Nye afgørelser fra danske domstole og klagenævn kaster lys over det komplekse spændingsfelt mellem national lovgivning og internationale regelsæt. Fra fortolkningen af menneskerettigheder i familieretten til EU's udbudsregler og britiske finansmyndigheders rækkevidde ved danske konkurser trækkes der skarpe juridiske grænser op.

De seneste måneder har domstolene og Klagenævnet for Udbud leveret en række afgørelser, der i høj grad præciserer, hvordan internationale konventioner, EU-retlige principper og udenlandsk markedspraks

Nye afgørelser fra danske domstole og klagenævn kaster lys over det komplekse spændingsfelt mellem national lovgivning og internationale regelsæt. Fra fortolkningen af menneskerettigheder i familieretten til EU's udbudsregler og britiske finansmyndigheders rækkevidde ved danske konkurser trækkes der skarpe juridiske grænser op.

De seneste måneder har domstolene og Klagenævnet for Udbud leveret en række afgørelser, der i høj grad præciserer, hvordan internationale konventioner, EU-retlige principper og udenlandsk markedspraksis skal vægtes, når de støder sammen med klassiske danske retsprincipper. Afgørelserne understreger en klar tendens til at fastholde danske retsgarantier, selv når sagerne har et stærkt internationalt snit.

Menneskerettigheder og nationale familieretsprincipper

En skelsættende dom fra Højesteret har netop slået fast, hvordan danske domstole skal balancere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) over for de nationale regler om forældremyndighed og samvær. Sagen omhandlede et ungt barn, hvor den retlige far søgte om udvidet samvær, mens en privat DNA-test havde fastslået en anden mand som den biologiske far med mere end 99,99 % sikkerhed.

Moderen og den biologiske far forsøgte at få sat den retlige fars samværssag på pause, idet de havde indbragt spørgsmålet om faderskab for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Højesteret afviste imidlertid at udsætte sagen og trak en markant streg i sandet for rettighederne i den danske Forældreansvarslov § 19, stk. 1. Højesteret understregede, at dansk familieret bygger på princippet om, at et barn kun kan have to retlige forældre.

Selvom en biologisk forælder har mulighed for at søge om samvær gennem Forældreansvarslov § 20, stk. 2, og at denne bestemmelse ifølge Højesteret må fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv, så overtrumfer det ikke den retlige forælders position. Højesteret henviste eksplicit til EMD-praksis fra dommene Anayo mod Tyskland og Schneider mod Tyskland, som fastslår, at myndigheder ikke blankt kan afvise en biologisk fars anmodning. Alligevel udtalte Højesteret konsekvent i sin afgørelse:

"Loven ligestiller ikke andre pårørende med retlige forældre med hensyn til omfanget af samvær. Den omstændighed, at der også er eller skal være samvær med en biologisk forælder vil derfor normalt kun føre til, at samværet med en retlig forælder indskrænkes i meget begrænset omfang, i forhold til hvad samværet ellers ville være blevet fastsat til."

Dommen cementerer således, at mens Danmark respekterer de positive forpligtelser under EMRK til at vurdere den biologiske fars relation til barnet, så må internationale klagesager ikke bruges som et forhalende våben, der forhindrer et barn i at opretholde en kontinuerlig og tryg kontakt med sin retlige forælder.

Læs mere her: Lovguiden – Samvær med retlig far kan ikke begrænses af biologisk fars samværsanmodning – Højesteret 2026

Dansk konkursret udfordrer britisk forsikringspraksis

I et andet spor med tung international klangbund har Sø- og Handelsretten afsagt en principiel dom i kølvandet på den opsigtsvækkende konkurs i forsikringsselskabet Alpha Insurance. Her stod konkursboet over for den britiske forsikringsmægler Right Choice Insurance Brokers, som agerede agent (coverholder) for Alpha på det britiske marked.

Kernen i tvisten var et krav på knap 581.000 britiske pund i uoptjent agentprovision. Right Choice forsvarede sig med henvisning til britisk forsikringskutyme, hvor provision betragtes som fuldt optjent allerede ved indtegningen af policen. De hævdede tillige, at de blev beordret af den britiske finansmyndighed, Financial Conduct Authority (FCA), til egenhændigt at flytte over 10.000 kunder til et andet selskab for at sikre deres dækning ved konkursen.

Sø- og Handelsretten valgte imidlertid at fastholde et stramt danskretligt fokus. Retten fandt, at agentaftalen, baseret på den internationale LMA3113-standard, skulle læses ordret. Fordi præmier løbende optjenes pro rata ifølge Forsikringsaftaleloven § 16, og Alpha's konkurs ville medføre automatisk ophør af forsikringerne jf. Forsikringsaftaleloven § 26, stk. 1, fulgte provisionen samme skæbne. Retten afviste blankt, at FCA's uformelle instrukser gav den britiske mægler ret til at disponere ensidigt på tværs af et dansk konkursbo.

Et afgørende element i sagen var tillige opgørelsen af skadesprocenten (loss ratio), som afgjorde, om den britiske mægler havde krav på ekstra provision:

Dommen illustrerer, at udenlandske aktører ikke blot kan påberåbe sig hjemlige markedsstandarder eller udenlandske tilsynsmyndigheders direktiver, når de har indgået aftaler undergivet dansk lov. Det er ordlyden og den danske fortolkning af standardkontrakter, der vejer tungest.

Læs mere her: Lovguiden – Alpha Insurance konkursbo vinder tilbagebetalingskrav på uoptjent agentprovision mod Right Choice Insurance Brokers

EU's gennemsigtighedsprincip strammer grebet om ordregivere

På udbudsområdet har Klagenævnet for Udbud truffet en afgørelse, der demonstrerer, hvor stringente kravene til EU's grundlæggende udbudsprincipper er i praksis. Sagen udsprang af Energistyrelsens udbud af en EBA-rammeaftale til 20 millioner kroner, hvor et konsortium tabte udbuddet med en marginal forskel på blot 0,19 point i den samlede evaluering.

Stridspunktet var et tilsyneladende simpelt dokumentationskrav i udbudsbetingelserne, der krævede, at tilbudsgiverne skulle "vedlægge CV'er for relevante medarbejderkategorier". Konsortiet valgte kun at indsende CV'er fra deres absolut tungeste profiler (Seniorkonsulenter og Eksperter), idet de tolkede ordet "relevante" som en invitation til at fremvise det fagligt stærkest mulige team inden for rammen på maksimalt syv CV'er. Energistyrelsen kvitterede dog med at trække ned i scoren, fordi der manglede CV'er for Juniorkonsulenter og Konsulenter.

Klagenævnet fandt, at Energistyrelsens fremgangsmåde var i strid med gennemsigtighedsprincippet i Udbudsloven § 2. Nævnet konkluderede, at:

"[...] det har således ikke været gennemsigtigt for tilbudsgiverne, at der som anført af Energistyrelsen skulle medsendes CV’er for alle medarbejderkategorier med undtagelse af medarbejderkategorien 'studentermedhjælper'."

Afgørelsen slår fast, at en "rimeligt oplyst og normalt påpasselig tilbudsgiver" ikke kan forventes at gætte ordregivers skjulte hensigter. Når udbudsregler, der bygger direkte på EU-direktivernes krav om transparens, ikke er formuleret knivskarpt, er det ordregiveren – og ikke tilbudsgiveren – der bærer den fulde risiko for uklarheden.

Læs mere her: Lovguiden – Klagenævnet for Udbud: Energistyrelsen overtrådte gennemsigtighedsprincippet ved uklar CV-krav i udbud af EBA-rammeaftale

Praktiske konsekvenser for fremtidige sager

Samlet set tegner de tre afgørelser et klart billede af en retsinstans og et klagenævn, der kræver stor præcision, når internationale normer støder sammen med dansk lov og praksis. For praktikere, advokater og virksomheder betyder dette en række håndgribelige læresætninger.

For det første kan parter i internationale kommercielle kontrakter ikke blindt stole på, at udenlandske branchekutymer overtrumfer dansk lov, hvis værnetinget og lovvalget er dansk – selv ikke når stærke udenlandske tilsynsmyndigheder udstikker instrukser. For det andet viser udbudssagen, at offentlige myndigheder skal være ekstremt varsomme med ordvalget; blot brugen af ordet "relevante" frem for "alle" kan koste dyrt i Klagenævnet, når EU-principperne håndhæves. Endelig tydeliggør Højesterets dom, at menneskerettighedskonventionens krav om respekt for privatliv ikke fungerer som et automatisk fribrev for biologiske forældre til at forpurre eller forsinke etablerede retlige familiebånd.