Skærpede grænser i forvaltningsretten: Redigeringsret, klageadgang og afgørelsesbegrebet under lup

Seks nye afgørelser skærper forvaltningsrettens grænser: udkast og politianmeldelser er ikke afgørelser, redaktørens ret står stærkt, og fiskerfartøjer kan ikke sidestilles med skibe i udenrigsfart for afgiftsfritagelse.

Nye afgørelser fra Pressenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Skatterådet strammer linjen for både medier, myndigheder og erhvervsliv.

Overblik: Seks aktuelle afgørelser – én retning

De seneste sager viser en markant bevægelse mod klare kompetencegrænser og skarp begrebsanvendelse: Hvad er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand? Hvad er Pressenævnets rækkevidde? Og hvornår bærer EU-rammer igennem i national afgiftsforvaltning? Samtidig cementeres redaktørens redigeringsret – men med krav om dokumenteret forelæggelse, genmælekompetence og præcis kildeangivelse.

Klagemyndighederne hæver barren for “afgørelse”

Udkast er ikke en afgørelse – og kan ikke påklages

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste en klage over Landbrugs- og Fiskeristyrelsens høringsudkast i en tilskudssag. Nævnet definerer nøgternt afgørelsesbegrebet: “Ved administrative afgørelser forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand. En afgørelse i forvaltningsretlig forstand er en retsakt, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.” Da udkastet ikke afsluttede sagen, forelå ingen klagebar afgørelse. Læs resumé af afgørelsen

Politianmeldelse er en procesledende beslutning – ikke en afgørelse

Nævnet afviste også en klage over Fødevarestyrelsens beslutning om politianmeldelse efter et kontrolbesøg. Beslutningen “ikke går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, men alene er en procesledende beslutning,” og falder derfor uden for klageadgangen. Se afgørelsesresumé

Pressenævnets linje: Redigeringsret og kompetence – men krav om ordentlighed

Avisens ret til at afvise en annonce

En klager fik afvist, at Fyens Stiftstidende var forpligtet til at bringe en kritisk annonce indsendt under pseudonym. Nævnet fremhævede det “almindelige princip om, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i avisen,” og afviste klagen som “åbenbart grundløs” efter medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Nævnet bemærkede også, at spørgsmål om Grundloven hører under domstolene – uden for nævnets kompetence. Læs resumé af afgørelsen

“Broder Salsa”: Forelæggelse, genmæle og SoMe uden for nævnets rækkevidde

I klagen over Frihedsbrevets podcastserie lagde Nævnet afgrænsningen skarpt: sociale medier, der ikke er anmeldt efter § 8, stk. 1, falder uden for kompetencen; vurderingen vedrørte kun indhold på Frihedsbrevet.dk. Om forelæggelse og genmæle konstaterede Nævnet, at klager “kom tilstrækkeligt til orde,” og at kildernes udsagn – f.eks. at klager “råbte og skreg” – havde “tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.” Også brugen af et gammelt lydklip blev accepteret; og titlen “Broder Salsa” blev – trods skarp sprogbrug – ikke anset som presseetisk krænkende i konteksten. Se afgørelsesresumé

Politisk forpagtning: Redaktionsret, berigtigelser og brug af telefonnotater

I klagen over Sjællandske Nyheders dækning lagde Nævnet vægt på redaktionel vurderingsfrihed og på, at fejl blev berigtiget. Et AI-genereret resumé, der fejlagtigt skrev, at politikeren “gav” forpagtningsaftalen, blev rettet; Nævnet fandt i øvrigt, at omtalen samlet var korrekt og nuanceret, og at telefonnotater fra kommunen udgjorde en valid kilde. Metaforer som “Fløjlshandskerne er taget af. Boksehandskerne fundet frem.” blev anset som en sammenfattende vurdering med dækning i sagens faktiske forløb. Læs resumé af afgørelsen

Afgiftsretten som forvaltningsret: Skatterådets skarpe sondringer

Skatterådet afviste, at et erhvervsfiskefartøj kunne behandles som “skib i udenrigsfart” ved levering af brændstof uden energi- og CO2-afgift. Rådet tiltrådte Skattestyrelsens grundlæggende sondring mellem to “klart adskilte regelsæt”: skibe i udenrigsfart vs. fiskerfartøjer. Dermed kunne fiskefartøjet ikke “sidestilles” med et skib i udenrigsfart, uanset at over 50 % af sejladsen foregik uden for søterritoriet. Citat: “Afgiftspligten [for CO2] gælder både for indenrigs og udenrigs fiskeri, når tankning sker i Danmark inden for dansk land- eller søterritorium.” Styrelsen støttede fortolkningen bl.a. på ordlydsnær læsning af “udenrigsfart” (som “(regelmæssig) sejlads mellem to steder”) og på lovforarbejder til 2024‑ændringerne, der eksplicit indfaser CO2-afgift på fiskeri. Se afgørelsesresumé

Tværgående tendenser

• Afgørelsesbegrebet strammes: Kun det, der fastsætter, “hvad der er eller skal være ret,” kan påklages. Procesledende skridt og høringsudkast er uden for klageadgang.
• Pressenævnet fastholder snæver kompetence og vid redigeringsret – men kræver dokumenteret forelæggelse, tydelig afgrænsning (fx SoMe uden for § 8), og hurtige berigtigelser.
• EU‑rammerne filtreres gennem national lov: Selv med direktivreference får fiskerfartøjer ikke automatisk afgiftsfritagelse; den danske lovgiver har udnyttet rummet til at pålægge CO2‑afgift ved tankning i Danmark.

Praktiske implikationer

• Myndigheder: Kommunikér klart, hvornår der er tale om udkast vs. afgørelse. Giv partshøring rettidigt, men undgå at udstede “pseudo-afgørelser”, der udløser unødvendige klagespor.
• Medier og redaktører: Redigeringsretten står stærkt, men forelæggelse, kildekritik og rettelser er afgørende – ikke mindst når AI-elementer indgår i publiceringen. Afklar også, hvilke platforme der er anmeldt under § 8.
• Erhvervsaktører og rådgivere: Basér afgiftsplanlægning på de gældende nationale bestemmelser – momspraksis og direktivformuleringer bærer ikke i sig selv afgiftsfritagelse, når lovgiver har indsnævret fritagelsen.

Sammenligninger til tidligere praksis – i praksis

Den aktuelle linje ligger i forlængelse af klassisk dansk forvaltningsret: skarpe kompetencegrænser, ordlydsnær retsanvendelse og respekt for specialregler (fx medieansvarsloven og afgiftslovene). For den praktiske sagsførelse betyder det, at de stærkeste argumenter retter sig mod selve kvalifikationen (afgørelse vs. proces), dokumentation for forelæggelse og lovgivers eksplicitte politiske valg – ikke mod brede principper, der falder uden for klageorganernes kompetence i den konkrete sag.