Tre nye afgørelser fra 20. februar 2026 viser, hvordan *personrettens* kerneværdier i stigende grad bliver konkretiseret i både erstatnings- og presseetiksporene – fra incestovergreb til digitale fods
Tre nye afgørelser fra 20. februar 2026 viser, hvordan personrettens kerneværdier i stigende grad bliver konkretiseret i både erstatnings- og presseetiksporene – fra incestovergreb til digitale fodspor og krænkende billedkontekster.
Tre nye afgørelser med samme omdrejningspunkt
Den seneste “høst” af afgørelser inden for person-, familie- og arveretlig praksis (bredt forstået som sager om personens integritet, nære relationer og privatliv) falder i to tydelige spor:
- Højesteret skærper niveau og metode for tortgodtgørelse til børn udsat for seksuelle overgreb i afhængighedsforhold.
- Pressenævnet afsiger to kendelser, der – fra hver sin side – afmærker grænsen mellem offentlighedens interesse og individets krav på privatliv, herunder når den omtalte var ung, da materialet blev publiceret, eller når en tredjepart bliver “ansigt” på en kriminalhistorie.
Samtidig ligger der en vigtig fællesnævner: Institutionerne insisterer på konkret proportionalitet – men med forskellige værktøjer (minimumsgrænser og regulering i erstatningsretten, og “muligt og rimeligt”-testen i presseetikken). (pressenaevnet.dk)
Børn som forurettede og tortgodtgørelse efter 2018-reformen
Højesterets dom af 20. februar 2026 er i praksis en “metodedom” om udmåling, ikke bare en beløbsdom: Retten tager udgangspunkt i Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2 og læser 2018-reformen som en reel bundplanke i grove sager om seksuelt misbrug af børn i tillids- og afhængighedsforhold – også når overgrebene (som for A) ikke består i samleje, men i andet seksuelt forhold end samleje, høj hyppighed og markant ydmygelse. Det centrale er, at Højesteret eksplicit afviser en “samleje-nærhedstest” og i stedet vægter karakter og hyppighed efter 1. april 2018, så minimumsgrænsen bringes i spil. Og derefter gennemfører Højesteret en konsekvent opregulering fra 2017-niveau til det tidspunkt, hvor kravet kunne gøres gældende, efter principperne i Erstatningsansvarsloven § 15, med en praktisk afrundingsregel til nærmeste 5.000 kr. Dommens retspolitiske nerve ligger i, at Højesteret flytter fokus fra “hvad plejer vi at give?” til “hvad forudsætter lovgiver, at vi som minimum skal give – og hvordan sikrer vi, at niveauet ikke stagnerer?”. Det bliver særligt tydeligt, når retten (for A) binder minimumsgrænsen direkte til den del af skadeforløbet, der ligger efter ikrafttrædelsen, og (for B) bruger 300.000 kr. i 2017-niveau som pejlemærke for de groveste, langvarige overgreb med samlejer. Resultatet – 175.000 kr. til A og 350.000 kr. til B – er dermed både et signal om højere bund og om korrekt reguleringsteknik.
“Allerede som følge af karakteren og hyppigheden … finder Højesteret, at den nedre grænse … finder anvendelse.”
“Beløb … er udtryk for 2017-niveau … og … bør reguleres … i § 15.”
Læs mere her: Lovguiden – Fastsættelse af tortgodtgørelse til børn udsat for grove seksuelle overgreb af deres far
Privatliv, ungdom og digitale spor
I presseetiksporet bliver “retten til at blive glemt” ofte nævnt som et argument i debatten – men retligt er der to spor, som ikke må blandes sammen: Databeskyttelsesretten (GDPR artikel 17) handler om, hvornår en dataansvarlig i bestemte situationer skal slette personoplysninger, mens Pressenævnets praksis hviler på presseetiske kriterier, hvor mediet efter anmodning skal tage stilling til, om det er “muligt og rimeligt” at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte følsomme eller private oplysninger, jf. retningslinjernes punkt D.1. (datatilsynet.dk)
Pressenævnet og DR når fortiden ikke anses for særligt belastende
Pressenævnets kendelse (afgjort 17. februar 2026, offentliggjort med dato 20. februar 2026) om DR’s afvisning af at slette 2018-indhold om en tidligere influencer afklarer især tre ting: For det første fastholder nævnet sin linje om, at D.1-instrumenterne (afindeksering, anonymisering, afpublicering) som udgangspunkt er forbeholdt situationer med særligt belastende oplysninger – og at omtale af et tidligere offentligt virke, som personen selv medvirkede i, sjældent når derop. For det andet skærer nævnet den udbredte misforståelse væk, at “GDPR = Pressenævnet”: Nævnet gentager, at databeskyttelsesspørgsmålet ligger uden for dets kompetence, og at sagen derfor bedømmes som presseetik. For det tredje er kendelsen et konkret svar på et tilbagevendende argument i familieretlig/personretlig optik: at den omtalte var mindreårig (16–17 år) og derfor ikke forstod konsekvenserne. Her lægger nævnet ikke vægt på alderen som sådan, men på fraværet af konkrete holdepunkter for manglende forståelse – og på, at omtalen ikke var af privat eller følsom karakter. Kendelsen kan derfor læses som en “realitetskontrol” af ungdomsargumentet i digitale sletningssager: unges senere fortrydelse er forståelig, men udløser ikke automatisk presseetisk pligt til at fjerne historisk indhold, når indholdet handler om frivillig, offentlig aktivitet.
“Det falder … uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til … databeskyttelses…”
“… kan ikke føre til et andet resultat, da der ikke var noget, der tydede på …”
Læs mere her: Lovguiden – Pressenævnet afviser anmodning om sletning af 7 år gammelt medieindhold om tidligere influencer
Billedbrug og den uskyldige tredjepart i krimistoffet
Hvor DR-sagen handler om tidsfaktoren og digital tilgængelighed, handler Ekstra Bladet-sagen om kontekstfaktoren: Et billede kan være “uskyldigt” i sig selv, men blive krænkende i den redaktionelle sammenstilling. Retningslinjerne for god presseskik understreger netop, at præsentation i tekst og billede skal have dækning i indholdet, og at privatlivets fred ikke må krænkes uden klar almen interesse. (pressenaevnet.dk)
Pressenævnet og Ekstra Bladet når konteksten trækker en tredjepart ind i kriminaliteten
I kendelsen (afgjort 17. januar 2026, offentliggjort med dato 20. februar 2026) udtaler Pressenævnet kritik af Ekstra Bladet for brug af et pressefoto fra et filmcast, hvor klager – en tidligere skuespiller – står centralt, mens artiklen og forsideomtalen drejer sig om en navngiven mands kriminelle fortid og rockermiljø. Juridisk interessant er, at nævnet ikke “køber” mediets argument om, at billedet primært dokumenterer mandens filmtilknytning: Det afgørende bliver den samlede læseroplevelse af rubrik, krimistempling og billede, hvor nævnet finder, at opsætningen “samlet kan efterlade” indtryk af klagerens tilknytning til et kriminelt miljø. Nævnet lægger også vægt på, at klager ikke har været aktiv i mediebilledet siden 2011, og at den offentlige interesse i omtalen af hovedpersonen ikke automatisk smitter af som en interesse i at vise en genkendelig, ikke-omtalt tredjepart usløret. Kendelsen illustrerer dermed en praktisk standard, medier (og deres jurister) kan arbejde med: Når tredjeparten ikke er genstand for omtalen, og kriminalkonteksten er skærpende, bør redaktionen som udgangspunkt overveje sløring, alternativ illustration eller mere præcis billedtekst, ellers risikerer man kritik – og pålæg om offentliggørelse efter Medieansvarsloven § 49.
“Samlet kan efterlade læseren med et indtryk af, at [Klager] har tilknytning…”
“… tilsidesat god presseskik … uden at sløre [Klager] … der ikke er genstand for omtalen.”
Læs mere her: Lovguiden – Presseetisk kritik af Ekstra Bladet for krænkende billedbrug af tidligere skuespiller
Fælles tendenser man kan aflæse på tværs
Selv om afgørelserne ligger i forskellige “spor”, peger de i samme retning: retsanvendelsen bliver mere teknik-nær og mindre mavefornemmelsesbaseret.
| Tema | Højesteret om tort | Pressenævnet om sletning | Pressenævnet om billedbrug |
|---|---|---|---|
| Hovedværdi | Børns integritet og genoprejsning | Privatliv kontra historik og almen interesse | Privatliv og personlig anseelse i kriminalkontekst |
| Nøgletest | Minimumsgrænse og regulering til kravstidspunkt | “Særligt belastende” og “muligt og rimeligt” | Dækning, proportionalitet og tredjepartsbeskyttelse |
| Praktisk “takeaway” | Beregn og begrund regulering systematisk | Dokumentér vurdering af D.1-kriterier | Slør/erstat billede når tredjepart ikke er genstand |
To mere håndgribelige mønstre går igen:
- Kontekst slår kategori
Om noget er “privat” eller “krænkende” afhænger i høj grad af konteksten (familierelation/afhængighed, kriminalramme, offentlighedens interesse), ikke kun af oplysningstypen. - Tidspunktet bliver et juridisk anker
I erstatningssporet ses det i opreguleringen til 2024-niveau (fordi kravet kunne gøres gældende dér), mens det i presseetikken ses i vurderingen af, hvad der stadig har almen interesse, og om noget efter årene bliver særligt belastende.
Hvad afgørelserne betyder i praksis for borgere, advokater og medier
For bistandsadvokater og skadelidte i sager om seksuelle overgreb mod børn er dommens vigtigste pointe ikke blot beløbsstørrelsen, men arbejdsformen:
- Afgræns hvilke dele af skadeforløbet der falder efter 1. april 2018.
- Argumentér konkret for, hvorfor overgrebene går videre end blufærdighedskrænkelser, og hvorfor afhængighedsforholdet skærper.
- Regn reguleringen frem til det tidspunkt, hvor kravet kunne kræves betalt, og vær eksplicit om afrunding.
For medier og redaktører er de to Pressenævns-kendelser en påmindelse om, at “vi skrev det engang lovligt” ikke er det samme som “det er rimeligt at have det liggende for evigt” – men også omvendt, at “jeg fortryder” ikke i sig selv gør indholdet presseetisk sletningspligtigt. I den anden ende er billedsagen et konkret incitament til at indføre en simpel redaktionel stopklods: Når en illustration har krimi-klang, og en tydelig tredjepart ikke er omtalt, bør udgangspunktet være sløring eller billedskifte – særligt hvis personen ikke længere er aktiv i offentligheden, og billedet risikerer at fungere som clickbait i stedet for dokumentation.
