Planklagenævnet underkender upræcist lokalplankrav om solceller

Dispensation og naboklage

Sagen drejede sig om en til- og ombygning af et bevaringsværdigt enfamiliehus, hvor ejeren ønskede at montere sorte solceller på den flade del af tilbygningens valmtag. Lokalplanen fastslog, at udvendige dele af solenergianlæg skal "integreres i bygningens arkitektur både i forhold til form og farve". Kommunen havde meddelt dispensation til projektet, hvilket udløste en klage fra naboerne.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet vurderer imidlertid på baggrund af planlovens regler, at kravet er alt for skønsmæssigt. Nævnet udtaler i sin afgørelse:

"Planklagenævnet finder, at formuleringen i lokalplanens § 8.11 ikke har den fornødne klarhed og præcision til, at den kan håndhæves af kommunen. Nævnet lægger herved vægt på, at det er uklart, hvornår et anlæg til solenergi er integreret i en bygnings arkitektur."

Konsekvensen af den upræcise formulering er opsigtsvækkende. Nævnet fastslår, at solcellerne er umiddelbart tilladte, og at der dermed slet ikke er behov for en dispensation. Afgørelsen sender et klart signal til landets byplanlæggere om, at æstetiske krav i lokalplaner skal defineres med objektive parametre, hvis de skal have juridisk bindende virkning over for bygherrer.

Fysisk versus retlig lovliggørelse

Orienteringen fastslår en praksisændring i sager, hvor nævnet har fuld prøvelseskompetence (f.eks. i landzonesager). Tidligere betød et anerkendt indrettelseshensyn, at nævnet ofte ophævede en lovliggørende tilladelse ud fra betragtningen om, at kommunen var afskåret fra at kræve både fysisk og retlig lovliggørelse. Den nye praksis præciserer, at kommunen udelukkende mister retten til at kræve fysisk lovliggørelse (nedrivning). Retten til at foretage retlig lovliggørelse bevares.

Fire nylige afgørelser illustrerer praksis

For at illustrere snitfladerne for, hvornår en borger kan påberåbe sig indrettelseshensyn, har nævnet fremhævet fire nylige afgørelser:

Gennemgangen viser en meget restriktiv linje fra Planklagenævnet. Selv efter 20 år er der ingen garanti for, at ulovligt byggeri kan blive stående, hvis det krænker tungtvejende interesser som naturbeskyttelse eller overordnede planlægningsmæssige strukturer.

Bonuslokalplan og krav om afstand

Kolonihavehuset blev opført i 2018 i landzone uden den påkrævede tilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. I 2024 vedtog Vejle Kommune en bonuslokalplan for området med en maksimal bebyggelsesprocent svarende til 50 kvadratmeter hus samt krav om 2,5 meters afstand til skel.

Dronedataenes nøjagtighed anerkendes

Ejeren klagede over kommunens påbud om fysisk lovliggørelse og bestred desuden dronedataenes nøjagtighed, idet vedkommende fremførte, at "droneopmålingerne er forkerte og unøjagtige". Dette argument blev imidlertid afvist af Planklagenævnet på baggrund af en landinspektørerklæring:

"Planklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte opmålingerne af kolonihavehusets afstand til havelodsskel. Nævnet lægger herved vægt på, at opmålingen er foretaget af et landinspektørfirma, og at den absolutte nøjagtighed er dokumenteret til en maksimal usikkerhed på ca. 5 cm."

Nævnet afviste ligeledes klagers påstande om myndighedspassivitet og indrettelseshensyn. Byggeriet havde "kun" stået i syv år, da lovliggørelsessagen startede, hvilket ifølge nævnets faste praksis er for kort tid til at skabe en retsbeskyttet forventning. Ejeren skal dermed rive mere end 120 kvadratmeter af huset ned.

Manglende dokumentation for støjafskærmning

Lokalplanen dikterede, at støjskærmende foranstaltninger omkring opholdsarealer skulle være etableret før ibrugtagning. Kommunen havde dog givet tilladelsen under den forudsætning, at et kommende nabobyggeri med tiden ville skærme for støjen. Kommunen stillede krav om, at hvis dette nabobyggeri ikke blev påbegyndt inden tre år, skulle bygherren etablere en alternativ afskærmning.

Planklagenævnet underkender denne fremgangsmåde og fastslår, at kommunen har handlet i strid med det forvaltningsretlige officialprincip. Kommunen var forpligtet til at undersøge, om de vejledende støjgrænser reelt var overholdt på de permanente opholdsarealer på tidspunktet for ibrugtagningstilladelsen. Manglen på dokumentation medfører, at sagen nu hjemvises til fornyet kommunal behandling.

Opsættende virkning nægtet for telemast

I en sag fra Aarhus havde en grundejerforening anmodet om opsættende virkning i en sag om opførelse af en 42 meter høj gittermast i Lystrup. Nævnet afviser anmodningen med henvisning til Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3. Hovedreglen er, at en klage ikke har opsættende virkning, og klageren kunne ikke sandsynliggøre, at der forelå en åbenlys, væsentlig overtrædelse af lovgivningen, der ville begrunde en fravigelse. Bygherren kan dermed fortsætte opførelsen, dog på egen risiko, mens selve klagesagen behandles.

Læs mere her: Lovguiden – Afslag på opsættende virkning: Klage over Aarhus Kommunes afgørelse om, at 42 m gittermast i Lystrup ikke er lokalplanpligtig

Uaktuel klage om helårsbeboelse

I en anden sag fra Vordingborg havde en nabo klaget over en midlertidig dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus, givet med hjemmel i Planloven § 40, stk. 2. Dispensationen dækkede imidlertid kun vinterperioden og udløb den 1. marts 2026. Da tilladelsen reelt ikke længere kunne udnyttes, og kommunen havde tilkendegivet, at der ikke kom en ny, afviste nævnet klagen med den formelle begrundelse, at spørgsmålet var blevet uaktuelt.