Nye regler om terrænnært grundvand, skærpede klimamål for 2035 og implementering af EU's emballageforordning sætter rammerne for den kommende tids miljøretlige fokus og planlægning.
Kommuner, byggebranche og virksomheder i emballagekæden står foran en ny fase, hvor data, standarder og økonomiske rammer bliver styrende for miljøretlige valg. Særligt grundvand, klima og cirkulær økonomi får skarpere juridiske konturer i 2026-debatten.
Miljøretten bevæger sig i disse uger i retning af mere målbarhed og mere forpligtende planlægning på tværs af sektorer. Vandhåndtering bliver i stigende grad et spørgsmål om, hvad der kan dokumenteres med nationale modeller og lokale målinger. Klimaområdet skærper den strategiske ramme med juridisk bindende mål, mens byggeri og energikrav tegner en ny standard for, hvad “normal” nybygning skal være. Samtidig forsøger lovgiver at gøre producentansvaret for emballage mere forudsigeligt gennem økonomiske værn, mens EU’s emballageforordning presser national ret i retning af supplerende regler frem for særregulering.
I praksis flytter fokus sig fra, om der er et miljøproblem, til hvordan det afgrænses, måles, finansieres og håndhæves.
For rådgivere og myndigheder er det værd at bemærke, at flere af de aktuelle ændringer er høringsspor, hvor retlige definitioner og administrativt setup stadig kan rykke sig — men hvor retningen allerede er tydelig.
Overblik over aktuelle spor
| Spor | Hvad er på spil | Typiske afgørelser og processer | Mest berørte aktører |
|---|---|---|---|
| Vandhåndtering | Terrænnært grundvand og skærpede kemistandarder | Spildevandsplan, udledningstilladelser, data- og dokumentationskrav | Kommuner, forsyninger, grundejere |
| Klima og byggeri | Bindende reduktionsmål og nye bygningskrav | Klimaprogram, energiberegninger, projektering, renoveringskrav | Bygherrer, offentlige ejere, rådgivere |
| Cirkulær økonomi | Producentansvar og gebyrmodeller | Gebyrfastsættelse, PRO-setup, indberetning, kontrol | Producenter, kommuner, PRO’er |
| Havmiljø | Overvågning som beslutningsgrundlag | Overvågningsprogram, prioriteringer, datakrav | Myndigheder, forskningsmiljøer, havaktører |
Vandhåndtering og terrænnært grundvand
Et nyt tillæg til spildevandsvejledningen sætter en mere detaljeret ramme for, hvordan kommunalbestyrelsen skal arbejde med terrænnært grundvand i spildevandsplanlægningen, herunder hvordan områder identificeres, afgrænses og dokumenteres, når grundvand står så højt, at det kan give skader på bygninger og infrastruktur eller skabe uønsket indsivning i spildevandsanlæg.
Kommunernes planlægning for terrænnært grundvand
Vejledningen understreger flere afgrænsninger, der får praktisk betydning i kommunens dialog med borgere og udviklere: Terrænnært grundvand er ikke det samme som oversvømmelser fra kyst, vandløb eller regnvand, og kommunens udpegning skal ske inden for eksisterende eller planlagte (regn)vandskloakerede områder. Samtidig lægges der op til en systematisk arbejdsform baseret på nationale datasæt i KAMP og HIP (suppleret af lokal viden, hvis kommunen har den), og der introduceres en “undersøgelsesområde”-logik, hvor områder kan fremgå af spildevandsplanen, før det er afklaret, hvilke kollektive grundvandssænkende løsninger der eventuelt er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Det er også et markant retssikkerhedselement, at selve vedtagelsen af spildevandsplanen ikke kan påklages administrativt, mens retlige spørgsmål kan få betydning via tilsyn og eventuelle klagespor på miljøvurderingsdelen.
EU-standarder for PFAS og nye forventninger til overvågning
På EU-niveau tegner der sig et tydeligere og mere håndfast standardregime for kemisk vandkvalitet, hvor PFAS får en central rolle både i grundvand og overfladevand. Europa-Kommissionens kommunikation om den videre proces i revisionen af vandrammedirektivet, grundvandsdirektivet og direktivet om miljøkvalitetskrav peger på skærpede og mere harmoniserede grænseværdier, udbygning af “watch list”-mekanismer og en bevægelse mod mere automatiseret, hyppigere rapportering. For danske retsanvendere betyder det, at forventningspresset på dokumentation og overvågning vil stige — ikke mindst i sager, hvor udledninger eller afværgeforanstaltninger kan påvirke recipienter, eller hvor der arbejdes med terrænnært grundvand, som i praksis kan have en forureningskarakter tæt på terræn. Samtidig indgår et retspolitisk spor om finansiering af overvågning, hvor udvidet producentansvar nævnes som en mulig brik, når miljøfarlige stoffer i produkter giver samfundsmæssige overvågningsomkostninger.
Læs mere her: Ministeriet – CELEX 52026PC0039 Communication from the Commission
Praktiske greb i spildevandsplanlægningen
For kommuner og forsyninger ligger den umiddelbare udfordring sjældent i, om terrænnært grundvand findes, men i at gøre afgrænsningen juridisk robust og operationel. Det peger i retning af mere formaliserede arbejdsgange:
- Afgrænsning med sporbarhed mellem nationale modeldata og lokale observationer
- Tydelig adskillelse mellem terrænnært grundvand, regnvand og kyst- eller vandløbspåvirkning
- Plan- og udviklingskoordination hvor lokalplaner og byudviklingslogikker ikke efterlader finansieringshuller
- Kommunikation til grundejere om, hvad kollektiv håndtering kan omfatte, og hvad der fortsat er individuelt ansvar
Som baggrund for de nationale værktøjer er det værd at kende Klimatilpasningsportalen, der beskriver KAMP og HIP som kommunale analyseværktøjer baseret på fælles datasæt og modelberegninger.
Klima og byggeri
Et lovforslag om ændring af klimaloven lægger op til at gøre et nyt reduktionsmål for 2035 juridisk bindende på 82 pct. i forhold til 1990 og samtidig fremrykke den langsigtede kurs ved at flytte klimaneutralitet til 2045 samt indføre et mål om 110 pct. reduktion i 2050, dvs. en nettonegativ målsætning.
Juridisk bindende klimamål og ny måde at måle på
For miljøretten er det ikke kun ambitionsniveauet, men målstyringen, der er central: Opgørelsesmetoden for mål efter 2030 foreslås ændret, så målopfyldelse vurderes på baggrund af de faktiske udledninger i det enkelte målår frem for et flerårigt gennemsnit. Hertil kommer en omformning af klimaprogrammet, hvor fokus forskydes mod implementering, risikohåndtering og håndtering af aktuelle politiske problemstillinger — med potentiale for en mere direkte kobling mellem politiske aftaler og administrative leverancer. For virksomheder og kommuner kan det på sigt betyde en skarpere forventning om, at klimahensyn ikke alene håndteres strategisk, men også kan “ramme” som konkrete krav i planlægning, indkøb, byggeri og drift.
BR18 på vej mod nulemissionsbygninger og mere solenergi
I et særskilt høringsspor foreslås bygningsreglementet BR18 ændret for at implementere EU’s reviderede bygningsdirektiv om bygningers energimæssige ydeevne, hvor begrebet nulemissionsbygninger introduceres som ny standard og samtidig erstatter den frivillige lavenergiklasse. I praksis vil det flytte fokus fra en klassisk energirammeforståelse til et mere integreret kravbillede, hvor energiydelse, fravær af fossile emissioner på stedet og øget brug af solenergianlæg bliver styrende designparametre. Høringsudkastet rummer også et markant driftsperspektiv via skærpede krav til bygningsautomatik i ikke-beboelsesbygninger, hvor tærsklen sænkes betydeligt, og hvor “teknisk gennemførligt og rentabelt” bliver en afgørende fortolkningsnøgle i konkrete projekter. Samtidig peger forslaget mod en ny beregningsmetode baseret på timebaserede beregninger samt justeringer om ladeinfrastruktur og cykelparkering, hvilket samlet set kan få direkte betydning for projektering, udbudsmateriale, totaløkonomi og dokumentationspakker i både nybyg og større renoveringer.
Læs mere her: Lovguiden – Høring over udkast til ændringer af bygningsreglementet BR18
Hvad bør byggeaktører se efter i kontrakter og processer
Når energikrav og automatik skærpes, bliver gråzonerne sjældent tekniske alene — de bliver kontraktuelle. Følgende punkter går igen i tvister og forsinkelser, når nye standarder rulles ud:
- Ansvarsplacering for dokumentation i projektering og udførelse, herunder beregningsforudsætninger
- Ændringshåndtering hvis “rentabilitet” eller “teknisk mulighed” ændrer sig i løbet af projektet
- Sammenhæng mellem energikrav og LCA-krav, så optimering ét sted ikke skaber brud et andet sted
- Driftsforpligtelser ved automatik, commissioning og efterfølgende performancekontrol
Cirkulær økonomi og emballage
Et lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven adresserer den økonomiske friktion i det udvidede producentansvar for emballage ved at lægge op til et gebyrloft baseret på en benchmarkmodel, der tager udgangspunkt i, hvad omkostningseffektiv kommunal indsamling bør koste.
Gebyrloft og periodisering i producentansvaret for emballage
Det er en væsentlig juridisk kursændring, fordi den eksplicit adskiller “nødvendige omkostninger” fra kommunale valg om serviceniveau og organisering, og fordi den i praksis kan flytte en del af finansieringsansvaret tilbage til husholdningerne via affaldsgebyret, hvis kommunens faktiske omkostninger overstiger loftet. Hertil kommer en bemyndigelse om periodisering af udestående omkostninger over flere år med tillæg af markedsrente, hvilket i miljøretlig sammenhæng er et tydeligt signal om, at statsstøtteretlige hensyn og likviditetsstyring er rykket ind som styrende parametre i affalds- og producentansvarsmodeller. For producenter og PRO’er kan forslaget give større forudsigelighed, mens kommuner må forberede sig på en skærpet dokumentations- og effektiviseringsdiskussion, hvor sammenlignelighed mellem kommunetyper bliver retligt og politisk følsom.
Supplerende danske regler til EU’s emballageforordning
Miljøstyrelsen har samtidig sendt udkast til en ny emballagebekendtgørelse og pantbekendtgørelse i høring som supplerende bestemmelser til EU’s emballageforordning, hvor pointen netop er, at den centrale regulering fremover ligger direkte i EU-retten, mens dansk ret skal udfylde de nationale “lommer” om kompetent myndighed, godkendelsesordninger, håndhævelse og praktisk administration. Høringsmaterialet peger bl.a. på justerede definitioner, en hævet bagatelgrænse for indberetning i producentansvaret og en ny godkendelsesordning for producenter og producentansvarsorganisationer hos Miljøstyrelsen. Et centralt greb er også skiftet fra “sikkerhedsstillelse” til “garanti” og en udvidelse af, hvad garantien skal dække, hvilket i praksis er en juridisk stramning af finansiel sikkerhed omkring kommunale indsamlingsomkostninger. På pantsiden justeres terminologi og krav til genbrugsemballager med et tydeligt sigte om at undgå overimplementering, samtidig med at Dansk Retursystem A/S indpasses i den nye PRO-logik. For virksomheder bliver nøgleordene her compliance-arkitektur og datakvalitet — dvs. hvem der er producent, hvem der indberetter, og hvordan man dokumenterer emballagens kategori og mængder på en måde, der kan bære et tilsyn.
Læs mere her: Lovguiden – Bekendtgørelse om supplerende bestemmelser til forordning om emballage og emballageaffald
Et praktisk knudepunkt for virksomheder
Når producentansvar både får et gebyrloftspor og et EU-forordningsspor, bliver interne processer ofte flaskehalsen. Følgende tre spørgsmål afgør typisk, om en virksomhed får ro eller gentagne korrektioner:
- Hvem er producent i værdikæden når roller som importør, distributør, “udpakker” og private label blandes
- Hvilke data kan dokumenteres om materialer og mængder, og om de kan revideres bagud
- Hvordan håndteres afvigelser ved fejlklassifikation, dobbeltbetaling og eksportkorrigeringer
Havmiljø og miljøovervågning
Miljøstyrelsen har sendt udkast til Havstrategiens overvågningsprogram for perioden 2027-2032 i høring, og programmet er i sig selv et miljøretligt nøgleinstrument, fordi overvågning bliver det datagrundlag, som både målopfyldelse, indsatsprogrammer og konkrete reguleringer hviler på. Udkastet arbejder på tværs af havstrategidirektivets 11 deskriptorer og lægger op til omfattende synergi med eksisterende overvågning, særligt NOVANA, men rummer også tydelige prioriteringer under økonomiske rammer, herunder nedprioritering eller ophør af udvalgte projekter som eDNA-overvågning på faste stationer. Samtidig ses udbygning på andre områder som strandovervågning af plastikpellets, samt en fortsat teknisk udvikling i overvågning af undervandsstøj, der spænder fra impulsstøj ved anlægsaktiviteter til vedvarende lavfrekvent støj fra skibstrafik. For havrelaterede erhverv og myndigheder er den centrale pointe, at hvad der måles, i høj grad bliver det, der kan reguleres og håndhæves.
Hvor miljøretten bevæger sig hen i praksis
De nye spor peger samlet på en miljøret, hvor “klassiske” spørgsmål om hjemmel og kompetence stadig er fundamentet, men hvor udfaldet i stigende grad afgøres af tre mere jordnære forhold: (1) kvaliteten af data og modeller, (2) evnen til at oversætte standarder til plan- og byggesagspraksis, og (3) finansieringsmodeller, der kan tåle både politisk og retlig prøvelse.
For kommuner og forsyninger bliver det konkret i næste bølge af spildevandsplanarbejde, hvor udpegning af områder med terrænnært grundvand skal kunne forklares med kort, målinger og et entydigt begrebsapparat — og hvor samarbejdet med forsyningsselskabet skal kunne omsættes til beslutningsmodne projekter, der kan håndteres i de eksisterende tilladelsesregimer, når grundvand sænkes og ledes videre i systemet.
