De seneste afgørelser fra Højesteret og centrale klagenævn (30. januar–4. februar 2026) tegner et skarpt billede af, hvor ledelses- og compliancefejl typisk opstår: i dokumentationen, i timingen – og i grænsefladen til tredjemand.

## Nye “management”-afgørelser: styring, der ikke kan outsources

De seneste afgørelser fra Højesteret og centrale klagenævn (30. januar–4. februar 2026) tegner et skarpt billede af, hvor ledelses- og compliancefejl typisk opstår: i dokumentationen, i timingen – og i grænsefladen til tredjemand.

Nye “management”-afgørelser: styring, der ikke kan outsources

Fire afgørelser afsagt fra 30. januar 2026 til 4. februar 2026 rammer direkte ned i det, mange organisationer i praksis kalder management: håndtering af betroede midler, udbudsstyring, strukturering af generationsskifter samt myndigheders projekt- og arealforvaltning. Fællesnævneren er, at domstole og nævn i stigende grad måler ledelseskvalitet på procesdisciplin: om man kan dokumentere det rigtige på det rigtige tidspunkt – og om man respekterer de retslige “stopklodser”, også når forretnings-/driftsbehovet presser.

(Analysen nedenfor bygger på afgørelsernes fulde tekst; “Læs mere her”-links peger på Lovguidens resuméer.)

Tre tydelige linjer i praksis: dokumentation, tredjemandsbeskyttelse og “aktuelt behov”

På tværs af sagerne ses tre gennemgående krav til beslutningstagere:

1. Dokumentationskrav er ikke kosmetik – især i udbud, hvor ligebehandling og gennemsigtighed er bærende principper, jf. udbudslovens § 2. (elov.dk)
2. Tredjemandsbeskyttelse vejer tungt, når dispositioner flytter midler/risiko ud af kreditorers eller myndigheders rækkevidde – også selv om man formelt følger en instruks.
3. “Fremtidige planer” tæller ikke i dispensationer og forvaltningsskøn: behovet skal være konkret og aktuelt, især hvor lovgivningen administreres restriktivt (fredskov/§ 38-dispensation). (sgavmst.dk)

Advokatens erstatningsansvar: klientkontoen som compliance-kritisk infrastruktur (Højesteret 4. februar 2026)

Højesteret placerer et markant professions- og ledelsesansvar hos advokaten, når klientkontosystemet bruges som et “styringsværktøj” i en konkursnær situation: A overførte 16.650.200 kr. fra klientbankkonto til klienten 29. november 2013 vel vidende, at beløbet kort efter ville blive videreført som genudlån og dermed reelt unddraget kreditorerne. Højesteret lægger til grund, at A allerede før indsættelsen vidste, at beløbet efter skifteretsmødet ville “i sikkerhed”, og at lånearrangementet havde til formål bl.a. at undgå kreditoradgang; i den ramme bliver den efterfølgende udbetaling ikke neutral drift, men en aktiv medvirken: Retten fastslår, at A “på ansvarspådragende måde har medvirket til, at pengene blev unddraget” fra kreditorfyldestgørelse, og afviser samtidig, at instruksen fra klienten kan bære ham igennem, idet “det forhold, at overførslen … skete til klienten selv … kan … ikke føre til en anden bedømmelse”. Afgørelsen er ledelsesmæssigt sprængfarlig for rådgivere og interne jurafunktioner, fordi den i praksis flytter fokus fra formel hjemmel i klientkontoregler til risikobaseret adfærdspligt: når man kan forudse en nærliggende og betydelig risiko for retsbrud til skade for tredjemand, bliver “eksekvering af instruks” ikke en undskyldning, men en del af ansvarsgrundlaget.

Læs mere her: Lovguiden – Advokats erstatningsansvar over for kreditorer ved overførsel af midler fra klientkonto til klienten med viden om forestående kreditorunddragelse

Udbudsstyring: mindstekrav, bilag og grænsen for teknisk afklaring (Klagenævnet 3. februar 2026)

Kendelsen om regionernes rammeaftale for nitrilhandsker viser, hvor brutalt “management by spreadsheet” kan blive, når et obligatorisk skema (bilag 4) er gjort til bærer af mindstekrav – og dermed af ligebehandling og gennemsigtighed efter udbudslovens § 2. (elov.dk) Mediqs tilbud indeholdt ganske vist et produktdatablad, hvor visse kemiske stoffer fremgik, men bilag 4 var ikke udfyldt med de påkrævede felter om bl.a. restindhold og detektionsgrænser for centrale stoffer; Klagenævnet lander hårdt på, at regionerne ikke kan “redde” tilbuddet gennem efterfølgende afklaring, når udbudsmaterialet selv har gjort kravet til en minimumsbetingelse: Ved mindstekrav 27 (oplysninger om allergene stoffer, restindhold og LOD) var ordregiver i realiteten afskåret fra at reparere efter frist – og nævnet gør samtidig op med en snæver forståelse af “allergene stoffer” som kun proteiner, bl.a. fordi nitrilhandsker netop ikke indeholder sådanne proteiner og fordi skemaet var udformet bredere. Kendelsen ligger i direkte forlængelse af EU-rettens afklaringslinje (Manova), hvor supplerende oplysninger kun kan indhentes uden at åbne for nyt tilbud eller konkurrencefordel – men her bliver afgørende, at ordregiver selv har sat afvisningskonsekvensen ind i konstruktionen af mindstekravet. (eur-lex.europa.eu) For indkøbsledelser betyder det, at kvalitetssikring af “bilagsmaskineriet” ikke er en administrativ detalje, men et kontraktretligt styringspunkt: én uklarhed i, hvad der er mindstekrav, og hvad der er dokumentation – og man står med annullation og ny proces, uanset at produktet måske objektivt er egnet.

Læs mere her: Lovguiden – Delaftale om nitrilhandsker annulleret: Mangelfulde oplysninger om kemiske stoffer og allergener førte til ukonditionsmæssighed

Generationsskifte og afgifter: når tinglysningen ligger “ved siden af” gaven (Højesteret 2. februar 2026)

Højesteret skærer i sagen om generationsskifte via kommanditselskab en klassisk management-fristelse væk: at strukturere sig ud af en afgift gennem en mellemstation (her et K/S) og samtidig kræve fradrag, som om overdragelsen var direkte. Spørgsmålet var, om tinglysningsafgift betalt ved, at C K/S fik tinglyst adkomst til ejendomme, kunne fratrækkes i gaveafgiften efter boafgiftslovens § 29, stk. 2. Bestemmelsen har et anti-dobbeltbelastningsformål (gaveafgift + variabel tinglysningsafgift på samme overdragelse), men Højesteret læser ordlyden stramt og funktionelt: selv om loven ikke siger det eksplicit, “må ordlyden forstås således”, at den forudsætter ejendomsoverdragelse fra gavegiver til gavemodtager og tinglysning af modtagerens adkomst – og derfor “kan [der] ikke fratrækkes tinglysningsafgift”, der er udløst ved, at tredjemand får adkomst, “uanset om tredjemand er et selskab” helt eller delvist ejet af gavemodtager. Ledelsespointen er håndfast: hvis strukturen ændrer den retlige bærer af tinglysningshandlingen, kan man ikke samtidig kræve, at afgiftslempelsen følger med som om intet var hændt. Dermed bliver planlægning af generationsskifter endnu mere et spørgsmål om at afstemme civilretlig/transaktionsmæssig design med afgiftsretlig realitet – og om at kunne forklare bestyrelse/familie, at “smarte” mellemled kan flytte fradragsretten ud af rækkevidde.

Læs mere her: Lovguiden – Nægtelse af fradrag for tinglysningsafgift i gaveafgift ved generationsskifte via kommanditselskab

Offentlig areal- og projektstyring: dispensation kræver aktuelt behov – ikke fremtidsplaner (30. januar 2026)

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Miljøstyrelsens dispensation til etablering af en ca. 8–10 meter boardwalk i fredskov til et afslag, fordi den centrale management-forudsætning – et lovligt, eksisterende mountainbikespor – ikke var til stede. Nævnet tager afsæt i fredskovens forbudslogik (skovlovens § 11) og den restriktive dispensationsadgang efter § 38 (“særlige grunde”), som i praksis netop forudsætter, at anlægget ikke kan placeres uden for fredskov og at samfundsmæssige hensyn vejer tungere end fredskovshensynet. (sgavmst.dk) I den konkrete begrundelse bliver “projektstyring på forventet genåbning” direkte frakendt betydning: Nævnet lægger vægt på, at der “for nuværende ikke eksisterer et mountainbikespor”, og at der derfor ikke foreligger særlige grunde; kommunens oplysning om dialog og hensigt om fremtidig genåbning kan ikke ændre udfaldet, fordi afgørelsen træffes på det aktuelle faktum. Afgørelsen illustrerer en klassisk offentlig ledelsesfælde: man forsøger at “holde døren åben” for et senere projekt ved at få anlægget godkendt nu – men i fredskovskontekst bliver det netop omvendt et argument imod, fordi behovet ikke er realiseret og alternativer allerede findes.

Læs mere her: Lovguiden – Afslag på dispensation til boardwalk i Lundby Bakker: Manglende behov som følge af nedlagt mountainbikespor

Praktiske konsekvenser: fire tjekpunkter til ledelse, bestyrelse og nøglefunktioner

1) Betroede midler og transaktionskontrol

• Etablér “red flag”-kriterier for udbetalinger fra klient-/escrowkonti: konkursnærhed, kendt kreditorpres, cirkulære lån, “solvens-demonstrationer” uden varig likviditet.
• Beslut på forhånd, hvem der kan stoppe en disposition (juridisk chef/partner, compliance), og hvordan beslutningen dokumenteres.

2) Udbud: mindstekravsmatrix før tilbudsfrist – ikke efter

• Lav en intern mindstekravsmatrix med: (a) hvor i materialet kravet står, (b) hvilken dokumentation der præcist bærer kravet, (c) om fejl er sanktioneret med afvisning, og (d) hvad der kan afklares efter § 159 uden at blive “nyt tilbud”. (elov.dk)
• Gennemfør en “bilag 0-fejl”-test: Hvis et obligatorisk skema ikke er udfyldt 100 %, kan tilbuddet så overhovedet vurderes uden at bryde ligebehandling?

3) Skat/struktur: adskil “ejerskab” fra “adkomst” i afgiftsmodeller

• Når et selskab/K/S tinglyses som adkomsthaver, bør man behandle det som en selvstændig afgiftsretlig begivenhed – og ikke automatisk som en del af gaveoverdragelsen.

4) Dispensationer og offentlig projektplanlægning

• Byg ansøgninger op som “nu og her”-cases: aktuelt behov, dokumenterede alternativer uden for beskyttede arealer, og proportionalitet i forhold til formålet.
• Undgå at gøre dispensation til en “forhåndsgodkendelse” af et fremtidigt, uafklaret projekt – det kan blive selve afslagsgrunden.

Det, der nu bliver dyrt: at blande formalia og substans sammen

Sagerne viser, at praksis i 2026 i høj grad straffer styringsfortællinger, hvor man siger: “substansen er jo i orden”, “oplysningerne står et sted i materialet”, “pengene tilhører klienten”, eller “projektet bliver nødvendigt, når vi genåbner sporet”. I stedet efterspørges en ledelsesadfærd, der kan holde to tanker samtidig: (1) formelle spor (bilag, tinglysning, kompetence, hjemmel) er selvstændige retsfakta, og (2) man hæfter, hvis man kan forudse, at formalia bruges til at skabe en uretmæssig effekt.

For de regioner og andre ordregivere, der i 2026 sidder med megakontrakter på standardvarer, er den mest håndgribelige læring helt lavpraktisk: Hvis et skema er udpeget som den obligatoriske “sandhedstabel”, skal alt det bærende stå netop dér – ikke i et datablad, ikke i en e-mailtråd og ikke i en efterfølgende afklaring. (elov.dk)