Nye afgørelser: Grænser for diskrimination ved graviditet, handicap og etnicitet

Dybdegående analyse af tre principielle afgørelser: En gravid vikar fik medhold i manglende jobtilbud, mens afslag på servicehund i psykiatrien og en boligsag om etnicitet blev afvist. Læs om bevisbyrdens finesser.

Nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet: Grænser for diskrimination ved graviditet, handicap og etnicitet

Ligebehandlingsnævnet har i en række nylige afgørelser trukket skarpe linjer for, hvornår der foreligger ulovlig forskelsbehandling i sager, der berører centrale EU-retlige principper. En dybdegående analyse af de fulde afgørelsestekster afslører en praksis, der lægger afgørende vægt på bevisbyrdens placering, saglige begrundelser og en konkret proportionalitetsvurdering. Artiklerne dækker sager om en gravid vikar, en psykiatrisk patient med servicehund og en lejer, der følte sig diskrimineret på grund af sin etniske oprindelse. Tilsammen giver de et detaljeret indblik i de juridiske finesser, der afgør udfaldet i komplekse diskriminationssager.

Bevisbyrdens Tunge Vægt: Fra Formodning til Fældende Bevis

En af de mest centrale mekanismer i diskriminationsretten er den delte eller omvendte bevisbyrde. To nylige sager illustrerer perfekt, hvordan denne mekanisme fungerer i praksis, og hvor afgørende det er for en klager at kunne påvise "faktiske omstændigheder", der skaber en formodning for forskelsbehandling.

Den todelte afgørelse i vikarsagen

I en principiel sag blev en gravid malervikar afskediget fra sit vikariat kort tid efter at have meddelt sin graviditet. Samtidig havde vikarbureauet slået flere stillinger op som maler. Ligebehandlingsnævnet delte sagen i to: selve afskedigelsen fra det igangværende vikariat og den manglende ansættelse i et nyt.

For det første fandt nævnet, at afskedigelsen ikke var ulovlig. Selvom der var en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem graviditetsmeddelelsen og afskedigelsen, lykkedes det for vikarbureauet at løfte sin bevisbyrde. Bureauet dokumenterede, at afskedigelsen udelukkende skyldtes, at brugervirksomheden afmeldte vikaren grundet produktionsændringer. Nævnet konkluderede: "Nævnet har lagt vægt på, at klagers ansættelse hos indklagede var betinget af, at hun var ansat i et vikariat hos brugervirksomheden. Da brugervirksomheden den 24. februar 2023 oplyste indklagede om, at de afmeldte klager, var betingelsen for klagers ansættelse ophørt, og indklagede afskedigede klager på den baggrund."

For det andet fandt nævnet, at den manglende ansættelse i et nyt vikariat var ulovlig. Her var det klager, der med succes påviste faktiske omstændigheder – nemlig vikarbureauets egne stillingsopslag. Bureauets forklaring om, at opslagene blot var til en 'jobbank' og ikke reelle stillinger, blev pure afvist af nævnet. Nævnet lagde vægt på formuleringer i opslagene som "virksomheden har meget travlt, og ordrebogen er fyldt op" og "Jobstart er hurtigst muligt". Disse formuleringer underminerede arbejdsgiverens troværdighed og førte til, at bevisbyrden ikke blev løftet. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Læs resumé af afgørelsen om den gravide vikar.

Når formodningen for diskrimination udebliver

I skarp kontrast hertil står en sag, hvor en lejer med østeuropæisk baggrund klagede over sit boligselskab for forskelsbehandling i en nabokonflikt. Klageren mente, at boligselskabet var partisk, og at opfordringen til at indsamle underskrifter var indirekte diskriminerende, da hun som minoritet var socialt isoleret. Nævnet afviste at behandle sagen, da klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der kunne skabe en formodning for forskelsbehandling. Nævnet udtalte: "Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling. Heller ikke det forhold, at klager er blevet opfordret til at samle underskrifter fra andre beboere, er noget, der taler for forskelsbehandling." Sagen viser, at en subjektiv følelse af uretfærdighed ikke er tilstrækkelig; der skal peges på konkrete handlinger eller udtalelser, der indikerer, at den etniske oprindelse har spillet en rolle for den ringere behandling. Se resumé af afgørelsen om etnisk forskelsbehandling i boligselskab.

Rettighedsafvejning i Praksis: Individets Handicap versus Almene Hensyn

En central udfordring i diskriminationsretten er at afveje en persons ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af handicap mod andre legitime hensyn som sikkerhed og sundhed. En afgørelse om en servicehund på en psykiatrisk afdeling belyser denne balancegang.

En kvinde, der var diagnosticeret med bl.a. PTSD og bevilget en servicehund, fik afslag på at medbringe hunden under en længerevarende indlæggelse på et højt specialiseret afsnit for spiseforstyrrelser. Nævnet anerkendte indledningsvist, at kvinden havde et handicap i lovens forstand, og at afslaget stillede hende ringere, hvilket skabte en formodning for forskelsbehandling.

Regionen skulle derfor bevise, at afslaget var objektivt begrundet i et sagligt formål og proportionalt. Regionen henviste til hensynet til medpatienters og personales sundhed (allergi) og generel sikkerhed. Nævnet fandt disse formål saglige. Det afgørende blev proportionalitetsvurderingen. Her lagde nævnet afgørende vægt på den specifikke kontekst: "Indlæggelser på afsnittet er typisk af lang varighed, og patienterne opholder sig i afsnittet størstedelen af tiden. Det er således ikke rammer, der er sammenlignelige med et åbent døgnafsnit eller et ambulatorium." I lyset af afsnittets højt specialiserede karakter, patienternes alvorlige og svingende sygdomstilstand og de langvarige indlæggelser, konkluderede nævnet, at et generelt forbud mod servicehunde var både nødvendigt og proportionalt for at varetage de saglige hensyn. Klager fik derfor ikke medhold. Læs resumé af afgørelsen om servicehund i psykiatrien.

Praktiske Konsekvenser og Konklusion

Disse tre afgørelser giver værdifuld indsigt for både borgere, virksomheder og juridiske rådgivere:

• For arbejdsgivere: Vikarsagen er en klar advarsel om, at man ikke kan gemme sig bag vage forklaringer om 'jobbanker'. Stillingsopslags ordlyd vil blive gransket nøje, og enhver antydning af reelt ansættelsesbehov kan fælde en arbejdsgiver, der ikke tilbyder en ledig stilling til en gravid medarbejder. Samtidig viser sagen, at en veldokumenteret, saglig begrundelse for en afskedigelse (f.eks. bortfald af arbejdsopgave) fortsat er et gyldigt forsvar.

• For borgere med handicap: Servicehundesagen viser, at retten til at medbringe nødvendige hjælpemidler ikke er absolut. Den kan begrænses, når tungtvejende og saglige hensyn som andres sundhed og sikkerhed taler imod, især i specialiserede miljøer som hospitaler. Afgørelsen understreger vigtigheden af en konkret, kontekstafhængig vurdering.

• For alle, der føler sig diskrimineret: Boligsagen illustrerer, at det er afgørende at kunne pege på konkrete fakta, der underbygger en påstand om forskelsbehandling. En generel fornemmelse eller henvisning til standardprocedurer er sjældent nok til at løfte den indledende bevisbyrde.

Samlet set bekræfter afgørelserne, at dansk ligebehandlingsret, som er stærkt præget af EU-retten, er et område, hvor detaljen og dokumentationen er altafgørende. Udfaldet afgøres ofte af, hvem der bærer bevisbyrden, og om vedkommende kan fremlægge konkrete, troværdige beviser frem for generelle påstande.