Domstole og nævn sætter grænser for erstatning og retsmisbrug

De seneste afgørelser inden for erstatningsret, forbrugerbeskyttelse og forvaltningsret viser en tydelig tendens til, at domstole og ankenævn slår hårdt ned på forsøg på at strække juridiske rettighed

Nye afgørelser fra EU-Domstolen, Planklagenævnet og beboerklagenævnene trækker skarpe grænser for erstatning, økonomisk ansvar og retsmisbrug. Dommene fastslår blandt andet, at manglende kompetence afviser krav om helbredserstatning i nævnene, og at forbrugere ikke kan udnytte fortrydelsesretten til at opnå gratis ydelser.

De seneste afgørelser inden for erstatningsret, forbrugerbeskyttelse og forvaltningsret viser en tydelig tendens til, at domstole og ankenævn slår hårdt ned på forsøg på at strække juridiske rettigheder ud over deres formål. Hvad enten der er tale om en lejer, der kræver erstatning for helbredstab, en bygherre med en ulovlig kælder, eller en forbruger der forsøger at undgå betaling via EU-retten, understreger praksis vigtigheden af god tro og korrekte beføjelser.

Forbrugerbeskyttelse må ikke føre til retsmisbrug

Afgørelsen fra EU-Domstolen (sag C-564/24) illustrerer den fine grænse mellem stærk forbrugerbeskyttelse og decideret retsmisbrug. Sagen udspringer af en tysk tvist, hvor en forbruger havde hyret en arkitekt til at indhente tilbud og udarbejde kontrakt på leje og montering af et stillads. Da arbejdet var fuldt udført, og stilladset var taget ned, meddelte forbrugeren pludselig, at hun ville gøre brug af sin fortrydelsesret. Argumentet var, at stilladsfirmaet aldrig havde oplyst hende om fortrydelsesretten, hvilket efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder § 14 normalt udløser en markant forlænget frist og ofte fritager forbrugeren for betaling.

Domstolen fastslog, at man bevarer sin status som forbruger jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder § 2, selvom man bistås af en professionel arkitekt i forløbet. Der var i juridisk forstand ligeledes fortsat tale om en fjernsalgsaftale, selvom arkitekten fungerede som mellemmand. Men domstolen trak en streg i sandet over for selve udnyttelsen af den udvidede frist. Hvis en forbruger bevidst venter med at fortryde til efter ydelsen er fuldt leveret, udelukkende med det formål at slippe for at betale for en ydelse, der af gode grunde ikke kan leveres tilbage, udgør det retsmisbrug. EU-retlige regler, der ellers skal beskytte den svage part, må ikke anvendes til at opnå svigagtige økonomiske fordele på leverandørens bekostning.

Læs mere her: Lovguiden – Fortrydelsesret og misbrug af rettigheder i forbrugeraftaler indgået med bistand fra en arkitekt

Nævnets manglende kompetence ved personskade

Når tvister opstår i lejeforhold, er det essentielt at kende nævnenes begrænsninger, især når konflikten bevæger sig ind på erstatningsrettens område. I en nylig sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune krævede en udlejer dækning af istandsættelsesudgifter efter lejerens fraflytning. Lejeren kvitterede med et omfattende modkrav, der blandt andet indeholdt et krav om økonomisk erstatning for mén og helbredstab, som lejeren mente stammede fra et usundt indeklima med defekt udsugning og angreb af borebiller.

Beboerklagenævnet godkendte udlejers krav om istandsættelse, men afviste blankt at realitetsbehandle lejerens modkrav om helbredserstatning. Et administrativt husleje- eller beboerklagenævn har hverken ressourcerne eller den juridiske kompetence til at vurdere beviser for personskade og lægelige årsagssammenhænge. Sådanne erstatningssager kræver typisk syn og skøn, medicinsk dokumentation og vidneafhøringer, hvilket udelukkende hører hjemme hos de civile domstole. Nævnet slog desuden fast, at da lejeren allerede var fraflyttet boligen, eksisterede der ikke længere en retlig interesse i at få udbedret selve de fysiske mangler.

Læs mere her: Lovguiden – Udlejers krav på istandsættelse og husleje godkendt efter lejerens fraflytning

Fejl i byggetilladelser og frygt for erstatningsansvar

I en opsigtsvækkende afgørelse fra Planklagenævnet blev en byggetilladelse til et nyt enfamiliehus i Egå delvist ophævet. Sagen illustrerer de alvorlige konsekvenser for både bygherrer og kommuner, når der laves fejl i den indledende sagsbehandling. Aarhus Kommune havde godkendt en bygningshøjde på 8,5 meter ved at måle fra overkanten af husets gulv. Dette er i strid med fast praksis i bygningsreglementet, som kræver, at højden beregnes ud fra det "naturlige terræn" – altså terrænets oprindelige kote før byggeriet.

Bygningshøjden skal således måles fra det naturlige terræn, og ikke fra overkant af gulv. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der er naturligt terræn, herunder om det svarer til koten for overkant af gulv.

Fejlen betød, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, jf. Planloven § 18, og måtte sendes tilbage til fornyet behandling.

Et andet og lige så principielt punkt i sagen var bygherrens etablering af en kælder, hvilket lokalplanen udtrykkeligt forbød. Alligevel fik bygherren medhold. Kommunen havde nemlig et par år forinden givet tilladelse til en kældertilbygning på den samme adresse, og selvom ansvaret for byggeriets lovlighed som det klare udgangspunkt påhviler ejeren jf. Byggeloven § 16, stk. 11, vurderede nævnet, at kommunens tidligere, positive tilkendegivelse havde skabt en retsstilling baseret på berettigede forventninger.

Klagende naboer, der var anerkendt som fuldgyldige parter i sagen efter Planloven § 60, stk. 1 på grund af massive indbliksgener, argumenterede for, at kommunen var inhabil. De påstod, at kommunen bevidst havde set gennem fingre med lokalplanens kælderforbud af frygt for at ifalde et massivt økonomisk erstatningsansvar over for bygherren, hvis kommunen krævede byggeriet nedrevet. Planklagenævnet afviste dog dette inhabilitetsargument med henvisning til Forvaltningsloven § 3, stk. 1. Nævnet fastslog, at kommunen havde foretaget en stram retlig vurdering af rettigheder, og at der intet bevis var for, at usaglige hensyn om erstatning havde præget afgørelsen.

Læs mere her: Lovguiden – Delvis ophævelse af byggetilladelse i Egå: Fejl i højdemåling og berettigede forventninger til kælder

Praktiske konsekvenser på tværs af retsområder

For at skabe et klart overblik over dommenes principielle betydning, kan de juridiske konsekvenser opsummeres i nedenstående tabel:

Sagerne sender et samlet og utvetydigt signal til lovens parter. Forbrugere og lejere skal være opmærksomme på, at regelformalia ikke er et fripas til at påføre modparten et ubegrundet tab. Omvendt skal myndigheder og udlejere sikre sig, at deres indledende sagsbehandling er fejlfri, da selv små procedurefejl – uanset om det er en ufuldstændig vejledning om fortrydelse eller et forkert målepunkt for en sokkel – i sidste ende kan fritage borgeren for et vidtgående økonomisk ansvar.