Nye afgørelser fra Højesteret og Skatterådet trækker skarpe grænser op for grænseoverskridende adfærd og forretninger i Danmark – fra skærpede beviskrav ved samkørsel over grænsen til en fastlæggelse af den skattemæssige virkelighed for internationale investeringsfonde og byggeprojekter.

Nye afgørelser fra Højesteret og Skatterådet trækker skarpe grænser op for grænseoverskridende adfærd og forretninger i Danmark – fra skærpede beviskrav ved samkørsel over grænsen til en fastlæggelse

Nye afgørelser fra Højesteret og Skatterådet trækker skarpe grænser op for grænseoverskridende adfærd og forretninger i Danmark – fra skærpede beviskrav ved samkørsel over grænsen til en fastlæggelse af den skattemæssige virkelighed for internationale investeringsfonde og byggeprojekter.

Højesteret skærper beviskrav ved samkørsel over grænsen

En principiel straffesag om ulovlig indrejse via en samkørsels-app har fundet sin afslutning, efter at Højesteret har underkendt landsrettens domfældelse. Sagen omhandlede en fransk statsborger, der agerede chauffør på en tur fra Tyskland til Danmark, som var formidlet gennem tjenesten BlaBlaCar. Med i bilen var en uregistreret marokkansk statsborger, hvilket i de lavere instanser førte til en dom på 30 dages fængsel og udvisning efter Udlændingeloven § 59, stk. 8.

Både byret og landsret mente, at chaufføren havde handlet med det særlige strafferetlige forsæt kaldet dolus eventualis (positiv indvilligelse) ved ikke at have tjekket passagerens rejsedokumenter. Men Højesteret, som ifølge Retsplejeloven § 933, stk. 2 ikke kan omstøde selve den konkrete bevisbedømmelse, kunne alligevel prøve den juridiske anvendelse af forsætsbegrebet.

Højesteret fandt, at de objektive kendsgerninger – at føreren benyttede en anerkendt app og blot havde samlet en ekstra, ukendt passager op – ikke i sig selv var bevis for, at chaufføren reelt havde indset og accepteret en risiko for ulovlig indrejse.

"De anførte faktiske omstændigheder giver således ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at han indså, at det var muligt, at A ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed," konkluderede Højesteret og frifandt chaufføren, hvorefter sagsomkostningerne tilfaldt statskassen.

Læs mere her: Lovguiden – Frifindelse for bistand til ulovlig indrejse: Højesterets vurdering af forsætskravet ved BlaBlaCar-transport

Britisk holdingselskab anerkendt som retmæssig ejer

I en tid hvor de danske skattemyndigheder fører indgående kontrol med beneficial ownership på tværs af landegrænser [1], giver en ny afgørelse fra Skatterådet rygstød til en klassisk international fondskonstruktion. Sagen drejede sig om en luxembourgsk investeringsfond, der via et 100 % ejet britisk holdingselskab havde gældsfinansieret et dansk datterselskab.

Kernen i tvisten var, om det britiske selskab skulle anses for at være begrænset skattepligtig af millionrenterne fra Danmark ifølge Selskabsskatteloven § 2, stk. 1. Skatterådet konkluderede, at der ikke var tale om et "back-to-back" lån, der blot fungerede som en gennemstrømning. Vilkårene mellem de to låneled var markant forskellige; lånene fra fonden afhang af selskabets overskud, mens udlånet til Danmark havde en fast rente på 6 %.

Samtidig fandt rådet, at den generelle danske omgåelsesklausul i Ligningsloven § 3, stk. 1 ikke kom i spil, da Storbritannien var valgt af tunge forretningsmæssige årsager, herunder nærhed til porteføljeforvaltere. Skatterådet fastslog derfor:

"...idet der på det foreliggende grundlag ikke anses at være tale om en nominee-situation eller misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien."

Læs mere her: Lovguiden – Skattefrihed for renter betalt til britisk holdingselskab

Midlertidige pauser afbryder ikke byggepladsens levetid

Et velkendt stridspunkt i den internationale bygge- og anlægsbranche er 12-måneders reglen, som afgør, hvornår et udenlandsk selskab får et "fast driftssted" i Danmark og derved bliver skattepligtig. Skatterådet har netop slået fast, at en tysk virksomhed ikke undslipper skattepligten, blot fordi selskabets medarbejdere er fraværende fra byggepladsen i næsten et halvt år.

Det tyske selskab var hyret ind til at levere og overvåge installationen af et stort teknisk anlæg i Danmark. Selskabet argumenterede for, at de primært leverede "supervision" (som de ikke anså for anlægsarbejde), og at deres samlede fysiske tilstedeværelse i Danmark udgjorde langt under et år på grund af pauser i projektet:

Skatterådet vurderede dog projektet som en samlet helhed, der strakte sig over 14 måneder fra maj 2026 til juni 2027. Under stærk henvisning til OECD's kommentarer til dobbeltbeskatningsaftaler blev det fastslået, at fraværet på 5 måneder udgjorde en midlertidig afbrydelse, som ikke sætter 12-måneders uret i stå. Dermed blev det tyske selskab skattepligtigt i Danmark af overskuddet fra entreprisen.

Læs mere her: Lovguiden – Fast driftssted for tysk selskab ved anlægsarbejde

Udenlandske investorer undgår dansk skattefælde

Når milliarder af kroner fra udenlandske pensionskasser skal allokeres til store infrastrukturprojekter i Danmark og EU, er den ubekendte risiko for uventet skattepligt ofte en kritisk faktor for investorerne. Forud for etableringen af en ny gældsbaseret infrastrukturfond bad en dansk kapitalforvalter (FAIF) derfor Skatterådet blåstemple deres selskabsstruktur.

Fonden var skruet således sammen, at der var indsat en uafhængig komplementar i et andet EU-land. Det var formelt denne udenlandske komplementar, der traf alle investeringsbeslutninger ud fra en indstilling fra den danske forvalter. Det helt springende punkt var, om forvalteren i Danmark udgjorde en afhængig agent, som derved ville trække hele fonden og alle dens investorer ind i det danske skattenet.

Skatterådet godkendte imidlertid fondens setup. Selv om den danske forvalter spillede en tung rolle i forhandlingerne af lån, agerede de som en uafhængig agent inden for rammerne af deres almindelige FAIF-virksomhed. Rådet afviste i samme ombæring at svare på subsidiære spørgsmål om næringsfritagelse under Skatteforvaltningsloven § 24, da styrelsen fandt problemstillingen teoretisk, når fonden slet ikke etablerede et fast driftssted i Danmark fra begyndelsen.

Afgørelsen kaster et vigtigt lys over spillereglerne for den danske FAIF-branche og giver kapitalforvaltere en konkret køreplan for, hvordan de lovligt kan tiltrække risikovillig international kapital til gældsinvesteringer, forudsat at den juridiske og formelle beslutningskompetence er skarpt adskilt og fastholdt hos en uafhængig instans i udlandet.

Læs mere her: Lovguiden – Udenlandske investorers skattepligt ved investering i infrastrukturfond