Tre kendelser afsagt **4. februar 2026** trækker nye linjer i dansk arbejds- og ansættelsesret: EU-retten vælter gamle deltidsmodeller – og Tvistighedsnævnet fastholder et skarpt konkursansvar over for lærlinge.

## Tre “friske” afgørelser – og to tydelige udviklingsspor

Tre kendelser afsagt 4. februar 2026 trækker nye linjer i dansk arbejds- og ansættelsesret: EU-retten vælter gamle deltidsmodeller – og Tvistighedsnævnet fastholder et skarpt konkursansvar over for lærlinge.

Tre “friske” afgørelser – og to tydelige udviklingsspor

De seneste afgørelser inden for arbejds- og ansættelsesretten falder i to spor:

1. Deltidsansattes merarbejde (offentligt område og industri) underlægges en EU-retlig ligebehandlingslogik, som får direkte og vidtrækkende effekt i overenskomstlandskabet.
2. Lærlinges retsstilling ved konkurs fastholdes strengt: virksomheden (og konkursboet) bærer som udgangspunkt risikoen – også når ophævelsen sker få dage før svendeprøven.

Som læser skal du være opmærksom på, at Lovguiden-linkene nedenfor primært giver resumeer, mens analysen her bygger på kendelsernes fulde tekst.

EU-rettens frontalangreb på “merarbejde uden tillæg” – både i det offentlige og i industrien

De to faglige voldgifter af 4. februar 2026 rammer samme nervesystem i den danske model: den klassiske sondring, hvor deltidsansatte får almindelig timeløn for timer mellem egen deltidsnorm og fuldtidsnormen, mens fuldtidsansatte får overtidstillæg fra første time ud over fuldtidsnormen. Begge kendelser lægger – meget eksplicit – EU-Domstolens linje fra Lufthansa (19.10.2023) og Dialyse (29.07.2024) til grund og konkluderer, at modellen udgør en “mindre gunstig behandling” af deltidsansatte, fordi de i realiteten skal levere et større (eller “tungere”) ekstraarbejde for at udløse samme tillæg. I den offentlige kendelse bliver arbejdsgiversidens centrale retfærdiggørelsesforsøg afmonteret med et argument, der går igen i begge sager: ordningen kan tværtimod give et økonomisk incitament til at bruge deltidsansatte til ekstraarbejde, fordi de er billigere end fuldtidsansattes overarbejde (kendelsen formulerer det som: “Forskelsbehandlingen giver … et økonomisk incitament …”). Kendelserne er også bemærkelsesværdige ved at udvide konsekvensen ud over kontantbetaling: den offentlige kendelse tager direkte stilling til frivilligt ekstraarbejde og afspadsering og siger i praksis, at 1:1-afspadsering for deltidsansatte, hvor fuldtidsansatte får 1:1,5, falder ind under samme EU-retlige problem. Endelig bliver tidsdimensionen sprængfarlig: voldgiftsretten på det offentlige område afviser at “skubbe” virkningen frem til OK26 og fastholder udgangspunktet om ex tunc (tilbagevirkende fortolkning), dog med de implementeringsdatoer, som parterne selv har lagt ind (kommuner/regioner fra 1. januar 2001, staten fra 20. januar 2000). Det flugter med, at deltidsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov i 2001, hvilket Folketingets lovforarbejder også beskriver. (webarkiv.ft.dk)

Læs mere her: Lovguiden – Overenskomststridig forskelsbehandling af deltidsansatte: Krav om overtidstillæg ved arbejde op til fuldtidsnormen
Læs mere her: Lovguiden – Deltidsansattes ret til overarbejdsbetaling: Industriens overenskomster i strid med EU-ret efter Lufthansa- og Dialyse-dommene

Konkurs tæt på svendeprøven: Tvistighedsnævnet fastholder godtgørelse på “normalniveau”

Tvistighedsnævnets kendelse af 4. februar 2026 viser et andet, men beslægtet mønster: når en arbejdsgiver (her: et konkursbo) ensidigt bringer en uddannelsesaftale til ophør efter prøvetiden, er udgangspunktet hårdt. Nævnet bygger – i tråd med lovens konstruktion – på at uddannelsesaftaler efter prøvetiden som udgangspunkt er uopsigelige, og kun kan ophæves ved væsentlig misligholdelse eller bristende forudsætninger (lovens §§ 60-61). (w0.dk) Den centrale præmis er, at konkurs ikke “omkvalificerer” virksomhedens økonomi til en elevrisiko: “Det er fast antaget … at en virksomhed selv må bære risikoen for, at det er nødvendigt at lukke virksomheden.” I den konkrete sag blev lærlingen (A) opsagt af konkursboet 16. september 2025 – kort før svendeprøven – og nævnet lægger vægt på den konkrete forstyrrelse: han måtte aflevere firmabil og elværktøj til kurator midt i den praktiske del, og han stod samtidig uden indtægt i de sidste dage (hverken løn eller skoleoplæringsydelse efter hans forklaring). Flertallet insisterer på at fastholde taksten på 40.000 kr. og begrunder det ikke bare med A’s individuelle situation, men med et systemhensyn: at godtgørelsesniveauet ikke må blive usikkert, fordi det også fungerer som “valuta” i forligssystemet. Dissensen (2 medlemmer) ville ned på 20.000 kr., men taber. Kendelsen er også procesretligt interessant: nævnet fastslår sin kompetence selv om kravet rettes mod konkursboet, og henviser til lovens særlige tvistløsningsspor (§ 63), som netop afskærer domstole/andre myndigheder i første omgang. (w0.dk) (At Lønmodtagernes Garantifond i første omgang afslog at dække godtgørelsen ændrede ikke kompetencespørgsmålet; LG’s dækningsrammer er i øvrigt typisk løn/ferie mv. ved konkurs, men dækker ikke nødvendigvis alle typer krav). (ase.dk)

Læs mere her: Lovguiden – Tømrerlærling tilkendt 40.000 kr. i godtgørelse efter konkurs kort før svendeprøve

Tendenserne, der tegner sig på tværs

1) “Objektive grunde” får svært ved at bære, når incitamenterne vender forkert

I deltidskendelserne bliver det afgørende, at arbejdsgiversiden ikke bare skal påvise et legitimt formål (fx fuldtidskultur/rekruttering), men også at midlet er egnet og nødvendigt – og at det ikke producerer en modsatrettet effekt. Det er præcis den EU-retlige proportionalitetskontrol, som voldgiftsretten importerer direkte ind i overenskomstfortolkningen.

2) Overenskomsternes teknik (dag/uge/måned) redder ikke modellen

Et af de mest praktiske “forsvar” i deltidsdiskussionen – at nogle ordninger opgør overarbejde dagligt eller ugentligt, andre over normperioder – får ringe vægt. Kendelsen på det offentlige område siger direkte, at opgørelsesmetoden kun kan gøre forskelsbehandlingen “mindre omfattende”, men ikke fjerne den retligt.

3) Implementeringsaftaler og -protokollater bliver håndtag for EU-konform anvendelse

Særligt industrikendelsen er et vink med en vognstang: når parterne har indgået et protokollat om implementering af deltidsdirektivet med virkning fra 1. januar 2001, bliver “contra legem/contra pactum”-argumentet sværere at løfte, fordi protokollatet netop forpligter til EU-konformitet.

Hvad betyder det her for arbejdsgivere, ansatte – og rådgivere?

For arbejdsgivere/HR (offentligt og privat)

• Risiko for efterbetalingsbølger: Kendelserne handler om anerkendelsespåstande, men de åbner for konkrete krav om efterbetaling, dog under forbehold for forældelse (som voldgiftsretterne udtrykkeligt ikke tager stilling til i kendelserne).
• Systemtilpasning frem mod OK26 og lokalaftaler: Den offentlige kendelse peger indirekte på, at “reparationen” skal ske ved at give deltidsansatte overtidshonorering i spændet op til fuldtidsnormen – ikke ved at fjerne overtidsbetaling over fuldtidsnormen.
• Afspadsering bliver et EU-retligt ansættelsesvilkår: Især på døgn-/vagtområder, hvor afspadsering er det praktiske styringsværktøj, vil en 1:1-model for deltidsansatte være et oplagt konfliktpunkt.

For deltidsansatte og organisationer

• Merarbejde får en ny etikette: Det, der i mange år har været “merarbejde til almindelig løn”, bevæger sig i retning af “overtid” i EU-retlig forstand, når sammenligningsgrundlaget er en fuldtidsansat i samme funktion.
• Dokumentation bliver altafgørende: Hvem er “sammenlignelig fuldtidsansat”? Hvilke timer ligger hvor i normperioden? Og var arbejdet pålagt eller frivilligt? (Den offentlige kendelse skærer dog kraftigt igennem og siger, at frivillighed ikke i sig selv ændrer ligebehandlingsanalysen.)

For virksomheder med elever/lærlinge – og kuratorer ved konkurs

• “Stop lige før svendeprøven” er højrisiko: Kendelsen viser, at tidspunktet kan gøre forstyrrelseshensynet tungt – også selv om uddannelsen faktisk gennemføres.
• Værktøj, praktikrammer og sidste skoleperiode er ikke detaljer: Når ophævelsen fjerner elevens adgang til udstyr og indkomst, bliver det en del af godtgørelsesbilledet.
• Procesvejen ligger fast: Tvister går via fagligt udvalg og Tvistighedsnævnet (§ 63) som udgangspunkt. (w0.dk)

Det næste slag: regnemodeller, pro rata temporis – og kalenderen

Det mest konkrete, der nu venter, er ikke flere principielle diskussioner om “om” EU-retten gælder – men om “hvordan” man regner rigtigt: Skal overtidstillæg gives fra første time over deltidsnormen? Skal man differentiere satser? Og hvor præcist kan pro rata temporis bruges uden at skabe nye skævheder? Samtidig ligger der allerede i den offentlige kendelse et varsel om konfliktstof i stor skala: der blev under sagen oplyst om omfattende rejste krav om efterbetaling, og uanset om de ender i forlig, dom eller forældelse, vil 2026 blive året, hvor timeregistrering, normperioder og overenskomstteknik pludselig bliver førsteprioritet i både kommunale vagtplaner og industrielle produktionsskemaer.