Tre nye afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet fra **5.-6. februar 2026** viser, hvordan EU-ret og internationale konventioner i praksis kan afgøre, *hvem* der overhovedet får en sag prøvet, *hvilken* myndighed der må træffe afgørelse – og *hvad* en landmand risikerer at betale tilbage.

## Når EU og internationale konventioner bliver procesregler i forklædning

Tre nye afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet fra 5.-6. februar 2026 viser, hvordan EU-ret og internationale konventioner i praksis kan afgøre, hvem der overhovedet får en sag prøvet, hvilken myndighed der må træffe afgørelse – og hvad en landmand risikerer at betale tilbage.

Når EU og internationale konventioner bliver procesregler i forklædning

De tre afgørelser er forskellige i faktum, men de peger i samme retning: EU og internationale forpligtelser optræder ikke kun som “baggrundsret” i miljø- og landbrugssager. De bliver i stigende grad styrende for proces og kompetence – altså for adgang til klage, myndighedsvalg og retsvirkninger. Det er i sig selv en EU-retlig pointe: VVM-direktivets prøvelsesregler (nu samlet i direktiv 2011/92/EU) og Århus-konventionens krav om adgang til prøvelse skal sikre “vid adgang”, men overlader samtidig til national ret at definere “tilstrækkelig interesse”, dog under EU-retlige rammer. EU-Domstolen har understreget denne balance og begrænsning af det nationale skøn i praksis om artikel 11, stk. 3, hvor målet om vid adgang er en reel retlig skranke. Se fx EU-Domstolens præmisser om “tilstrækkelig interesse” og Århus-konventionens mål i sag C-570/13. (Baggrund: EUR-Lex – C-570/13 og EUR-Lex – resume om Århus-konventionen).

Overblik over de tre afgørelser

Klageadgang i miljøsager og den EU-retlige ramme i praksis

I sagen om Kolding Kommunes § 25-tilladelse til en supplerende spildevandsledning afviste nævnet klagen, fordi landbrugsvirksomheden – ca. 20 km fra projektområdet – ikke havde “retlig interesse” efter Miljøvurderingsloven § 50, stk. 1. Det interessante er, at nævnet udtrykkeligt EU-forankrer den ellers klassiske nationale interesseafgrænsning: Der henvises både til VVM-direktivets artikel 11 og Århus-konventionens artikel 9, stk. 2, og nævnet fremhæver, at udgangspunktet er bred offentlig inddragelse, men at “tilstrækkelig interesse” stadig afskærer “ikke enhver”. Afgørelsen bliver meget konkret i sin proportionalitetslignende afvejning, hvor afstand og påklaringens lokalitet bliver nøgler: “påvirkningerne … vil være midlertidige og lokale i anlægsfasen” og klager ligger “over 20 km væk”. Klagerens argument om at være “bruger” (slamleverandør) og ligge i samme vandopland blev ikke anset som en tilstrækkelig tæt tilknytning. Praktisk set strammer afgørelsen rådgivningen i VVM-klager: Det er ikke nok at pege på generelle miljøhensyn eller oplandsfællesskab – man skal sandsynliggøre en direkte, individuel og nærhedspræget berørthed, medmindre man er en klageberettiget organisation. Og vil man videre til domstolene, minder nævnet om søgsmålsfristen i Miljøvurderingsloven § 54, stk. 1 – i praksis typisk senest 6. august 2026, hvis fristen regnes fra afgørelsesdatoen 6. februar 2026.
Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over tilladelse til ny spildevandsledning i Kolding Kommune grundet manglende klageberettigelse

Bonusvirkning som kompetenceregel og en sag der “aldrig skulle have ligget” hos Kystdirektoratet

I sagen fra Langeland ophævede nævnet Kystdirektoratets afslag på dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen, fordi direktoratet ikke var rette myndighed. Nævnets begrundelse er et skoleeksempel i, hvordan “bonusvirkning” ikke bare er en materiel undtagelse, men i realiteten en kompetencefordelingsnorm: Når en fredning bestemmer, at forbuddene i bl.a. strandbeskyttelsen ikke gælder, “i det omfang forholdet er reguleret af fredningen”, følger det af Naturbeskyttelsesloven § 38, stk. 6, at fredningen kan træde i stedet for § 15-regimet. Nævnet konstaterede, at vejstrækningen både fremgik af fredningskortet og var skrevet ind i landskabsbeskrivelsen, og derfor var arealet reguleret af fredningen. Dermed blev Kystdirektoratets afgørelse ugyldig, og sagen hører under fredningsnævnets ressort. Bemærk, at klager (Friluftsrådet) også rejste argumenter om rekreative hensyn for dårligt gående og henviste til Danmarks forpligtelser efter handicapkonventionen – et argument der i andre sager kan få selvstændig vægt, fordi konventionens tilgængelighedstanke om adgang til det fysiske miljø er bredt formuleret (jf. fx CRPD artikel 9 om adgang til bl.a. “roads” og “outdoor facilities”, i officiel FN-tekst: UN – CRPD Article 9 Accessibility). I denne afgørelse var det dog bonusvirkningen, der bar resultatet: Når kompetencen er forkert placeret, når man aldrig frem til den klassiske dispensationsvurdering efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.
Læs mere her: Lovguiden – Ophævelse af afslag på genetablering af vej pga. fredningens bonusvirkning

EU-støtteret i marken og hvorfor privat skovrejsning kan udløse fuld tilbagebetaling

I sagen om økologisk arealtilskud stadfæstede nævnet bortfald og tilbagebetaling, fordi landbrugeren i fællesskemaet for 2024 ikke anmodede om udbetaling for et 4,27 ha-areal, som i stedet skulle indgå i en privat skovrejsningsaftale. Nævnets jura er hård, men stringent: Bortfald følger direkte af Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 1, og tilbagebetaling er en obligatorisk følge af Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 4. Klagerens rimelighedsargument – at Viborg Kommune havde “opfordret” til biodiversitetsskov – blev afvist med den pointe, der gør afgørelsen EU-retligt interessant: Som ansøger i en erhvervsrettet støtteordning har man et særligt ansvar for at kende vilkårene. Styrelsen havde i sagen eksplicit henvist til EU-Domstolens Demmer-dom, og præmis 84 rammer logikken: erhvervsdrivende “forventes at udvise en særlig agtpågivenhed” ved støtteansøgninger og være bekendt med støttebetingelserne (officiel tekst: EUR-Lex – C-684/13 Demmer). Nævnet afskar samtidig “omdannelse” efter Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 23, stk. 1, fordi skovrejsningen var privat og ikke et nyt tilsagn under landdistriktsprogrammet. Endelig ligger der en vigtig CAP-systembetragtning i sagskomplekset: Styrelsen pegede på, at visse projektarealer kan være støtteberettigede under artikel 4, stk. 4, litra c, i, i forordning (EU) 2021/2115, men at det ikke i sig selv gør arealet “kompatibelt” med økologisk arealtilskud. I dansk administrationspraksis ses dette bl.a. i vejledning om grundbetaling til projektarealer og direktivimplementering. (Baggrund: SGAVMST – Grundbetaling til projektarealer).
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af bortfald og tilbagebetaling af økologisk arealtilskud ved overgang til privat skovrejsning

Tre praktiske læringer som går igen på tværs

Det samlede billede er, at “EU og international ret” i disse sager materialiserer sig som tre typer styring, som rådgivere bør have som tjekliste:

1. Adgang
   Klage kræver enten organisatorisk klageadgang eller en dokumenterbar, nær og individuel berørthed – ellers stopper sagen, før substansen overhovedet prøves.

2. Kompetence
   Fredningers bonusvirkning kan gøre en afgørelse ugyldig, fordi den træffes af “forkert” myndighed – og dermed flytte hele arenaen fra strandbeskyttelse til fredningsret.

3. Økonomisk risiko
   I EU-finansierede ordninger er “rimelighed” sjældent en selvstændig ventil, når først en objektiv betingelse er brudt. Demmer-logikken gør, at professionelle ansøgere i praksis står med bevis- og agtpågivenhedsrisikoen.

Det er derfor ikke tilfældigt, at de tre afgørelser – selv om de handler om en spildevandsledning, en stormflodsskadet vej og et skovrejsningsprojekt – ender med at handle om noget så jordnært som hvem der kan klage, hvem der må beslutte, og hvem der betaler. I den type sager bør første skridt i sagsforberedelsen ofte være helt konkret: kortlæg afstand og påvirkningsradius for klageadgang, slå fredningskort og bonusbestemmelser op før der søges dispensation, og lav en støtteretlig “kombinationskontrol” før der sættes kryds i fællesskemaet.