Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslår i en ny dom, at staten ikke må modregne en fanges tortgodtgørelse for umenneskelig behandling i hendes skattegæld til det offentlige.
Den danske stat anerkendte at have krænket en fanges menneskerettigheder – men brugte godtgørelsen til at betale hendes skattegæld. Samtidig fastslår Klagenævnet for Udbud, at en prisforskel på hele 83,5 procent ikke nødvendigvis gør et tilbud unormalt lavt. Når den danske stat krænker borgeres fundamentale menneskerettigheder, er det ikke tilladt at bruge den efterfølgende godtgørelse til at dække borgerens gæld til det offentlige. Det er den opsigtsvækkende konklusion i en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Poulsen mod Danmark. Sagen udspringer af en episode i et dansk fængsel i august 2023, hvor en kvindelig indsat blev anbragt i en sikringscelle og fastspændt til en sikringsseng i næsten et døgn. Direktoratet for Kriminalforsorgen anerkendte selv, at de sidste 14 timer af tvangsbæltningen var uberettigede og udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention § 3, som forbyder tortur og umenneskelig behandling.
EMD kritiserer modregning i erstatning
Staten udbetalte en godtgørelse på 20.000 kroner (cirka 2.700 euro), men overførte pengene direkte til Gældsstyrelsen for at modregne kvindens offentlige gæld. Den praksis bliver nu stærkt kritiseret af EMD.\n\n> "The Government used the compensation awarded to the applicant to offset public debt that she had accumulated, a practice which cannot be regarded compliant with the Court’s case‑law," lyder det utvetydigt fra domstolen, der henviser til præcedens fra sagen Selmouni mod Frankrig.\n\nMenneskerettighedsdomstolen fandt desuden, at det danske kompensationsbeløb på 2.700 euro var markant lavere, end hvad domstolen normalt tilkender i tilsvarende sager. Resultatet blev derfor, at Danmark dømmes for krænkelse af artikel 3 og pålægges at betale yderligere 10.000 euro i tortgodtgørelse samt 10.000 euro til dækning af sagsomkostninger – beløb, der vel at mærke skal udbetales fri for modregning. Dommen kan få betydelige konsekvenser for Gældsstyrelsens fremtidige håndtering af tortgodtgørelser.
Høj tærskel for krænkelse på forvaltningsområdet
Tærsklen for, hvornår der foreligger en krænkelse af konventionens artikel 3 på forvaltningsområdet, er dog generelt høj. Dette blev illustreret tidligere på måneden i en dansk byretssag, hvor en kommune blev frifundet for at have udvist forsømmelighed. En kvinde krævede godtgørelse med påstand om, at kommunen ikke havde beskyttet hende mod vold i hjemmet i hendes barndom. Retten fandt dog, at kommunen havde iværksat tilstrækkelige foranstaltninger og afvejet hensynet korrekt i forhold til forældrenes ret til familieliv.\n\nLæs mere her: Retten i Horsens – Kommune frifundet for omsorgssvigt af barn
Planklagenævnet fastholder streng håndhævelse af 60 år gamle servitutter
Servitutter fra 1960'erne har stadig fuld gennemslagskraft i dansk forvaltningsret, hvis kommunerne beslutter at håndhæve dem. Det slår Planklagenævnet fast i to nye afgørelser, der demonstrerer rækkevidden af Planloven § 43. Bestemmelsen giver kommuner ret til at sikre overholdelse af privatretlige servitutter via offentligretlige påbud.\n\n| Sag | År for servitut | Stridsmål | Nævnets vurdering |\n|-----|-----------------|-----------|-------------------|\n| 25-10729 | 1966 | Carport opført 0,4 meter fra vejskel | Afstandskrav på 5,5 meter er ikke forældet |\n| 25-11558 | 1961 | Trådhegn med træstolper mod vej | Et trådhegn er ikke et "levende hegn" |
Carport i strid med tinglyst deklaration
I sagen fra Randers Kommune havde en borger ansøgt om at opføre en carport blot 0,4 meter fra vejskellet, men stødte ind i en tinglyst deklaration fra 1966, der dikterer en afstand på mindst 5,5 meter. Borgeren argumenterede for, at servitutten var forældet, og at naboerne havde accepteret projektet.\n\nPlanklagenævnet fastslog dog, at alder ikke i sig selv gør en servitut utidssvarende. Så længe kommunen har en aktuel planlægningsmæssig interesse i at undgå uønsket præcedensvirkning i gadebilledet, er et forbud lovligt. Naboernes accept ændrer ikke på kommunens ret til at håndhæve bestemmelsen.
Definitionen af et levende hegn
I Ballerup Kommune drejede en parallel sag sig om sproglig fortolkning af en servitut fra 1961, der krævede, at der mod vej kun måtte opsættes "levende hegn". Ejeren havde etableret et gennemsigtigt trådhegn med træstolper og forsvarede sig med, at servitutten ikke krævede et "grønt" hegn.\n\nNævnet måtte inddrage definitioner, der rækker ud over Hegnsloven § 1, for at slå fast, hvad et levende hegn reelt er i juridisk forstand.\n\n> "Planklagenævnet finder, at et levende hegn må karakteriseres som et hegn, der er plantet og består af levende træer, buske eller planter, der er i stand til at klare sig uden et fast hegn som støtte... Et trådhegn er efter nævnets opfattelse således ikke et levende hegn."\n\nKommunens påbud om fysisk lovliggørelse blev dermed stadfæstet. Afgørelserne understreger, at boligejere ikke kan forlade sig på, at gamle tinglysninger har mistet deres gyldighed, uanset hvor anakronistiske de måtte virke i moderne kontekst.\n\nLæs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet: Trådhegn mod vej er ikke et "levende hegn" – påbud stadfæstet
Klagenævnet for Udbud godkender ekstrem prisforskel i statsligt millionudbud
En prisforskel på 83,5 procent mellem to bydende virksomheder er ikke i sig selv et bevis for, at vinderbuddet bygger på urealistiske forudsætninger. Det fremgår af en ny kendelse fra Klagenævnet for Udbud, hvor det danske selskab CCL Label A/S forsøgte at få annulleret Skatteforvaltningens tildeling af en stor rammeaftale om stempelmærker til tobak.
Klage over påstået unormalt lavt tilbud
Lettiske SIA Baltijas Banknote vandt udbuddet med en pris, der lå voldsomt under den danske konkurrents. CCL Label hævdede, at den lettiske pris end ikke kunne dække de faktiske råvarepriser til vandmærkepapir og trykfarve, og krævede tilbuddet afvist i medfør af Udbudsloven § 169 om unormalt lave tilbud.
Redegørelse og effektiv kontrol
Reglerne om unormalt lave tilbud forpligter ordregiveren til at kræve en redegørelse, hvis en pris fremstår mistænkelig. Det krav havde Skatteforvaltningen opfyldt. Den lettiske virksomhed fremsendte en detaljeret redegørelse, der dokumenterede, hvordan deres prissætning hang sammen med 30 års erfaring, langvarige partnerskaber med papirproducenter og en mere effektiv produktionsopsætning.\n\nKlagenævnet for Udbud afviste pure det danske selskabs påstande og fandt, at Skatteforvaltningen havde udført en effektiv og lovmedholdelig kontrol. At CCL Label selv lå inde med et stort færdigvarelager fra deres tidligere kontrakt, som de nu krævede over to millioner kroner i erstatning for, var deres egen kommercielle risiko og helt uden relevans for den udbudsretlige bedømmelse.
Patent- og Varemærkestyrelsen
FN's Interregionale Institut for Kriminalitetsforskning
Den Europæiske Ombudsmand
