Analyse: Nye afgørelser om offererstatning i udlandet, indirekte ofre og forældelse

Nye afgørelser fra Erstatningsnævnet præciserer reglerne for offererstatning for vold i udlandet og definerer den hårfine grænse for indirekte ofre.

Nye afgørelser fra Erstatningsnævnet: Grænserne for offererstatning i udlandet og ved masseskyderier skærpes

En række nye afgørelser fra Erstatningsnævnet belyser og præciserer centrale aspekter af dansk erstatningsret, særligt inden for Offererstatningslovens anvendelsesområde. Gennem en dybdegående analyse af de fulde afgørelsestekster afdækkes nævnets praksis vedrørende forbrydelser begået i udlandet, den hårfine grænse for anerkendelse som indirekte skadelidt ved masseskyderier, samt vigtige processuelle regler om forældelse og bevisførelse. Disse afgørelser har betydelige praktiske konsekvenser for både ofre, advokater og rådgivere.

Tema 1: Offererstatningslovens rækkevidde uden for Danmarks grænser

To principielle afgørelser viser, hvordan Erstatningsnævnet fortolker Offererstatningslovens § 1, stk. 3, der udvider lovens dækning til visse forbrydelser begået i udlandet. Afgørende er sagens tilknytning til Danmark, hvilket nævnet vurderer ud fra konkrete omstændigheder.

Vold mellem danske statsborgere på ferie

I en sag, hvor en kvinde blev udsat for vold af sin kæreste under en ferie på Malta, fandt Erstatningsnævnet, at hændelsen var omfattet af dansk lov. Nævnet lagde afgørende vægt på den stærke, eksisterende tilknytning mellem offer og skadevolder. I afgørelsen hedder det: "Nævnet lagde vægt på, at ansøger og skadevolder begge var danske statsborgere, at de havde bopæl i Danmark, at de var kærester, da de var på ferie på Malta, samt at de boede på samme hotelværelse på Malta." Nævnet konkluderede, at deres fælles ophold ikke beroede på en tilfældighed, og at sagen derfor i sin helhed var omfattet af offererstatningsloven, uanset om volden fandt sted på et diskotek eller på hotelværelset. Afgørelsen cementerer, at når danske statsborgere med tæt relation rejser sammen, følger Offererstatningslovens beskyttelse med. Læs resumé af afgørelsen om vold på ferie

Forbrydelser i et "lukket dansk miljø"

En anden sag udvider forståelsen af tilknytningskravet til situationer, hvor et offer har opholdt sig i udlandet i længere tid. Her blev en ung kvinde, der sammen med sine søskende var sendt til Marokko af sin far, udsat for vold og seksuelle overgreb. Faderen blev efterfølgende dømt i Danmark. Selvom offeret kun havde haft begrænset ophold i Danmark, fandt nævnet, at betingelserne var opfyldt. Nævnet begrundede dette med, at der var tale om et "lukket dansk miljø". I sin vurdering fremhævede nævnet en række faktorer: "Både ansøger og skadevolder havde dansk og marokkansk statsborgerskab, og ansøger havde, trods sit begrænsede ophold i Danmark, aldrig opgivet sin tilknytning til Danmark." Denne tilknytning blev yderligere understøttet af, at søsteren forsøgte at kontakte den danske ambassade, at børnene rejste til Danmark for at søge hjælp, og at faderen blev retsforfulgt og dømt i Danmark. Afgørelsen er et vigtigt eksempel på, at loven kan finde anvendelse selv ved langvarige udlandsophold, når sagens kerneelementer har en stærk og vedvarende forbindelse til Danmark. Se afgørelsesresumé om overgreb i udlandet

Tema 2: Den hårfine grænse for indirekte ofre ved masseskyderier

To sager fra samme skudepisode i et shoppingcenter illustrerer med al tydelighed, hvor afgørende de konkrete omstændigheder er for, om man kan anerkendes som direkte eller indirekte skadelidt.

Afslag: At være vidne var ikke nok

I den ene sag fik en ansøger afslag på erstatning, selvom vedkommende havde set gerningsmanden på få meters afstand og gemt sig i et baglokale, mens der blev affyret skud. Nævnets afgørelse var klar og restriktiv. Det centrale var, at der ikke var bevis for en direkte trussel mod ansøgeren. Nævnet udtaler: "Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at skadevolder sigtede i den retning, hvor ansøger befandt sig." Heller ikke den psykiske belastning ved at gemme sig i uvished i flere timer kunne føre til, at ansøgeren blev anset som indirekte skadelidt. Afgørelsen fastslår en høj tærskel: En generel fare og den medfølgende frygt er ikke i sig selv nok til at udløse erstatning. Læs resumé af afslaget til vidne ved skyderi

Anerkendelse: Nærhed og overhængende fare var afgørende

I skarp kontrast hertil står en anden afgørelse fra samme hændelse, hvor en ansøger blev anerkendt som indirekte skadelidt. Forskellen lå i de faktiske omstændigheder. Denne ansøger befandt sig på en rulletrappe, der kørte nedad mod gerningsmanden, som stod for enden og skød mod personer på netop denne rulletrappe. Selvom nævnet heller ikke her fandt det bevist, at gerningsmanden sigtede direkte mod ansøgeren, var situationen anderledes. Nævnet konkluderede, "at ansøger havde været så tæt på begivenhedernes centrum, at ansøger med rette havde følt en overhængende risiko for selv at lide personskade." Denne afgørelse viser, at en objektivt konstaterbar og overhængende fare, skabt af offerets position og bevægelse i forhold til truslen, kan være tilstrækkeligt til at opnå status som indirekte skadelidt. Sammenligningen af de to sager giver en uvurderlig indsigt i nævnets bevisvurdering i sager om masseskader. Se resumé af anerkendelsen som indirekte skadelidt

Tema 3: Processuelle faldgruber: Forældelse og beviskrav

To yderligere afgørelser understreger vigtigheden af at overholde erstatningsrettens processuelle regler. Fejl kan føre til tab af ellers berettigede krav.

Forældelse af krav mod tredjepart medfører tab af erstatning

En sag om dækning af tandbehandlingsudgifter illustrerer, hvordan forældelsesregler kan få afgørende betydning. Nævnet havde i 2017 givet tilsagn om at dække udgifterne, men modtog først regningerne i 2023. Ansøgeren oplyste, at tandlægen først for nylig havde rykket for betaling. Nævnet undersøgte sagen og fandt, at tandlægens krav mod ansøgeren var forældet efter forældelseslovens almindelige 3-årige frist. Konsekvensen var, at ansøgeren ikke længere var retligt forpligtet til at betale regningerne. Nævnets konklusion var derfor, "at kravene var forældede efter forældelseslovens § 3, stk. 1, og idet ansøger derfor ikke havde lidt et tab, gav nævnet afslag på kravene." Sagen er en vigtig påmindelse om, at et tilsagn om erstatning forudsætter, at der eksisterer et reelt og inddriveligt tab. Læs resumé af afgørelsen om forældelse

Fast track-regler for mindre krav er ikke en automatik

En sag om godtgørelse for svie og smerte viser, at selv mindre krav under beløbsgrænsen i Offererstatningslovens § 9, stk. 2, ikke behandles ukritisk. En ansøger søgte om godtgørelse for 14 dages sygemelding, men sagens dokumenter viste kun 12 dages sygemelding. Nævnet fastslog, at det ikke er forpligtet til at anvende den forenklede 'fast track'-procedure, når der foreligger oplysninger, der sår tvivl om kravets fulde berettigelse. Nævnet udtaler: "Nævnet er ikke forpligtet til at behandle en sag efter fast track proceduren i § 9, stk. 2, når nævnet er i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at ansøgeren ikke har krav på at få hele den ansøgte godtgørelse." I stedet skulle nævnet træffe afgørelse baseret på det dokumenterede grundlag og tilkende godtgørelse for de faktiske 12 dage. Afgørelsen understreger, at bevisbyrden fortsat påhviler ansøger, selv ved mindre krav. Se afgørelsesresumé om godtgørelse under beløbsgrænsen

Konklusion og praktiske konsekvenser

De analyserede afgørelser fra Erstatningsnævnet tegner et billede af en praksis, der er både nuanceret og stringent. For det første udvides Offererstatningslovens geografiske anvendelsesområde gennem en konkret vurdering af sagens 'danske tilknytning', hvad enten det er i rammerne af en ferie eller et mere komplekst 'lukket dansk miljø'. For det andet sætter nævnet en høj og faktabaseret tærskel for, hvornår man kan anses som indirekte skadelidt i kaotiske situationer som masseskyderier; en objektivt overhængende fare er påkrævet. For det tredje understreger afgørelserne, at processuelle regler om forældelse og beviskrav håndhæves strengt. For ofre og deres rådgivere er det en klar påmindelse om vigtigheden af at sikre et solidt faktuelt og juridisk grundlag for ethvert erstatningskrav, stort som småt.