren som professionel ansøger, der må bære risikoen for egne markeringer.
• Arbejdsgivere og overenskomstparter, der ikke kan “aftale sig ud” af EU-rettens diskriminationsstandarder ved at henvise til nationale traditioner.

Tidsmæssig virkning bliver et konfliktfelt mellem jura og systemøkonomi

Begge voldgifter afviser i realiteten, at danske arbejdsretlige hensyn kan begrænse EU-fortolkningens tidsmæssige rækkevidde, når EU-Domstolen ikke selv har gjort det. Det lægger op til, at de næste slag kommer til at stå om:

1. forældelse og opgørelsesmetoder for efterbetaling
2. dokumentation for faktisk arbejdstid og lokal praksis
3. “objektive forhold” i konkrete ansættelsesforhold, hvor arbejdsgivere kan forsøge at individualisere det, som voldgiftsretterne afviser på systemniveau

Hvad man bør gøre nu i praksis

For landbrug og rådgivere

• Tænk producentskifte som et fuldt rettigheds- og pligtskifte og dobbelttjek, at der både er markeret skifte og anmodet om udbetaling i samme arbejdsgang.
• Indbyg interne fristalarmer for fællesskema, ændringer og “25-dages” grænser, så man ikke ender i et automatisk bortfaldsspor.
• For kvælstofordningerne: dokumentér beslutningsgrundlaget ved valg af virkemiddel, og behandl ansøgningen som et “låst” tilsagn, ikke en planlægningsbuffer til næste planperiode.

For arbejdsgivere, HR og lønkontorer

• Kortlæg, hvor I har merarbejde uden tillæg for deltidsansatte, og om fuldtidsansatte får tillæg ved de første timer ud over fuldtidsnormen.
• Medtag også afspadseringsregimer og frivillige ekstratimer i kortlægningen – voldgiften på det offentlige område gør dem direkte relevante.
• Forbered jer på, at det ikke er nok at “rette fremad”: I skal kunne håndtere krav, hvor tvisten i praksis flytter sig fra EU-rettens principper til opgørelse, dokumentation og forældelse – herunder konkrete uenigheder om, hvordan deltidsnormen er fastlagt i perioder med skiftende vagter, normperioder og lokalaftaler.