De nyeste transportretlige afgørelser viser et tydeligt mønster: Mange sager afgøres ikke på “rimelighed”, men på kompetence, begrundelse og frister.

## Tre afgørelser, der trækker samme streg i sandet

De nyeste transportretlige afgørelser viser et tydeligt mønster: Mange sager afgøres ikke på “rimelighed”, men på kompetence, begrundelse og frister.
For borgere og virksomheder bliver procesrisikoen dermed en del af den materielle ret.

Tre afgørelser, der trækker samme streg i sandet

Transportret i dansk praksis udspiller sig ofte i spændingsfeltet mellem kommunal vejmyndighed, klageinstanser og borgerens pligter som grundejer eller bruger af offentlig infrastruktur. De seneste afgørelser fra Vejdirektoratet (28.-29. januar 2026) og Ligebehandlingsnævnet (29. januar 2026) illustrerer især tre ting: (1) klagefrister håndhæves stramt, (2) vejmyndigheden skal begrunde på vejretlige hensyn – ikke private deklarationer – og (3) klager om “tilgængelighed” falder ofte uden for handicapdiskriminationslovens prøvelsesramme. (api-dev.elov.dk)

Overblik over de analyserede afgørelser

Tema 1: Proces bliver realitet – frister, “afgørelser” og kompetenceafgrænsning

I de to Vejdirektorat-sager bliver vejlovens klagesystem den reelle slagmark: Klagefristen er som udgangspunkt 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt, og der kan kun dispenseres ved “særlig grund”. (api-dev.elov.dk) Samtidig viser afgørelsen om beskæring, hvor afgørende afgørelsesbegrebet er: Opfølgende breve kan være procesledende og derfor uden selvstændig klageadgang – et synspunkt der harmonerer med Ombudsmandens fremstilling af, at procesledende beslutninger som led i sagsforberedelsen kun undtagelsesvis kan påklages særskilt. (ombudsmanden.dk)

Tema 2: Vejmyndighedens skøn – men kun på vejretligt grundlag (og med synlige hovedhensyn)

Overkørselssagen demonstrerer, at kommunen har et betydeligt fagligt skøn i adgangssager, men at skønnet skal forankres i de hensyn, som vejretten faktisk varetager: trafiksikkerhed, afvikling, vejteknik m.v. Grundreglen er, at “nye adgange og udvidelse af eksisterende adgange … ikke må etableres uden vejmyndighedens tilladelse”. (elov.dk) Men når der træffes en skønsmæssig afgørelse, kræver forvaltningsretten, at myndigheden angiver “de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen” og de væsentlige faktiske omstændigheder. (lovguiden.dk) Med andre ord: Det er ikke nok at have ret – myndigheden skal kunne vise, hvorfor den har ret, i vejretlige termer.

### Vejdirektoratet 28. januar 2026: Overkørselssagen – når en privat deklaration ikke kan bære et vejretligt påbud

Vejdirektoratet ophævede og hjemviste kommunens påbud om at “lukke” en udvidet adgang/overkørsel, fordi kommunens begrundelse reelt byggede på en privatretlig deklaration (om én garage og én parkeringsplads) i stedet for en konkret vurdering af vejretlige forhold. Kommunen havde ganske vist henvist til hjemmel om tilladelseskravet til adgange, men ifølge Vejdirektoratet “ses [kommunen] derimod ikke at have inddraget (konkrete) hensyn efter vejlovgivningen” – altså om der var vejtekniske eller trafikale grunde til at nægte lovliggørelse. Afgørelsen er samtidig en klar markering af, at kommuner ikke kan “importere” private begrænsninger fra tinglysning ind i vejrettens vurdering uden at forklare koblingen: Vejloven regulerer grundlæggende forhold fra skel og ud mod vejarealet, mens deklarationen angår disponeringen på egen grund. Når kommunen vælger faktisk lovliggørelse (påbud om retablering) frem for retlig lovliggørelse (tilladelse), skal begrundelsen derfor stå knivskarpt på de hensyn, som adgangsreglerne skal varetage – og den skal forholde sig til borgerens relevante indsigelser (fx sammenligning med naboers bredere opkørsler) på en måde, der kan efterprøves. Praktisk betyder det, at kommuner i tilsvarende sager bør dokumentere f.eks. oversigtsforhold, manøvremønstre, konfliktpunkter med bløde trafikanter, krydsnærhed og evt. behov for vilkår (placering/udformning) frem for et rent “nej” begrundet i private forhold.

Læs mere her: Lovguiden – Ophævelse af påbud om lovliggørelse af overkørsel grundet manglende vejretlig begrundelse

### Vejdirektoratet 29. januar 2026: Beskæringssagen – e-Boks som skæringsdato og brevet, der ikke genstarter fristen

I beskæringssagen afviste Vejdirektoratet en klage som for sent indgivet, fordi kommunens påbud var modtaget digitalt den 5. december 2025, og klagefristen derfor udløb 2. januar 2026; klagen kom først 19. januar 2026. Det centrale – og praktisk mest vidtrækkende – er Vejdirektoratets håndtering af klagerens argument om, at klagen egentlig vedrørte kommunens senere brev af 8. januar 2026: Direktoratet kvalificerede brevet som “ikke … en forvaltningsretlig afgørelse … men en procesledende tilkendegivelse”, der “ikke ændrer dine pligter” efter påbuddet. Dermed blev der ikke skabt en “ny” klagefrist. Sagen illustrerer også den stærke kobling mellem vejmyndighedens materielle redskaber og processuelle disciplin: Kommunen havde påbudt beskæring (bl.a. med frihøjde på 275 cm over fortov), hvilket i praksis ofte knyttes til vejmyndighedens adgang til at kræve beplantning nedskåret, når hensynet til færdslen gør det nødvendigt, og i sidste ende lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis krav ikke efterkommes. (elov.dk) At selve lovbestemmelsen ikke fastlåser én bestemt centimeter-standard ændrer ikke, at kommuner i vejdrift opererer med faste frihøjder af hensyn til passage; fx beskriver Frederikssund Kommune en praksis med 2,75 m ved fortove/stier. (frederikssund.dk) Den konkrete læresætning for grundejere er brutal, men enkel: Det er modtagelsen af den første afgørelse (ofte i e-Boks), der tæller – og en senere “sidste chance”-skrivelse er typisk service, ikke en ny klageadgang.

Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over påbud om beskæring grundet overskridelse af klagefrist

### Ligebehandlingsnævnet 29. januar 2026: Handicapparkering – tilgængelighedskravet, der ikke kan løftes som diskrimination (her)

Ligebehandlingsnævnet afviste en klage fra en gangbesværet borger med handicapskilt, der mente sig ramt af forskelsbehandling, fordi et privat bridgecenter kun rådede over én intern p-plads, og fordi kommunen efter klagers opfattelse ikke sikrede nok handicappladser på offentlige arealer. Nævnet lagde den afgørende snitflade dér, hvor mange handicaprelaterede transportsager ender: “Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed,” og klagen blev vurderet som et tilgængelighedsspørgsmål snarere end forskelsbehandling i nævnets forstand. Det er i tråd med lovens udgangspunkt om, at der ikke indlæses en generel pligt til tilgængelighed i § 3 (med visse særregler), hvilket også fremgår af lovtekstens formulering om, at loven ikke indebærer pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. (lovguiden.dk) Og Nævnet støtter sig i praksis til samme skel i andre offentliggjorte sager, hvor tilgængelighed (digitalt eller fysisk) henvises til sektorspecifikke regelsæt og klageveje. (ast.dk) Den konkrete afgørelse er derfor mindre en stillingtagen til “hvor mange pladser der bør være” og mere en jurisdiktionsmarkør: Hvis borgerens reelle problem er fysisk adgang/parkering, skal sporet ofte findes i vej-/trafikregulering, kommunale parkeringsordninger, byggeregler eller anden speciallovgivning – ikke i Ligebehandlingsnævnet, medmindre der kan påvises en diskriminationsretlig handling, der rækker ud over selve facilitetsmanglen.

Læs mere her: Lovguiden – Ligebehandlingsnævnets afvisning af sag om krav på flere handicapparkeringspladser

Praktiske konsekvenser: Hvem skal gøre hvad – og hvornår?

For borgere og grundejere (den nye “transportretlige” huskeseddel)

• Klagefrister er hårde deadlines: 4 uger regnes typisk fra meddelelsen, og e-Boks-ankomstdatoen kan være afgørende. (api-dev.elov.dk)
• Skeln mellem afgørelse og opfølgning: Et brev, der blot rykker, tilbyder fristforlængelse eller varsler næste skridt, kan være procesledende og uden selvstændig klageadgang. (ombudsmanden.dk)
• I adgangssager: Hvis kommunen siger nej/udsteder påbud, så pres på for en begrundelse i trafikale/vejtekniske forhold – og lever selv faktum (fotos, oversigtsmålinger, parkeringens reelle afvikling).

For kommuner og vejmyndigheder

• Hold privatret ude af vejretten: Tinglyste deklarationer kan være relevante som baggrund, men de kan sjældent stå alene som begrundelse for et vejretligt påbud uden en selvstændig vejretlig vurdering.
• Skriv begrundelser, der kan overleve klage: Forvaltningslovens krav om hovedhensyn ved skøn er ikke formalia for formalias skyld – det er det, klageinstansen kan kontrollere. (lovguiden.dk)
• Standarder (frihøjde mv.) skal forklares: Når kommunen anvender en fast frihøjde (som fx 2,75 m over fortov i mange kommunale vejledninger), bør afgørelsen kort knytte målet til konkrete hensyn om passage og trafiksikkerhed, så det ikke fremstår vilkårligt. (frederikssund.dk)

For foreninger og private aktører (parkering og tilgængelighed)

• Ligebehandling er ikke en universel adgangsbillet til flere faciliteter: Når klagen reelt handler om fysisk indretning, kan kompetencen ligge andre steder end Ligebehandlingsnævnet. (lovguiden.dk)
• Men forventningspresset stiger: Konflikten mellem handicapparkering og andre transportpolitiske prioriteringer (fx el-ladepladser) vil næppe aftage – og derfor bliver god dialog, gennemsigtige kriterier og dokumenterede hensyn et konkurrenceparameter, også når juraen ikke direkte pålægger en udvidelse.

Det næste slagsmål bliver ofte vundet i bilagene

I overkørselssager er det sjældent nok at konstatere, at en adgang er etableret uden tilladelse; det afgørende bliver, om kommunen kan pege på konkrete risici eller driftsmæssige problemer ved netop den udvidelse – og om det kan afhjælpes med vilkår efter adgangsreglerne frem for et blankt retableringspåbud. I beskæringssager er det tilsvarende sjældent diskussionen om hækkens skygge, der afgør udfaldet, men dokumentationen for meddelelse, fristberegning og karakteren af de breve, der sendes undervejs. (elov.dk)