Nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet: Grænser for beskyttelse ved orlov, handicap og vikaransættelser

Analyse af Ligebehandlingsnævnets praksis: Afgørelser belyser beviskrav ved orlov, vikarers retsstilling og grænserne for adgang med servicehunde.

Nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet: Grænser for beskyttelse ved orlov, handicap og vikaransættelser

Ligebehandlingsnævnet spiller en central rolle i håndhævelsen af diskriminationslovgivningen i Danmark. En række nylige afgørelser inden for forvaltningsretten belyser dog de præcise grænser for nævnets kompetence og den materielle beskyttelse, borgere kan forvente. Gennem en dybdegående analyse af fire principielle sager, baseret på de fulde afgørelsestekster, afdækker denne artikel vigtige tendenser inden for beviskrav ved afskedigelse under orlov, den komplekse retsstilling for vikarer og den hårfine balance mellem individuelle rettigheder og saglige hensyn i sager om handicapdiskrimination.

Processuelle grænser: Når mundtlig bevisførelse er afgørende

En afgørelse om en mandlig pædagogisk medarbejder, der blev afskediget kort før planlagt fædreorlov, illustrerer en fundamental begrænsning i Ligebehandlingsnævnets virke. Sagen centrerede sig om to modstridende forklaringer. Klageren hævdede, at afskedigelsen reelt var begrundet i hans udtrykte ønske om at afholde yderligere barselsorlov. Arbejdsgiveren, derimod, anførte, at opsigelsen skyldtes klagerens negative adfærd, manglende bidrag til arbejdsmiljøet og konflikter med ledelsen.

Selvom sagen falder ind under ligebehandlingslovens § 9 med omvendt bevisbyrde, hvor det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke var begrundet i orlovsønsket, kunne nævnet ikke træffe en realitetsafgørelse. Nævnets afgørende præmis var, at sagens kerne var et spørgsmål om troværdighed, som ikke kunne afklares på skriftligt grundlag. Nævnet konkluderede:

"Der er på den baggrund for nævnet tvivl om hændelsesforløbet, herunder om klager var blevet gjort opmærksom på, at indklagede var utilfreds med klagers adfærd, og hvorvidt klager havde flere konflikter med ledelsen. Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene."

Afgørelsen understreger, at Ligebehandlingsnævnet ikke er en domstol. Når en sag er præget af fundamentalt uenige partsforklaringer om centrale hændelsesforløb, må nævnet afvise sagen. For borgere og deres rådgivere betyder det, at sager, hvor bevisførelsen primært vil bestå af vidneudsagn, med stor sandsynlighed skal føres direkte ved domstolene for at kunne blive realitetsbehandlet. Læs resumé af afgørelsen om bevisførelse

Vikarers retsstilling: Et potentielt hul i den retlige beskyttelse

En anden principiel afgørelse afdækker en kompleks og potentielt problematisk situation for vikarer, der udsættes for diskrimination af brugervirksomheden. Sagen omhandlede en kvindelig malervikar, der blev afmeldt af brugervirksomheden og efterfølgende afskediget af sit vikarbureau, kort efter hun havde meddelt sin graviditet.

Nævnet afviste at behandle klagen mod brugervirksomheden med en todelt begrundelse, der er værd at bemærke:

1. Ligebehandlingsloven fandt ikke anvendelse: Nævnet fastslog, at da der ikke var et formelt ansættelsesforhold mellem vikaren og brugervirksomheden, var brugervirksomheden ikke "arbejdsgiver" i lovens forstand. Nævnet udtaler: "Der forelå således ikke et ansættelsesforhold imellem klager og indklagede. Nævnet vurderer derfor, at indklagede ikke var arbejdsgiver for klager." Dette fritager den part, der traf den potentielt diskriminerende beslutning, for ansvar under denne lov.

2. Ligestillingsloven fandt heller ikke anvendelse: Nævnet overvejede, om forholdet kunne være omfattet af ligestillingslovens forbud mod diskrimination ved levering af tjenesteydelser. Her konkluderede nævnet imidlertid, at sagen handlede om ophævelsen af en aftale om arbejdskraft og ikke om adgang til en tjenesteydelse for offentligheden. Nævnet udtaler: "Klagen angår således ikke forskelsbehandling ved adgangen til og leveringen af varer eller tjenesteydelser."

Resultatet er, at vikaren står i en retsstilling, hvor den aktør (brugervirksomheden), der reelt afslutter arbejdsforholdet på grund af graviditet, ikke kan holdes ansvarlig i Ligebehandlingsnævnet. Dette efterlader et muligt hul i beskyttelsen, da vikarbureauet, som formelt afskediger, måske ikke har haft et diskriminerende motiv. Afgørelsen illustrerer de juridiske udfordringer, der opstår i trekantsforhold mellem vikar, vikarbureau og brugervirksomhed. Se afgørelsesresumé om vikarers retsstilling

Handicapdiskrimination i sundhedsvæsenet: En afvejning af hensyn

To sager om adgang med servicehunde til sundhedssektoren viser, hvordan nævnet foretager en konkret og kontekstafhængig afvejning af hensyn. Selvom resultaterne er forskellige, er den juridiske metode den samme og giver værdifuld indsigt i saglighedsvurderingen.

Afslag på servicehund under indlæggelse

I en sag ønskede en patient at medbringe sin psykiatriske servicehund under en længerevarende indlæggelse på et højt specialiseret afsnit for spiseforstyrrelser. Nævnet anerkendte først, at patienten havde et handicap i lovens forstand, og at et afslag på at medbringe et nødvendigt hjælpemiddel udgjorde en formodning for forskelsbehandling.

Regionen fik dog medhold, fordi afslaget var baseret på saglige og proportionale hensyn. Regionen anførte hensynet til "medpatienter og personale med evt. allergi mm og af hensyn til sikkerheden generelt". Nævnet lagde afgørende vægt på den specifikke kontekst:

"Indlæggelser på afsnittet er typisk af lang varighed, og patienterne opholder sig i afsnittet størstedelen af tiden. Det er således ikke rammer, der er sammenlignelige med et åbent døgnafsnit eller et ambulatorium."

Nævnet konkluderede, at afslaget var nødvendigt for at sikre andres sundhed og sikkerhed, og at det var proportionalt i forhold til de særlige rammer på afsnittet. Afgørelsen viser, at selvom der er en ret til ikke at blive diskrimineret, er denne ret ikke absolut og kan begrænses af legitime, tungtvejende hensyn. Læs resumé af afgørelsen om servicehund ved indlæggelse

Afvisning fra skadestue

I en anden sag blev en kvinde med sin servicehund afvist ved en skadestue. Umiddelbart kunne sagen ligne den foregående, men nævnets analyse er markant anderledes. Her fandt nævnet slet ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling på grund af handicap.

Begrundelsen var, at afvisningen skete af en helt anden og handicap-neutral årsag. Nævnet fastslår:

"Nævnet har herved lagt vægt på, at klager efter det oplyste den 12. marts 2023 blev afvist adgang til den pågældende skadestue, idet hun ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for sin ankomst til skadestuen. Klager blev således i den konkrete situation ikke behandlet ringere end andre på grund af sit handicap."

Denne afgørelse er en vigtig påmindelse om kausalitetskravet i diskriminationssager. For at der kan være tale om ulovlig forskelsbehandling, skal den ringere behandling være begrundet i handicappet. Da alle uden forudgående aftale med en vagtlæge ville blive afvist, blev klager ikke behandlet anderledes på grund af sit handicap eller sin servicehund. Se afgørelsesresumé om afvisning fra skadestue

Konklusion og fremadrettede perspektiver

De analyserede afgørelser tegner et billede af et Ligebehandlingsnævn, der nøje afgrænser sit kompetenceområde og anvender diskriminationslovgivningen med en høj grad af konkretion. For praktikere og borgere er de centrale konklusioner klare: Bevisbyrden i sager med modstridende vidneudsagn peger mod domstolene. Vikarers retsstilling over for brugervirksomheder er juridisk usikker og kan kræve lovgivningsmæssig afklaring. Endelig viser sagerne om handicap, at mens beskyttelsen er reel, vil en velbegrundet, saglig og proportional begrundelse fra en offentlig myndighed ofte blive anerkendt, især når hensynet til tredjemands sundhed og sikkerhed er i spil.