En banal registreringsfejl koster en skattefri fusion livet, mens Skatterådet i en principiel afgørelse anerkender et rent donationsdrevet medie som fuldgyldig erhvervsvirksomhed.
I en storstilet immaterialretlig konflikt forsøgte den danske modegigant DK Company A/S at nedlægge et midlertidigt forbud mod det norske holdingselskab Zuccarello AS. Striden omhandlede brugen af varemærket "Wardrobe Essentials", som den danske koncern mente lå for tæt op ad deres eget mærke "My Essential Wardrobe". Ifølge sagsøgeren var dette et klokkeklart brud på Varemærkeloven § 4, stk. 2 og Markedsføringsloven § 3, stk. 1.
Sø- og Handelsretten endte dog med at afvise forbuddet blankt. Årsagen var imidlertid ikke en materiel vurdering af selve varemærkekrænkelsen, men derimod et klassisk processuelt benspænd forankret i selskabskonstruktionen. For at et forbud overhovedet kan nedlægges efter Retsplejeloven § 413, kræves der såkaldt "forbudsretlig aktualitet" – med andre ord skal der foreligge en aktuel, igangværende eller nært forestående risiko for en krænkelse.
Passivt ejerskab udløser ikke forbud
Zuccarello AS havde i den konkrete sag udelukkende stået som ansøger af varemærket af rent praktiske årsager. Dette fungerede som en midlertidig løsning, indtil et nyt driftsselskab var stiftet, hvorefter rettighederne straks blev overdraget. Retten udtalte i sin klare kendelse:
"Retten finder efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at Zuccarello AS, der er beskæftiget med investeringer i fast ejendom, aktuelt bruger eller har planer om inden for et kortere tidsrum at bruge varemærket Wardrobe Essentials."
Afgørelsen tjener som en vigtig og dyr påmindelse til ledelser og advokater om at rette skytset mod det korrekte driftsselskab. Et passivt ejerskab eller en historisk (og nu overdraget) varemærkeregistrering udløser ikke i sig selv et forbud. DK Company A/S måtte som følge af den processuelle fejl indkassere en mærkbar regning på 250.000 kr. i sagsomkostninger.
Fatal registreringsfejl af dato spænder ben for skattefri fusion
At ufravigelige selskabsretlige formalia kan få altødelæggende skattemæssige konsekvenser, blev udstillet med al tydelighed i en ny afgørelse fra Skatterådet. To søsterselskaber ønskede at gennemføre en skattefri fusion. I den udarbejdede fusionsplan og ved registreringen hos Erhvervsstyrelsen havde ledelsen imidlertid begået en afgørende fejl. De havde fastsat fusionsdatoen til det tidspunkt, hvor koncernen oprindeligt opnåede kontrol med det indskydende selskab, i stedet for at lade datoen følge det modtagende selskabs regnskabsår.
Denne fejl viste sig at være fatal. Ifølge hovedreglen i Fusionsskatteloven § 5, stk. 1 er det en ultimativ og ubetinget betingelse, at fusionsdatoen er fuldstændig sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.
| Lovregel | Anvendelsesområde | Konsekvens for fusionsdato |
|---|---|---|
| Fusionsskatteloven § 5, stk. 1 | Modtagende selskab | Skal følge selskabets regnskabsmæssige skæringsdato. |
| Fusionsskatteloven § 5, stk. 3 | Indskydende selskab (ved koncernskifte) | Skal følge datoen for etablering af koncernforbindelse, jf. Selskabsskatteloven § 31, stk. 5. |
Umuligt at redde fejlen efterfølgende
Selvom Fusionsskatteloven § 5, stk. 3 gør en specifik undtagelse for det selskab, der udskiftes i en koncern, fastslog Skatterådet, at denne undtagelse udelukkende gælder for det indskydende selskab. Det modtagende selskab er derved ubønhørligt bundet af lovens stramme hovedregel.
Virksomheden forsøgte i desperation at redde situationen ved at ændre den regnskabsmæssige indregning i det efterfølgende årsregnskab. Skatterådet var dog fuldstændig afvisende over for denne manøvre:
"Det forhold, at det modtagende selskab efterfølgende - i årsrapporten for regnskabsåret 202Y - har ændret tidspunktet for den regnskabsmæssige indregning af fusionen [...] kan ikke føre til en anden vurdering. Den selskabsretlige fusionsdato er uændret."
Fusionen kunne dermed ikke opretholdes som skattefri. Sagen understreger utvetydigt, at ledelsen ikke kan lappe på selskabsretlige registreringsfejl via kreative regnskabskorrektioner på bagkant.
Principiel afgørelse: Donationsbaseret journalistik er erhvervsvirksomhed
I en anden banebrydende afgørelse fra Skatterådet blev rammerne for, hvad der reelt udgør en erhvervsvirksomhed, trukket op i en yderst moderne kontekst. Sagen omhandlede en uafhængig journalist, der succesfuldt drev et online medie med mere end 40.000 følgere. Det særlige var, at mediets indtægter udelukkende stammede fra frivillige donationer og crowdfunding via platforme som 10er.dk og MobilePay.
Donationsbaseret crowdfunding anses i traditionel skatteret normalt blot som gaver uden fradragsret for modtageren. Spørgsmålet var derfor, om denne alternative finansieringsmodel overhovedet kunne kvalificeres som en "selvstændig erhvervsvirksomhed" under Statsskatteloven § 4, således at journalisten kunne anvende de mere gunstige regler i Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1.
Professionel drift og betydelig økonomisk risiko
Skatterådet foretog en dybdegående, konkret vurdering og nåede frem til den konklusion, at aktiviteten utvivlsomt var erhvervsmæssig. I afgørelsen blev der lagt tungtvejende vægt på arbejdets intensitet, da der var tale om fuldtidsbeskæftigelse, eksistensen af en professionel forretningsplan, og at donationerne beløb sig til et sekscifret beløb, der klart sandsynliggjorde et overskud. Ydermere lagde rådet stor vægt på den indbyggede økonomiske risiko: Kritisk undersøgende journalistik kan medføre erstatningskrav og dyre retssager, hvilket ejeren bar det fulde og personlige ansvar for.
"Det forhold, at der ikke er et retskrav på indtægter ifm. aktiviteten, findes ikke at medføre, at der ikke kan være tale om erhvervsmæssig virksomhed."
Afgørelsen er yderst principiel for mediebranchen og den stærkt voksende "creator economy". Den slår med syvtommersøm fast, at fraværet af traditionelle fakturaer og faste priser ikke i sig selv forhindrer adgang til de favorable skatteregler i virksomhedsordningen, så længe uafhængigheden og profitmotivet kan dokumenteres tilstrækkeligt.
Højesteret: Udenforstående kan påberåbe sig andelsforenings interne ventelisteregler
Afslutningsvis har Højesteret afsagt en dom, der bør give genlyd i bestyrelseslokalerne hos landets mange andelsboligforeninger. Sagen drejede sig om en andelsboligforening, hvor den siddende bestyrelse helt ekstraordinært havde godkendt, at et ægtepar kunne udnytte den interne venteliste til at købe en ekstra lejlighed i ejendommen, uden at parret frigav deres oprindelige bolig. Dette var et eklatant brud på foreningens egne nedskrevne vedtægter.
En forurettet borger, der blot stod opført som nummer fem på foreningens eksterne venteliste, valgte at trække bestyrelsen i retten. Foreningen forsvarede sig indædt med det argument, at en person, der ikke engang var formelt medlem af foreningen, slet ikke var berettiget til at påberåbe sig vedtægterne. Højesteret afviste imidlertid foreningens påstand blankt:
"Højesteret finder, at personer på ventelisten derfor kan støtte ret på vedtægternes regler om ventelister og fortrinsret, selv om de ikke er medlemmer af foreningen."
Gennemslagskraft og strikst bestyrelsesansvar
Selvom sagsøgeren rent praktisk ikke i sidste ende fik tildelt den konkrete bolig – simpelthen fordi der stod andre og mere berettigede personer foran ham på listen – statuerer dommen et krystalklart ledelsesansvar. Bestyrelser kan under ingen omstændigheder skalte og valte med vedtægternes procedurer og lade dem fungere som en lukket fest for interne medlemmer. Gør de det, risikerer de direkte søgsmål fra de udenforstående borgere, hvis rettigheder vedtægterne også regulerer. Bestyrelsens tilsidesættelse af det formelle regelgrundlag betød da også, at sagsøgeren blev fuldstændig fritaget for at betale sagsomkostninger til foreningen.
Skattestyrelsen
Skatteministeriet