EU-rettens grænser: Nye afgørelser om diskrimination, barsel og internationale ansættelser

Analyse af nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, der belyser EU-rettens grænser for beskyttelse ved internationale ansættelser, barsel og handicap.

EU-rettens grænser: Nye afgørelser om diskrimination, barsel og internationale ansættelser

En række nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet kaster lys over de komplekse grænseflader, hvor EU-baseret diskriminationslovgivning møder nationale regler, ledelsesret og de praktiske realiteter i et internationaliseret samfund. Analysen af disse sager viser en klar tendens: Selvom beskyttelsen mod forskelsbehandling er stærk, er den ikke absolut. Den kræver konkrete beviser og kan begrænses af saglige, objektive hensyn, herunder de juridiske udfordringer ved grænseoverskridende arbejde.

Indledning: Test af diskriminationsforbuddets rækkevidde

Tre nylige afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet illustrerer, hvordan EU-rettens principper om ligebehandling fortolkes i praksis i Danmark. Sagerne spænder fra et afslag på en international direktørstilling til en strid om hjemmearbejde under barsel for en medarbejder bosat i udlandet, og endelig en afvisning af en person med servicehund på en skadestue. Fælles for dem er, at de afprøver rækkevidden af den beskyttelse, som EU-direktiverne og den danske implementeringslovgivning tilbyder. De viser, at en påstand om forskelsbehandling skal underbygges af mere end en subjektiv følelse af uretfærdighed, og at arbejdsgivere og serviceudbydere kan handle på baggrund af neutrale, sagligt begrundede regler uden at krænke ligebehandlingsprincippet.

Tema 1: Bevisbyrden i sager om ansættelse og den subjektive oplevelse

En central afgørelse omhandler en mandlig ansøger, der følte sig forbigået til en direktørstilling i en nordisk fond til fordel for en, efter hans mening, mindre kvalificeret kvinde. Klageren, født i 1958, anførte sit køn, sin alder og sin nationale oprindelse som mulige årsager til afslaget og mente, at processen ikke havde været objektiv. Sagen er et skoleeksempel på princippet om den delte bevisbyrde, som er fastlagt i både ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven, og som implementerer EU-direktiverne 2006/54/EF og 2000/78/EF.

Ligebehandlingsnævnet afviste klagen med en klar begrundelse. For at vende bevisbyrden skal klageren påvise "faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling". Nævnet fandt, at klagerens egen vurdering af sine kvalifikationer i forhold til den ansatte kandidat ikke i sig selv udgjorde en sådan faktisk omstændighed. Nævnet udtaler:

"På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, alder eller national oprindelse. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke fremgår oplysninger om, at indklagede har inddraget ansøgernes køn, alder eller nationale oprindelse i ansættelsesprocessen."

Afgørelsen understreger, at arbejdsgiverens ledelsesret til at vurdere og udvælge kandidater står stærkt, så længe udvælgelsen ikke er baseret på ulovlige kriterier. En ansøgers blotte påstand om at være bedre kvalificeret er ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden. For advokater og HR-afdelinger er afgørelsen en påmindelse om værdien af en transparent og veldokumenteret rekrutteringsproces baseret på de i stillingsopslaget angivne kvalifikationer. Læs resumé af afgørelsen om afslag på direktørstilling

Tema 2: Internationalt arbejde, barselsbeskyttelse og ledelsesretten

En anden principiel sag belyser spændingsfeltet mellem den stærke beskyttelse af gravide og medarbejdere på barsel og de praktiske og juridiske udfordringer, der opstår, når en medarbejder vælger at bosætte sig i udlandet. En kvindelig analytiker, der var flyttet til et andet nordisk land, kom i konflikt med sin arbejdsgiver om omfanget af hjemmearbejde. Uenigheden opstod før, hun meddelte sin graviditet. Under hendes barselsorlov meddelte arbejdsgiveren, at hun ved sin tilbagekomst skulle møde fysisk på kontoret i Danmark fem dage om ugen. Klageren anså dette for en væsentlig stillingsforringelse i strid med barselsbeskyttelsen og opsagde sin stilling.

Nævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om forskelsbehandling. Den afgørende faktor var fraværet af en årsagssammenhæng mellem graviditeten/barslen og arbejdsgiverens beslutning. Uenigheden om hjemmearbejde var opstået tidligere og var begrundet i klagerens flytning samt arbejdsgiverens legitime bekymringer for "skat, social sikring mv.", som er en velkendt problemstilling ved grænseoverskridende arbejde. Nævnet konkluderede skarpt:

"Det er nævnets vurdering, at der ikke er nogen sammenhæng mellem klagers graviditet/barsel og parternes uenighed omkring omfanget af klagers mulighed for at arbejde hjemmefra. Forholdet er derfor ikke omfattet af ligebehandlingslovens §§ 8 a og 9."

Afgørelsen er en vigtig præcisering af, at barselsbeskyttelsen ikke kan bruges til at tilsidesætte en allerede eksisterende uenighed, der er baseret på saglige, driftsmæssige og juridiske hensyn. Arbejdsgiverens ledelsesret, herunder retten til at fastsætte arbejdssted og vilkår for hjemmearbejde, blev anset for legitim, især da den var begrundet i de komplekse regler for international social sikring og skat. Sagen viser, at en medarbejders personlige valg, som at flytte til udlandet, kan have ansættelsesretlige konsekvenser, som ikke nødvendigvis neutraliseres af en efterfølgende graviditet. Læs resumé af afgørelsen om hjemmearbejde under barsel

Tema 3: EU-rettens handicapbegreb møder neutrale adgangsregler

Den tredje sag illustrerer, hvordan EU-rettens indflydelse rækker dybt ind i fortolkningen af national lovgivning, selv i sager der umiddelbart fremstår rent nationale. En kvinde med flere diagnoser og en psykiatrisk servicehund blev afvist på en skadestue. Afvisningen skete dog ikke på grund af hunden, men fordi hun ikke, som påkrævet for alle patienter, havde kontaktet en vagtlæge først.

Nævnet starter sin analyse med at fastslå, at klageren har et handicap i lovens forstand. Dette gøres med direkte henvisning til den EU-retlige fortolkning, som er udviklet af EU-Domstolen og den danske Højesteret. Nævnet anfører eksplicit:

"Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. ... Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge)..."

På trods af anerkendelsen af hendes handicap, fik klageren ikke medhold. Årsagen var, at afvisningen var baseret på en neutral, generelt gældende procedure, som ikke var relateret til hendes handicap. Hun blev behandlet på præcis samme måde som enhver anden person uden handicap, der mødte op uden forudgående henvisning. Det faktum, at personalet efterfølgende kommenterede reglerne for servicehunde, ændrede ikke på den primære, ikke-diskriminerende årsag til afvisningen.

Sagen viser, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke er en blankocheck til at omgå saglige og objektive regler, der gælder for alle. Beskyttelsen sigter mod at sikre ligebehandling, ikke en favorabel særbehandling, der tilsidesætter nødvendige procedurer i f.eks. sundhedsvæsenet. Læs resumé af afgørelsen om afvisning på skadestue med servicehund

Konklusion og fremadrettede perspektiver

Samlet set tegner disse afgørelser et billede af en retsanvendelse, der er tro mod EU-rettens formål, men som samtidig anerkender, at ligebehandlingsprincippet skal fungere i en kompleks virkelighed. For praktikere er læren klar: For det første skal en påstand om diskrimination underbygges af konkrete, faktiske omstændigheder, der peger på det ulovlige motiv. For det andet kan saglige, driftsmæssige og juridiske hensyn, herunder de administrative byrder ved grænseoverskridende arbejde, legitimere beslutninger, der ellers kunne fremstå ugunstige. Endelig bekræfter sagerne, at neutrale og konsekvent håndhævede regler fortsat er et stærkt værn mod anklager om forskelsbehandling. EU-retten sikrer en fundamental beskyttelse, men den opererer ikke i et vakuum; den balancerer mod andre legitime hensyn i samfundet.