Retten straffer ulovlig nøgenvisitation og nævn underkender planlovsafgørelser

Højesterets vurdering af magtanvendelsen

Allerede i maj 2025 fastslog Højesteret, at politiets fremgangsmåde var unødvendig og ude af proportioner, idet der ikke var konkrete grunde til at tro, at manden gemte genstande til fare for sig selv. Formodningen talte imod, at han skjulte stoffer til eget forbrug i underbukserne. Fysisk magtanvendelse til at gennemtvinge en nøgenvisitation uden tilstrækkelig mistanke udgør ifølge Højesteret en krænkelse af forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention § 3.

Udregning af godtgørelse ved Retten på Frederiksberg

Retten på Frederiksberg skulle herefter tage stilling til udmålingen af den økonomiske godtgørelse for selve torten. Retten lænede sig op ad principperne i Erstatningsansvarsloven § 26 og de retningslinjer, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) opererer med.

Godtgørelsen fastsættes efter et skøn over sagens samlede omstændigheder og under hensyntagen til Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. konventionens artikel 41, til 50.000 kr. med tillæg af renter som påstået.

Afgørelsen cementerer, at domstolene er villige til at udmåle betydelige godtgørelsesbeløb, når staten foretager urimeligt indgribende fysiske overgreb på borgeres personlige frihed og ære.

Sorø Kommune begik fejl i afslag om døgninstitution

I Dianalund havde en bygherre ansøgt om at etablere en døgninstitution i et område udlagt til bolig- og erhvervsformål. Sorø Kommune gav afslag med den begrundelse, at døgninstitutioner potentielt medfører støjgener døgnet rundt, og at det stred mod kommuneplanen.

Kommunens afslag var imidlertid ikke forsynet med en juridisk hjemmelshenvisning, hvilket er et brud på Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Planklagenævnet identificerede dog et endnu mere substantielt problem: Kommunen forsøgte at bruge det såkaldte "virke for-princip" i Planloven § 12, stk. 1 direkte til at afvise et byggeprojekt. Dette er ikke lovligt.

Som det fremgår af afsnit 2.2.2, kan kommunen ikke alene med hjemmel i planlovens § 12, stk. 1, (”virke for-princippet”) modsætte sig et projekt, der ikke kræver tilladelse efter planloven i øvrigt eller efter anden lovgivning.

Hvis en kommune vil forhindre et projekt under henvisning til kommuneplanen, er den forpligtet til at nedlægge et formelt forbud efter Planloven § 12, stk. 3. Afgørelsen blev derfor ophævet.

Proportionalitetsprincippet tilsidesat i Aalborg

Aalborg Kommune udstedte et fysisk lovliggørelsespåbud til et hotel, som havde ændret farven på facaden, opsat folie for vinduerne og ændret skiltning uden den nødvendige dispensation efter Planloven § 19.

Ejeren fremsendte herefter en konkret ansøgning om dispensation. Trods dialog henlagde kommunen ansøgningen og fastholdt det fysiske påbud, fordi de mente, ejeren ikke havde fremsendt nok materiale. Nævnet underkendte dette forløb totalt. Det følger af proportionalitetsprincippet, at en kommune skal anvende det mindst indgribende middel, og at retlig lovliggørelse (dispensation) altid skal vurderes til bunds, før fysisk lovliggørelse dikteres.

Bornholm fejlede i varsling af påbud

En bygningsejer i Allinge havde opført en udvendig trappeinddækning, der var i strid med den bevarende lokalplan. Kommunen gav afslag på dispensation og meddelte i samme dokument et påbud om lovliggørelse.

Planklagenævnet fastslog, at kommunen var i sin gode ret til at nægte dispensation. Til gengæld ophævede nævnet det udstedte påbud, da kommunen havde sprunget et afgørende forvaltningsretligt skridt over: Et påbud skal altid forudgås af en partshøring i form af et varsel i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1, hvor modtageren får en frist til at komme med bemærkninger til det konkrete tiltag.

Oversigt over Planklagenævnets afgørelser

Forsvarsministeriets praksis og spejling af tjenestemænd

Forsvarsministeriet havde imidlertid valgt at spejle den praksis, som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anvendte for tjenestemænd. Fra 2018 til udgangen af 2020 krævede denne praksis en endelig og ikke-midlertidig afgørelse fra AES, da de pensionslignende ydelser er livsvarige og ikke kan tilbagekaldes. Praksis blev dog lempet igen den 1. januar 2021, hvorfra soldaten fik tilkendt sin pension.

Højesterets afvisning af kravet om selvstændig lovlighedsprøvelse

Veteranen gjorde gældende, at Forsvarsministeriet havde pligt til at foretage en selvstændig lovlighedsprøvelse frem for blot blindt at følge en anden styrelses praksis, som han mente var i strid med loven. Højesteret afviste imidlertid dette anbringende:

I lyset af at det er oplyst, at tilskadekomstpension og de supplerende ydelser efter personelloven er livsvarige og som udgangspunkt ikke kunne tilbagekaldes, finder Højesteret, at praksisændringen pr. 15. januar 2018 var sagligt begrundet.

Dommen slår fast, at når formålet med personelloven netop er at sidestille overenskomstansatte med tjenestemænd, er det både lovligt og sagligt af Forsvarsministeriet at samkøre sin administrative praksis med Finansministeriets systemer, så længe denne praksis hviler på objektive hensyn. Det forhold, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse ikke selv havde offentliggjort praksisændringen internt i forsvaret, kunne ikke ændre på lovligheden af afgørelsen.