Planklagenævnet underkender Varde Kommunes forsøg på at bruge en vejservitut som skalkeskjul mod udstykning. Sagen understreger et strengt forbud mod usaglige hensyn i forvaltningen.
Varde Kommune forsøgte at bremse en lovlig udstykning ved at anvende en servitut om vejbredde som skalkeskjul, mens Styrelsen for Grøn Arealomlægning har fået underkendt et afslag på støtte til en økologisk æbleplantage på grund af ulovligt "skøn under regel".
En lang række nye afgørelser fra klagenævnene kaster lys over de klassiske forvaltningsretlige faldgruber, som landets myndigheder og kommuner fortsat navigerer i. Gennemgangen af de seneste sager viser en tydelig tendens: Nævnene slår hårdt ned på usaglige hensyn, mangelfulde begrundelser og manglende hjemmel, mens sagsbehandlingsfejl i visse tilfælde kan reddes, hvis lovens forbud er absolutte.
Forbud mod udstykning camoufleret som vejkrav
Et klassisk eksempel på forvaltningsretlig magtfordrejning og usaglige hensyn udspillede sig i Varde Kommune. En lodsejer i Henne ansøgte om at udstykke sin sommerhusgrund i to og ønskede i den forbindelse at indsnævre en privat fællesvej fra 10 til 8 meter.
Forbud baseret på usaglige hensyn
Kommunen meddelte et forbud mod at indsnævre vejen, idet man henviste til en tinglyst servitut fra 1967. Afgørelsen var truffet med hjemmel i Planloven § 43, som giver kommunen ret til at håndhæve privatretlige servitutter. Men i selve afgørelsens begrundelse skrev kommunen eksplicit, at man ønskede at håndhæve vejbredden, "idet det vurderes, at en indsnævring vil åbne mulighed for udstykning, hvilket ikke er ønskeligt".
Planklagenævnets underkendelse
Den begrundelse underkender Planklagenævnet fuldstændigt. Nævnet fastslår, at kommunen ikke kan anvende en bestemmelse om vejbredde til reelt at forhindre en udstykning.
Planklagenævnet lægger på denne baggrund til grund, at forbuddet mod indsnævring af vejen reelt er begrundet i et ønske om at forhindre udstykning. [...] Kommunens skønsmæssige begrundelse for at nedlægge det påklagede forbud er derfor ikke planlægningsmæssigt relevant set i forhold til den servitutbestemmelse, som kommunens forbud er meddelt med hjemmel i.
Afgørelsen blev dermed ophævet, da den led af en væsentlig retlig mangel. Hvis kommunen vil stoppe udstykningen, må de finde den korrekte lovhjemmel til netop det formål.
Manglende hjemmel til at gennemtvinge beplantning
I en anden sag fra selve samme kommune fik Varde Kommune dog medhold i en mere passiv tilgang til loven. Ejere af naboejendomme til en campingplads i Blåvand klagede over, at kommunen nægtede at meddele campingpladsen et påbud om at etablere et 5 meter bredt beplantningsbælte, som var indtegnet i lokalplanen.
Nævnet gav kommunen ret i, at der manglede hjemmel. Lokalplaner fastsætter regler for fremtidige dispositioner, men de udløser ikke i sig selv en handlepligt for ejeren, medmindre kravet er koblet sammen med en ibrugtagningsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2. Da lokalplanens ibrugtagningsbestemmelse kun omhandlede tilslutning til vand og spildevand, kunne kommunen ikke gennemtvinge beplantningen.
Styrelse underkendes for skøn under regel
At forvaltningen skal foretage en konkret og individuel vurdering, og ikke blot trække en firkantet regel ned over borgerne, bliver understreget i en markant afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Afslag på arealstøtte til æbleplantage
En landbruger havde etableret en økologisk æbleplantage med 140 træer pr. hektar, fordi han benyttede vækstkraftige grundstammer, der kræver stor planteafstand (7x10 meter). Han søgte om dispensation fra kravet om 400 planter pr. hektar for at få udbetalt arealstøtte. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø gav afslag, primært med den begrundelse, at 140 træer lå "meget langt fra" minimumskravet på 400.
Kras kritik fra klagenævnet
Denne mangel på konkret stillingtagen er i strid med Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Nævnet udtaler kras kritik af styrelsen:
Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at styrelsens begrundelse for afslaget alene beror på, at de i ansøgningen angivne 140 æbletræer pr. ha er for langt fra bekendtgørelsens mindstekrav om 400 æbletræer pr. ha. På den baggrund finder nævnet, at styrelsens afslag på dispensation er mangelfuldt begrundet.
Sagen er nu hjemvist til fornyet behandling, hvor styrelsen skal vurdere, om plantemetoden udgør et "særligt tilfælde", som dispensationsreglen er skabt til at håndtere.
Overblik over forvaltningsretlige fejl
Afgørelserne fra den forgangne uge viser en bred vifte af forvaltningsretlige problemstillinger. Her er et overblik over de mest udbredte sagsbehandlingsfejl:
| Myndighed | Retligt problem | Lovgrundlag | Resultat i nævnet |
|---|---|---|---|
| Varde Kommune | Magtfordrejning/Usaglige hensyn | Planloven | Afgørelse annulleret |
| Landbrugsstyrelsen | Skøn under regel / Mangelfuld begrundelse | Forvaltningsloven | Ophævet og hjemvist |
| Vejen Kommune | Manglende partshøring | Forvaltningsloven | Stadfæstet (konkret uvæsentlig) |
| Guldborgsund Kommune | Mangelfuldt oplyst grundlag | Miljøbeskyttelsesloven | Ophævet og hjemvist |
Sagsbehandlingsfejl reddes af absolutte lovkrav
Selvom en myndighed begår fejl, fører det ikke nødvendigvis til afgørelsens ugyldighed. Det illustreres i en sag fra Vejen Kommune, hvor en virksomhed havde opstillet en digital reklameskærm på en trailer ved en mark nær Skodborg.
Manglende partshøring af ejer
Kommunen krævede skiltet fjernet, men sendte kun partshøring til lodsejeren og ikke til virksomheden, der ejede selve traileren. Dette var en klar overtrædelse af Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Alligevel blev kommunens påbud stadfæstet.
Konkret uvæsentlig fejl
Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at skiltet stod i "det åbne land". Da forbuddet mod reklameskilte i det åbne land ifølge Naturbeskyttelsesloven § 21, stk. 1 er absolut og uden dispensationsmulighed, kunne ejeren af skiltet under ingen omstændigheder have fremført argumenter, der ville ændre sagens udfald. Fejlen var dermed "konkret uvæsentlig".
Strenge krav til kommunernes data ved pesticidforbud
At officialprincippet (undersøgelsesprincippet) stiller store krav til myndighedernes datagrundlag, må Guldborgsund Kommune sande. Kommunen havde nedlagt et pesticidforbud i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) for to drikkevandsboringer, baseret på en generel vurdering af sprækker i lerlag og områdets geologi.
Krav om specifik dokumentation
Miljø- og Fødevareklagenævnet underkender afgørelsen, idet kommunens hydrologiske data ikke var specifikke nok. Nævnet opstiller tre faste kriterier, der skal bevises af kommunen, før et forbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 24a, stk. 1 er lovligt:
- Der skal være grundvandsdannelse inden for BNBO.
- Der skal være en nedadrettet gradient.
- Strømningsretningen skal påvise, at nedsivet vand faktisk ender i boringens filter.
Da kommunen ikke konkret havde dokumenteret disse strømningsforhold for det specifikke areal, var afgørelsen truffet på et utilstrækkeligt oplyst grundlag.
Klageberettigelse og formelle afvisninger
Flere aktuelle sager viser også de processuelle grænser for at klage.
Nabo afvist i sag om naturinteresser
En nabo i Aarhus forsøgte at få omstødt en dispensation til en sauna og en toiletbygning inden for strandbeskyttelseslinjen. Men naboen blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Kredsen af klageberettigede er udtømmende oplistet i Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1, og den beskytter naturinteresser – ikke nabointeresser.
Afslag på genoptagelse trods inhabilitetspåstand
I en anden aarhusiansk sag forsøgte et par borgere i Skæring at få genoptaget en sag om et fast hegn, som de fastholdt var et lovligt "trappeværn". De mente, at en kommunal sagsbehandler havde været inhabil. Planklagenævnet afviste genoptagelsen og fastslog tørt, at simpel uenighed i nævnets juridiske vurdering ikke er en gyldig grund til genoptagelse, og at påstande om inhabilitet ikke kan trækkes frem som et "nyt" klagepunkt, når det ikke var rejst i den oprindelige sag.
Ingen opsættende virkning for bosted
Også i Køge Kommune blev en borgerforening mødt med en procesretlig afvisning. De ønskede at give en klage over et bosted for fire beboere opsættende virkning. Planklagenævnet afslog, da foreningen ikke kunne sandsynliggøre, at kommunens tilladelse var et væsentligt brud på planloven, hvilket er hovedreglen for fravigelse, når man ønsker et bygge- eller anlægsarbejde midlertidigt standset.
Valgfrihed mellem vejlovens tilladelser
Endelig har Vejdirektoratet udstedt en principiel afgørelse, der rydder op i den kommunale praksis omkring opsætning af teknikskabe og brønde. Spørgsmålet har været, om tele- og elselskaber skal have to tilladelser: Én gravetilladelse og én særskilt rådighedstilladelse til selve de faste skabe.
Smidigere sagsbehandling og gæsteprincip
Vejdirektoratet slår fast, at kommunerne for smidighedens skyld kan vælge at lade teknikskabene indgå som en "accessorisk" (afledt) del af gravetilladelsen efter Lov om offentlige veje m.v. § 73, stk. 1. Dette har den praktiske fordel for forvaltningen, at de kan håndhæve bodsbestemmelser for forsinkelser, hvilket ikke er muligt, hvis skabene udelukkende reguleres som en "råden over vej" efter vejlovens § 80. Uanset hvilken paragraf kommunen benytter, ligger skabene dog fortsat underlagt det velkendte gæsteprincip i Lov om offentlige veje m.v. § 77, stk. 1.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
