Tre helt friske afgørelser fra Pressenævnet viser, at *billedet* ofte er det mest følsomme element i en historie – og at digitale udgivelser har et langt efterliv, som medierne ikke bare kan ignorere.

## Når immaterialret møder privatliv og presseetik

Tre helt friske afgørelser fra Pressenævnet viser, at billedet ofte er det mest følsomme element i en historie – og at digitale udgivelser har et langt efterliv, som medierne ikke bare kan ignorere.

Når immaterialret møder privatliv og presseetik

De seneste uger har budt på tre afgørelser, som – selv om de formelt er presseetiske kendelser – i praksis rammer lige ned i immaterialrettens hverdag: retten til eget billede, kontrol med identitet og den vanskelige balance mellem offentlighed og privatliv. Afgørelserne er offentliggjort den 20. februar 2026, men er afgjort den 17. januar 2026 og 17. februar 2026 i kendelsernes fulde ordlyd.

Fællesnævneren er Medieansvarsloven § 34 om “god presseskik” og Pressenævnets konsekvente understregning af, at billedvalg, beskæring, placering og kontekst kan være lige så indgribende som selve tekstens påstande. Pressenævnet afgør presseetik – ikke straf og erstatning – og nævnet fremhæver netop, at dets vurdering er presseetisk og ikke præjudicerende for domstolenes eventuelle stillingtagen i fx straffelov eller erstatningsret. (pressenaevnet.dk)

Overblik over de udvalgte afgørelser

Samtykke er ikke en blanket men en konkret vurdering

En vigtig tendens er, at Pressenævnet i praksis nærmer sig et mere situationelt samtykkekrav i billedsager: Det afgørende bliver ikke alene, om billedet er taget på et offentligt sted, men hvad billedet gør ved den afbildede, når det løftes ud af situationen og gøres til blikfang.

Det ses også i Pressenævnets egne retningslinjer, hvor medier i digitale arkiver skal forholde sig til, om det “er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden” af tidligere offentliggjorte følsomme/private oplysninger. (pressenaevnet.dk)

Samtidig står det klart, at Pressenævnet fortsat adskiller sig fra databeskyttelsesretten: En GDPR-baseret sletteanmodning (typisk med henvisning til artikel 17 om “retten til at blive glemt”) lever i et andet spor end presseetikken, og nævnet holder fast i, at det ikke er forum for databeskyttelsesretlige tvister. Datatilsynets beskrivelse af artikel 17 viser dog, hvorfor klagere ofte forventer en “sletningsknap”, som presseetikken ikke altid kan levere. (datatilsynet.dk)

Sjællandske Nyheder og den badende kvinde på forsiden

I sagen om indvielsen af en helårsbadebro lagde Pressenævnet vægt på, at fotoet ganske vist var taget ved en offentlig begivenhed, hvor pressen var inviteret, og hvor fotografen var “synligt til stede” med professionelt kamera. Men afgørende blev forsidens komposition: beskæring og proportioner gjorde, at “det alene er [klager] i bikini, der er det primære fokus”, og at billedet “i meget begrænset omfang må anses for at illustrere begivenheden”. Derfor konkluderede nævnet, at mediet i netop denne sammenhæng “burde have fået et udtrykkeligt samtykke” før publicering – og pålagde offentliggørelse efter Medieansvarsloven § 49, samtidig med at nævnet markerede sin kompetencegrænse i forhold til tort og erstatning, jf. Medieansvarsloven § 43.
Læs mere her: Lovguiden – Avis kritiseres for at bringe billede af badende kvinde på forsiden uden samtykke

Ekstra Bladet og arkivbilledet der “smitter” af kriminalitet

Afgørelsen mod Ekstra Bladet er et skoleeksempel på det presseetiske problem, som redaktioner ofte undervurderer i immaterialretlig praksis: arkivfotoets nye fortælling. Pressenævnet lagde til grund, at billedet var et offentligt tilgængeligt pressefoto fra en films lancering, og at klageren ikke havde medvirket offentligt siden 2011. Men nævnet fandt, at billedets brug sammen med rubrikker om “rocker” og omtale af den navngivne hovedpersons kriminelle fortid “samlet kan efterlade læseren med et indtryk af”, at klageren har tilknytning til et kriminelt miljø. Det var netop konteksten – ikke billedets “anstændighed” i sig selv – der udløste kritikken: Der var offentlig interesse i historien om hovedpersonen, men “som udgangspunkt ikke … en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelsen af pressebilledet”, at klageren kunne bringes usløret, når hun ikke var genstand for omtalen. Kendelsen skærper derfor kravene til sløring, når et billede trækker uskyldige personer ind i en belastende fortælling, og den ledsages af håndfaste publiceringskrav efter Medieansvarsloven § 49.
Læs mere her: Lovguiden – Presseetisk kritik af Ekstra Bladet for krænkende billedbrug af tidligere skuespiller

DR og ønsket om at få fortiden slettet fra nettet

I DR-sagen rammer Pressenævnet en anden immaterialretlig nerve: kontrollen over egen digital identitet, når man som ung har medvirket i journalistisk indhold. Klageren – tidligere influencer – ønskede fjernet artikel, YouTube-video og Facebook-opslag fra 2018 og begrundede det med irrelevans, karrierehensyn og at han som 16–17-årig ikke kunne overskue konsekvenserne. Pressenævnet placerede sagen i sporet om sletning og tilgængelighed i digitale medier og gentog, at denne mekanisme “som udgangspunkt kun bør anvendes”, når der er tale om oplysninger “af følsom eller privat karakter” som er “særligt belastende”. Nævnet fandt, at indholdet primært var klagerens egne oplysninger om hans daværende virke, at det fortsat kunne have almen interesse som belysning af influencer-fænomenet, og at alder ikke i sig selv ændrede vurderingen, når der ikke var noget, der tydede på manglende forståelse for medvirkens konsekvenser. Resultatet blev derfor, at nævnet ikke kritiserede DRs afslag på sletning.
Læs mere her: Lovguiden – Pressenævnet afviser anmodning om sletning af 7 år gammelt medieindhold om tidligere influencer

Tre mønstre der tegner sig på tværs

1 Billedet får en selvstændig retslig og etisk vægt

I både forside-sagen og arkivfoto-sagen bliver det tydeligt, at Pressenævnet vurderer billedet som mere end illustration:

• Beskæring og layout kan flytte en publicering fra legitim nyhedsformidling til krænkelse.
• Koblingsrisiko opstår, når en uskyldig person bliver ansigt på en belastende rubrik, selv uden navns nævnelse.
• Publiceringssted betyder noget, fordi en forside eller topplacering er en intensivering af indgrebet.

2 Offentlig interesse er ikke en generel fribillet

Nævnet accepterer høj offentlig interesse i kriminalitetsomtale og samfundsrelevante fænomener, men kræver en selvstændig begrundelse for, hvorfor netop denne person skal vises. Det er en form for proportionalitetslogik, der også genfindes i domstolenes afvejning mellem privatliv og ytringsfrihed i andre billedsager, hvor EMRK artikel 8 og 10 sættes op mod hinanden. (domstol.dk)

3 Digital sletning behandles snævert i presseetikken

DR-sagen viser, at “digital forældelse” ikke i sig selv udløser presseetisk sletning. Nøglen er, om oplysningerne er følsomme/private og særligt belastende – ikke om de er pinlige, uaktuelle eller karrieremæssigt ubelejlige.

Praktiske konsekvenser for medier og rådgivere

Nævnets tre afgørelser kan omsættes til en relativt konkret redaktionel tjekliste, især når historier indeholder billeder af enkeltpersoner:

1. Spørg om billedets funktion

   • Dokumenterer det et forhold i historien, eller er det reelt et generelt stemningsbillede med en identificerbar person?

2. Test koblingsrisikoen

   • Kan rubrik, kategori og billedvalg tilsammen skabe et indtryk af skyld, tilknytning eller deltagelse hos en person, der ikke omtales?

3. Overvej sløring som standardgreb

   • Særligt ved kriminalitet, ulykker, rocker-bandekontekst og andre “smittefelter”, hvor identitet i billedet kan være mere belastende end teksten.

4. Aindeksering før afpublicering

   • Hvis der kommer anmodninger om “sletning”, vil en mindre indgribende løsning i nogle tilfælde være afindeksering frem for fuld fjernelse, i tråd med de presseetiske retningslinjer for digitale arkiver. (pressenaevnet.dk)

5. Hold styr på kompetencegrænserne

   • Pressenævnet kan udtale kritik og pålægge offentliggørelse, men spørgsmål om erstatning og databeskyttelsesretlige pligter kan lande andre steder – og bør screenes tidligt i rådgivningen. (pressenaevnet.dk)

Det mest håndgribelige eftertryk ligger i, at Pressenævnet i 2026 ikke alene “kigger på, om man måtte”, men også på om man burde have valgt et andet billede, en anden beskæring eller en anden anonymisering, når menneskers ansigter bliver den pris, en historie betaler for at blive set.