Nye Højesterets- og Skatterådsafgørelser i Transportret: Fra Narkokurérers Udvisning til Afgiftsregler for Søfolk og Ladeoperatører

Dybdegående analyse af Højesterets dom om 12 års fængsel og udvisning for en narkokurér, samt Skatterådets præciseringer af DIS-ordningen for søfolk og elafgiftsgodtgørelse for ladeoperatører.

Indledning: Principielle afgørelser former transportretten

Transportretten er et dynamisk retsområde, der spænder fra international strafferet til komplekse skatte- og afgiftsregler. Tre nylige afgørelser fra Højesteret og Skatterådet illustrerer denne bredde og fastlægger vigtige principper med betydelige praktiske konsekvenser. En højesteretsdom cementerer en hård linje over for narkotikakurérer, selv når der er tale om EU-borgere med stærk tilknytning til Danmark. Samtidig har Skatterådet leveret afgørende præciseringer vedrørende den skattemæssige behandling af søfolks erstatningskrav og de afgiftsmæssige rammer for operatører af ladestandere til elbiler. Denne artikel analyserer de fulde afgørelsestekster og deres implikationer.

Højesterets dom: Grov narkokriminalitet trumfer stærk tilknytning og EU-ophold

En af de mest principielle afgørelser kommer fra Højesteret i en sag om en polsk statsborger, der som kurér transporterede i alt 39 kg kokain. Sagen rejser to centrale spørgsmål: udmålingen af straf, herunder betydningen af en tilståelse, og proportionaliteten af en udvisningsdom for en EU-borger med årtiers ophold og familie i Danmark.

Strafudmåling og tilståelsesrabat

Kvinden blev idømt 12 års fængsel for sin rolle i den organiserede narkotikahandel. Højesteret fastslog, at udgangspunktet for straffen uden hendes tilståelse ville have været 14 års fængsel. Retten foretog en detaljeret vurdering af den såkaldte "tilståelsesrabat" og placerede sagen i "kategori 3" i henhold til nyere praksis. Højesteret begrundede dette med, at sagen var færdigefterforsket på det tidspunkt, hvor tilståelsen kom: "Da der dermed ikke er grundlag for at antage, at politiet som følge af tilståelsen er blevet sparet for en længere efterforskning, er sagen omfattet af kategori 3." En strafnedsættelse på 2 år, svarende til 14,3 %, blev anset for passende. Dommen understreger, at en tilståelses processuelle værdi er afgørende for rabattens størrelse; en sen tilståelse, der ikke sparer efterforskningsressourcer, giver en markant lavere rabat.

Udvisning af EU-borger: En "bydende nødvendig" foranstaltning

Sagens mest vidtrækkende aspekt er Højesterets stadfæstelse af udvisning med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte, der kom til Danmark som 9-årig og har en mindreårig søn, som er dansk statsborger, er omfattet af EU-opholdsdirektivets artikel 28, der giver en forstærket beskyttelse mod udvisning. Udvisning kan i sådanne tilfælde kun ske, hvis det er "bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed".

Højesteret fandt, at denne høje tærskel var mødt. Retten lagde afgørende vægt på kriminalitetens karakter og grovhed og konkluderede, at tiltaltes deltagelse i organiseret distribution af store mængder kokain udgjorde "en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse". I proportionalitetsafvejningen vejede hensynet til den offentlige sikkerhed tungere end hendes stærke tilknytning til Danmark og hensynet til hendes søn. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at "når hun har afsonet hele straffen, vil sønnen være næsten 18 år". Afgørelsen sender et klart signal om, at selv for EU-borgere med årtiers lovligt ophold og stærke familiebånd, kan deltagelse i særlig grov, samfundsskadelig kriminalitet føre til den strengeste udlændingeretlige konsekvens. Læs resumé af Højesterets afgørelse

Skatterådets præciseringer: Søfolk og ladeoperatører i fokus

To afgørelser fra Skatterådet belyser de specifikke skatte- og afgiftsregler, der gælder for centrale aktører i transportsektoren. Afgørelserne viser en tendens til en snæver og tekstnær fortolkning af særordninger.

Erstatning til sømand er ikke omfattet af skattefri DIS-ordning

Den første sag omhandler en overstyrmand, der efter en arbejdsskade blev opsagt og efterfølgende krævede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden efter sin fratrædelse. Spørgsmålet var, om denne erstatning kunne anses for skattefri DIS-indkomst, ligesom hans løn havde været.

Skatterådet gav et klart nej. Rådet tilsluttede sig Skattestyrelsens indstilling, der understregede, at DIS-ordningen er en statsstøtteordning, som skal fortolkes snævert. Den afgørende betingelse for skattefrihed er, at der er tale om "lønindkomst ved arbejde om bord", hvilket forudsætter et bestående ansættelsesforhold. Da erstatningen dækkede en periode efter ansættelsens ophør, manglede den nødvendige tilknytning. Skattestyrelsen drog en parallel til dagpenge udbetalt af en reder (G-dage), som heller ikke er DIS-indkomst, netop fordi ansættelsen er ophørt. Afgørelsen har væsentlig praktisk betydning for beregningen af erstatningskrav i søfartssektoren, da den fastslår, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter fratrædelse skal bruttoficeres for at tage højde for almindelig indkomstskat. Se afgørelsesresumé om sømandsbeskatning

Elafgiftsgodtgørelse: En fordel for ladeoperatører

Den anden sag fra Skatterådet omhandler den grønne omstilling af transportsektoren og afklarer centrale spørgsmål om særordningen for godtgørelse af elafgift ved opladning af elbiler. En ladestanderoperatør ønskede at få afklaret reglerne, herunder i en situation hvor kunden selv køber strømmen fra en ekstern leverandør.

Skatterådet bekræftede, at operatøren kan opnå godtgørelse for elafgiften i henhold til særordningen i lov nr. 1353 af 21. december 2012, så længe ladestanderen drives for operatørens regning og risiko. Dette gælder, selvom kunden formelt køber strømmen hos en tredjepart. Afgørelsen fastslår desuden, at der "intet er til hinder for, at ladestanderoperatøren videregiver den godtgjorte elafgift til deres kunder, men at dette skal ses som en mulighed, og at der ikke er anført noget krav herom i loven." Det er altså en forretningsmæssig beslutning for operatøren.

Afgørelsen behandler også de momsmæssige konsekvenser. Hvis operatøren videregiver godtgørelsen, anses det som et prisafslag efter momslovens § 27, stk. 4. Dette prisafslag kan dog kun knyttes til en leverance fra operatøren selv (f.eks. et serviceabonnement) og kan ikke modregnes i kundens elregning fra en ekstern leverandør. Endelig bekræftes det, at operatøren ikke har momsfradrag for momsen af elafgiften, når kunden er den direkte køber af elektriciteten. Afgørelsen giver en vigtig afklaring af de økonomiske og juridiske rammer for en voksende branche og kan påvirke konkurrencen og forretningsmodellerne på markedet for ladeløsninger. Læs resumé af afgørelsen om elafgift

Konklusion og praktiske implikationer

De analyserede afgørelser viser transportrettens mangfoldighed og fastlægger klare retningslinjer for praktikere. Højesterets dom cementerer, at beskyttelsen for EU-borgere har en klar grænse, når det gælder grov, organiseret kriminalitet, der truer grundlæggende samfundsinteresser. For forsvarsadvokater er præciseringen af tilståelsesrabattens beregning en vigtig rettesnor.

Skatterådets afgørelser understreger en konsekvent linje med snæver fortolkning af begunstigende særregler. For rederier og søfolks repræsentanter er det nu fastslået, at DIS-ordningens fordele er uløseligt knyttet til et aktivt ansættelsesforhold. For aktører i elbil-branchen giver afgørelsen om elafgift en afklaring, der styrker ladeoperatørernes position og giver dem et forretningsmæssigt incitament, som ikke nødvendigvis skal komme slutbrugeren direkte til gode. Samlet set bidrager afgørelserne med væsentlig retsafklaring på tværs af transportsektorens forskellige juridiske udfordringer.