Nye afgørelser i erstatnings- og ligebehandlingsret: Fra førerhunde på hoteller til gravides rettigheder og udlejers formelle faldgruber

Dybdegående analyse af Ligebehandlingsnævnets praksis om gravides retsstilling og handicapdiskrimination, samt Huslejenævnets afgørelse om udlejers erstatningskrav.

Nye afgørelser i erstatnings- og ligebehandlingsret: Fra førerhunde på hoteller til gravides rettigheder og udlejers formelle faldgruber

De seneste afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet og Huslejenævnet tegner et klart billede af en retspraksis, der stiller strenge krav til bevisførelse og procedureoverholdelse hos den stærke part i en tvist. Inden for erstatnings- og forsikringsretten ser vi en tendens, hvor formelle fejl og manglende dokumentation kan få afgørende betydning for sagens udfald. Denne artikel analyserer fire principielle afgørelser, der belyser den skærpede beskyttelse af gravide lønmodtagere, personer med handicap og lejere.

Skærpet beskyttelse mod diskrimination: En tung bevisbyrde for erhvervsdrivende

To nylige sager fra Ligebehandlingsnævnet understreger den stærke beskyttelse, som gravide nyder på arbejdsmarkedet, og illustrerer den tunge bevisbyrde, der påhviler arbejdsgivere i sager om afskedigelse.

Graviditet og arbejdsmarkedet: Tidsmæssig sammenhæng vejer tungt

I en sag blev en konsulent afskediget blot otte dage efter, at hun mundtligt havde informeret sin direktør om sin graviditet. Arbejdsgiveren anførte økonomiske vanskeligheder og klagerens lave antal fakturerbare timer som begrundelse. Ligebehandlingsnævnet fandt dog ikke, at arbejdsgiveren havde løftet den omvendte bevisbyrde, som påhviler dem i sager om afskedigelse under graviditet, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4. Nævnet lagde afgørende vægt på den tidsmæssige nærhed mellem graviditetsmeddelelsen og opsigelsen. Som nævnet udtaler: "Nævnet har lagt vægt på den nære tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelsen af klager og hendes oplysning til sin direktør om sin graviditet." Selvom en bestyrelsesmedlem igangsatte opsigelsesprocessen få timer efter meddelelsen og hævdede uvidenhed om graviditeten, var dette ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen om ulovlig forskelsbehandling. Sagen understreger, at en arbejdsgiver skal fremlægge særdeles tungtvejende og objektiv dokumentation for, at en afskedigelse er fuldstændig uafhængig af graviditeten, når den sker i så tæt tidsmæssig forbindelse. Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 260.000 kr. Læs resumé af afgørelsen om den afskedigede gravide konsulent.

En anden sag viser en mere nuanceret problemstilling for vikaransatte. En gravid malervikar blev afmeldt af brugervirksomheden på grund af produktionsændringer, hvorefter vikarbureauet afskedigede hende. Nævnet fandt, at selve afskedigelsen fra det specifikke vikariat var lovlig, da den var begrundet i brugervirksomhedens forhold. Vikarbureauet havde dermed løftet sin bevisbyrde for denne del. Problemet opstod imidlertid, da vikarbureauet efterfølgende slog nye stillinger op som malervikar uden at tilbyde en af disse til klageren. Bureauets forklaring om, at stillingsopslagene blot var til en 'jobbank' og ikke reelle stillinger, blev afvist af nævnet. Nævnet henviste direkte til ordlyden i et af opslagene: "Det fremgår af den tekst, indklagede selv har skrevet i stillingsopslaget af 8. marts 2023, at ”virksomheden har meget travlt, og ordrebogen er fyldt op. ”". Denne formulering underminerede påstanden om, at der ikke var reelle jobåbninger. Vikarbureauet havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at den manglende ansættelse i et nyt vikariat var fri for diskrimination. Klageren fik medhold i denne del af klagen og en godtgørelse på 25.000 kr. Se resuméet af sagen om malervikaren.

Handicapdiskrimination: Når saglige formål ikke er nok

En afgørelse om adgang for en førerhund til en hotelrestaurant illustrerer, hvor høje krav der stilles til virksomheders begrundelse for praksis, der indirekte forskelsbehandler personer med handicap. Et hotel afviste en gæst med førerhund i restauranten med henvisning til, at det var et allergivenligt hotel, og af hensyn til hygiejne. Nævnet anerkendte, at hensynet til hygiejne og andre gæsters helbred var et sagligt formål. Afgørende var dog, om forbuddet var nødvendigt for at opnå formålet. Her fandt nævnet, at hotellet ikke havde løftet sin bevisbyrde. Nævnet udtaler: "Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at klager kunne medbringe sin førerhund i hotellets restaurant, uden at hensynet til hygiejnen og andres helbred blev tilsidesat." Afgørelsen sender et klart signal om, at en generel politik ikke er tilstrækkelig. Virksomheder skal konkret vurdere og kunne dokumentere, hvorfor en individuel tilpasning ikke er mulig, før de kan afvise et anerkendt hjælpemiddel som en førerhund. Klageren fik medhold og en godtgørelse på 5.000 kr. Læs resumé af afgørelsen om førerhunden.

Formelle krav som afgørende faktor i erstatningssager

En afgørelse fra Huslejenævnet viser med al tydelighed, at overholdelse af lejelovens formelle regler er altafgørende for en udlejers mulighed for at gøre istandsættelseskrav gældende ved fraflytning.

Lejeret: Forsinket indflytningssyn koster udlejer dyrt

I en sag krævede en udlejer betaling for en række istandsættelsesarbejder fra lejernes depositum. Det centrale i sagen var, at selvom lejerne overtog lejemålet den 15. august 2020, blev indflytningssynet først afholdt den 3. marts 2021 – mere end syv måneder senere. For professionelle udlejere (med mere end én beboelseslejlighed) er det et lovkrav, at der afholdes syn og udarbejdes en rapport "i forbindelse med indflytningen", jf. lejelovens § 90. Huslejenævnet konkluderede prompte, at denne forsinkelse medførte, at udlejer havde fortabt sit krav på normalistandsættelse. Nævnets begrundelse var klar: "Indflytningsrapport er dermed ikke udfærdiget 'i forbindelse med indflytningen'. (...) Udlejer har derfor ikke opfyldt de formelle krav, der fremgår af lov om leje § 90, stk. 1 og 2, og har af den grund fortabt ethvert istandsættelseskrav mod lejerne, jf. § 90, stk. 3." At lejerne ved fraflytningssynet havde underskrevet en rapport, hvor de anerkendte at hæfte for arbejderne, ændrede ikke på resultatet. Nævnet vurderede, at denne underskrift hvilede på en urigtig forudsætning om deres hæftelse. Udlejer kunne kun få dækket udgifter til egentlig misligholdelse, som blev skønsmæssigt fastsat til 2.000 kr., mens det resterende krav på over 27.000 kr. bortfaldt. Se resumé af huslejenævnets afgørelse.

Praktiske konsekvenser og tendenser

Disse afgørelser har vidtrækkende praktiske konsekvenser:

• For arbejdsgivere: Dokumentationsbyrden i sager om afskedigelse af gravide er enorm. Enhver beslutning skal kunne begrundes med objektive, målbare og veldokumenterede forhold, der beviseligt intet har med graviditeten at gøre. For vikarbureauer gælder en pligt til at vurdere gravide vikarer til nye stillinger på lige fod med andre.
• For serviceudbydere: En generel politik er sjældent nok til at retfærdiggøre en praksis, der rammer personer med handicap. Der skal foretages en konkret vurdering af muligheden for rimelig tilpasning.
• For udlejere: Lejelovens procedureregler, især om ind- og fraflytningssyn, er ikke blot vejledende. Manglende overholdelse kan føre til et totalt tab af retten til at kræve betaling for normalistandsættelse.

Konklusion

Samlet set bekræfter de analyserede afgørelser en klar juridisk tendens: Beskyttelsen af den formodet svagere part – lønmodtageren, den handicappede, lejeren – er stærk og håndhæves strengt af nævnene. Bevisbyrden placeres tungt på den professionelle part, og formelle fejltrin får kontante konsekvenser. For virksomheder, arbejdsgivere og udlejere er budskabet tydeligt: Sæt jer ind i reglerne, overhold procedurerne til punkt og prikke, og vær forberedt på at skulle dokumentere grundlaget for jeres beslutninger i detaljer.