Højesteret nægter direkte anke i en principiel sag om ulovlige elgebyrer, mens Skatterådet fastslår nye momsmæssige rammer for både firmabilers ladestandere og investeringsforeninger.
En central momsmæssig problemstilling, der udspringer af EU's regelsæt for finansielle ydelser, er netop blevet behandlet af Skatterådet. Sagen omhandlede en virksomhed, der leverede formueforvaltningsydelser til to separate investeringsforeninger. Tidligere var disse ydelser leveret under én samlet aftale til den fælles kapitalforvalter, men i lyset af en praksisændring udløst af EU-Domstolens Blackrock-dom (C-231/19), ønskede virksomheden nu at indgå individuelle aftaler direkte med hver enkelt investeringsforening.
Vurdering af det kunstige aftalegrundlag
Spørgsmålet var, om den nye struktur udgjorde en kunstig opdeling af aftalegrundlaget for at opnå momsfritagelse efter Momsloven § 13, stk. 1. Skattestyrelsen henviste i sin indstilling til EU-Domstolens praksis (blandt andet sag C-653/11, Paul Newey) om, at man konsekvent skal se på den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed. Da investeringsforeningerne indgik som selvstændige aftaleparter, der bar den økonomiske omkostning og fik direkte gavn af ydelsen, fandt Skatterådet ikke, at der var tale om et kunstigt arrangement.
I det omfang den enkelte investeringsforening kan kvalificeres som en investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f's forstand, vil ydelsen være momsfri.
Sondringen er afgørende for hele den finansielle sektor. Afgørelsen bekræfter, at individuelle aftaler direkte med investeringsforeninger anerkendes momsmæssigt, såfremt realiteten i aftaleforholdet stemmer overens med kontrakterne – uagtet at foreningerne repræsenteres af samme kapitalforvalter på grund af manglende egne ansatte.
Ladebokse til firmabiler falder uden for prisafslagsreglerne
I en anden sag for Skatterådet blev rammerne for EU's leveringsbegreb og momsfradrag testet i forhold til den grønne omstilling af den danske bilpark. En energivirksomhed ønskede at vide, om de lovligt kunne udstede en kreditnota med momseffekt til firmabilbrugere, når selskabet udbetalte en godtgørelse for den strøm, medarbejderne brugte på at lade firmabilen op hjemme på privatadressen.
Selve aftalen om ladestanderen var indgået direkte mellem energivirksomheden og arbejdsgiveren, mens medarbejderen blot havde accepteret vilkårene for den fysiske opsætning. Energivirksomheden argumenterede over for myndighederne for, at udbetalingen i praksis udgjorde en regulering af vederlag omfattet af momsloven.
Afvisning af direkte leveranceforhold
Skatterådet afviste imidlertid konstruktionen prompte under henvisning til Momsloven § 4, stk. 1 og de specifikke krav til prisafslag i Momsloven § 27, stk. 4. Myndigheden slog entydigt fast, at der momsmæssigt slet ikke forelå et leveranceforhold mellem energiselskabet og den enkelte medarbejder.
Spørgers udbetaling af godtgørelse til virksomhedens medarbejdere for elforbrug til opladning af firmabilen udgør ikke et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.
Udbetalingen af godtgørelsen blev i stedet betragtet som en almindelig udgift, energivirksomheden afholdt for at opfylde sin lejeaftale med arbejdsgiveren. Afgørelsen cementerer gældende praksis og betyder fremover, at der ikke kan ske momsmæssig regulering via kreditnota direkte til medarbejderen i denne udbredte type af B2B-ladestandersetups.
Forbrugerbeskyttelse og EU's elmarkedsdirektiv
EU's langsigtede bestræbelser på at beskytte forbrugere og skabe reel mobilitet på energimarkedet dannede for nylig bagtæppe for en højesteretssag. Her forsøgte elhandelsvirksomheden Velkommen A/S at få adgang til en direkte anke i en sag, der udsprang af virksomhedens brug af et såkaldt "frikøbsbeløb" på minimum 800 kr., som privatkunder blev opkrævet, hvis de valgte at opsige deres variable elaftale i uopsigelighedsperioden.
Sø- og Handelsretten havde forudgående givet Forbrugerombudsmanden fuldt medhold i, at det faste gebyr stred mod implementeringen af elmarkedsdirektivet (direktiv 2019/944), herunder Elforsyningsloven § 6, stk. 1 og Elleveringsbekendtgørelsen § 8, stk. 2. Disse ufravigelige regler forbyder specifikt skifterelaterede gebyrer ved variable elaftaler.
Højesterets vurdering af ankeadgangen
Velkommen A/S argumenterede stædigt for, at beløbet slet ikke var et ulovligt gebyr, men derimod et fuldt lovligt, standardiseret erstatningskrav for kontraktbrud. Virksomheden mente desuden, at dommen repræsenterede et markant opgør med almindelige formueretlige og erstatningsretlige grundsætninger, og ønskede sagen prøvet direkte ved Højesteret i medfør af de særlige regler i Retsplejeloven § 368, stk. 4.
Højesteret nåede dog ganske hurtigt frem til at afvise anmodningen. Afgørelsen beroede efter landets øverste domstols vurdering i høj grad på en specifik, konkret bevisvurdering af omstændighederne omkring "frikøbsbeløbet" – herunder om et sådant gennemsnitligt tab overhovedet objektivt kunne dokumenteres – og ikke på principielle juridiske spørgsmål af generel samfundsmæssig rækkevidde. Dermed er vilkåret, som Sø- og Handelsretten desuden erklærede ugyldigt efter Aftaleloven § 38c, fortsat kendt ulovligt.
Miljøvurderingsloven og opsættende virkning i byggeprojekter
Den danske implementering af EU's VVM-direktiv giver løbende anledning til voldsomme juridiske konflikter, når lokale anlægsprojekter møder folkelig modstand. Dette afspejles i en helt frisk afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor en utilfreds nabo til et planlagt boligbyggeri med 24 lejligheder i Svendborg Kommune klagede over, at kommunen ikke havde krævet en fuld miljøvurdering i henhold til Miljøvurderingsloven § 21.
Klageren anmodede om at få tillagt klagen opsættende virkning for effektivt at forhindre, at der blev fældet levende hegn og foretaget uoprettelige ændringer på det omtvistede byggeareal, mens selve sagen blev behandlet i systemet. Nævnet understregede dog straks hovedreglen i Miljøvurderingsloven § 53, som dikterer, at en klage som udgangspunkt ikke har opsættende virkning.
Byggeri på bygherrens egen risiko
Vurderingen af, om en klage bør tillægges opsættende virkning, vil i første række bero på, om det er overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overskridelse af loven.
Da klagenævnet systematisk gennemgik den foreløbige sag, fandt de, at Svendborg Kommune allerede indledningsvist havde foretaget forsvarlige vurderinger af regnvandshåndtering, støj, lys og visuelle påvirkninger af landskabet og den nærliggende Vejstrup Valgmenighedskirke. Dermed var der ikke en "overvejende sandsynlighed" for, at miljøvurderingsloven var overtrådt i en grad, der berettigede et byggestop.
Nævnet afviste derfor anmodningen blankt, men benyttede lejligheden til at understrege et klassisk forvaltningsretligt princip: At bygherren udnytter sin byggetilladelse for fuldstændig egen regning og risiko, indtil klagenævnets endelige realitetsafgørelse foreligger. Til klagerens kradse kritik af, at kommunen tillod anlægsarbejdet under selve klageprocessen, bemærkede nævnet blot, at kommunens ageren som tilsynsmyndighed er et særskilt spørgsmål for Ankestyrelsen og ikke et anliggende for klagenævnet.
Skattestyrelsen
Skatteministeriet