Østre Landsret dømmer statens Huawei-forbud mod TDC NET som ekspropriation. Samtidig underkender Vejdirektoratet en kommunes rutinemæssige afslag på gravetilladelser som ulovlige.
Center for Cybersikkerheds lovpligtige forbud mod Huawei-udstyr udgør ekspropriation og koster staten 80 millioner kroner. Samtidig slår Vejdirektoratet fast, at en kommune handlede i direkte strid med undersøgelsesprincippet ved rutinemæssigt at afvise en underentreprenørs ansøgning om gravetilladelse.
Grænsen mellem erstatningsfri regulering og grundlovssikret ekspropriation er blevet trukket skarpt op i Østre Landsret. Sagen mellem TDC NET A/S og Styrelsen for Samfundssikkerhed (tidligere Center for Cybersikkerhed) kaster et markant lys over, hvor langt staten kan gå i den nationale sikkerheds navn, før regningen lander hos skatteyderne.
Forbud udgør ekspropriation
Afgørelsen, der netop er faldet, omhandler et forbud nedlagt efter telesikkerhedsloven mod at anvende kinesiske Huawei som leverandør til det kritiske DWDM-netværk. Selvom landsretten anerkendte, at forbuddet var fuldt ud lovligt og proportionalt begrundet i truslen mod statens sikkerhed, vurderede retten, at indgrebet var så intenst og konkret rettet mod TDC NET, at det udgjorde ekspropriation efter Grundlovens § 73.
Erstatning på 80 millioner kroner
TDC NET havde i god tro opbygget infrastrukturen siden 2011, og et statsligt forbud mod at anvende allerede indkøbt udstyr udløser et klokkeklart krav på erstatning. Retten fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 80 millioner kroner for direkte omkostninger til udskiftning af netværket.
Blanketafvisninger bryder med det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip
At forvaltningsmyndigheder ikke blot kan afvise sager på et formalistisk grundlag uden at vurdere den reelle retlige interesse, demonstreres tydeligt i en ny sag fra Vejdirektoratet. En kommune valgte konsekvent at afvise graveansøgninger fra en underentreprenør med den standardiserede begrundelse: "AFVIST. Denne ansøgning er søgt af anden aktør."
Retlig interesse og kommunens pligt
Kommunen mente tilsyneladende, at kun hovedentreprenøren eller ledningsejeren kunne søge, men denne blanketafvisning er direkte ulovlig. Vejdirektoratet understreger, at forvaltningen har pligt til at behandle ansøgninger fra enhver, der har en retlig interesse i sagen.
"Efter de almindelige forvaltningsretlige regler vil vejmyndigheden være forpligtet til at tage stilling til enhver ansøgning om gravetilladelse, som indsendes af en person eller et firma, der må antages at have en retlig interesse i udnyttelsen af tilladelsen."
IT-systemer overtrumfer ikke forvaltningsretten
Myndigheden påpegede, at afslaget stred mod undersøgelsesprincippet. Hvis en kommune er i tvivl om, hvorfor en specifik aktør søger, er det kommunens pligt at oplyse sagen yderligere frem for blot at afvise. Sagen tjener som en vigtig påmindelse til forvaltningerne om, at it-systemers skabeloner og standardprocedurer aldrig må sætte almindelige forvaltningsretlige principper ud af kraft.
Sagsbehandlingsmæssig registrering er ikke en forvaltningsretlig afgørelse
I landbrugsstøttesager opererer myndighederne ofte med løbende registreringer af landmændenes arealer. Miljø- og Fødevareklagenævnet har for nylig afvist at behandle en klage over en ændret afgrødekode for en brakmark. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø havde ændret koden, fordi de vurderede, at et jordbearbejdningsforbud var overtrådt.
Grænsen for hvad der udgør en afgørelse
Landmanden klagede, men nævnet fastslog en helt fundamental forvaltningsretlig skillelinje: Ikke alt, hvad en myndighed foretager sig, er en afgørelse.
"Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at den omhandlede ændring af afgrødekoden er en sagsbehandlingsmæssig registrering, der ikke i sig selv fastlægger klagers rettigheder eller pligter i det foreliggende tilfælde."
Afvisning af klagen
Dermed falder ændringen uden for nævnets kompetence, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1. For landmanden betyder det, at han først kan klage, når styrelsen træffer en reel afgørelse om en eventuel sanktion (konditionalitet) baseret på den ændrede kode. Sagen er et skoleeksempel på afgørelsesbegrebets snævre grænser.
Tilsynsspørgsmål og klagefrister i forureningssager
At klageadgangen er formelt afgrænset, ses også tydeligt i en sag om PFAS-forurening fra en råstofgrav i Region Syddanmark. En omboende klagede over manglende påbud om undersøgelse af tilført jord, men klagen blev indgivet mere end 16 måneder efter, at afgørelsen var meddelt.
Restriktiv praksis ved overskredne klagefrister
Miljø- og Fødevareklagenævnet fører en yderst restriktiv praksis ved overskridelse af klagefrister, især når der er modstående interesser (eksempelvis hensynet til afgørelsens adressat). Samtidig indeholdt borgerens klage elementer, der handlede om manglende overholdelse af vilkår – altså tilsyn.
Tilsyn henhører ikke under klagenævnet
Her trækker nævnet en skarp linje: Tilsynsspørgsmål hører ikke hjemme i klagenævnet. Tværtimod fremgår det af bl.a. miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3, og råstofloven § 33, stk. 4, at tilsynsmyndighedernes beslutninger om ikke at gribe ind over for ulovlige forhold, som udgangspunkt ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Hvis borgere vil klage over kommunens eller regionens manglende tilsyn, er rette instans Ankestyrelsen.
Skellet mellem vejmyndighedens magt og privatretlige nabokonflikter
Vejdirektoratet har i to nylige afgørelser måttet ridse banen op for, hvad kommuner henholdsvis kan og ikke kan blande sig i, når det gælder private fællesveje. Sagerne illustrerer en klassisk forvaltningsretlig problemstilling: Myndighedens hjemmel rækker kun så langt, som speciallovgivningen tillader.
| Tema på privat fællesvej | Kommunens hjemmel | Vejdirektoratets linje |
|---|---|---|
| Vejbelysning | Kan pålægge grundejere fuld betaling (drift/anlæg) | Pålæg er lovligt og økonomisk fordeling er bindende. |
| Erstatning ved hærværk | Ingen hjemmel | Skal løses privatretligt (culpa) ved domstolene. |
| Overfladevand fra nabo | Ingen hjemmel medmindre vejen ødelægges | Henviser til vandløbsloven og civil naboret. |
Grundejeres betaling for vejbelysning
I den første sag fra K Kommune havde vejmyndigheden overdraget den fulde regning for vejbelysning på en privat fællesvej til grundejerne. En grundejer klagede over manglende "retlig afgrænsning" og forlangte svar på, hvem der skulle betale, hvis en mast blev påkørt og skadevolderen var ukendt.
Vejdirektoratet afviste klagen og understregede, at kommunen har klokkeklar hjemmel i privatvejsloven § 59, stk. 1, til at pålægge grundejerne udgiften. Spørgsmålet om erstatningsansvar over for en flugtbilist hører derimod under den almindelige erstatningsret uden for kontrakt og er kommunen uvedkommende.
Overfladevand kræver civilretlig løsning
I den anden sag havde grundejere i et sommerhusområde bedt kommunen gribe ind, fordi en nabo angiveligt havde hævet sin grund med 25 cm, hvilket sendte regnvand direkte ud på den private fællesvej og tilstødende grunde. Kommunen afviste at gøre noget.
Vejdirektoratet gav kommunen ret. Ifølge privatvejsloven § 44, stk. 1, skal vejen holdes i "god og forsvarlig stand", men så længe overfladevandet ikke direkte nedbryder vejkassen eller skaber trafiksikkerhedsmæssige problemer (f.eks. akvaplaning), har vejmyndigheden ingen kompetence til at gribe ind. Håndtering af overfladevand på tværs af skel falder ind under henholdsvis vandløbslovens bestemmelser og uskrevne naboretlige tålegrænser, hvor en løsning ofte kræver anlæggelse af et civilt søgsmål, hvis parterne ikke selv kan etablere faskiner eller anden afvanding.
Lovguiden – Privatvejsloven giver ikke hjemmel til kommunal indgriben over for overfladevand
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Ankestyrelsen
