EU-Domstolen fastslår, at forældelse af bankers krav ved ugyldige lån først løber fra kundens indsigelse. Samtidig vinder Irma-pigen over kunstnerisk frihed, og nævnet afviser offererstatning.
En fondsgave skal ikke modregnes i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, og bankers tilbagesøgningskrav forældes først, når forbrugeren aktivt gør indsigelse mod urimelige lånevilkår. Samtidig fastslår landsretten, at den kunstneriske ytringsfrihed må vige for rettighederne til den ikoniske Irma-pige.
Nye grænser for forældelse i sager om urimelige kontraktvilkår
EU-Domstolen har afsagt en principiel dom, der afklarer starttidspunktet for forældelse, når låneaftaler kendes ugyldige som følge af urimelige vilkår. Sagen udspringer af to polske realkreditlån optaget i schweizerfranc (CHF), hvor forbrugerne fik rettens ord for, at flere af klausulerne var ugyldige og dikteret af banken.
Gensidig tilbageleveringspligt
Da selve aftalerne dermed bortfaldt i deres helhed, opstod en juridisk situation med gensidig tilbageleveringspligt. Forbrugerne kunne kræve deres ydelser retur, mens banken omvendt fik et tilbagesøgningskrav på den udlånte hovedstol. Stridspunktet for den forelæggende ret var, hvornår forældelsesfristen for bankens krav overhovedet begyndte at løbe.
Processuel balance og effektivitet
"Når en aftale erklæres ugyldig på grund af urimelige vilkår, skal begge parter i princippet stilles, som om aftalen aldrig havde eksisteret," fastslog Domstolen.
EU-Domstolen afviste, at fristen kunne løbe helt tilbage fra udbetalingstidspunktet, da banken her ikke har nogen grund til at betvivle aftalens gyldighed, så længe kunden blot betaler afdragene. Havde retten accepteret dette, kunne bankens ret til tilbagesøgning reelt forældes, før de opdagede, at de havde et problem. I stedet nåede retten frem til, at forældelsesfristen for bankens krav først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren første gang bestrider aftalens bindende virkning. Dette skaber processuel balance mellem parterne og sikrer overholdelse af effektivitetsprincippet.
Manglende årsagssammenhæng blokerer for offererstatning efter dødsfald
I en tragisk sag behandlet af Erstatningsnævnet blev en mand straffet efter Straffeloven § 250 for uretmæssigt at have forladt en person i hjælpeløs tilstand. Den efterladte person afgik kort tid efter ved døden. De pårørende anlagde herefter sag for nævnet med krav om erstatning for tabet.
Krav om adækvans afviser erstatning
Selvom der forelå en klokkeklar straffedom, afslog nævnet at yde erstatning til de efterladte. Afslaget bundede i et klassisk erstatningsretligt princip om årsagssammenhæng (adækvans). Efter reglerne i Offererstatningsloven § 1, stk. 1 sammenholdt med Offererstatningsloven § 6a kræves det, at dødsfaldet beviseligt er en følge af den strafbare handling.
"Nævnet lagde til grund, at det ikke ud fra sagens akter, herunder det lægelige materiale, kunne godtgøres, at A afgik ved døden som følge af at være blevet efterladt i hjælpeløs tilstand."
Da det lægelige materiale ikke kunne slå bro mellem den manglende hjælp og dødsfaldet, var den grundlæggende erstatningsbetingelse ikke opfyldt, hvorfor sagen mundede ud i et afslag.
Streng fortolkning af frister og beviskrav ved Erstatningsnævnet
Erstatningsnævnet har i to andre nylige afgørelser demonstreret en konsekvent fortolkning af lovens snævre betingelser.
Afslag på erstatning for forsinket uddannelse
I den ene sag, som handlede om seksuelle krænkelser i folkeskolen, søgte ofret om erstatning for det tab, som en forsinket og afbrudt ungdomsuddannelse senere i livet havde medført. Nævnet meddelte afslag på dette under henvisning til reglerne om erstatning for "andet tab" i Erstatningsansvarsloven § 1, stk. 1. Det bærende argument var, at ungdomsuddannelsen slet ikke var planlagt på det tidspunkt, hvor krænkelserne fandt sted. Tabet var dermed ikke konkret nok på skadestidspunktet til at udløse erstatning.
Overskridelse af lovpligtig toårsfrist
I en anden sag måtte et voldsoffer sande, at fristerne for fremsættelse af nye erstatningskrav håndhæves håndfast. Kvinden henvendte sig efter 3,5 år for at kræve erstatning for nye psykiske gener som følge af volden. Den lovpligtige 2-års frist i Offererstatningsloven § 13, stk. 4 begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadelidte indser eller burde have indset eksistensen af sit krav. Da kvinden længe havde modtaget psykiatrisk behandling for de selvsamme symptomer, mente nævnet, at hun burde have opdaget sit krav for over to år siden. Sagen blev derfor endeligt afvist.
| Lovgrundlag | Problemstilling | Nævnets resultat | Hovedbegrundelse for afgørelsen |
|---|---|---|---|
| Erstatningsansvarsloven § 1 | Forsinket uddannelse | Afslag | Uddannelsen var ikke planlagt på skadestidspunktet. |
| Offererstatningsloven § 13 | Psykiske gener opstået senere | Afvisning | Toårsfristen var overskredet pga. tidligere behandling. |
Fondslegat anses som en gave ved opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste
Når et voldsoffer skal have opgjort sit tab, sker det normalt med strengt fradrag af de indtægter, personen har haft i sygeperioden, for at undgå overkompensation. Dette gælder dog ikke alle pengestrømme, fastslår en ny afgørelse.
Legat friholdt for modregning
En ansøger havde modtaget et større legat fra en fond i den sygeperiode, som erstatningskravet vedrørte. Nævnet skulle vurdere, om legatet skulle modregnes som indtægt i kravet efter Erstatningsansvarsloven § 2. Erstatningsnævnet kom frem til, at fondsmidlerne nærmere havde karakter af en uafhængig gave frem for en reel skadeserstatning eller lønindkomst. Pengene havde ingen sammenhæng med ansøgerens sædvanlige arbejdsindkomst, og legatet blev derfor friholdt for modregning.
Tortgodtgørelse ved ulovlig deling af intime billeder
Ulovlig billeddeling bliver fortsat sanktioneret kontant. Et aktuelt tilfælde omhandler en person, som uden tilladelse videregav et billede af en delvist afklædt partner til en tredjepart.
Sanktion efter straffeloven og erstatningsansvarsloven
Vedkommende blev straffet for overtrædelse af både Straffeloven § 264d (uberettiget videregivelse af private forhold) og Straffeloven § 232 (blufærdighedskrænkelse). På baggrund af den fældende dom tilkendte Erstatningsnævnet offeret en godtgørelse på 6.500 kroner for tort, jf. Erstatningsansvarsloven § 26. Afgørelsen markerer, at selv en afgrænset videregivelse straffesubjektivt udløser et krav på tortgodtgørelse.
Ikke-biologiske pårørende kan opnå efterladtegodtgørelse efter drab
En anden skelsættende afgørelse fra nævnet belyser personkredsen for efterladtegodtgørelse. Hvem kan reelt få udbetalt penge i henhold til Erstatningsansvarsloven § 26a, når et familiemedlem bliver offer for et drab?
Anerkendelse af stedforælder og medboende søskende
Sagen omhandlede en tidligere stedforælder samt en biologisk søskende, der begge anmodede om den faste godtgørelse. For stedforælderens vedkommende baserede nævnet sin bevilligende vurdering på samlivets lange varighed og den særlige følelsesmæssige tilknytning. For den biologiske søskende indgik det i den afgørende vægtskål, at de to søskende delte bopæl, samt at det traumatiske aspekt forstærkedes ved, at det netop var denne søskende, der fandt afdøde efter gerningen. Nævnet anerkendte begges erstatningskrav fuldt ud.
Østre Landsret sætter grænser for kommerciel brug af varemærker
På den immaterielle del af formueretten har Østre Landsret fældet dom i en yderst profileret strid mellem dagligvarekoncernen Coop Danmark og kunstneren Art Party (tidligere Love Party).
Kunstnerisk ytringsfrihed mod varemærkeret
Sagen berørte grænselandet mellem kunstnerisk ytringsfrihed og tung varemærkeret. Kunstneren havde gennem selskabet Artpusher Gallery ApS systematisk solgt merchandise og plakater med motiver af den velkendte Irma-pige. Motiverne blev af kunstneren betegnet som politiske kommentarer og samfundskritik målrettet eksempelvis krigen i Ukraine eller coronapandemien.
Mens kunstneren påberåbte sig den udvidede ytringsfrihed, lagde landsretten overvejende vægt på det deciderede kommercielle sigte og den oplagte risiko for forveksling. Det systematiske salg af t-shirts og plakater udgjorde en grov udnyttelse af Coops markedsposition.
Grov udnyttelse og erstatningskrav
"Landsretten finder, at alene anvendelsen af ordmærket 'Coop' i motiverne […] kan anses at ligge inden for, hvad Coop må tåle," udtalte retten og underkendte dermed resten af de 35 anklagede motiver.
Dommen koster nu appellanterne dyrt. Retten pålagde selskabet og kunstneren solidarisk at betale 750.000 kroner til Coop i erstatning for markedsforstyrrelse og vederlag. Derudover skal alle ulovlige restbeholdninger overdrages til destruktion. Retten afviste ligeledes at lade sagen gå videre til EU-Domstolen, idet praksis på området allerede anses for tilstrækkeligt belyst.
