EU-Domstolen udvider Meca-Medina-doktrinen og tillader stramme regler for spilleragenter. Samtidig frikendes tysk energiafgift for statsstøtte, og regioner får vide rammer i udbudssager.
Et fodboldforbund kan lovligt diktere strenge regler for eksterne spilleragenter, og en tysk energiafgift udgør ikke ulovlig statsstøtte, blot fordi udgiften i praksis væltes over på forbrugerne. Herhjemme fastslår Klagenævnet for Udbud samtidig, at regionerne har meget vide rammer for at bruge rosende tillægsord i deres tilbudsevaluering uden at bryde udbudsreglerne.
EU-Domstolen har truffet afgørelse i en højspændt sag mellem en række spilleragentvirksomheder og det tyske fodboldforbund (DFB). Sagen, der har rødder tilbage til 2015, omhandler DFB's regulativ for spilleragenter (RfSV), som blandt andet forbyder agenter at få andel i fremtidige transfersummer og pålægger dem en stram registreringspligt.
Spørgsmålet for domstolen var, om sådanne regler udgør en ulovlig konkurrencebegrænsning i henhold til traktatens forbud mod karteller, eller om de kan reddes af den såkaldte Wouters/Meca-Medina-undtagelse. Denne undtagelse, der tager navn efter tidligere skelsættende domstolspraksis om sportens autonomi, har traditionelt beskyttet regler, der vedrører selve afviklingen af sport, herunder anti-doping regler.
Sportsforbunds regulering af tredjeparter
EU-Domstolen fastslår nu, at undtagelsen også kan dække et regelsæt, der rammer tredjeparter uden for forbundet – i dette tilfælde spilleragenterne, som sælger en tjenesteydelse på et forudgående marked. Domstolen fremhæver, at sportsforbund kan have behov for at regulere det bredere system, som de opererer i, for at beskytte sportens langsigtede levedygtighed.
"En sådan regulering kan vise sig at være nødvendig for at forfølge et eller flere legitime mål af almen interesse, som ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende. Dette kan navnlig være tilfældet, hvor et sportsforbund for at nå sådanne mål er nødt til at vedtage regler, der kan have konsekvenser for det økosystem, som de regulerer og kontrollerer," udtaler EU-Domstolen.
Regelsæt kan vurderes i grupper i stedet for isoleret
Den tyske forbundsdomstol (Bundesgerichtshof) havde også spurgt, om proportionalitetstesten skal anvendes på hver enkelt bestemmelse i regulativet isoleret. Her lempede EU-Domstolen kravet og fastslog, at bestemmelser, der forfølger et fælles formål eller har en fælles virkning, kan vurderes som en helhed.
Afgørelsen falder i tråd med nyere markante sager som Superleague-sagen og sagerne om de internationale skøjteunioner (ISU). Dommen får direkte præjudiciel betydning for de mange verserende nationale retssager, hvor spilleragenter i øjeblikket forsøger at få suspenderet FIFAs nye, globale agentregulativ (FFAR).
Frivillig overvæltning af energiafgift er ikke statsmidler
I en anden markant afgørelse fra Luxembourg led Europa-Kommissionen et nederlag i et forsøg på at få kendt en tysk støtteordning til kraftvarmeproduktion (KWKG 2020) for ulovlig statsstøtte. Tvisten kredsede fundamentalt om, hvorvidt finansieringen af ordningen udgjorde "statsmidler".
Ifølge den tyske lovgivning skulle netoperatørerne udbetale støtte til de tilsluttede kraftvarmeværker. Operatørerne havde en juridisk ret – men ikke en juridisk pligt – til at overvælte denne udgift på deres slutkunder via en afgift. Europa-Kommissionen mente, at dette system var tilstrækkeligt til at udgøre et obligatorisk bidrag styret af staten.
PreussenElektra-doktrinen genoplives
EU-Domstolen var uenig og stadfæstede den underliggende dom fra Retten, som annullerede Kommissionens afgørelse. Domstolen genoplivede og præciserede i den forbindelse den velkendte PreussenElektra-doktrin fra 2001, som netop fastslår, at lovbestemte forpligtelser mellem private, der finansieres af egne midler uden reel overførsel fra statskassen, ikke udgør statsstøtte.
Domstolen fastslog, at "det afgørende for, om der foreligger et 'obligatorisk bidrag', er, hvorvidt overvæltningen af den økonomiske byrde på slutkunderne er retligt påkrævet — ikke blot en faktisk mulighed."
Da netoperatørerne alene havde en ret til overvæltningen, var der ikke de jure tale om et obligatorisk bidrag. Kommissionen afvistes og blev som tabende part pålagt at betale den tyske stats sagsomkostninger i appelsagen.
Overblik over udvalgte europæiske afgørelser
For at sætte domstolens seneste retningslinjer i perspektiv, tegner der sig et klart billede af domstolens fokus på præcis lovfortolkning frem for brede, udvidende formålsfortolkninger i disse to sager.
| Sag | Ret | Lovområde | Konkret udfald for branchen |
|---|---|---|---|
| C-428/23 | EU-Domstolen | Konkurrenceret | Sportsforbund får rygdækning til at regulere tredjeparter (agenter), hvis det beskytter sportens økosystem og gøres proportionelt. |
| C-242/24 P | EU-Domstolen | Statsstøtte | Bekræftelse af en skarp grænse: Muligheden for at sende en regning videre til forbrugerne gør ikke automatisk private midler til statsmidler. |
Regioners evalueringsmetode godkendt i stort vaccinationsudbud
På nationalt plan har Klagenævnet for Udbud truffet afgørelse i en strid mellem fem danske regioner og aktøren Apovac F.M.B.A. Sagen udspringer af et genudbud af vaccinationsydelser mod Covid-19 og influenza, der blev gennemført under det fleksible light-regime i Udbudsloven § 186.
Regionerne tildelte den landsdækkende kontrakt til European Lifecare Group A/S, hvorefter Apovac indgav klage. Klagens primære argument var, at regionerne i deres evalueringsnotat havde benyttet termer som "glimrende", "bedst mulig" og "over middel" i beskrivelsen af, hvordan Apovac levede op til kravene om placering af vaccinationssteder. Da netop disse ord indgik i udbuddets officielle 0-8 pointskala, mente Apovac, at regionerne i det skjulte havde tildelt specifikke del-point til underkriterier, i strid med udbudsbetingelserne.
Ordregivers vide skøn under light-regimet
Klagenævnet for Udbud afviste klagen og understregede den høje grad af frihed, ordregivere opererer med under light-regimet. Nævnet fastslog, at ordregivere har et særdeles vidt skøn ved selve evalueringen, så længe de generelle principper i Udbudsloven § 2 og procedurekravene i § 188 er overholdt.
Klagenævnet fandt, at evalueringsnotatet dokumenterede én samlet kvalitativ bedømmelse, og at der "ikke var grundlag for at antage, at kravspecifikationens elementer under det enkelte evalueringskrav udgjorde selvstændige, separat pointgivende delkriterier."
Terminologien var ifølge nævnet alene et udtryk for en sproglig, kvalitativ beskrivelse af en samlet positiv vurdering og indebar ikke en de facto pointtildeling af del-elementer.
Uklarheder i tilbud rammer altid tilbudsgiver
Sagen omhandlede også et krav til bemanding og uddannelse af personale (evalueringskrav 7.13). Apovac havde i sit tilbud skrevet, at "alle vaccinatører på Apovacs apoteker" havde gennemgået en bestemt uddannelse. Regionerne valgte at straffe denne beskrivelse under evalueringen, idet det fremstod uklart, om dette uddannelseskrav også omfattede det vikarpersonale, som blev indkaldt ekstraordinært ved sygdom.
Klagenævnet for Udbud gav regionerne medhold og slog dermed endnu engang fast, at det er en ufravigelig udbudsretlig grundregel, at tilbudsgiveren bærer den fulde risiko for enhver uklarhed i sit tilbud. Da Apovacs formulering objektivt set kunne læses på flere måder, overskred regionerne ikke deres vide skøn ved at tillægge usikkerheden negativ vægt i den samlede evalueringssum. Apovac blev som følge af den fulde afvisning pålagt at betale sagsomkostninger til regionernes indkøbsfællesskab.
