Tre nye afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan **EU-regler og internationale menneskerettigheder** i praksis bliver “procesmotor” i alt fra udvisning af unge kriminelle til landbrugsstøtte og udvidelse af IE-svinebrug.

Tre nye afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan **EU-regler og internationale menneskerettigheder** i praksis bliver “procesmotor” i alt fra udvisning af unge kriminelle til landbrugsstøtte og udvi

Tre nye afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan EU-regler og internationale menneskerettigheder i praksis bliver “procesmotor” i alt fra udvisning af unge kriminelle til landbrugsstøtte og udvidelse af IE-svinebrug.

Tre afgørelser med samme understrøm

Selv om sagerne spænder fra grov personfarlig kriminalitet til landbrugsadministration, er understrømmen den samme: Rettigheder og pligter efter EU- og international ret slår i praksis igennem som skærpede krav til proportionalitet, dokumentation og rettidig procesførelse.

EU’s CAP-regler og IE-regime er samtidig under løbende politisk forenkling, men det ændrer ikke ved, at “hårde” proceskrav i medlemsstaterne ofte afgør udfaldet, før substansen når at blive prøvet. (consilium.europa.eu)

Udvisning af mindreårig når EMRK artikel 8 bliver afgørende

Højesterets dom fra 16. februar 2026 er en påmindelse om, at EMRK artikel 8 ikke fungerer som et generelt værn mod udvisning, men som en proportionalitetsramme. Dommen stadfæster udvisning af en syrisk statsborger, der var 16 år på gerningstidspunktet, idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for bl.a. grov vold i gentagelsestilfælde, røveri, ulovlig tvang, vidnetrusler og pengefalsk. Kernen er Højesterets tiltrædelse af, at der forelå “meget tungtvejende grunde” for udvisning, selv om den dømte indrejste som 7-årig og havde sin formative opvækst i Danmark. Samtidig viser dommen en vigtig international-retlig “ventil” i dansk udlændingeret: Indrejseforbuddet tidsbegrænses til 6 år efter den internationale proportionalitetsvurdering, jf. bl.a. Udlændingeloven § 26, stk. 2 og Udlændingeloven § 32, stk. 5, selv om udgangspunktet ellers i lovsystematikken kan pege mod et langt mere indgribende forbud. Det er værd at hæfte sig ved, at Højesteret udtrykkeligt lader ny vandel efter byrettens dom indgå skærpende i vurderingen, hvilket i praksis flytter artikel 8-drøftelsen fra “tilknytning” til “fremadrettet risiko” og samfundsbeskyttelse.

Læs mere her: Lovguiden – Højesteretsdom om udvisning af mindreårig for grov vold, røveri og pengefalsk

Klagefristen som retssikkerhed og som stopklods i CAP-sager

Afgørelsen fra 13. februar 2026 illustrerer en klassisk EU-administrativ pointe i national form: Når støtteordninger (her CAP) administreres i stor skala, bliver fristdisciplin et retssikkerhedsværktøj – men også en hård procesbarriere. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle en landbrugers klage over afslag på landbrugsstøtte 2025, fordi klagen blev indgivet 10 dage for sent i forhold til 4-ugers fristen i Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1. Nævnet lægger vægt på, at der ikke i CAP-loven § 27, stk. 1 findes særlig hjemmel til at “tilgive” overskridelsen, og at praksis i øvrigt er udtalt restriktiv – i dommens ordlyd også hvor overskridelsen blot er minimal: “også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag.” I et bredere forvaltningsretligt perspektiv spiller afgørelsen sammen med Ombudsmandens nyere, eksplicitte fokus på, at klageinstanser skal kunne dokumentere ikke bare afsendelse, men også at digital meddelelse er kommet frem, før fristen kan regnes, og at fristregler ikke må blive rutineafvisninger uden tilstrækkelig undersøgelse. (ombudsmanden.dk)

Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over afslag på landbrugsstøtte 2025 grundet overskridelse af klagefristen

Opsættende virkning og uoprettelig skade i IE-sager

Afgørelsen fra 10. februar 2026 ligger i et velkendt EU-miljøretligt spændingsfelt: På den ene side et IE-husdyrbrug, hvor BAT-logikken kræver “bedst tilgængelig teknik” som styringsprincip; på den anden side procesregler, der i praksis afgør, om projektet kan rulle videre, mens klagen behandles. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at give opsættende virkning ved klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes tillæg til miljøgodkendelse efter Husdyrbrugloven § 16 a, stk. 4. Begrundelsen er, at byggeriet sker i direkte forlængelse af eksisterende anlæg, så udgangspunktet i Husdyrbrugloven § 81, stk. 1 gælder, og at der skal “særlige forhold” til – i praksis især en sandsynliggjort risiko for “uoprettelig skade” – før nævnet griber ind. Nævnet markerer samtidig den procesrisiko, der ofte overses i nabosager: Udnyttelse i klageperioden sker på bygherrens regning og risiko. Den linje svarer til den generelle myndighedsforståelse af § 81’s konstruktion, hvor opsættende virkning især knytter sig til fritliggende bebyggelse og landskabsindgreb, mens tilknytning til eksisterende bebyggelse typisk holder projekter “kørende”, medmindre skaden kan løftes som konkret og irreversibel. (husdyrvejledning.dk)

Læs mere her: Lovguiden – Afslag på opsættende virkning af klage over udvidelse af svinebrug i Ringkøbing-Skjern

Mønstre på tværs hvor EU og international ret bliver til proceskrav

Der tegner sig især tre mønstre.

Proportionalitet bliver operationaliseret som risiko og realitet

I udvisningssagen er proportionalitet ikke en abstrakt balance, men en vurdering, der “fodres” af recidiv, grovhed og samtidighed. Højesteret accepterer udvisning af en, der indrejste som barn, netop fordi den faktiske kriminalitetsprofil gør hensynet til offentlig orden tungt. Den aktuelle europæiske politiske diskussion om EMRK’s rammer på migrationsområdet viser, at dette område fortsat er under pres – men nationalt vil domstolene fortsat blive målt på, om afvejningen er konkret og begrundet. (uim.dk)

Digital administration skærper beviskravene til “meddelelse”

Landbrugsstøttesagen viser den CAP-prægede virkelighed, hvor afgørelser meddeles digitalt og klagefrister løber stramt. Ombudsmandens vejledning peger samtidig på en praktisk faldgrube: I tvivlstilfælde kan det være utilstrækkeligt alene at dokumentere afsendelse fra myndighedens system, hvis der rejses reel tvivl om fremkomst. (ombudsmanden.dk)

I miljøsager bliver opsættende virkning et beviskrav om irreversibilitet

I IE-svinebrugssagen er omdrejningspunktet ikke, om klagen er principiel (skovbyggelinje, kumulation, BAT-vilkår), men om skaden kan gøres uoprettelig på et foreløbigt grundlag. Det afspejler, hvordan IE- og BAT-principper ofte “lever” i godkendelsesvilkår og efterkontrol, mens suspensionsspørgsmålet afgøres efter et mere snævert skadeskriterium. Miljøstyrelsens generelle BAT-forståelse – som et styringsprincip baseret på teknisk modenhed, effektivitet og mulighed for implementering – forklarer, hvorfor nævn og kommuner typisk søger at regulere via vilkår frem for at standse projekter i klageperioden. (www2.mst.dk)

Hvad betyder afgørelserne i praksis

For forsvarere i udvisningssager peger Højesteretsdommen på, at artikel 8-argumentet i stigende grad må underbygges med konkrete, fremadrettede stabilitetsindikatorer (uddannelse, netværk, behandling, fravær af ny kriminalitet) – og at ny kriminalitet efter 1. instans kan blive en direkte proportionalitetsfaktor.

For landbrugere og rådgivere i CAP-sager er læren mindre juridisk elegant, men mere afgørende: fristen er ofte sagen. Ombudsmandens pointer gør det relevant tidligt at sikre dokumentation for, hvornår meddelelse faktisk er kommet frem, hvis der opstår uenighed om friststart. (ombudsmanden.dk)

For naboer og kommuner i IE-husdyrsager viser svinebrugssagen, at en anmodning om opsættende virkning skal skrues op som et bevisprojekt. Det indebærer typisk at få udarbejdet (hurtigt) et notat, der konkretiserer, hvilke dele af projektet der ikke kan rulles tilbage, og hvorfor skade ikke kan afbødes med vilkår eller efterfølgende ændringer – for det er netop her, nævnet leder efter den “uoprettelige” tærskel, før det fraviger hovedreglen.