Nye afgørelser former fremtidens arbejdsmarked: Fra internationalt hjemmearbejde til udbud af vikarer og EU-regler for landbrugsstøtte

Analyse af nye afgørelser om hjemmearbejdes skattepligt, ordregivers skøn i vikarudbud og EU-reglers indflydelse på støttekrav til arbejdskraft.

Indledning: Arbejdsrettens mange facetter i ny praksis

De seneste retsafgørelser inden for arbejds- og ansættelsesretten og dens tilstødende retsområder tegner et billede af et retsområde i konstant udvikling, der spejler et dynamisk og globaliseret arbejdsmarked. Tre nylige, principielle afgørelser fra henholdsvis Skatterådet, Klagenævnet for Udbud og Miljø- og Fødevareklagenævnet belyser, hvordan ansættelsesforholdets struktur får vidtrækkende konsekvenser for virksomheders skattepligt, deres chancer i offentlige udbud og deres adgang til EU-støtte. Selvom afgørelserne stammer fra forskellige juridiske instanser, udgør de tilsammen en vigtig rettesnor for virksomheder og juridiske rådgivere, der navigerer i krydsfeltet mellem ansættelsesret, selskabsret og forvaltningsret.

Hjemmearbejdets skatteretlige grænser for internationale virksomheder

I en tid, hvor fleksible arbejdsforhold og international rekruttering er normen, har Skatterådet truffet en afgørende afgørelse om de skatteretlige konsekvenser af en udenlandsk virksomheds medarbejder, der arbejder fra et hjemmekontor i Danmark. Sagen omhandlede et selskab i X-land, hvis kommercielle direktør (CCO) ønskede at arbejde fra sin private bopæl i Danmark cirka 40 % af tiden af personlige årsager. Spørgsmålet var, om dette arrangement etablerede enten "ledelsens sæde" eller et "fast driftssted" i Danmark, hvilket ville udløse dansk skattepligt for selskabet.

Skatterådet konkluderede, at der ikke var tale om ledelsens sæde, da den daglige ledelse reelt blev udøvet fra X-land. Retten lagde vægt på, at CCO'en kun var én ud af ti i ledelsesteamet, og at de overordnede strategiske beslutninger blev truffet i udlandet. Dette bekræfter praksis om, at tilstedeværelsen af en enkelt ledende medarbejder ikke i sig selv flytter selskabets ledelsessæde, så længe beslutningskompetencen forbliver centraliseret i hjemlandet.

Mest principiel var vurderingen af, om hjemmekontoret udgjorde et fast driftssted. Her skelnede Skatterådet skarpt mellem, om hjemmearbejdet var et krav fra arbejdsgiveren, eller om det udsprang af medarbejderens eget ønske. I afgørelsen fastslås det, at hjemmekontoret ikke var til selskabets disposition, netop fordi arrangementet var begrundet i direktørens personlige forhold. Skattestyrelsen udtaler i sin indstilling, som Skatterådet tiltrådte: "Skattestyrelsen lægger i denne sag særlig vægt på, at medarbejderen ikke vil være involveret i salgsopsøgende aktiviteter eller andre opgaver i Danmark, som kunne indikere en særlig interesse eller fordel for spørger ved at have medarbejderen placeret her i landet." Videre blev det afvist, at direktøren fungerede som en "afhængig agent", da han ikke havde fuldmagt til at indgå kontrakter på selskabets vegne. Afgørelsen er en vigtig rettesnor for internationale virksomheder, der tillader medarbejdere i Danmark at arbejde hjemmefra. Den understreger, at så længe hjemmearbejdet er baseret på medarbejderens ønske og ikke tjener en direkte forretningsmæssig fordel for virksomheden i Danmark, er risikoen for at etablere et fast driftssted minimal. Det er dog afgørende, at dette er klart dokumenteret, eksempelvis i ansættelseskontrakten. Læs resumé af Skatterådets afgørelse

Udbud af arbejdskraft: Ordregivers vide skøn ved kvalitetsvurdering

I en sag for Klagenævnet for Udbud blev grænserne for en ordregivers skønsmæssige vurdering i et udbud af vikarlæger sat på spidsen. Sagen udsprang af Region Sjællands udbud af en rammeaftale, hvor tildelingskriteriet var "bedste forhold mellem pris og kvalitet". En forbigået tilbudsgiver, SurgiTeam P/S, klagede over, at regionen havde foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af både vinderens og klagerens tilbud under delkriteriet "Leveringssikkerhed".

Klagenævnet stadfæstede regionens tildelingsbeslutning og understregede det vide skøn, en ordregiver besidder ved kvalitative evalueringer. Nævnet fastslog, at dette skøn kun kan tilsidesættes, hvis det er "usagligt, hviler på et objektivt forkert grundlag, eller hvis ordregiveren åbenbart har overskredet den vide grænse, der gælder for ordregiverens skøn." I den konkrete sag havde regionen lagt vægt på, at den vindende tilbudsgiver, VikTeam A/S, havde givet et mere detaljeret indblik i sit netværk af læger, havde en døgnåben vagttelefon og registrerede årsager til manglende levering. Disse elementer fandt regionen gav en større tryghed for leveringssikkerheden, og Klagenævnet fandt ikke grundlag for at anfægte denne vurdering.

SurgiTeam anfægtede også selve evalueringsmodellen for at være uigennemsigtig. Klagenævnet afviste dette med henvisning til, at udbuddet var underlagt light-regimet i udbudslovens afsnit III, hvor kravene er lempeligere. Nævnet udtalte: "Det forhold, at regionens brugergruppe ved den oprindelige tilbudsevaluering havde misforstået, hvordan evalueringen skulle gennemføres, og følgelig foretog evalueringen i henhold til en absolut evalueringsmodel, betyder ikke i sig selv, at evalueringsmodellen dermed skal anses for at være uklar." Afgørelsen er en klar påmindelse til virksomheder, der byder på offentlige opgaver, om vigtigheden af at levere fyldestgørende og detaljerede besvarelser på kvalitative kriterier. Den bekræfter, at det er vanskeligt at anfægte en ordregivers faglige skøn, medmindre der kan påvises åbenlyse fejl eller usaglighed. For virksomheder i vikar- og rekrutteringsbranchen understreger sagen, at dokumentation for kapacitet, processer og netværk er afgørende for succes i offentlige udbud. Se afgørelsesresumé fra Klagenævnet for Udbud

EU-rettens indflydelse: Principiel skelnen mellem støttekriterier og forpligtelser

En principiel afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der blev genoptaget på baggrund af en ny EU-dom, illustrerer dybden af EU-rettens indflydelse på dansk forvaltningspraksis, særligt når det gælder betingelser knyttet til arbejdskraft. Sagen handlede om et interessentskab, der havde modtaget tilsagn om miljøteknologistøtte. En betingelse for støtten var et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer. I forbindelse med et generationsskifte blev driften overdraget til en enkeltmandsvirksomhed, hvorefter den oprindelige tilsagnshaver (interessentskabet) ikke længere opfyldte timekravet. Landbrugsstyrelsen afslog derfor at godkende overdragelsen og lod tilsagnet bortfalde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede styrelsens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Afgørelsen hvilede på en afgørende skelnen fra EU-Domstolen (sag C-6/23, Baramlay) mellem "støttekriterier" (eligibility criteria) og "forpligtelser" (commitments). Et støttekriterium er et grundlæggende krav for overhovedet at komme i betragtning til støtte, og manglende opfyldelse medfører fuldt afslag. En forpligtelse er derimod et løbende krav, som støttemodtageren skal overholde i støtteperioden. Her skal en overtrædelse vurderes proportionalt.

Nævnet fandt, at det kontinuerlige krav om 830 arbejdstimer ikke var et grundlæggende støttekriterium, men en forpligtelse. Nævnet udtaler: "Det er Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse, at det ved sanktionsfastsættelsen for manglende overholdelse af en sådan betingelse er afgørende, om betingelsen efter sit indhold udgør et »kriterium for støtteberettigelse« [...] eller en »forpligtelse« [...], som udlagt i EU-Domstolens dom i sag C-6/23, Baramlay". Styrelsens afgørelse om automatisk bortfald var derfor baseret på en forkert retsanvendelse. Styrelsen skulle i stedet have foretaget en konkret vurdering af overtrædelsens "alvor, omfang, varighed og hyppighed", før en eventuel sanktion kunne fastsættes. Afgørelsen er af stor betydning for alle virksomheder, der modtager støtte med krav til beskæftigelse, da den åbner for en mere nuanceret og proportional håndtering af eventuelle overtrædelser. Læs resumé af nævnets afgørelse

Sammenfatning og Konklusion

De tre analyserede afgørelser viser med al tydelighed, at ansættelsesretlige dispositioner har komplekse og vidtrækkende konsekvenser. Skatterådets afgørelse giver en kærkommen afklaring for virksomheder med internationale medarbejdere og understreger vigtigheden af at skelne mellem virksomhedens behov og medarbejderens ønsker. Klagenævnets kendelse cementerer ordregivers vide skøn og stiller høje krav til tilbudsgiveres dokumentationsevne i udbud om arbejdskraft. Endelig markerer Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse et vigtigt skift i retning af en mere proportional og EU-konform sanktionspraksis, når støttebetingelser relateret til arbejdskraft overtrædes. Tilsammen udgør afgørelserne en væsentlig opdatering af retstilstanden og giver praktikere inden for arbejds- og ansættelsesret vigtige indsigter i de tilstødende retsområder, der i stigende grad former det moderne arbejdsmarked.