EU-Domstolen fastslår, at nægtelse af arbejdspladsflytning over store afstande udgør en afskedigelse. Samtidig afklarer domstolen, at dårlige fængselsforhold kan forhindre udlevering.
At nægte en tvungen arbejdspladsflytning på over 600 kilometer udgør i EU-rettens forstand en afskedigelse, og udlevering af lovovertrædere kan bremses af elendige udenlandske fængselsforhold, uden at det dog må føre til straffrihed.
EU-Domstolen har i en række nye afgørelser trukket markante grænser op for både europæisk arbejdsret, ansvarsfordeling ved salg af medicinsk udstyr og det strafferetlige samarbejde på tværs af landegrænser. Et gennemgående tema i sagerne er fastlæggelsen af den præcise balance mellem borgernes rettigheder og de forpligtelser, der påhviler stater og virksomheder i det indre marked.
Nægtelse af arbejdspladsflytning udgør en afskedigelse
Når en arbejdsgiver beslutter at lukke en fabrik og flytte produktionen langt væk, opstår spørgsmålet om, hvordan de ansattes afvisning af at flytte med skal juridisk klassificeres. Dette spørgsmål blev sat på spidsen i sagen mellem det italienske selskab Egenergy Srl og en gruppe medarbejdere.
Lukning og flytning af produktionen
Selskabet besluttede at lukke sit produktionsanlæg i Campanien på det italienske fastland og flytte aktiviteterne til Sardinien – en geografisk afstand på over 600 kilometer. Da medarbejderne ikke mødte op på den nye arbejdsplads, blev de afskediget for "uberettiget fravær". Virksomheden mente ikke, at der var tale om en afskedigelse udløst af virksomheden selv, hvorfor de ikke fandt det nødvendigt at iværksætte proceduren for kollektive afskedigelser.
EU-Domstolens dom og fortolkning
EU-Domstolen er imidlertid af en ganske anden opfattelse. Retten fastslår, at når en arbejdsgiver ensidigt foretager en så markant geografisk ændring af arbejdsvilkårene, at medarbejderen reelt tvinges til at sige stop, skal det tælles med i regnskabet over kollektive afskedigelser.
"ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, er omfattet af begrebet »afskedigelser«"
Domstolen understreger, at direktivet om kollektive afskedigelser skal fortolkes bredt for at sikre arbejdstagerbeskyttelsen, og at medlemsstaterne ikke må undtage denne type "indirekte afskedigelser" fra optællingen af, om tærsklen for kollektive afskedigelser er nået.
Dårlige fængselsforhold forhindrer udlevering men ikke afsoning
Et yderst principielt strafferetligt spørgsmål har ligeledes fundet sin afklaring i to forenede belgiske sager vedrørende den europæiske arrestordre. Sagerne udspringer af, at Belgien nægtede at udlevere to dømte personer til henholdsvis Rumænien og Grækenland. Begrundelsen var, at fængselsforholdene i de to lande risikerede at udsætte personerne for umenneskelig eller nedværdigende behandling, hvilket er i strid med EU-Chartrets artikel 4.
Staternes handlepligt ved afslag på udlevering
Spørgsmålet var herefter: Betyder et afslag på udlevering på grund af fængselsforhold, at den dømte helt slipper for straf?
Svaret fra EU-Domstolen er et rungende nej. Domstolen præciserer, at den stat, der nægter at udlevere, har en handlepligt for at forhindre straffrihed. Belgien kan dog ikke blot benytte de almindelige, fakultative afslagsgrunde i arrestordre-rammeafgørelsen til vilkårligt at overtage afsoningen. I stedet skal staten aktivt anmode om at få straffen overført til national fuldbyrdelse via den særlige rammeafgørelse (2008/909) om gensidig anerkendelse af straffedomme.
"I tilfælde af et sådant afslag er den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på at undgå en sådan straffrihed til gengæld forpligtet til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909/RIA [...] med henblik på fuldbyrdelse af den nævnte straf på dens område."
Søtransportregler trumfer pakkerejsedirektivet ved krydstogtuheld
Hvilke regler gælder, når en feriegæst falder og slår sig alvorligt på et krydstogtskib? Det afhænger stærkt af samspillet mellem internationale konventioner og EU's pakkerejseregler. I to franske erstatningssager var passagerer kommet til skade på skibe fra Costa Crociere, som de havde købt via rejsebureauer som del af en pakkerejse.
Ansvarsbegrænsning under Athen-konventionen
Mens pakkerejsedirektivet normalt pålægger rejsearrangøren et vidtgående ansvar, fastslår EU-Domstolen nu, at ansvaret begrænses af Athen-konventionen (indarbejdet i EU-retten via søtransportforordningen). Athen-konventionen begrænser rutinemæssigt ansvaret i forbindelse med personskader til 400.000 særlige trækningsrettigheder (en beregningsenhed fra Den Internationale Valutafond) per passager, og det kan arrangøren påberåbe sig.
"Når et krydstogt har karakter af en pakkerejse i henhold til dette direktivs artikel 2, nr. 1, er erstatningssøgsmål i anledning af personskade lidt under søtransport [...] underlagt den ansvarsordning for søtransportøren, der gennemfører krydstogtet, som er fastsat i forordningen."
Dermed forhindres det, at en passager kan "omgå" søfartens internationale ansvarsbegrænsninger blot ved at sagsøge sit rejsebureau frem for rederiet direkte.
Grænsen for distributørers pligter ved medicinsk udstyr
I en sag om oliefrie tørluftkompressorer til tandlæger fra Tyskland blev grænserne for, hvad en distributør skal kontrollere ved salg af medicinsk udstyr, defineret. Distributøren Cattani Deutschland blev sagsøgt af en konkurrent, fordi Cattani solgte kompressorer, som af fabrikanten i Italien fejlagtigt var CE-mærket som en ren "maskine" frem for som "medicinsk udstyr", hvilket kræver en langt strengere godkendelsesprocedure (risikoklasse IIa).
Ansvarsfordeling mellem fabrikant og distributør
| Aktør | Forpligtelse ifølge Forordning 2017/745 |
|---|---|
| Fabrikant | Klassificering af udstyr, korrekt CE-mærkning og inddragelse af et bemyndiget organ |
| Distributør | Verifikation af åbenlyse fejl, tjek af overensstemmelseserklæring og generel pligt til at udvise omhu |
EU-Domstolen frikender dog i udgangspunktet distributøren for at skulle agere teknisk kontrolinstans. En distributør skal ikke genberegne udstyrets risikoklassificering. Men distributøren skal reagere, hvis CE-mærkningen og overensstemmelseserklæringen åbenlyst ikke stemmer overens med produktets reelle formål.
"distributøren i henhold til sin forpligtelse til at udvise omhu er forpligtet til på grundlag af de oplysninger, som denne råder over, at verificere, om CE-mærkningen og EU-overensstemmelseserklæringen for det produkt, som vedkommende gør tilgængeligt på markedet, åbenbart vedrører udstyr, der er omfattet af denne forordning."
Nationale procedurer råder over stjålne Schengen-køretøjer
Endelig har domstolen også haft lejlighed til at vurdere et bulgarsk tilfælde om et stjålet køretøj. En bulgarsk borger havde købt en bil lokalt, hvorefter det ved en politikontrol viste sig, at bilen var efterlyst af Tyskland via Schengen-informationssystemet (SIS) med henblik på at fungere som bevis i en straffesag.
Returneringsprocessen og EU-ret
Borgeren klagede over, at de bulgarske myndigheder straks sendte bilen til Tyskland uden at give ham som formel, registreret ejer i Bulgarien mulighed for at udtale sig og beskytte sin ejendomsret i processen, hvilket han mente stred mod EU-Chartrets regler om god forvaltning. EU-Domstolen slår dog fast, at den præcise udleveringsprocedure efter en beslaglæggelse slet ikke er reguleret i SIS-forordningen (Forordning 2018/1862).
"Nationale regler om vedtagelse af en foranstaltning til overgivelse af en genstand, der er indberettet i Schengen-informationssystemet [...] i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats ønske, falder uden for denne forordnings anvendelsesområde."
Dermed udgør returneringsprocessen ikke en implementering af EU-ret, og klageren kan derfor ikke påberåbe sig rettigheder direkte fra EU's charter om grundlæggende rettigheder over for de bulgarske myndigheders praksis.
Selskabers omstrukturering og grænseoverskridende konflikter
To øvrige domme fastslår yderligere tekniske detaljer omkring virksomheders rettigheder i EU.
Portugisisk ejendomsafgift underkendt
I en sag fra Portugal underkender EU-Domstolen den portugisiske praksis med at opkræve ejendomsoverdragelsesafgift (IMT), når en virksomhed opretter et holdingselskab og som apportindskud indskyder kapitalandele fra datterselskaber, der tilfældigvis ejer fast ejendom. Afgiften strider direkte mod EU's kapitaltilførselsdirektiv, da indskuddet sker i forbindelse med en reel omstruktureringsdisposition.
Tvungent tilbagekøb af aktier og Bruxelles Ia
I en slovakisk sag blev det tilsvarende slået fast, at når et selskabs aktier afnoteres, og en minoritetsaktionær forsøger at tvinge majoritetsaktionæren til at opkøbe deres andele efter nationale regler, skal tvisten defineres som et "kontraktforhold" under Bruxelles Ia-forordningen. Dette er et centralt begreb for at afgøre, i hvilket land en eventuel retssag om indløsningen overhovedet skal føres.
Institut for Menneskerettigheder
Ankestyrelsen
