## Tre afgørelser der sætter retning lige nu
Februar 2026 bød på nye afgørelser, hvor EU-udbudsrettens gennemsigtighedskrav møder helt lavpraktiske produktdata, og hvor Højesteret samtidig trækker en tydelig streg i sandet for forsæt og domsbegrundelse i Grønlands samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.
Tre afgørelser der sætter retning lige nu
De seneste udvalgte afgørelser i kategorien EU og international ret spænder bredt: fra Klagenævnet for Udbuds foreløbige prøvelse af “fumus boni juris” i en kommunal rammeaftale om babyudstyr, til Højesterets (27. februar 2026) stadfæstelse af foranstaltningsniveauet i en grønlandsk sag om voldtægt uden samtykke. Set under ét tegner der sig en fælles linje: domstole og nævn accepterer ikke løse antagelser – hverken om prisgrundlag i et udbud eller om den tiltaltes viden om manglende samtykke.
Samtidig er det værd at huske, at de to spor også har en international dimension: Udbudsloven er den danske gennemførelse af EU’s udbudsdirektiv, og bygger på EU-retlige grundprincipper om bl.a. ligebehandling og gennemsigtighed. (kfst.dk) Grønland står uden for EU, men er knyttet til EU gennem associeringsordningen for oversøiske lande og territorier, hvilket er en del af rammerne for, hvordan rigsfællesskabet i praksis navigerer i et europæisk rets- og værdifællesskab. (eur-lex.europa.eu)
| Afgørelse | Dato | Myndighed | Kernepunkt | Retslig “motor” |
|---|---|---|---|---|
| Udbud af babyudstyr | 5. feb. 2026 (delkendelse) | Klagenævnet for Udbud | Offentlige listepriser og vaskeanvisninger | Udbudsloven § 2, standstill og opsættende virkning |
| Samtykkebaseret voldtægt i Grønland | 27. feb. 2026 | Højesteret | Forsæt og foranstaltning | Bevisvurdering, præmisdisciplin, praksisniveau før og efter lovændring |
EU-udbudsrettens nøgterne logik når ord bliver til mindstekrav
Klagenævnet for Udbud afviser at give BabySam opsættende virkning, fordi klagen på det foreløbige grundlag ikke “har noget på sig”. Nævnet læser udbudsbetingelsernes punkt 8.2.2 som et prisloft og ikke som et sortimentskrav, og formulerer det skarpt: bestemmelsen “ikke indeholder et krav om, at tilbuddene alene skal basere sig på offentligt tilgængelige priser”. Den samme nøgternhed ses i striden om soveselen: selv om klageren fremviser en (ældre) vaskeanvisning på 40 grader, lægger nævnet vægt på ordregivers kontrol og leverandørens dokumentation for 60 grader, og deraf følger, at der heller ikke er udsigt til medhold i påstanden om ukonditionsmæssighed. I baggrunden ligger den klassiske EU-udbudsretlige akse: ligebehandling og gennemsigtighed efter Udbudsloven § 2, men også det processuelle filter, hvor en klage i standstill ikke automatisk udløser en “stopklods”, medmindre betingelserne for opsættende virkning er opfyldt efter Lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 2. (kfst.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Klage over udbud af babyudstyr Fortolkning af krav om listepriser og vaskeanvisninger
Det principielle i det banale
Sagen er i sin overflade næsten karikeret “hverdagsjuridisk” – en vaskeanvisning, en rabatsats og nogle varelinjer. Men det er netop her, EU-udbudsretten ofte bliver mest håndgribelig: Hvad betyder et krav egentlig, når det skal omsættes til konditionsmæssighed?
To praktiske pointer springer ud:
- Udbudstekst vinder over efterrationalisering. Hvis ordregiver vil gøre “offentligt tilgængelige listepriser” til et mindstekrav for sortimentet, skal det fremgå tydeligt. Ellers risikerer man (som her) at stå med en fortolkning, der – foreløbigt – falder ud som et krav til prisniveau og ikke til produkternes forudgående offentlighed.
- Dokumentation kan være dynamisk, men kontrollen skal være effektiv. Nævnet accepterer, at en leverandør kan dokumentere opfyldelse af et teknisk krav, selv om klager peger på modgående mærkning – men det forudsætter, at ordregiver faktisk foretager den kontrol, som sagen også beskriver som gennemført.
Højesteret og Grønland når samtykke kræver præmisdisciplin
Højesteret siger usædvanligt tydeligt, at Grønlands Landsret “burde … have forholdt sig udtrykkeligt” til forsæt, men reparerer derefter selv begrundelseskløften ved at læse forsættet ud af landsrettens bevisresultat: at forurettede “sagde fra”, og at tiltalte alligevel gennemførte samleje. Nøglesætningen er, at dommen “må forstås sådan”, at landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til at gennemføre samleje uden samtykke. Det er en vigtig markering i en samtykkebaseret konstruktion: det objektive (manglende samtykke) er ikke nok uden en tydelig stillingtagen til den subjektive side – men Højesteret accepterer, at den kan være implicit, hvis præmissernes faktum er skarpt nok.
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af 6 måneders anstaltsanbringelse for samtykkebaseret voldtægt i Grønland
Foranstaltningsniveauet og den indbyggede spændvidde
På foranstaltningen lægger Højesteret linjen fast uden dramatik, men med en klar metodik: Den samtykkebaserede bestemmelse “viderefører uændret” niveauet, og derfor bliver praksis før 1. juli 2023 et anker. Højesteret gentager, at der før lovændringen var et udgangspunkt på omkring 1 år og 6 måneder for vold-/trusseltilfælde og omkring 4 måneder for “tilsnigesituationer”, og placerer den konkrete sag – vaginalt og analt samleje, efter at der var sagt fra – et sted, der kan bære 6 måneders anstaltsanbringelse. Og retten afviser udtrykkeligt både nedsættelse og betinget foranstaltning. Resultatet er ikke kun et spørgsmål om måneder, men om signalværdi: samtykkeprincippet ændrer ikke automatisk niveauet, men flytter fokus i bevis- og grovhedsvurderingen.
Læs mere her: Lovguiden – Højesteret stadfæster seks måneders anstaltsanbringelse for voldtægt uden samtykke i Grønland
Mønstre på tværs når retten kræver “hårde holdepunkter”
Selv om sagerne handler om vidt forskellige felter, rammer de samme nerve i moderne afgørelsespraksis: Retten vil se det konkrete holdepunkt.
Her er tre tværgående tendenser:
- Fortolkning starter i ordlyden, men slutter i funktionen. Klagenævnet læser punkt 8.2.2 funktionelt som et værn mod oppustede listepriser – ikke som et katalogkrav.
- Begrundelse er ikke pynt. Højesteret påtaler direkte, at landsretten burde have taget forsæt udtrykkeligt. Det er et vink med en vognstang til alle instanser om, at samtykkebaserede bestemmelser kræver præcis præmisføring.
- Foreløbige filtre får stor realeffekt. I udbudssager er “opsættende virkning” ofte det mest afgørende øjeblik i praksis. Standstill-perioden er netop skabt for at give tid til klage, men klagen stopper ikke automatisk processen efter den indledende prøvelse, hvis den foreløbigt vurderes udsigtsløs. (kfst.dk)
Praktiske konsekvenser for ordregivere, tilbudsgivere og forsvarere
For ordregivere og tilbudsgivere i EU-udbudsretten
- Skriv krav så de kan håndhæves: Hvis “offentlig tilgængelig listepris” også skal være et sortimentskrav, så skriv det som et mindstekrav og forklar, hvordan det dokumenteres.
- Indbyg dokumentationsspor: Hvis tekniske mindstekrav (som vasketemperatur) ikke fremgår af tilbudslisten, bør ordregiver overveje, om det skaber unødig tvist – og om der skal kræves datablad/certifikat allerede i tilbudsfasen.
- Tag standstill alvorligt som procesrum: Standstill er en pause med formål, ikke en formalitet. Den findes netop for, at klager kan indgives, før kontrakten er låst. (kfst.dk)
For aktører i sager om samtykkebaserede seksualforbrydelser i rigsfællesskabet
- Bevislinjen bliver ofte “mikroadfærd”: dommens faktum om skub, passivitet, ordet “nej”, og fortsættelse efter afvisning får afgørende betydning for både skyld og forsæt.
- Præmisstrategi betyder noget: Højesterets påtale af manglende udtrykkelig forsætsdrøftelse kan i kommende sager blive et fast punkt for processkrifter – også selv om Højesteret i denne sag accepterede, at det kunne udledes implicit.
Det næste der bliver konkret i praksis
I udbudssporene ligger den umiddelbare læring i at teste sine udbudstekster, som om man selv var klager: Kan en rimelig konkurrent læse kravet på samme måde som ordregiver? I samtykkesporene ligger den i at tvinge præmisserne til at bære forsæt og grovhed uden genveje – for hvis ikke landsretten skriver det ud, ender Højesteret med at skulle gøre arbejdet, og det sker kun, når bevisfaktum er skåret helt rent.
