Planklagenævnet freder terrasse efter 40 år men fastholder 111-årig servitut

Tidsaspektet spænder ben for kommunen

Kommunen meddelte afslag på lovliggørende dispensation, idet opmuringen stred mod lokalplanens intentioner. Problemet for kommunen var imidlertid tidsaspektet. Opmuringen kunne spores tilbage til luftfotos fra 1984, og der var ingen beviser for, at ejeren bevidst havde handlet i ond tro eller tidligere havde fået afslag.

Klar beskyttelse af borgerens forventninger

Planklagenævnet opstiller i afgørelsen en klar beskyttelse af borgerens forventninger:

"Nævnet lægger herved vægt på, at opmuringen havde eksisteret upåtalt i mindst 40 år, da kommunen indledte lovliggørelsessagen, og at der efter nævnets opfattelse ikke i den konkrete sag foreligger tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanen bestemmelse om vejbyggelinjer."

Afgørelsen fastslår, at selvom kommunen ikke direkte har udvist passivitet (ved at kende til forholdet uden at reagere), opstår der stærke indrettelseshensyn, når et byggearbejde har eksisteret i årtier uden naboklager.

Lighedsgrundsætning og bygningstyper

Klageren argumenterede for, at servitutten var forældet, og henviste til den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, da kommunen havde tilladt carporte på nærtliggende grunde. Planklagenævnet afviste dog begge argumenter.

Nævnet lagde vægt på kommunens forklaring om, at formålet med servitutten fortsat er at opretholde et "åbent og grønt præg uden egentlig bebyggelse". Nævnet sondrer desuden skarpt mellem bygningstyper i vurderingen af usaglig forskelsbehandling:

Aktuel planlægningsmæssig interesse

Sagen illustrerer, at servitutters alder er underordnet, så længe kommunen kan påvise en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve dem, og at klagere skal kunne henvise til fuldstændig identiske byggerier for at vinde frem med lighedsgrundsætningen.

Afslag på omfattende ændringer i Tjærbyvang

I en sag fra Tjærbyvang afviste Randers Kommune at dispensere til en ny udstykningsplan, der ændrede både vejføring, grundstørrelser (til under de krævede 900 m2) og fordelingen af friarealer. Ansøgeren klagede og mente, at kommunen var forpligtet til at foretage en konkret afvejning af projektet.

Krav om ny planlægningsproces

Planklagenævnet gav kommunen ret i, at der slet ikke fandtes hjemmel til at dispensere i dette tilfælde:

"Nævnet finder, at en sådan ændring af lokalplanens struktur kun bør ske efter inddragelse af borgerne, dvs. i forbindelse med en planlægningsproces."

Når et projekt ændrer fundamentalt ved den planlagte struktur, overgår sagen fra at være et konkret forvaltningsskøn til at kræve en fuld demokratisk proces med vedtagelse af en helt ny lokalplan.

Naboklage over ny strammere praksis

En nabo klagede og fremviste dokumentation for, at kommunen nyligt havde skiftet praksis og fremover ville anlægge en strengere linje over for netop overskridelser af bebyggelsesprocenten. Naboen mente derfor, at dispensationen var ulovlig.

Lovlig overgangsordning med skæringsdato

Planklagenævnet accepterede imidlertid kommunens overgangsordning. Kommunen havde besluttet, at den nye, strammere praksis kun gjaldt for ansøgninger modtaget efter den 5. januar 2026, så borgere kunne nå at orientere sig om de nye regler. Da den konkrete ansøgning lå før denne dato, blev den lovligt behandlet efter den gamle, mere lempelige praksis. Som nævnet konstaterer, må en kommune gerne skifte praksis, så længe den nye linje "følges konsekvent", og en skæringsdato er et fuldt ud sagligt kriterium.

Visuel byggeteknisk vurdering

Planklagenævnet foretog en visuel byggeteknisk vurdering af projektet. Fordi den nederste etage var gravet ind i terrænet og udelukkende var synlig fra ejendommens indre gårdrum – og altså ikke fra vejen – blev etagen klassificeret som en lovlig parterreetage.

Betydningen for planretlig praksis

Sagen understreger, at planretlig praksis for etagebegrebet lægger enorm vægt på, hvordan en bygning fremtræder for naboer og forbipasserende. Byggeriet blev derved vurderet umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 på dette punkt.

Krav om juridiske argumenter

På trods af flere rykkere fra sekretariatet, modtog nævnet ingen yderligere juridiske argumenter. Da Planklagenævnet i medfør af Planloven § 58, stk. 1 udelukkende kan tage stilling til retlige spørgsmål – og ikke afgørelsens skønsmæssige hensigtsmæssighed – blev sagen blankt afvist. Sagen tjener som en påmindelse om, at uenighed i et kommunalt skøn ikke i sig selv er en gyldig klagegrund; der skal påvises formelle fejl, inhabilitet, usaglighed eller manglende lovhjemmel.

Vurdering af forvaltningsretlige skridt og mindsteindgrebsprincip

Selvom retten anerkendte, at kvinden havde haft en svær opvækst, blev kommunen frifundet. Retten foretog en detaljeret gennemgang af de forvaltningsretlige skridt, der var taget dengang – fra børnesamtaler og familiebehandling til aflastning. Dommen demonstrerer, at kommuner juridisk vurderes på deres afvejning af Servicelovens mindsteindgrebsprincip holdt op imod EMRK artikel 8 om retten til familieliv. Da de forvaltningsmæssige skridt lå inden for et forsvarligt fagligt skøn på daværende tidspunkt, stiftede kommunen ikke et erstatningsansvar.