Udbud, klageveje og kontrol: Nye afgørelser sætter skarpe rammer for myndigheder, medier og foreninger

Fra “uden virkning” i udbud til afvisning af klager og skærpede berigtigelseskrav: Seks afgørelser skærper kravene til hjemmel, proportionalitet og proces i forvaltning og medier.

Højaktuelle afgørelser fra udbuds-, medie- og klagenævn viser en stram linje for forvaltningens hjemmel, procedurer og sanktioner – og for mediernes pligt til at berigtige fejl.

Overblik og hvorfor det er vigtigt

De seneste afgørelser spænder fra udbudsrettens mest indgribende sanktionsmiddel (uden virkning) til forvaltningsrettens processuelle grænser (udtømning af klageveje og nævns kompetence), skærpede krav til medier om berigtigelse og offentliggørelse, samt en momssag, hvor Skatterådet afviser både materielt (religiøst formål) og processuelt (kompetencespærren). Fællesnævneren er en konsekvent håndhævelse af hjemmel, proportionalitet og procesdisciplin.

Udbudsretten: Grundlæggende elementer kan ikke forhandles – rammeaftale uden virkning

Klagenævnet for Udbud fastslog, at FMI i et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse havde ændret grundlæggende elementer ved (1) at acceptere en maskintype (L90H), der ikke overholdt mindstekrav til akseltryk og totalvægt, og (2) at skifte til en fleksibel prisstruktur med prisoverslag og genforhandling. Nævnet gentog, at ændringer, der kunne påvirke potentielle tilbudsgiveres deltagelse, er ulovlige: “Ved at acceptere Volvos tilbud på læssemaskine L90H … fraveg FMI et mindstekrav … Dette udgjorde en ændring af et grundlæggende element… De gennemførte ændringer i prisstrukturen … blev anset for at have væsentlig betydning for potentielle tilbudsgiveres overvejelser” (og derfor uden virkning og økonomisk sanktion). Læs resumé af afgørelsen

Tilskudsordninger: Fejlagtig retsanvendelse af sanktionsregler

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Styrelsens afgørelse om bortfald og tilbagebetaling, fordi myndigheden havde anvendt § 22, stk. 2 (forsinket slutudbetalingsanmodning) hvor § 23 henviser til sanktion efter § 21, når begge frister er overskredet. Nævnet formulerer det klart: “Det er – på baggrund af ordlyden – nævnets opfattelse, at … § 23 er til hinder for, at styrelsen kan nedsætte for manglende anmodning om slutudbetaling efter § 22, stk. 2, når [modtager] ligeledes ikke har afsluttet projektet efter § 21, nr. 4.” Se afgørelsesresumé

Medieretten: Kritik for urigtig oplysning og manglende berigtigelse

Pressenævnet kritiserede et medie for at have bragt et udsagn som faktum – uden citationstegn – om en politikers deltagelse i et beslutningsmøde, som han var inhabil i og dokumenterbart ikke deltog i. Nævnet fremhæver, at formuleringen “kan efterlade læserne med et ukorrekt indtryk” og pålægger offentliggørelse efter § 49: “Pressenævnet kritiserer … for at have bragt den ukorrekte oplysning og for den manglende berigtigelse.” Læs resumé af afgørelsen

Udtømning af klageveje: Ligebehandlingsnævnet afviser, mens specialnævn behandler

En handicapklage blev afvist, fordi der verserede klage ved Klagenævnet for Specialundervisning. Ligebehandlingsnævnet præciserer retsgrundlaget: “Nævnet kan … ikke behandle en klage, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen,” jf. § 4, stk. 1. Se afgørelsesresumé

Nævns kompetence: Huslejenævnet afviser hvor bevisførelse kræver domstol

Huslejenævnet afviste en fraflytningssag som “uegnet til nævnsafgørelse”, fordi en korrekt afgørelse ville kræve vidneforklaringer og eventuelt byggesagkyndige – bevisførelse, der ligger uden for nævnets rammer. Om grænsen: “Vidneafhøringer kan ikke foregå i nævnets regi… hjemmel til afvisning findes i almenlejelovens § 103, stk. 1.” Læs resumé af afgørelsen

Moms og kompetence: Snæver religiøs fritagelse, og Skatterådet afviser pga. tidligere LSR-kendelse

Skatterådet afviste momsfritagelse af foreningskontingent efter ML § 13, stk. 1, nr. 4 (religiøst formål), fordi hovedaktiviteten blev anset for personlig udvikling og fordi religiøse elementer kun udgjorde “en mindre del” af de samlede leverancer. Rådet afviste også “filantropisk formål”-spørgsmålet under SFL § 14, stk. 1, nr. 4, da Landsskatteretten allerede havde taget stilling: “Foreningens formål i overvejende grad var personlig udvikling … derfor ikke … af filantropisk karakter.” Se afgørelsesresumé

Praktiske konsekvenser for myndigheder, medier og aktører

• Ordregivere: Dokumentér, hvorfor krav er uændrede; enhver fravigelse af mindstekrav eller prislogik under § 80-ruten kan udløse “uden virkning”. Overvej tidligt ny offentlig procedure, hvis der skal ændres i væsentlige elementer.
• Tilskudsmyndigheder: Afklar først, hvilke fristregimer der finder anvendelse; ved “dobbelt” fristovertædelse peger § 23 mod § 21–sanktion, ikke § 22.
• Mediehuse: Marker billedsprog og analyser klart som sådanne; agér proaktivt med berigtigelse, ellers følger både kritik og offentliggørelsespålæg.
• Klageparter: Udtøm administrative klageveje (og dokumentér det) før man går til specialnævn som Ligebehandlingsnævnet.
• Nævn og kommuner: Vurder tidligt beviskrav; sager der kræver vidner/eksperter bør sendes i boligretten – det sparer tid og procesomkostninger.
• Foreninger: ML § 13, stk. 1, nr. 4 fortolkes strengt – formål og leverancer skal i deres helhed være religiøse/filantropiske; elementvise religiøse indslag i et overvejende ikke-religiøst tilbud er ikke nok. Pas desuden på kompetencespærren i SFL § 14, hvis LSR allerede har dømt.

Tendenser på tværs

Sammenhæng med tidligere praksis

• Udbud: Nævnet følger linjen fra dansk og EU-praksis om, at “grundlæggende elementer” ikke tåler forhandling – fravigelse af mindstekrav er særlig indgribende.
• Moms: Stram fortolkning af fritagelserne i overensstemmelse med EU-retten (fritagelser er undtagelser), og processuelt værn mod omgåelse via SFL § 14.
• Medier: Forpligtelsen til berigtigelse og tydelig sondring mellem fakta og kommentar er konsolideret, med pligt til prominent offentliggørelse.

Hvad bør ske nu?

• Ordregivere, styrelser og kommuner bør opdatere tjeklister for “ændringer i grundlæggende elementer” og sanktionsvalg i tilskudssager.
• Mediehuse bør indføre “hurtig-berigtigelse”-protokoller og sproglige standarder for at markere billedsprog.
• Foreninger bør foretage en compliance‑gennemgang af vedtægter, aktiviteter og kommunikation op mod ML § 13, stk. 1, nr. 4 – og kortlægge eventuel LSR‑praksis, der spærrer for nye bindende svar.