Klagenævn underkender kommuner for inhabilitet og 25 års myndighedspassivitet

Kravene til myndighedernes ageren er absolutte, når det gælder habilitet. Dette slås fast i en yderst principiel sag fra Kerteminde Kommune, hvor en landzonetilladelse til et biogasanlæg måtte annulleres. Sagen begyndte, da det kom frem, at den daværende borgmester var direktør og majoritetsejer af det anpartsselskab, som havde ansøgt om udvidelsen.

Forholdet udgjorde ikke blot en personlig inhabilitet efter Forvaltningsloven § 3, stk. 1, men medførte tillige en såkaldt afledt inhabilitet for hele forvaltningen. Selvom ansøger anførte, at en annullation ville medføre et massivt værdispild på op mod 50 mio. kr., var Planklagenævnet ubøjeligt. Nævnet udtalte, at afledt inhabilitet er et særligt tungtvejende hensyn, og bemærkede:

"klageren har haft mulighed for at få kendskab til og evt. påvirke sagsbehandlingen"

Dermed kunne ansøgeren ikke støtte ret på sine berettigede forventninger, og tilladelsen faldt til jorden.

Ugyldigt krav om grundejerforening underkendt på grund af hjemmelsmangel

At kommuner ikke kan opstille krav uden klar lovhjemmel, blev ligeledes slået fast i en sag fra Sønderborg Kommune. I en lokalplan for Augustenborg Slot havde kommunen indsat et krav om medlemskab af en grundejerforening. Imidlertid fremgår det af Planloven § 15, stk. 2 (nr. 20), at en kommune kun kan kræve dette i specifikke områdetyper, såsom nye haveboligområder eller rene erhvervsområder.

Da arealet omkring slottet også var udlagt til offentlige formål og kirkeformål, var bestemmelsen ramt af en åbenlys hjemmelsmangel. Planklagenævnet konstaterede, at:

"den generelle angivelse af delområdets anvendelse ikke er fastlagt til haveboliger, erhverv eller fritidsbebyggelse"

Kommunens afslag på en udstykning blev som følge heraf ophævet.

25 års myndighedspassivitet redder ulovligt opført skur

Mens borgere må tåle strenge konsekvenser ved forvaltningens inhabilitet, beskyttes de omvendt af princippet om indrettelseshensyn, når myndighederne udviser passivitet over en lang årrække. Dette klassiske retsprincip indebærer, at borgere kan indrette sig i tillid til en faktisk tilstand, såfremt myndigheden forholder sig passiv længe nok.

I Hvidovre Kommune havde et lille skur på 5 m² stået ulovligt placeret inden for en byggelinje i forhaven. Det var opført senest i 1999, og kommunen greb først ind i 2025 – altså mindst 25 år senere. Kommunens afslag på dispensation for at beskytte boligområdets åbne udtryk blev underkendt af Planklagenævnet.

Nævnet lagde afgørende vægt på det exceptionelt lange tidsforløb og skurets beskedne størrelse:

"Jo stærkere retshåndhævelsesinteressen er, jo flere år skal der gå, før retten til at kræve fysisk lovliggørelse fortabes."

Da der ikke forelå naboklager, og den nuværende ejer havde overtaget ejendommen i god tro, vurderede nævnet, at kommunen for længst havde fortabt retten til at kræve fysisk lovliggørelse.

Uklarhed i udbudsmateriale kommer Energistyrelsen til skade

Uklare formuleringer i offentlige udbudsdokumenter og lokalplaner falder konsekvent tilbage på myndigheden selv. Særligt inden for udbudsretten slår gennemsigtighedsprincippet i Udbudsloven § 2 hårdt ned på tvetydigheder.

Energistyrelsen vurderede i et udbud om en EBA-rammeaftale et tilbud som marginalt dårligere, da konsortiet udelukkende havde vedlagt CV'er på seniorkonsulenter og eksperter, men ingen juniorkonsulenter. Udbudsmaterialet krævede blot CV'er for "relevante medarbejderkategorier". Styrelsen tolkede "relevante" som alle kategorier undtagen studentermedhjælpere.

Klagenævnet for Udbud fastslog dog, at ordlyden efter en almindelig sproglig forståelse gav:

"tilbudsgiverne selv at vælge, hvilke CV’er der bedst demonstrerede det stærkest mulige team... for at opnå den bedst mulige score."

Styrelsen bar selv risikoen for uklarheden, og det var derfor i direkte modstrid med gennemsigtighedsprincippet at trække konsortiet i point.

Upræcis lokalplanbestemmelse om overkørsler underkendes

Samme grundlæggende problemstilling med tvetydighed gjorde sig gældende i Roskilde Kommune. Her dikterede en lokalplanbestemmelse, at overkørsler "så vidt muligt" skulle nedlægges i forbindelse med en ændret anvendelse af ejendommen.

Planklagenævnet fandt imidlertid, at formuleringen var alt for skønsmæssig og diffus:

"ikke har den fornødne klarhed og præcision til, at den kan håndhæves af kommunen"

Som konsekvens blev kommunens afslag på anvendelsesændring fra erhverv til bolig underkendt og ophævet.

Mangelfuld sagsoplysning tvinger sag om rørskade til genoptagelse

Når det faktuelle grundlag smuldrer for forvaltningen, bliver afgørelserne uundgåeligt underkendt. Dette illustreres af en sag fra Ebeltoft, hvor Syddjurs Kommune afkrævede en borger partsbetaling for udbedring af en rørskade, der angiveligt var forårsaget af en traktor. Kommunen gjorde oprindeligt gældende, at 20 meter rør var blevet udskiftet.

Under klagesagen kom det imidlertid frem, at fakturaen blot dækkede ét rør på 3 meter. Derudover herskede der massiv forvirring om rørledningens præcise placering og materiale. Kommunen havde gravet et kontrolhul et sted og fundet et orange PVC-rør, men erkendte senere, at selve reparationen var foretaget et helt andet sted på strækningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet måtte ophæve og hjemvise sagen med en skarp påtale om, at sagen indeholdt:

"modstridende udlægninger af sagens faktum"

Nævnet konkluderede, at det "ikke på baggrund af de efterfølgende modtagne oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, hvor og hvad der er udskiftet."

Skatterådet afviser bindende svar på grund af igangværende kontrol

Selvom borgere og virksomheder ofte opnår medhold, når myndighederne sløser med forarbejdet, tjener procesreglerne også til at beskytte myndighedernes kontrolarbejde mod utidig indblanding. Et bindende svar fra Skatterådet viser grænserne for borgernes rettigheder.

Et dansk selskab ønskede et bindende svar for at få bekræftet, at de var fritaget for udbytteskat ved en udlodning i 2023 til et udenlandsk moderselskab, under henvisning til at moderselskabet var retmæssig ejer. Udfordringen var dog, at Skattestyrelsen allerede pågik med en revision af en tilsvarende udlodning for indkomståret 2022.

Selvom selskabet argumenterede for, at vurderingen af retmæssig ejer er transaktionsbaseret og skal bedømmes selvstændigt fra år til år, trådte Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2 i kraft. Bestemmelsen tillader afvisning af særlige hensyn. Rådet fremhævede forarbejderne:

"Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om."

Skattestyrelsen blev dermed fritaget for at tage materiel stilling og kunne med rette lade den igangværende kontrolsag få forrang.