Højesteret skal afgøre, om et barnebarn har ret til at overtage sin morfars lejlighed efter lejelovens regler om fælles husstand, mens Ankenævnet på Energiområdet afviser sager fra inkassofirmaer.
Et barnebarn får lov at tage sagen om sin morfars lejlighed helt til Højesteret, en minkavler klagede over sin erstatning og endte med en ekstraregning på 154.000 kroner, og Forbrugerkrav ApS er blevet smidt ud af Ankenævnet på Energiområdet.
Spørgsmålet om, hvornår to generationer udgør en "fælles husstand", skal nu endeligt afklares af landets øverste domstol. Procesbevillingsnævnet har netop givet tilladelse til, at en lejeretlig tvist mellem en udlejer og et barnebarn kan indbringes for Højesteret.
Sagens forløb og tvistens kerne
Sagen tog sin begyndelse, da en morfar efter over 50 år i samme lejemål måtte flytte på plejehjem i 2021. Hans dengang 30-årige barnebarn, der havde haft folkeregisteradresse i lejligheden siden 2016, ønskede at overtage lejemålet. Udlejeren nægtede og hævede lejeaftalen, da morfaren fraflyttede.
Kernen i tvisten er fortolkningen af Lejeloven § 164, jf. Lejeloven § 163, stk. 2. Reglerne fastslår, at en person, der har haft fælles husstand med lejeren i mindst to år forud for en flytning til plejehjem, har ret til at fortsætte lejemålet.
Forskellig vurdering i byret og landsret
Byretten og landsretten nåede til vidt forskellige resultater i bevisvurderingen. Mens boligretten fandt, at der var en "væsentlig og personlig tilknytning" med fælles måltider og omsorg, lagde Østre Landsret vægt på, at morfaren alene betalte huslejen, og at barnebarnet havde sit eget værelse og primært bidrog til mindre udgifter som fødevarer.
Højesteret skal skabe præcedens
Procesbevillingsnævnet understreger sagsanlæggets principielle karakter:
Nævnet fandt, at sagen angår spørgsmål af principiel karakter, idet den rejser et generelt fortolkningsspørgsmål om, hvilke kriterier der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der foreligger fælles husstand i lejelovens forstand mellem en fraflyttet lejer og en anden person.
Sagen vil fremadrettet skabe afgørende præcedens for, hvor tæt et økonomisk og personligt fællesskab der kræves for at udløse lejelovens beskyttelsesregler for andre end ægtefæller.
Ankenævnet på Energiområdet afviser inkassofirmas overdragne krav
I en opsigtsvækkende afgørelse om grænserne for forbrugerbeskyttelse har Ankenævnet på Energiområdet afvist at behandle en klage indbragt af virksomheden Forbrugerkrav ApS mod Vest Energi ApS.
Sagens baggrund og kravets overdragelse
En forbruger havde tegnet abonnement hos Vest Energi og senere overdraget sit eventuelle tilbagebetalingskrav for påståede skjulte tillæg og oprettelsesgebyrer til inkassovirksomheden. Overdragelsen (cessionen) skete på en betingelse om, at Forbrugerkrav ApS skulle beholde 50 procent af hovedstolen samt alle renter og gebyrer som salær. Da Forbrugerkrav ApS efterfølgende indbragte kravet for ankenævnet, smækkede nævnet dog døren i.
Nævnets kompetence og vedtægter
Nævnet fastslog, at kompetencen til at behandle klager er snævert bundet til nævnets vedtægter, som kræver, at klagen indbringes af en forbruger eller en energiforbrugende erhvervsvirksomhed (hvis klagen minder om et privat kundeforhold).
Nævnet lagde til grund, at forbrugerens eventuelle fordring mod selskabet var overdraget til Forbrugerkrav ApS [...] Nævnet fandt, at Forbrugerkrav ApS ikke kunne anses som en forbruger efter § 2, stk. 1, da det er et anpartsselskab.
Betydning for no cure, no pay-branchen
Afgørelsen har stor formueretlig betydning for den voksende industri af "no cure, no pay"-virksomheder. Når et krav overdrages til et selskab, mister det sin civilretlige status som en forbrugerklage i ankenævnssystemet. Nævnet tog derved slet ikke stilling til, om elregningen var for høj, men konstaterede blot, at inkassovirksomheden må gå til de almindelige domstole, hvis de vil forfølge erhvervede krav.
Minkavler endte med tilbagebetalingskrav i kompleks erstatningssag
Det kan være risikabelt at anke en erstatningsopgørelse. Det måtte en minkavler sande, da Overerstatnings- og taksationskommissionen afsagde kendelse i en sag om nedlukningserstatning. Efter at 1. instans havde tilkendt virksomheden en samlet udbetaling på lidt over 3,5 mio. kr., valgte både minkvirksomheden og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri at klage.
Risikoen ved at anke erstatningsopgørelsen
- instans gennemgik sagen efter sine nyeste, principielle beregningsmodeller. Selvom avleren fik medhold i visse punkter – eksempelvis blev værdien af avlsdyr opjusteret med godt 61.000 kr. på grund af pelsindeksering – var de samlede matematiske justeringer en ulempe for virksomheden.
Særligt introduktionen af en estimeret ejerløn og en strengere metode ("skind over skind") til at udregne produktionsforskellen mellem 2019 og 2020 fik de erstatningsberettigede driftsomkostninger til at stige. Dette udhulede den beregnede fremtidige indtjening markant.
Økonomisk opgørelse og modregning
Udviklingen i erstatningen mellem instanserne:
| Post | 1. instans | 2. instans |
|---|---|---|
| Samlet erstatning (før modregning) | 5.218.389 kr. | 5.077.596 kr. |
| Modregning og fradrag | 1.685.228 kr. | 1.699.396 kr. |
| Samlet udbetaling efter modregning | 3.533.160 kr. | 3.378.199 kr. |
Resultatet blev, at erstatningen samlet set blev nedsat. Kommissionen udtalte tørt i afgørelsen:
Resultatet af Overerstatnings- og taksationskommissionens erstatnings- og kompensationsopgørelse pr. 30. juni 2026 udgør herefter -154.961,54 kr. ekskl. renter i nedlukningserstatning, hvilket betyder, at beløbet skal tilbagebetales.
Retten i Lyngby frifinder ledelse for erstatningskrav på 110 millioner
I en sideløbende formueretlig sag fra de almindelige domstole er grænserne for ledelses- og revisoransvar netop blevet kridtet op. I et stort kompleks omkring det krakkede forsikringsselskab Qudos Insurance A/S havde konkursboet sagsøgt den tidligere administrerende direktør, bestyrelsen og revisoren for et anslået tab på 110 millioner kroner ved fortsat drift op til konkursen i 2018.
Konkursboets påstand og bevisførelse
Konkursboets påstand beroede på, at selskabet reelt var insolvent allerede i foråret 2018, da årsrapporten for 2017 blev aflagt. Problemet for boet var imidlertid bevisførelsen. Beregningerne fra Deloitte, som blev fremlagt i retten, baserede sig på selskabets egne interne regneark og var hverken verificerede, reviderede eller understøttet af sagkyndig bevisførelse omkring selskabets likviditet.
Rettens vurdering og frifindelse
Retten i Lyngby statuerede i sin afgørelse en klar mangel på bevis for, at virksomheden de facto var insolvent på det påståede tidspunkt, ligesom selve tabsopgørelsen var for usikker til at kunne bære et erstatningsansvar. Da fundamentet for kravet faldt til jorden, fandt domstolen det ikke engang nødvendigt at vurdere, om der lå en ansvarspådragende adfærd (culpa) hos ledelsen eller revisoren.
