De fem nyeste “management”-afgørelser (29. januar–3. februar 2026) tegner et tydeligt billede: Ledelse handler i stigende grad om procesdisciplin, dokumentation og korrekt placering af kompetence – ikke kun om resultater.

## Overblik: Fem afgørelser, én fælles ledelsesudfordring

De fem nyeste “management”-afgørelser (29. januar–3. februar 2026) tegner et tydeligt billede: Ledelse handler i stigende grad om procesdisciplin, dokumentation og korrekt placering af kompetence – ikke kun om resultater.

Overblik: Fem afgørelser, én fælles ledelsesudfordring

Afgørelserne spænder fra beboerdemokrati i almene boliger til kommunal plan- og vandløbsforvaltning og HR-ledelse i udstationeringssager. Fællesnævneren er, at ledelsesrummet indsnævres, når beslutningsgrundlag, kompetenceregler eller klageveje ikke respekteres – og at nævnene i flere sager bruger ugyldighed/afvisning som styringsinstrument. Det ligger i forlængelse af klassiske forvaltningsretlige krav om bl.a. officialprincippet (undersøgelsesprincippet), hvor mangelfuld oplysning kan føre til ugyldighed. (ombudsmanden.dk)

Tema 1: Kompetence er ikke “intern organisering” – den er retlig binding

I sagen om fjernelse af en fællesfacilitet i en almen boligorganisation slår Beboerklagenævnet hårdt fast, at udlejer/administration ikke kan “effektivisere sig” uden om beboerdemokratiet. Afgørelsen er krystalklar i sit resultat: “Beslutningskompetencen … ligger hos Afdelingsmødet”. Nævnet knytter samtidig kompetencespørgsmålet til mødeprocessen og afviser, at man kan skabe legitimitet via en løs orientering: punktet var lagt under “eventuelt”, “hvor der ikke kan træffes beslutninger”, og det fremgik ikke af dagsordenen. Det interessante ledelsesmæssige er, at nævnet ikke vurderer, om beslutningen var fornuftig, men hvordan den blev til – og kobler finansiering (lejernes budget) og ordensreglementets omtale af faciliteten til, at afdelingsmødet er det øverste beslutningsniveau for fælles forhold. Sagen passer ind i Social- og Boligstyrelsens beskrivelse af, at beboerne “har det afgørende ord i driften” og vedtager budgettet i afdelingen. (sbst.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Kompetencen til fjernelse af fællesfaciliteter i almen boligforening lå hos afdelingsmødet og ikke udlejer

Tema 2: Officialprincippet som “ledelsespligt” i myndighedsafgørelser

Planklagenævnets afgørelse om 12 skæve boliger på Østerbro er i sin kerne en lærebog i, hvad der sker, når en kommune vil være hurtig – men ikke har materialet. Nævnet genoptager (og erstatter) sin egen tidligere afgørelse, fordi sagen hvilede på en misvisende skitse og dermed et fejlbehæftet faktum. Ved den fornyede prøvelse bliver kommunens beslutningsgrundlag det afgørende: Kommunen “ikke har været i besiddelse af en endelig byggeansøgning” og manglede konkrete oplysninger om “endelige udformning, størrelse og placering”. Konsekvensen er klassisk forvaltningsret: Manglen kvalificeres som væsentlig, afgørelsen er ugyldig, og sagen hjemvises. Ledelsesperspektivet er dobbelt: (1) intern styring af sagsoplysning (hvad skal ligge i sagen, før man afgør lokalplanpligt), og (2) ekstern legitimitet – lokalplanpligtens pointe er netop, at større projekter skal gennem en planlægningsmæssig vurdering og offentlighedens mulighed for at reagere. (ombudsmanden.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Afgørelse om genoptagelse og ophævelse af Københavns Kommunes beslutning om lokalplanpligt for 12 skæve boliger på Østerbro

Miljø- og Fødevareklagenævnets Tude Å-afgørelse (Slagelse Kommune) er et beslægtet – men mere driftsnært – eksempel på, at “ledelse” i offentlig forvaltning kan falde på det retlige fundament. Nævnet accepterer, at stenhøfde/stenkastning reelt er sandet til og har mistet funktion; en ændring vil kræve reguleringstilladelse, så kommunen kan ikke bare “vedligeholde sig tilbage” til en historisk tilstand. Men nævnet rammer kommunen på to andre punkter: For det første kan kommunen ikke dokumentere overholdelse af vedligeholdelsespligten, fordi regulativet bygger på arealkote-princippet, hvor “tværsnitsarealet ikke er et udtryk for vandløbets vandføringsevne” og heller ikke fastlægger skikkelse – i strid med vandløbslovens krav om regulativ for offentlige vandløb. (elov.dk) For det andet kan kommunen ikke udsætte vedligehold af en defekt sluse med henvisning til et fremtidigt projekt; nævnet skriver direkte, at kommunen er “pligtig til at vedligeholde … indtil en endelig reguleringstilladelse foreligger”. Her bliver projektledelse (fremtidige naturprojekter) altså ikke en undtagelse fra driftsansvar her-og-nu.
Læs mere her: Lovguiden – Manglende vedligeholdelse af Tude Å: Konflikt om arealkote-regulativ, tilsandede høfder og defekt sluse

Tema 3: HR-management og personalegoder – når risikostyring møder ligebehandling

Ligebehandlingsnævnets store udstationeringssag (forsker udstationeret til USA) viser, hvor hurtigt “praktiske” HR-løsninger kan blive til juridiske angrebspunkter: handicapstatus, køn/graviditet i forsikringsdækning, ligeløn og påståede repressalier. Nævnet holder fast i det EU-retlige handicapbegreb: Handicap forudsætter en langvarig begrænsning, der i samspil med barrierer kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet; det følger også af EU-Domstolens operative definition i Ring/Werge-sagen. (eur-lex.europa.eu) I den konkrete sag konkluderer nævnet, at klager “ikke har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger”, at hun er handicappet i lovens forstand. På køn/forsikring lander nævnet bl.a. på en markant “governance”-pointe: Universitetet er ikke rette indklagede i den del, der angår statens tjenesterejseforsikring, fordi aftalen ligger mellem andre aktører; dermed kan en klagestrategi falde på partsvalg, selv om problemstillingen opleves som et arbejdsvilkår. Og på repressalier lægger nævnet vægt på, at den omstridte udtalelse ikke fremstår som en trussel, samt at klager forblev ansat indtil egen opsigelse. For ledelser betyder afgørelsen, at (a) forventningsafstemning om forsikringsdækning skal være skriftligt præcis og realistisk, og (b) “vi kan ikke”-kommunikation i fastlåste sager skal formuleres, så den ikke kan læses som sanktionstrussel – også når den er ment som realitetsorientering.
Læs mere her: Lovguiden – Forskelsbehandling ved udstationering: Afgørelse om handicapstatus, forsikringsvilkår ved graviditet og påståede repressalier

Tema 4: Klageveje og procesledelse – afvisning som styringssignal

I sagen om udelukkelse fra en erhvervsuddannelse illustrerer Ligebehandlingsnævnet en procesfælde, som mange organisationer (og klagere) undervurderer: Hvis der findes en særlig administrativ klageadgang, skal den typisk udtømmes først. Nævnet kan “ikke behandle den del af klagen”, der angår skolens udelukkelsesafgørelse, fordi retlige spørgsmål om bl.a. “udelukkelse fra fortsat undervisning” kan indbringes for STUK, og det ikke var sket. (lovguiden.dk) Samtidig afviser nævnet chikanedelen, fordi der “ikke [er] nogen oplysninger i sagen, som tyder på” chikane på grund af handicap, og dermed mangler den faktuelle tærskel for at løfte sagen videre. Selv skolens egne formuleringer – fx at eleven ved møde “udviste … en markant vredesreaktion” og at diagnoser “ikke fritager dig fra ansvaret for at udvise ordentlig og respektfuld adfærd” – bliver i afgørelsen indirekte til et billede af, hvordan institutioner dokumenterer pædagogiske/ordensmæssige hensyn, når samarbejdet bryder sammen. For uddannelsesledelser er læringen ikke kun disciplinær: Den er også forvaltningsretlig (klagevejledning, partshøring, sporbarhed), fordi en korrekt proces kan afgøre, hvem der overhovedet får kompetencen til at prøve sagen.
Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over udelukkelse fra uddannelsesinstitution og påstået chikane på grund af handicap

Det, der flytter sig i praksis: “Management” bliver lig med sporbarhed

På tværs af afgørelserne fra 29. januar til 3. februar 2026 ses tre tydelige praksistræk:

1. Kompetenceplacering håndhæves formalistisk, men forudsigeligt: Afdelingsmøder, kommunalbestyrelser og specialiserede klageinstanser er ikke “nice to have” – de er retlige knudepunkter.
2. Mangelfuldt faktum = ugyldighed/ophævelse: Særligt i plan- og miljøforvaltning bliver manglende oplysning ikke “repareret” med efterrationalisering; det udløser ny behandling. (ombudsmanden.dk)
3. Klageadgang og partsvalg er en selvstændig risikodisciplin: Den “forkerte” indgang kan afskære realitetsprøvelse, uanset sagens menneskelige eller politiske tyngde.

Praktiske konsekvenser: Sådan bør ledelser indrette sig nu

For boligorganisationer: Sørg for, at ændringer i fællesfaciliteter behandles som beboerdemokratisk beslutningsstof, ikke driftsoptimering. Det betyder konkret dagsordenspunkt (ikke “eventuelt”), beslutningsreferat, budgetkobling og konsistens med ordensreglement/vedtagne regler.

For kommuner: Hvis projektmaterialet ikke er endeligt, er den juridisk holdbare ledelsesbeslutning ofte ikke at “tage stilling alligevel”, men at definere, hvilket materiale der kræves for at kunne vurdere lokalplanpligt eller vedligeholdelsesopfyldelse – og dokumentere, at det materiale faktisk foreligger.

For arbejdsgivere med udstationeringer: Afgørelsen viser, at det ikke er nok at ville finde “en pragmatisk løsning”; løsningen skal også være juridisk ren, forståelig for medarbejderen og robust i forhold til ligebehandlingsargumenter. I praksis bør forsikringsdækning beskrives som et kontrollerbart leverancepunkt (hvad dækkes, hvad dækkes ikke, af hvem, og hvad er alternativet), før medarbejderen disponerer efter udstationeringen.