Højesteret fastslår, at en markant lønstigning ved overgang til fleksjob udløser tilbagebetaling af erstatning. Samtidig idømmes en betjent seks måneders anstalt for voldtægt i Grønland.
I en opsigtsvækkende sag fra marts 2026 tog Højesteret stilling til, om en social- og sundhedshjælper (A), der i 2013 pådrog sig en arbejdsskade, skulle tilbagebetale en del af sin løbende erhvervsevnetabserstatning. Sagen illustrerer de alvorlige økonomiske faldgruber, der kan opstå i spændingsfeltet mellem socialretlige ydelser og erstatningsret.
Kvinden var oprindeligt tilkendt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 70 %, som var beregnet ud fra den ledighedsydelse, hun modtog på det pågældende tidspunkt.
Økonomisk fremgang opdaget for sent
Da borgeren i maj 2019 påbegyndte et etårigt fleksjob på 10 timer om ugen, ændrede hendes økonomiske situation sig markant til det bedre.
| Ydelsesgrundlag | Indtægt pr. måned (før skat) | Erhvervsevnetabsprocent |
|---|---|---|
| Ledighedsydelse | Ca. 11.000 kr. | 70 % |
| Fleksjob (løn + tilskud) | Ca. 20.000 kr. | 40 % |
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opdagede først den indtægtsmæssige ændring på et langt senere tidspunkt. Myndigheden krævede herefter erstatningen for perioden juni 2019 til januar 2020 tilbagebetalt. Det afgørende spørgsmål for retten var, om kvinden havde modtaget de forhøjede ydelser "mod bedre vidende" i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1.
Fortolkningen af at modtage ydelser mod bedre vidende
For Højesteret stod valget mellem at beskytte borgerens forventning til en truffet afgørelse eller statens krav på tilbagebetaling af urigtigt udbetalte midler. Højesterets flertal på tre dommere lagde afgørende vægt på den skriftlige vejledning, borgeren havde modtaget i afgørelsen fra oktober 2018.
Her fremgik det udtrykkeligt, at en overgang til fleksjob kunne få direkte betydning for erstatningens størrelse, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 42, stk. 2.
Skærpet krav til agtpågivenhed
Flertallet konkluderede, at borgeren burde have indset den tydelige sammenhæng mellem den markant øgede indtægt og retten til at modtage fuld erstatning:
"Ændringen indebærer en betydelig forøgelse af hendes samlede indtægt [...] Dette svarer til en indtægtsstigning på ca. 80 %. På den anførte baggrund finder vi, at A må anses for mod bedre vidende at have modtaget en større erhvervsevnetabserstatning fra juni 2019 til januar 2020, end hun var berettiget til."
To dommere dissentierede og vurderede modsat, at myndighedernes standardiserede vejledning ikke var tilstrækkelig klar til, at en almindelig borger uden særlige forudsætninger kunne gennemskue de komplekse modregningsregler i Arbejdsskadesikringsloven § 17 a. Dommen cementerer dog et skærpet krav til skadelidtes agtpågivenhed ved markante indtægtsstigninger.
Første præcedens for grønlandsk samtykkelov
Sideløbende med den erstatningsretlige afgørelse har Højesteret behandlet en skelsættende straffesag fra Grønland. Sagen sætter de første vigtige hegnspæle for anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, som trådte i kraft i juli 2023.
Afgørelsen fungerer nu som et retsligt pejlemærke for fortolkningen af bevisbyrde og udmålingspraksis for foranstaltninger i Rigsfællesskabets nordligste del. Sagens omdrejningspunkt var en mand, der i januar 2024 gennemførte vaginalt og analt samleje med en kvinde, han tidligere havde haft en længerevarende seksuel relation til.
Fysisk og verbal afvisning ignoreret
Kvinden havde forud for mødet tydeligt kommunikeret, at hun ikke ønskede at være intim på grund af angst. Under selve episoden udviste hun fysisk modstand ved at skubbe mandens hænder væk, ligesom hun verbalt afviste forsøg på analt samleje.
Tiltalte blev i landsretten dømt for overtrædelse af Kriminallov for Grønland § 77, stk. 1. For Højesteret var den afgørende juridiske problemstilling fokuseret på, om landsretten udtrykkeligt havde taget stilling til det subjektive tilregnelseskrav – altså forsættet til at gennemføre samlejet uden modpartens frivillige accept.
Bevisvurdering og foranstaltningens længde fastslået
Højesteret fandt i sagens akter belæg for, at afgørelsen fra Grønlands Landsret måtte forstås således, at forsættet var uomtvisteligt bevist. Dette beroede særligt på kvindens fysiske og verbale afvisninger, som var understøttet af tiltaltes egen forklaring om, at han hørte "benægtende lyde".
Forsvareren argumenterede for en mildere og betinget dom på fire måneder med henvisning til tidligere retspraksis for de såkaldte tilsnigesamlejer. Højesteret valgte dog at fastholde en ubetinget anbringelse i anstalt i seks måneder under henvisning til principperne i Kriminallov for Grønland § 121, stk. 1 om hensynet til lovovertrædelsens iboende grovhed.
Personlige forhold mildnede ikke straffen
I sine præmisser betonede domstolen, at lovgiver bevidst har ønsket at videreføre det historiske foranstaltningsniveau for voldtægt. Tiltaltes baggrund og personlige forhold blev ligeledes genstand for en indgående vurdering.
Manden var på gerningstidspunktet ansat som politibetjent, men blev straks suspenderet som følge af anklagen. Han var ustraffet og havde velfungerende sociale rammer. Selvom ustraffede personer i visse sager kan opnå betingede domme med vilkår om samfundstjeneste ifølge Kriminallov for Grønland § 119, stk. 1, afviste Højesteret dette.
Med direkte henvisning til Kriminallov for Grønland § 146, stk. 1 blev det slået fast, at anbringelse i anstalt skulle ske af hensyn til forbrydelsens alvorlige karakter. Hverken positionen som offentligt ansat eller en pletfri straffeattest kunne afbøde den retslige reaktion.
Anklagemyndigheden