Nye danske regler styrker beskyttelsen af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter. Samtidig justeres reglerne for tv-rettigheder til sport, med udvidet sportsliste og nye tilgængelighedskrav for seere.
Nye regler på to centrale fronter i immaterialretten ændrer både vilkårene for danske håndværks- og industriprodukter og for, hvordan store sportsbegivenheder kan udnyttes kommercielt på tv og streaming.
Geografiske Betegnelser for Håndværks- og Industriprodukter
Med bekendtgørelse nr. 1392 om supplerende bestemmelser til EU-forordningen om beskyttelse af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter bliver det nye EU-system for geografiske betegnelser for alvor gjort operationelt i en dansk kontekst. Ordningen er et parallelspor til de velkendte geografiske fødevarebetegnelser og giver nu også ikke-landbrugsprodukter – som glas, porcelæn, møbler og lignende – mulighed for en særlig immaterialretlig beskyttelse, hvis deres kvalitet eller omdømme er tæt knyttet til et bestemt geografisk område.(eur-lex.europa.eu)
Bekendtgørelsen slår fast, at den danske regulering bygger direkte oven på forordning (EU) 2023/2411. Det betyder, at begreber som geografisk betegnelse, produktkategori og produktionsområde følger de EU-retlige definitioner, og at det er EU-reglerne, der i sidste ende afgrænser, hvilke produkter der kan omfattes. Selve anvendelsesområdet henviser eksplicit til forordningens artikel 3, som beskriver de omfattede håndværks- og industriprodukter, mens definitionerne hentes i artikel 4.(eur-lex.europa.eu)
Et vigtigt valg for Danmark er, at registreringsproceduren følger den direkte EU-procedure i forordningens artikel 20. I stedet for at opbygge en national godkendelsesmyndighed har Danmark – ligesom flere andre mindre medlemsstater – valgt, at ansøgere indgiver deres anmodninger direkte til EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).(denmark.representation.ec.europa.eu) Det medfører, at danske producenter og producentforeninger skal arbejde direkte med EUIPO’s ansøgningssystem, dokumentationskrav og klageadgang, uden et nationalt forfiltreringsled.
I praksis flytter Danmark en væsentlig del af sagsbehandlingen fra Slotsholmen til Alicante – med både administrative lettelser og praktiske udfordringer for mindre producenter som konsekvens.
Bekendtgørelsen udfylder navnlig de nationale rammer for ansøgning, indsigelse og afgørelse, men lader kernen i den retlige beskyttelse følge de fælles EU-regler. Dermed placeres ordningen tydeligt i det europæiske immaterialretlige system, side om side med bl.a. EU-varemærker og EU-design.
Hvilke Produkter kan Få Geografisk Beskyttelse
For danske virksomheder er det centrale spørgsmål, hvilke typer produkter der reelt kan omfattes. EU-forordningen sigter mod ikke-landbrugsprodukter, hvor:
- produktet er et håndværks- eller industriprodukt
- produktets særlige kvalitet, omdømme eller andre egenskaber kan knyttes til et afgrænset geografisk område
- der kan etableres en fælles produktspecifikation, som producenter i området skal efterleve.(eur-lex.europa.eu)
Det åbner potentielt døren for en række ikoniske danske produkter, eksempelvis:
- porcelæn og keramik med stærk geografisk profil
- glas- og sølvhåndværk forbundet med bestemte byer eller landsdele
- møbler og designprodukter med en lang dokumenteret lokal tradition
- specialiserede industriprodukter, hvor knowhow og produktion historisk er forankret ét sted.(denmark.representation.ec.europa.eu)
Ordningen beskytter navnet på produktet som en særlig immaterialretlig rettighed – beslægtet med, men forskellig fra, et varemærke. Hvor varemærket typisk tilhører én virksomhed, knytter den geografiske betegnelse sig til en kreds af producenter i et område, forudsat at de lever op til produktspecifikationen. Det kan få stor betydning for mindre håndværksvirksomheder, som får et stærkt kollektivt redskab mod efterligninger og “geografisk snyltning”.
For at komme i betragtning skal danske producenter typisk:
- Organisere sig i en producentforening eller tilsvarende sammenslutning.
- Udarbejde en detaljeret produktspecifikation med krav til råvarer, produktionsmetoder, kvalitetsparametre m.v.
- Dokumentere sammenhængen mellem produktets egenskaber og det geografiske område – fx historik, markedsføring, forbrugeropfattelse og faglig litteratur.(eur-lex.europa.eu)
Den nye bekendtgørelse betyder, at denne proces nu er juridisk forankret i dansk ret, men at den faktiske registrering og prøvelse sker på EU-plan. Dermed får danske producenter adgang til en EU-dækkende eneret via ét system – men skal samtidig navigere i EUIPO’s tekniske og juridiske krav uden et nationalt “filter”.
Udvidet Sportsliste og Skærpede Tv-Regler
På et helt andet, men immaterialretligt beslægtet område har Kulturministeriet sendt et udkast til en ny bekendtgørelse om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i høring. Kernen er genindførelsen og moderniseringen af den såkaldte sportsliste – en liste over store sportsbegivenheder, som ikke må “gemmes væk” på smalle kanaler eller dyre nichepakker, hvis de skal kunne udnyttes eksklusivt.(kum.dk)
Initiativet udspringer af medieaftalen 2023-2026 og er en politisk reaktion på konkrete forløb, hvor centrale landskampe og slutrundekampe i fodbold og håndbold har været placeret på kanaler med begrænset udbredelse. Under seneste EM i kvindefodbold kunne kun en mindre del af danskerne følge kampene, fordi rettighederne lå hos betalingskanaler uden bredt fodfæste.(kum.dk)
Hvad Kommer på Sportslisten
Høringsudkastet udvider og omstrukturerer sportslisten, så den både omfatter flere begivenheder og ligestiller kønnene i de store holdidrætter. Ifølge udkastet og materialet fra Kulturministeriet er de centrale kategorier:
| Område | Indhold i nyt udkast | Immaterialretlig betydning |
|---|---|---|
| Olympiske lege | Sommer- og vinterlege samt de paralympiske lege, inkl. åbnings- og afslutningsceremonier | Særligt indgreb i eneretten til multibegivenheder med høj kommerciel værdi |
| Fodbold, herrer/damer | Alle Danmarks kampe ved VM- og EM-slutrunder og kvalifikation hertil, plus semifinaler og finaler | Ligestilling af køn og styrkelse af landskampe som “offentligt gode” |
| Håndbold, herrer/damer | Tilsvarende dækning som i fodbold for VM- og EM-slutrunder samt kvalifikationskampe | Forankrer håndboldens status som national nøglesport |
| Cykling | Tour de France i sin helhed | Gør en kommercielt stærk begivenhed til en “listebegivenhed” |
Dermed sikres ikke blot OL og de store fodbold- og håndboldslutrunder, men også De Paralympiske Lege og Tour de France en særlig reguleringsstatus. Kommercielle rettighedsaftaler kan stadig indgås, men eneretten kan kun udnyttes eksklusivt, hvis bestemte tilgængelighedskrav er opfyldt.
I høringsmaterialet lægges der vægt på, at herre- og damelandshold fuldt ud ligestilles i både fodbold og håndbold. Det skal imødegå den hidtidige skævhed, hvor kvindelandshold ofte havner på mere snævre platforme end herrerne, selv når seerinteressen er betydelig.(kum.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Bekendtgørelse om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse
60 Procents-Regel og Inklusion af Streaming
Et af de mest markante greb i udkastet er ændringen af kriteriet for, hvornår en kanal eller tjeneste anses for så bredt udbredt, at den kan udnytte eksklusive rettigheder til sportslistens begivenheder.
Tidligere var udgangspunktet et krav om teknisk tilgængelighed i en meget høj andel af husstandene. Nu lægges der – i overensstemmelse med Kulturministeriets politiske udmeldinger – op til et brugsbaseret kriterium: Den relevante kanal eller tjeneste skal i gennemsnit bruges af mindst 60 % af befolkningen om måneden for at kunne gøre krav på eneret til disse begivenheder.(kum.dk)
Samtidig moderniseres reglerne, så streamingtjenester nu tæller med i vurderingen, hvis de indgår i den billigste pakke med lineært indhold. Dermed reguleres ikke længere kun klassisk flow-tv; også abonnementsbaserede on demand-tjenester bringes ind i kredsen af potentielle rettighedshavere, forudsat at de reelt har et massivt publikum.
For rettighedsejere betyder det:
- Smalle betalingskanaler kan fortsat købe rettigheder – men vil ofte være tvunget til at videresælge eller dele dem.
- Store, bredt anvendte streaming- og tv-tjenester får en fordel, fordi de både lever op til udbredelseskravet og kan bære prisen.
- Et højt dokumentationskrav: Seertal, rækkevidde og brugerdata bliver centrale bevismidler i tvister om, hvem der faktisk opfylder 60 %-kriteriet.
For seerne betyder ændringen, at adgangen til store begivenheder i højere grad afhænger af, hvilke tjenester de faktisk bruger, og ikke blot af, hvilke kanaler der teoretisk kunne distribueres gennem kabel- eller antennenet.
Tilbudspligt, 12-Måneders Frist og Markedsvilkår
Hvis en rettighedshaver ikke selv opfylder 60 %-kravet, træder en række forpligtelser i kraft i henhold til høringsudkastet:
-
Tilbudspligt
Rettighedshaver skal aktivt tilbyde rettighederne til én eller flere udbydere, der opfylder udbredelseskravet. Tilbuddet skal omfatte transmission i et omfang, der reelt sikrer befolkningens adgang til begivenheden. -
Tidsfrist på 12 måneder
Hvor der tidligere har været arbejdet med en kortere frist, foreslås det nu, at tilbuddet skal gives senest 12 måneder før begivenheden. Det styrker planlægningshorisonten for både broadcastere og annoncører og begrænser risikoen for sidste-øjebliks-forhandlinger, der kan ende i sort skærm. -
Prissætning på markedsvilkår
I udkastet justeres formuleringen fra “rimelige markedsvilkår” til blot “markedsvilkår”. I praksis er det en sproglig opstramning, der skal signalere, at priser og betingelser skal afspejle det almindelige marked for sportsrettigheder – hverken mere eller mindre. Samtidig overlades det i høj grad til voldgift at fastlægge, hvad markedsvilkår konkret betyder i den enkelte sag. -
Voldgift som konfliktløser
Ved uenighed om pris eller øvrige vilkår skal sagen kunne afgøres ved voldgift. Det er i tråd med traditionen på sportsrettighedsområdet, hvor hurtige og specialiserede afgørelser ofte er at foretrække frem for langvarige domstolssager.
Disse mekanismer lægger et klart regulatorisk lag ovenpå de ophavsretlige og kontraktretlige aftaler, som ellers ville gælde mellem rettighedshaver og tv-station eller streamingtjeneste. Den klassiske eneret til at vise et værk – her en sportsbegivenhed – begrænses af et hensyn til den brede offentligheds adgang.
Konsekvenser for Producenter, Mediehuse og Immaterialretten
De to regelpakker bevæger sig på forskellige dele af immaterialretten, men har et fælles omdrejningspunkt: staten går mere aktivt ind og former rammerne for, hvordan immaterielle værdier udnyttes kommercielt.
På området for geografiske betegnelser betyder bekendtgørelsen, at danske producenter af særlige håndværks- og industriprodukter nu har et klart EU-retligt værktøj til at beskytte deres navne og det tilknyttede omdømme. Det kan ændre den strategiske balance mellem:
- Kollective rettigheder (geografiske betegnelser), der beskytter et helt områdes produktion, og
- Individuelle rettigheder (varemærker og design), der knyttes til en enkelt virksomhed.
Især mindre producenter kan få gavn af at stå sammen om en fælles geografisk betegnelse, som gør det sværere for konkurrenter – i eller uden for Danmark – at markedsføre produkter som om de stammer fra det samme område.
På medieområdet går sportslisten og de nye udbredelseskrav i retning af en kulturpolitisk reguleret markedsøkonomi, hvor staten ikke bestemmer, hvem der får rettighederne, men opstiller rammer, som gør det mere attraktivt – og i nogle tilfælde nødvendigt – at dele rettigheder med brede public service-aktører eller store streamingtjenester.
For rettighedshaverne skærper det behovet for:
- at tænke langsigtet i rettighedsporteføljer
- at dokumentere markedsforhold og seeradfærd grundigt
- at indregne risikoen for voldgift og regulatoriske begrænsninger i kontraktudkast og budstrategier.
For seerne kan resultaterne blive synlige i stuen: flere store sportsbegivenheder tilgængelige på de mest udbredte platforme – samtidig med, at de bagvedliggende rettighedsforhandlinger bliver mere komplekse og potentielt mere konfliktfyldte.
Samlet set peger udviklingen på en immaterialret, hvor både geografiske brands og medierettigheder i stigende grad forstås som instrumenter i en bredere erhvervs-, kultur- og sammenhængspolitik – ikke blot som privatøkonomiske aktiver, der kan udnyttes uden hensyn til offentlighedens interesser.
