Kontrakter indgås med en forventning om, at de overholdes, men når virkeligheden rammer, sættes aftalerettens grænser på prøve. De seneste afgørelser inden for uddannelses- og lejeretten viser en tyde
Nye afgørelser fra Tvistighedsnævnet og Huslejenævnet understreger vigtigheden af formelle spilleregler, når aftaler brister. Både lærlinge og lejere nyder stærk beskyttelse mod mangelfuld dokumentation og uberettigede ophævelser.
Kontrakter indgås med en forventning om, at de overholdes, men når virkeligheden rammer, sættes aftalerettens grænser på prøve. De seneste afgørelser inden for uddannelses- og lejeretten viser en tydelig tendens. Nævnene slår hårdt ned på arbejdsgivere og udlejere, der ikke har styr på juraen og dokumentationen, når parternes veje skilles.
Vi har dykket ned i de fulde afgørelser for at afdække, hvordan nævnene i praksis fortolker begreber som bristende forudsætninger og de strenge beviskrav ved afslutningen af kontraktuelle forhold.
Bristende forudsætninger i uddannelsesaftaler
Aftalelovens og retsgrundsætningen om bristende forudsætninger spiller en central rolle, når en aftale uventet må afbrydes. Inden for erhvervsuddannelser er dette kodificeret i lovgivningen, der giver mulighed for at hæve aftalen, hvis en væsentlig forudsætning viser sig at briste. Men hvad udgør en reel bristende forudsætning i nævnenes øjne?
To nye kendelser fra Tvistighedsnævnet trækker en skarp grænse mellem virksomhedens egen driftsmæssige risiko og objektive udefrakommende forhindringer.
| Sag | Problemstilling | Er det en bristende forudsætning? | Resultat |
|---|---|---|---|
| Tvistighedsnævnet 35.2025 | Frivillig likvidation grundet dårlig økonomi | Nej (Virksomhedens risiko) | 53.000 kr. i godtgørelse |
| Tvistighedsnævnet 46.2025 | Virksomhed mister godkendelse som lærested | Ja (Objektiv hindring) | 40.000 kr. i godtgørelse |
Frivillig likvidation er arbejdsgivers risiko
I en nylig sag ophævede en VVS-virksomhed en voksenelevs uddannelsesaftale. Begrundelsen lød, at virksomheden trådte i frivillig likvidation, og "at der ikke var nogen virksomhed at fortsætte i". Virksomheden forsvarede sig med, at nedlukningen var nødvendig, og at ledelsen allerede i foråret havde forsøgt at hjælpe lærlingen over til andre virksomheder.
Tvistighedsnævnets flertal afviste imidlertid, at dårlig økonomi og en frivillig likvidation giver ret til ansvarsfri ophævelse efter Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2. Det er fast praksis, at en virksomhed selv bærer den økonomiske risiko. At arbejdsgiveren havde rakt ud til andre virksomheder måneder i forvejen, kunne ikke redde dem fra at betale fuld godtgørelse på 53.000 kr. Flertallet bemærkede skarpt i kendelsen:
"Vi lægger herved vægt på, at A var berettiget til at fastholde sin uddannelsesaftale med B, og at det derfor kun er tilbud om anden ansættelse, der gives i umiddelbar forbindelse med ophævelsen, der kan tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen."
Tab af autorisation giver lærlingen ret til at hæve
Anderledes forholder det sig, når en virksomhed decideret mister sin ret til at uddanne. I en sag om en murerlærling inddrog Det Faglige Fællesudvalg pludseligt virksomhedens godkendelse som oplæringssted, fordi der ikke længere var faglærte murersvende til stede til at forestå oplæringen.
Dette udgjorde ifølge Tvistighedsnævnet en reel bristende forudsætning. Det var derfor lærlingen, der berettiget kunne hæve aftalen. Undervejs i forløbet havde parterne underskrevet et forlig om at lade kompensationskravet bortfalde på betingelse af, at lærlingen fandt en ny aftale. Nævnet læste dog aftalen yderst indskrænkende; fordi lærlingen i en periode måtte overgå til skoleoplæring, fastslog nævnet, at hun ikke retsgyldigt havde fraskrevet sig sin ret til godtgørelse. Hun blev tilkendt de fulde 40.000 kr.
Læs mere her: Lovguiden – Murerlærling fik 40.000 kr. i godtgørelse efter virksomhed mistede godkendelse som oplæringssted
Strenge formkrav og bevisbyrde ved fraflytning i lejeretten
Ligesom ansættelsesretten kræver lejeretten, at man holder tungen lige i munden, når aftaler skal afvikles. Huslejenævnet i København har i to friske afgørelser understreget, hvor fatalt det er for udlejere, når de ikke overholder Lejelovens frister og formkrav om depositum og fraflytning.
Amatørudlejeren der faldt for den absolutte reklamationsfrist
I en sag fra Østerbro forsøgte en privat udlejer at tilbageholde knap 24.000 kr. af et depositum. Udlejeren ejede og udlejede kun denne ene bolig og var derfor reelt fritaget for pligten til at afholde lovpligtigt flyttesyn efter Lejeloven § 90, stk. 1. Alligevel valgte udlejeren at gennemføre et syn og udlevere en rapport via sine forældre, men de undlod systematisk at udfylde feltet "Giver anledning til".
Fælden klappede dog for alvor, da udlejeren fremsatte yderligere istandsættelseskrav på bl.a. køleskab og madrasser mere end to måneder efter fraflytningen. Nævnet var ubarmhjertigt overfor overskridelsen af den absolutte lovfrist:
"Kravet er fremsat mere end 2 uger efter fraflytningsdagen [...] og bortfalder ligeledes efter Lejeloven § 187, stk. 2, 1. pkt."
Konsekvensen af den mangelfulde rapport og de for sent fremsatte krav betød, at nævnet i henhold til Lejeloven § 187, stk. 2 barberede regningen ned til sølle 3.000 kr. til lidt maling.
Fotodokumentation og fejl- og mangellister
Selv professionelle udlejere med fuldstændig styr på fristerne kan løbe ind i graverende problemer med bevisbyrden. I en omfattende sag fra Knabrostræde præsenterede et ejendomsselskab et istandsættelseskrav på 39.462 kr. efter blot 7½ måneds beboelse. Udlejeren følte sig på sikker grund og fremviste 194 billeder fra ind- og fraflytning som bevis.
Udfordringen opstod imidlertid i modstriden mellem udlejers egne dokumenter. Indflytningsrapporten angav generelt lejemålet som "nyistandsat" (kategori 1), men udlejers sideløbende fejl- og mangelliste noterede eksisterende "scratches on the floor". Denne detalje blev afgørende. Nævnet afviste store dele af udlejerens krav om gulvslibning og maling af visse rum, da billederne ikke demonstrerede en decideret forringelse ud over det allerede eksisterende. Udlejer fik dog ret i kravet om vinduespolering, da dette ubestridt falder under lejers pligter i henhold til Lejeloven § 149, stk. 1. Den samlede regning blev skåret ned til 24.800 kr.
Fælles for de analyserede sager på tværs af nævn er, at domstole og ankenævn vurderer aftalens form og parternes bevisførelse særdeles rigidt. En virksomhed kan ikke afværge en godtgørelse ved uformelt at varsle dårlige tider; der kræves en objektiv brist. På samme måde kan en boligudlejer ikke støtte sig på en standardmæssig "nyistandsat"-klausul eller forældede krav, hvis ikke formalia, frister og fotodokumentation stemmer fuldstændigt overens. Praksis viser tydeligt, at administrativ slinger i valsen uundgåeligt falder ud til den beskyttede parts fordel – uanset om det er lærlingen eller lejeren.
