Planklagenævnet afskaffer automatisk lovliggørelse af ulovligt landzonebyggeri

Opgør med automatikken ved retlig lovliggørelse

Indtil for nylig har Planklagenævnets praksis været, at når kommunen i disse tilfælde mistede retten til at kræve byggeriet fjernet (fysisk lovliggørelse), betød det automatisk, at kommunen var tvunget til at meddele en lovliggørende landzonetilladelse (retlig lovliggørelse).

Denne automatik er nu afskaffet.

"Praksisændringen betyder, at indrettelseshensyn i landzonesager, hvor nævnet har kompetence til også at prøve kommunens skønsmæssige afgørelse, ikke afskærer kommunen fra retlig lovliggørelse ved at give en lovliggørende landzonetilladelse, men alene afskærer kommunen fra at kræve et forhold fysisk lovliggjort," fremgår det af nævnets orientering.

Grænserne for indrettelseshensyn ifølge nævnet

For at illustrere grænserne for indrettelseshensyn har nævnet offentliggjort fire markante afgørelser. Sagerne understreger, at hensynet til håndhævelse af Planloven § 35 ofte vejer tungere end den medgåede tid, især hvis byggeriet ligger nær beskyttet natur omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3.

Skattefrihed ved permanent værdiforringelse

Skatterådet fastslog en afgørende sondring i beskatningen. Erstatning for permanent værdiforringelse og varige strukturskader ved selve anlæggelsen er skattefri under henvisning til Ejendomsavancebeskatningsloven § 11, stk. 1, idet den endelige aftale indgås på ekspropriationslignende vilkår. Der eksisterer en aktuel ekspropriationshjemmel i Lov om rørført transport af CO2 § 22, og Energistyrelsen havde forudgående bekræftet, at en eventuel ansøgning om ekspropriation med "overvejende sandsynlighed vil resultere i en tilladelse".

Midlertidige forundersøgelser er skattepligtige

Anderledes forholder det sig imidlertid for forundersøgelserne. Selvom gravearbejdet her potentielt kan medføre varige strukturskader på landbrugsjorden, er erstatningen i denne indledende fase skattepligtig efter Statsskatteloven § 4. Skattestyrelsen anførte i sin vurdering:

"Der ses ikke i § 8 a at være hjemmel til ekspropriation. [...] § 8 a kan dermed ikke anses for at være en bestemmelse, der kan karakteriseres som en ekspropriationsbestemmelse."

Tilladelse til adgang efter § 8 a kræver ifølge afgørelsen ikke en formel ekspropriationsbeslutning og angår kun en midlertidig undersøgelsesret. Derfor opfylder erstatninger knyttet til forundersøgelsesfasen ikke betingelserne for skattefrihed, og lodsejere vil blive beskattet fuldt ud af disse beløb.

Krav om umiddelbar og uadskillelig sammenhæng

For at et afgiftskrav kan omfattes af det fordelagtige EU-energibeskatningsdirektiv, kræver EU-Domstolens faste praksis – etableret i den såkaldte Braathens-dom (C-346/97) – at der er en "umiddelbar og uadskillelig" sammenhæng mellem selve brændselsforbruget og den emission, der beskattes.

Skatterådet afviste virksomhedens fortolkning og nægtede at indrømme energiafgiftsstatus. Selvom virksomheden anvendte en beregningsbaseret standardmetode for opgørelse af brændselsforbruget, fastslog rådet med henvisning til opgørelsesprincipperne i Emissionsafgiftsloven § 3, Emissionsafgiftsloven § 5, stk. 3, og den endelige opgørelse i Emissionsafgiftsloven § 6, at det danske regelsæt er tæt betinget af EU's MR-forordning.

Betydningen af EU's MR-forordning

Denne forordning indeholder nemlig regler om fuldt fradrag for CO2, som fysisk fanges til geologisk lagring eller bindes kemisk i materialer og produkter. Myndigheden konkluderede:

"...eftersom der findes muligheder i MR-forordningens artikler 49 og 49a for, at Spørger ved sin opgørelse af udledt CO2 kan foretage et fradrag i emissionen [...] sås der allerede af den grund ikke at eksistere en "umiddelbar og uadskillelig" sammenhæng mellem det forbrugte brændsel og emissionerne af drivhusgasser."

Historik erstatter ikke åbne markedsundersøgelser

Kommunens begrundelse til tilsynet lød, at man "flere gange tidligere har udbudt ydelsen og har dermed opnået et indgående kendskab til markedet og dets aktører". Derudover forsvarede kommunen sig med, at potentielle tilbudsgivere længere væk under alle omstændigheder ville være begrænset af dyre transportafstande til anlæggene.

Forsyningstilsynet fandt, at dette slet ikke levede op til kravene om saglig begrundelse og overtrådte dermed retningslinjerne knyttet til kommunens indberetningsforpligtelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 45g. Tilsynet lagde stor vægt på sine egne vejledninger, der direkte afviser at lade intern historik erstatte åbne markedsundersøgelser:

"En begrundelse kan ikke være, at 'det gjorde man i sidste udbud', eller 'det har en anden kommune gjort'. Det skyldes både, at markedet ændrer sig over tid, og at forholdene på markedet kan være forskelligt i forskellige geografiske områder."

Fravigelser kræver faktiske driftsmæssige realiteter

Sagen udstiller det ubøjelige formkrav, der er forbundet med de nye udbudsregler på affaldsområdet. Samtidig viser afgørelsen dog, at fravigelser faktisk kan godkendes, hvis de har rod i faktiske driftsmæssige realiteter. Forsyningstilsynet accepterede nemlig i samme afgørelse kommunens fravigelse af den vejledende 4-årige kontraktlængde, da man her havde redegjort sagligt for behovet for at kunne beskytte og afskrive nødvendige fremtidige omlasteinvesteringer via en 3-årig kontrakt med forlængelsesoptioner.