Østre Landsret underkender Københavns Politi og fastslår domstolenes ret til at vurdere frihedsberøvelser. Samtidig må Teleankenævnet afvise at behandle svær MitID-svindel.
Københavns Politi kan ikke suverænt definere, hvad der udgør frihedsberøvelse, og må nu se sig underkendt af Østre Landsret i en principiel sag om demonstranters rettigheder. Samtidig trækker Teleankenævnet en skarp streg i sandet over for nævnsbehandling af den voksende mængde komplekse MitID-svindelsager.
Når politiet tilbageholder borgere under en demonstration, kan ordensmagten ikke blot afvise at indbringe sagen for domstolene med den begrundelse, at der "ikke var tale om frihedsberøvelse". Det har Østre Landsret netop slået fast i en principiel dom under dissens, der markerer grænserne for politiets skønsbeføjelser.
Baggrund for sagen
Sagen udspringer af en 1. maj-demonstration i København tilbage i 2019, hvor 248 personer blev tilbageholdt af politiet og sluset igennem en besigtigelse. Mens demonstranterne opfattede indgrebet som en administrativ frihedsberøvelse, fastholdt Københavns Politi, at der blot var tale om et påbud. Politiet nægtede derfor at indbringe sagen for domstolene.
Domstolenes kompetence og prøvelsesret
Dette var imidlertid i strid med Grundloven § 71, stk. 6, der sikrer enhver borger ret til at få lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse prøvet ved en domstol. Østre Landsret gav dermed borgerne medhold i, at politiet havde en ubetinget pligt til at efterkomme demonstranternes begæring om prøvelse af indgrebet. Dommen understreger, at selve den retlige klassifikation af frihedsberøvelsen – og dermed lovligheden – i sidste ende tilkommer domstolene og ikke den udøvende magt.
Teleankenævnet kaster håndklædet i ringen over for komplekst MitID-bedrageri
I det administrative klagesystem er der opstået en massiv udfordring med sager om identitetstyveri. To nye afgørelser fra Teleankenævnet illustrerer med al tydelighed, at det skriftlige klagesystem kommer til kort, når svindlere manipulerer borgere til at udlevere MitID-oplysninger.
Svindel via manipulation og Google Meet
I den ene sag blev en forbruger kontaktet af en person, der udgav sig for at være "Rasmus" fra Københavns Politi. Via et Google Meet-opkald fra en civil Gmail-adresse blev kvinden overbevist om, at hendes MitID var ved at blive misbrugt, hvorefter hun i over seks timer blev manipuleret til at godkende QR-koder. Dagen efter vågnede hun op til et overtrukket NemKonto og nystiftede afbetalingsaftaler på dyre iPhones hos et teleselskab. Hendes adgang blev efterfølgende suspenderet i henhold til Bekendtgørelse om MitID til privatpersoner § 8.
Bizar sag om samtykke til seksuelt forhold
I en anden og mere bizar sag troede en mandlig førtidspensionist, at han via Facebook gav MitID-samtykke til et seksuelt forhold med en kvinde. I virkeligheden godkendte han køb af smartphones og abonnementer. Sagen blev yderligere kompliceret af, at manden efterfølgende ved en fejl satte sin fysiske underskrift på de tilsendte kontraktkopier.
I begge tilfælde fastholdt teleselskaberne, at de var i god tro, idet MitID udgør en stærk digital validering. Og i begge sager nåede Teleankenævnet frem til præcis samme konklusion: Sagerne må afvises.
Nævnet fastslog, at det "uden egentlig bevisførelse – herunder i form af parts- og vidneforklaringer – ikke var muligt at fastslå, om aftalerne var indgået med klagerens viden og accept, om klageren havde udvist uagtsomhed ved håndteringen af de fortrolige elementer i sit MitID."
Krav om konkret vurdering ved domstolene
Afvisningerne tvinger reelt svindelofrene til at anlægge almindelige civile retssager, hvis de vil slippe for millionkrav. Nævnet støtter sig her til Højesterets faste praksis (bl.a. dommene U.2019.1192 H og U.2019.1197 H), som fastslår, at hæftelse ved digitalt identitetstyveri beror på en indgående, konkret vurdering af offerets eventuelle uagtsomhed – en vurdering, der sjældent lader sig foretage alene på baggrund af udvekslede dokumenter.
Se også afgørelsen her: Lovguiden – Teleankenævnet afviser klage over mobilkøb og abonnementer indgået ved misbrug af MitID
Udlændingenævnet opretholder striks bevisbyrde for udstedelse af fremmedpas
Et afslag fra Udlændingenævnet til en iransk statsborger kaster lys over de meget strenge dokumentationskrav, der stilles til udlændinge, som forsøger at opnå et dansk fremmedpas.
Afvisning og manglende medvirken fra pårørende
Manden, der har opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9c, stk. 1, havde tidligere haft et fremmedpas i over 10 år, men fik afslag på fornyelse. Han forsvarede sig med, at hans far af asylretlige årsager nægtede at møde op på den iranske ambassade for formelt at bekræfte faderskabet, hvilket ansøgeren hævdede var en forudsætning for at få et iransk nationalitetspas.
Krav om objektiv umulighed
Nævnet lod sig dog ikke overbevise og påpegede, at en lovændring i Iran tilbage i 2019 nu gør det muligt for mødre at søge om statsborgerskab på vegne af deres børn.
Udlændingenævnet fastslog, at "farens uvillighed til fysisk fremmøde og manglende egne id-dokumenter kunne efter nævnets vurdering ikke i sig selv føre til, at ansøgeren ansås for at have udtømt sine muligheder."
Afgørelsen demonstrerer, at administrativ praksis stiller krav om, at der foreligger en tilnærmelsesvis objektiv umulighed, førend de danske myndigheder vil udstede et fremmedpas. At en pårørende nægter at samarbejde, eller at processen er besværlig, er ikke tilstrækkeligt.
Pressenævnet freder public service-mediers redigeringsret
I grænselandet mellem forvaltningsret og medieret har Pressenævnet afvist en principiel klage fra en borger, der forsøgte at tvinge Danmarks Radio til at dække en bestemt sag.
Klage over Danmarks Radio
Borgeren havde oversendt omfattende materiale om påstået "myndighedsmisbrug" i danske forvaltninger og domstole. Da DR kvitterede med tavshed og en kort afvisning om travlhed, klagede borgeren over brud på Medieansvarsloven § 34 om god presseskik, med henvisning til DR's forpligtelser som statsfinansieret medie.
Åbenbart grundløs klage og redigeringsret
Pressenævnets formand, Højesteretsdommer Jens Kruse Mikkelsen, afviste imidlertid klagen som "åbenbart grundløs" i medfør af Medieansvarsloven § 43, stk. 2. Kendelsen cementerer et fundamentalt medieansvarsretligt princip: Pressenævnet kan udelukkende tage stilling til indhold, der faktisk er blevet offentliggjort.
Derudover slår nævnet fast, at medier har en vidtgående redigeringsret. Et medie kan aldrig forpligtes til at bringe en bestemt historie, medmindre mediet ved sin forudgående adfærd har indgået en specifik aftale herom. Borgerens henvisninger til EU-rettens AVMS-direktiv og de grundlæggende rettigheder blev ligeledes fejet af bordet, da disse falder uden for Pressenævnets lovfæstede kompetence.
Systematiske afvisninger i nævnssystemet
Betragter man sagerne på tværs, tegner der sig et tydeligt billede af nævnssystemets processuelle begrænsninger over for borgere i klemme:
| Klageinstans | Sagens kerne | Afvisningsgrundlag | Den juridiske konsekvens |
|---|---|---|---|
| Teleankenævnet | Misbrug af digital identitet | Manglende mulighed for vidneførsel | Borgeren henvises til domstolene |
| Pressenævnet | Mediers undladelse af omtale | Krav om forudgående offentliggørelse | Redaktørens redigeringsret består uantastet |
| Udlændingenævnet | Krav på udstedelse af fremmedpas | Utilstrækkelig udtømning af muligheder | Objektiv umulighed skal dokumenteres |
Afgørelserne fra den forløbne uge understreger samstemmende, at skriftlige klagenævn konsekvent holder sig strengt inden for deres respektive lovhjemler. Hvad enten det drejer sig om avanceret digital svindel, komplicerede statsborgerskabsforhold eller mediernes prioriteringer, levnes der intet spillerum for skøn, når de formelle bevis- eller kompetencekrav ikke er opfyldt. For borgeren betyder det i praksis, at bevisbyrden er tung, og at vejen til retfærdighed ofte må gå gennem de ordinære domstole.
