Revisionsfirmaet fik Skattestyrelsens momsafgørelse den 27. maj 2024. Selskabet selv fik den først den 3. juni. Klagen blev sendt præcis tre måneder efter selskabets modtagelse — og afvist som for sen. Nu henstiller ombudsmanden, at sagen genoptages, fordi et vandmærke med ordet "kopi" gjorde det uklart, hvornår fristen egentlig løb.
Momssagen hvor klagen kom en uge for sent
Skattestyrelsen traf den 27. maj 2024 afgørelse i en sag om et selskabs momsforhold. Samme dag blev afgørelsen sendt med fysisk post til selskabets udenlandske adresse i både en dansk og en engelsk version — og samme dag til det revisionsfirma, som Skattestyrelsen siden april havde anset for selskabets partsrepræsentant.
Revisionsfirmaet fik afgørelsen både med fysisk post og elektronisk. Den fysiske danske version var forsynet med vandmærket "kopi", og følgebrevet lød kort og godt: "Du får her en kopi af et brev." Den elektroniske version var derimod ikke vandmærket, og Skattestyrelsen modtog samme dag kvittering for, at revisionsfirmaet havde downloadet den.
| Dato | Hændelse |
|---|---|
| 23. februar 2024 | Skattestyrelsen sender forslag til afgørelse i momssagen |
| 23. april 2024 | Revisionsfirmaet anmoder om fristudsættelse — anses herefter som partsrepræsentant |
| 27. maj 2024 | Afgørelsen sendes til selskabet og — som "kopi" — til revisionsfirmaet, der downloader den samme dag |
| 3. juni 2024 | Selskabet modtager efter det oplyste afgørelsen |
| 28. juni 2024 | Revisionsfirmaet søger henstand med momsbetalingen, fordi selskabet vil klage |
| 3. september 2024 | Skatteankestyrelsen modtager klagen |
| 4. december 2024 | Klagen afvises som for sent indgivet |
Klagevejledningen pegede på selskabets egen modtagelse
Afgørelsen var i alle versioner stilet til selskabet, og det fremgik ikke af den, at den også blev sendt til revisionsfirmaet. Den vedlagte klagevejledning var formuleret sådan:
"Hvis I er uenige i afgørelsen, kan I klage til Skatteankestyrelsen (…). Fristen er tre måneder efter den dag, hvor I har fået afgørelsen."
Regnet fra selskabets modtagelse den 3. juni 2024 var klagen af 3. september 2024 rettidig på dagen. Regnet fra revisionsfirmaets modtagelse den 27. maj var den en uge for sen.
Skatteankestyrelsen afviste klagen
Skatteankestyrelsen afviste klagen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, og lagde til grund, at fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kom frem til revisionsfirmaet. Styrelsen fandt heller ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev set bort fra fristoverskridelsen efter § 35 a, stk. 6:
"Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en ikke ubetydelig fristoverskridelse, og at hverken klageren eller B efter det oplyste har været forhindret i at indsende en klage inden for fristen."
Dertil kom, at det ifølge styrelsen ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, at selskabet ville få medhold i sagen.
Fristen løber fra rådgiverens modtagelse
En part kan efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, på ethvert tidspunkt lade sig repræsentere af andre. Foreligger der en egentlig partsrepræsentation, er myndigheden både forpligtet til at korrespondere med repræsentanten og berettiget til udelukkende at gøre det — med bindende virkning for parten. Konsekvensen er, at klage- og indbringelsesfrister regnes fra repræsentantens modtagelse af afgørelsen.
Ombudsmanden fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens vurdering af, at klagen var indgivet efter fristens udløb. Linjen er den samme i domspraksis: i U 2001.1570 V kunne fristen ikke regnes fra et tidligere tidspunkt end advokatens modtagelse, og i U 2001.2197 H løb fristen fra meddelelsen til repræsentanten, selv om parten endnu ikke selv kendte afgørelsen. Allerede i FOB 1991.161 slog ombudsmanden fast, at dette også gælder, når både part og repræsentant får afgørelsen meddelt.
Skatteankestyrelsen afviste udtrykkeligt, at markeringen "kopi" kunne flytte fristen:
"At partsrepræsentantens afgørelse fremstår som kopi må i den forbindelse være underordnet og kan ikke ændre på, at partsrepræsentanten træder i stedet for parten."
Samme praksis er gengivet i Den juridiske vejledning, afsnit A.A.7.4.2.1, hvorefter Skatteforvaltningen som udgangspunkt er berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten om sagens afgørelse. Omvendt gælder, at hvis afgørelsen ved en fejl først kommer frem til repræsentanten senere end til parten, løber fristen først fra repræsentantens kendskab.
Vandmærket kopi gav selskabet oprejsning
Selv om der var tale om en professionel partsrepræsentant, var Skattestyrelsens fremgangsmåde efter ombudsmandens opfattelse egnet til at skabe tvivl om, hvornår klagefristen løb fra — og hvornår den udløb. Det blev understøttet af, at klagen faktisk kom ind inden for den frist, der kunne udledes af den version af afgørelsen, som selskabet selv modtog.
Ombudsmanden har tidligere peget på faren ved at stile afgørelsen til parten og alene sende repræsentanten en kopi: det kan skabe usikkerhed om, hvem der skal gøre partsbeføjelserne gældende, og i sager med frister føre til, at beføjelsen tabes. Går man den vej, bør det ifølge FOB 1997.223 fremgå, at der blot er tale om en kopi til orientering.
Fordi der var tale om en momssag uden modstående hensyn til andre private parter, konkluderede ombudsmanden samlet, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der burde ses bort fra fristoverskridelsen. Han henstillede derfor, at Skatteankestyrelsen genoptager behandlingen af klagesagen.
Fem greb der beskytter klagefristen
- Beregn altid fristen fra den tidligste modtagelse i rådgiverkæden — typisk rådgiverens, ikke kundens.
- Notér modtagelses- og downloadtidspunktet i sagen; i denne sag var kvitteringen for download afgørende for datoen.
- Læg ikke vægt på, at et dokument er stemplet "kopi" — markeringen flytter ikke fristen.
- Aftal skriftligt med kunden, hvem der klager, og hvornår klagen senest skal være afsendt.
- Er myndighedens kommunikation uklar, så dokumentér forløbet og anmod udtrykkeligt om, at der ses bort fra fristoverskridelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6 — sideløbende med anmodning om klagebetinget henstand.
Ingen dispensation fra 42-dages-reglen ved arbejde i Abu Dhabi
Frister afgør også udfaldet i en anden fersk sag. Skatterådet har taget stilling til lempelse efter ligningslovens § 33 A for en medarbejder, der arbejdede i Abu Dhabi. Lempelsen kunne opretholdes for arbejdet frem til ansættelsens ophør, men Skatterådet afviste at dispensere fra 42-dages-reglen: ophold i Danmark ud over de 42 dage afbryder som udgangspunkt adgangen til lempelse.
Efter Den juridiske vejledning om 42-dages-reglen kan et udlandsophold på mindst seks måneder kun afbrydes af nødvendigt arbejde her i riget, ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage. Er opholdet først afbrudt, skal medarbejderen på ny opholde sig i udlandet i mindst seks måneder for at kunne opnå lempelse.
For virksomheder med udstationerede medarbejdere er pointen håndfast: dagoptællingen er en betingelse — ikke et skøn. Rejsemønstre, hjemmearbejde i Danmark og forlængede ophold ved ansættelsens afslutning skal derfor følges løbende, ikke først når året er gået.
Skattelovrådet har afleveret rapport om lønindkomst beskattet to gange
Endelig er et klassisk retssikkerhedsproblem på skatteområdet rykket et skridt videre. I et § 20-spørgsmål er skatte- og vækstministeren blevet spurgt, om det er rimeligt, at selvstændige kan ende med en samlet skatteprocent på over 100, når lønindkomst utilsigtet bliver angivet til beskatning i den pågældendes eget selskab.
Ministeren oplyser i svaret, at Skattelovrådet tidligere er blevet bedt om at komme med forslag, der kan afbøde den urimeligt hårde beskatning i netop den situation, og at han nu har modtaget rådets rapport og oversendt den til Skatteudvalget.
"Ministeriet vil se nærmere på anbefalingerne, og ministeren er åben for at diskutere mulige ændringer af reglerne."
For rådgivere er det værd at holde øje med: sager om omkvalificering af løn mellem selskab og hovedaktionær er netop de sager, hvor både beskatningsniveauet og klagefristerne kan blive dyre for kunden — og hvor dokumentation af, hvem der modtog hvad hvornår, kan afgøre, om sagen overhovedet kan prøves.
